ingeniørdebat.dk

Jeg selv vil mene, at de ikke er ækvivalente, for står jeg med to kugler der rør hinanden og gør det sådan, at nå deres centre og berøringspunktet befinder sig i en linje der vender i samme retning som kuglerne vil bevæge sig, når de slippes løs, så vil kuglerne bevæge sig forskelligt i de to systemer.

I et accelerende system vil de to kugler fortsætte med at røre hinanden i deres fald mod bundet, mens kuglerne i en gravitationssystem vil bevæge sig væk fra hinanden og derfor ramme bunden på den måde at den nederste kugle vil springe op og ramme den anden kugle, netop fordi der er opstået et mellemrum mellem kuglerne i det gravitaionele system.

Det sker, fordi de to kugler i et gravitationssystem ikke får den samme tyngdeacceleration, hvor lille den end er.. Dermed vil de to kugler bevæge sig væk fra hinanden i et gravitationssystem, men ikke i en accelerationssystem.

De to kugler, i et accelerationssystem, vil hele tiden befinde sig i samme position - i berøring af hinanden - indtil den nederste kugle ramme bunden.

I et accelerations system er det systemet der bevæger sig, mens det i et gravitationssystem er kuglerne der bevæger sig.

Derfor har Einstein ikke ret, når han påstår, at disse to systemer er ækvivalente.

Jeg er ikke interesseret i Einsteins beregninger, for dem er der intet i vejen med.

Det jeg spørger ind til, det er om hvor større eller mindre Solens masse skal være, for at der ikke skal forekomme en baneanomali hos Merkur, når Newtons formelberegning bruges, men den fundamentale gravitationskonstant.

B. Mønnike, du skriver at massefordelingen på Merkur og Solen kan være årsagen til der er obseverings og beregningsforskelle.

Hvad mener du med det, helt konkret?

Dersom universet virkelig ekspanderer, hvad ekspanderer det inden í og hvor stort er det ??
Jeg kan ikke tage det for andet en mørk latterlig uigennemtænkt vits uden pointe der er så tør at den kun kan være morsom for en sarkastisk fortæller.
Tænk at det går an at uskyldige studenter får fyldt deres hoveder med sådan noget lallende sprøjt.

Hej HVH,

den forklaring jeg har læst, det er at rummet er skabt samtidig med alt andet i universet, dertil også tiden. Derfor ekspanderer universet ikke i noget rum, da det er selve rummet der ekspanderer.

Hvordan dette ekstreme lille rum - mindre end det punktum denne sætning ender med og med al den enorme mængde af energi det indeholder, reelt er opstået før Big Bang'et forsvinder ud i den videnskabsreligiøse gudeverden.

Her kan jeg kun se, at videnskabens folk ryger lukt ind i en form for "religiøs" fantasiverden, hvor alt kan lade sig gøre.

Det kan være at degne og andre skolemeste "tuder nogen ørerne fulde" af den slags.

Men folk med bare en middel forståelse af videnskaben, vil nøjes med hævde at de udsagn, kun dækker over antagelser og modeller, som fører til resultater der stemmer med det vi kan observere. Det udelukker ikke at andre mere generelle modeller kan komme til senere, og at disse modeller også kan give rigtige resultater.

Problemet inden for den videnskabelige forskning omkring universet, det er at al offentlig og store dele af den private forskning er baseret på, at universet er ekspanderende.
Sker der forskning i den forstand at universet ikke ekspanderer, da anses det som værende tidsspilde og spild af forskerpenge eller betegnes som værende pseudovidenskab.
Med andre ord, der er allerede fremkommet dybe videnskabelige hjulspor der peger mod et ekspanderende univers og de hjulspor er ekstrem svære at hoppe ud af, for den etablerede videnskab.
Det er ikke noget der gøres bevidst fra videnskabsfolks side, det er blot en ganske almindelig menneskelig måde at forholde sig på. Når et stort flertal er enige om en ting, følger alle andre med og de fleste lærebøger følger flertallets vej og når hjulsporene er godt dybe, skal der nærmest et jordskred til, før sporene forsvinder.

Derfor er det jeg godt kunne tænke mig at få vide, om alle de universelle observationer der er gjort, om de kan sættes ind i en model af et ikke ekspanderende univers, uden større problemer?

Nu vil jeg i første omgang se bort fra rødforskydningen, fordi det er den der er fundamentet for et ekspanderende univers.

Det jeg kommer med her nedenunder skal selvfølgelig tages med et vidst forbehold, da jeg på ingen måde kan fremlægge eksperimentelle forsøg eller anden for for dokumentation for det jeg kommer med af model for tyngdekraften.

Morten Jødal,

først en tak for din link om kernefysik.

Nu vil jeg kort gå lidt uden for mit eget emnes område, fordi du henviste til de andre såkaldte fundamentale naturkræfter.

Det har undret mig, at kernekræfterne kaldes fundamentale, fordi de jo faktisk er formet af elektriske og magnetiske kræfter.

En proton og en antiproton vil, når de møder hinanden skabe en annihilation og henfalde til elektromagnetisk stråling, heriblandt også de såkaldte fundamentale kernekræfter der forefindes i protonerne vil henfalde til elektromagnetisk stråling. Derfor undre det mig, at de to kernekræfter omtales som værende fundamentale kræfter.

Fundamentale kræfter skulle i min optik være kræfter der ikke skulle kunne omdannes og dermed forblive hvad de er. Sådan er kernekræfterne jo ikke.

For mig er partikelverdenen et sted, hvor de elektriske og magnetiske kræfter organiserer sig på måder videnskaben endnu ikke på nogen måde har et billede af eller en egentlig forståelse af, hvordan de elektriske og magnetiske kræfter opfører sig inde i partiklerne.

Men det var lige et sidespring.

For at komme til min model af tyngdekraften skal vi lige en omvej til de elektriske og magnetiske kræfter.

Den elektriske ladningsforståelse ligger i, at der et sted er et overskud af negativ elektrisk energi, som får en tiltrækkende effekt på en genstand der har underskud af negativ energi og derfor betegnes som en genstand med positiv ladning.

Der forefindes derfor kun en slags elektrisks energi, spørgsmålet er blot om der er mere elektrisk energi i forholdet til omgivelserne eller mindre.

Det gør, at den elektriske energi spreder sig over en hel flade, som er modtagelig for den elektriske energi. Hvorfor den elektriske energiladning vel kan defineres som en slags fladeladning.

Magnetisk energi opfører sig anderledes, som Harbst så fint fortæller.

Her virker den anderledes end den elektriske energi, for det er ikke muligt at overføre en magnetisk energi over en hel flade, men kun i den punkt hvorpå den magnetiske energi overføres til. En magnetisk ladning kan vel derfor egentlig kaldes en punktladning.

Ser vi på en stangmagnet, så udgår de magnetiske kraftfelter fra enderne af stangen og der vil så være et elektrisk kraftfelt vinkelret på de magnetiske kraftfelter rundt om stangmagneten.

På den måde er disse to kræfter bundet sammen.

Den ene kraft kan ikke eksistere uden at den anden også eksisterer.

Nu kommer jeg så til tyngdekraften.

Hvordan skal den kunne forenes med den elektriske og den magnetiske kraft?

Her er vi nødsaget til at gå over i den elektromagnetiske stråling, hvor det vil være nemmest at forklare tyngdekraften ud fra min model.

I den elektromagnetiske stråling bevæger de elektriske og magnetiske kraftfelter vinkelret på strålingens bevægelsesretning, hvorved der opstår svingninger og som betegnes som værende frekvenser i sekundet.

Tyngdekraften har ligesom de to nævnte kræfter også en kraftfelt. Dette kraftfelt ligger i rumplanet vinkelret på de to andre kræfters kraftfelter og det vil sige at tyngdekraftens kraftfelt ligger på langs ad strålingens længderetning.

Den elektromagnetiske stråling indeholder med andre ord et tyngde kraftfelt, ligesom strålingen indeholder et elektrisk og et magnetisk kraftfelt.

Nu kommer jeg tilbage til partikelverdenen, for nu er tyngdekraftens kraftfelt pludselig kommet med ind i partiklernes sfærer, hvorved at tyngdekraften har et arnested at gå ud fra.

Vi ved at partiklerne er skabt at de elektriske og magnetiske kraftfelter og at de skaber partiklerne på de forskellige måder de elektromagnetiske kraftfelter organiserer sig på, i partiklerne og skaber specifikke egenskaber ved partiklerne.

Her er det så at tyngdekraftens kraftfelt kommer ind i billedet, for hvordan organiserer tyngdekraftens kraftfelt sig i partiklerne?

Et spørgsmål der er svært at svare fyldestgørende på.

Det er fuldstændig afgørende for, hvordan de elektriske og magnetiske kraftfelter organiseret sig på i partiklerne. Det kunne dog tænkes, at de partikler vi betegner som stofpartikler og som er med til at skabe tyngdekraftens massetiltrækning, at hos dem organiserer de elektriske og magnetiske kraftfelter sig på en sådan måde, at en specifik mængde af tyngdekraftens felter ligger som tråde - som garn i en garnnøgle - i partiklerne, mens de resterende tyngdekraftfelter stråler væk fra partiklerne.

Det foranlediger at tyngdekraftfelter der kommer strålende fra en stofmasse vil ramme vinkelret på andre stofmassers tyngdekraftfelter der er i stofmassernes partikler eller ramme vinkelret på det tyngdekraftfelt der befinder sig i en elektromagnetisk stråling der kommer forbi en stofmasse (Solen, planeter, stjerner m.v.) og afbøjer strålingen.

Tyngdekraftfeltet har derfor den egenskab, at når det møder et andet tyngdekraftfelt vinkelret, at da vil de virke tiltrækkende på hinanden.

Hvorfor de to vinkelret stående tyngdekraftfelter virker tiltrækkende på hinanden, har jeg endnu ikke en forklaring på, men den ligger nok gemt i forståelsen af, hvorledes de elektriske og magnetiske kraftfelter er tiltrækkende.

Kan tyngdekraften tillægges at være bundet til de elektriske og magnetiske kræfter og omvendt, ud fra den skitserede måde jeg her har givet, da står vi faktisk med et univers der i alt hvad der er i universet er skabt af tre universelle og fundamentale kræfter.

Den elektriske
Den magnetiske
Den gravitationelle (tyngdekraften)

En meget simpel og enkel opbygning af hele den verden vi lever og eksisterer i.

Det interessante ved denne forståelse er, at den ene kraft kan ikke eksisterer uden de to andre. De er fundamentalt bundet til hinanden.

Dette forståelsesbillede vil endvidere kunne skabe partikler med masse, der slet ingen tyngdekrafteffekt ville have og formentlig i stedet for at samle sig i galakser befinder sig spredt mellem galakserne. Om disse partikler vil være elektromagnetisk synlige er umuligt at svare på, men måske er de netop ikke synlige og kan dermed indgå som en del af det mørke stof.

Det vil endvidere være interessant om en sådan ”tyngdeløs” partikel eksisterer, for gør den og kan den skabes med et minimum af energiforbrug, vil den faktisk kunne være det ”brændstof” der skal til, for at gøre rumrejser fra Jorden til en dagligdags foreteelse, uden et stort forbrug af energi.

Selvfølgelig vilde og fantasifulde tanker omkring tyngdekraften og partikler m.v. som på ingen måde har et fundament af videnskabelig dokumentation.

Ikke desto mindre en mulighed - af en eller anden størrelse.

Der har i mange af de indlæg, som har været i dette forum, været snak omkring tyngdekraft, men hvad er tyngdekraft egentlig for en form for kraft.

Einstein har fået indført ideen om at en stofmasse (planeter, stjerner, Solen og lign.) krummer rummet, fordi tyngdekraften skulle være en egenskab ved rummet - noget i den retning, efter hvad jeg har forstået.

Hvis tyngdekraften er en egenskab ved rummet, må det kræve en forklaring på, hvordan massen krummer rummet.

Det vil være nærliggende at forstå tyngdekraften som værende en kraft i lighed med den elektriske og den magnetiske. Problemet med tyngdekraften som en sådan kraft er, at ingen endnu har observeret en frastødende effekt ved tyngdekraften, hvorfor ingen endnu har kunnet se tyngdekraften, som værende en kraft i lighed med den elektriske og den magnetiske.

Så hvad er tyngdekraften for en kraft og hvordan fungerer den? Hvordan kan den få stofmasser til at tiltrække stofmasser og dertil også stråling?