* * *
Medlemmer
Statistik
  • Total antal indlæg: 15975
  • Total antal emner: 1409
  • Flest online idag: 138
  • Flest på samme tid: 449
  • (30, Marts 2020 - 19:46)
Brugere online
Besøgende: 0
Gæster: 133
I alt: 133

Forfatter Emne: Elektron og Kredsløb  (Læst 44611 gange)

HH

  • Debattør
  • *****
  • Indlæg: 43
    • Vis profil
Sv: Elektron og Kredsløb
« Svar #30 Dato: 26, Maj 2010 - 13:23 »
Med risiko for at afspore denne tråd (yderligere :))

- ville to legemer i kredsløb om deres fælles tyngdepunkt miste energi i form at udsendte gravitoner?

Jeg er godt klar over at gravitoner endnu ikke er eksperimentelt påvist, så jeg kvalificerer med "ifølge teorien (om det så er den almene relativitetsteori eller noget andet?)"

Læg mærke til at jeg IKKE refererer til energitabet ifbm. tidevandseffekten (som ville tappe af rotationsenergien til et evt. tredie legeme i kredløb om de to).


Jeg tror personligt ikke på gravitoner eller Higgs. Det er desperate famlen og spild af penge.
Men for at blive ved tråden behøver man ikke at blive filosofisk for at konstatere at vi her har med en konflikt at gøre.

På den ene side er det rigtigt som Morten mener ;  Man fornægter tab af energi i et kredsløb.
På den anden side er det i henhold til inertiloven tydeligt at det er noget gardin sludder.

Den kraft en kredsende (80-90Kg) sten omkring Morten finger (også dersom Morten sad i rummet) MÅ udfordre Mortens fysisk enormt.
Den kunne sikkert rive hans tommel af, og den får ham garanteret til at svede på hele kroppen bare efter 10 minutters kredsløb.

Det sker IKKE uden at der overføres energi til Mortens tommel, og det er jo netop energi/kraft Morten skal modstå for ikke at blive flået i stykker af stenens kredsløb.

Dermed er det jo helt åbenlyst at det ikke holder at der ikke er energitab i forbindelse med et kredsløb.  

Ser vi så på Månen SER DET IKKE UD TIL at dens mister energi.
Hvorfor gælder inertiloven så ikke for den. ?
Månen skal jo også rundt i svinget, og vi VED det koster. – Det kan ligefrem gøre av.

Derfor MÅ vi i første omgang gå vores viden matematisk igennem for at studere denne selvmodsigelse nærmere.

For at stoppe en stens bevægelse med en bestemt hastighed skal du bruge den samme kinetiske energi (KE) som Stenen har. - Skal du (derefter) sende stenen i modsat retning med samme hastighed, skal du tilføje den KE som stenen har. – Du skal altså bruge den dobbelte KE for at sende stenen modsat.

I et komplet kredsløb har du sendt stenen den modsatte vej 2 gange. Derfor SKAL du bruge 4 * stenens KE.  - DER ER INGEN RABAT AT FÅ UANSET HVAD DU TROR.

Det har ingen betydning at stenen reelt ikke stopper op. Men alene det er endelige resultat der gælder, og det er at du MÅ tilføje en hvis mængde energi for at få stenen til at bevægelse sig modsat.

Det er måske lidts svært at forestille sig når du har med et stort kredsløb at gøre, men forestil dig at kredsløbet kun er radius en ½ meter, og at en sten på meget kort tid og med stor hastighed skal sendes den modsatte vej.

Det er helt uhørt at påstå at det IKKE koster energi.

Hvor forsvinder så denne energi hen. ?
Og hvem betaler?

Den elektromagnetiske kraft vil stritte imod i begge ender af snoren.  
Både i Mortens tommeltot og i en jern tommeltot.
Begge kan de efter en tid give efter og brække af.  

Det er måske lettere at forstå dette på sin egen krop.
Men Jorden har også en ”krop” og den ”sveder” måske også, og derfor afgiver den måske indre varme.

Jupiter og Saturn afgiver også mere varme ind vi troede. (men det gør Merkur og Venus ikke, de har heller ingen måner). Det viser måske lidt i retning af at Einstein kunne have ret i at tyngdekraften er forenet med den stærke kraft. I øvrigt afgiver også månerne Io og Europa overraskende meget varme, (de er tæt på kolossale Jupiter) . Det var et sidespring….

Når månen befinder sig ved apogæum har den mistet en god del af sin KE vi siger den har fået ”potentiel gravitations energi” i stedet, uden vi dog kan pege på hvor denne energi konkret er..

På vej mod perigæum får Månen igen denne energi tilbage, uden at vi egentlig kan pege på hvor den kommer fra, bortset fra at det vistnok er Jorden den ”popper op" fra  eller hvad man nu skal kalde det”.

Men tænk nu om der ligger endnu mere begravet bagved Månens tur som VI IKKE SER.
Fordi HVAD, - HVILKEN MODSTAND holder Månens i dens bane.

Det er ikke nok at sige at der er en massetiltrækning, denne i sig selv er intet værd dersom der ikke er modstand mod Månens bevægelse. - Ligesom det ikke er afgørende for stenen der kredser om Mortens om snoren er der, men derimod hvor stærk Mortens tommelfinder er , og om DEN kan holde stand.

Er det sådan at bag kulissen overfører Månen rimelig stor energi til Jorden?
Uden at vi ser at Månen faktisk får meget mere energi fra gravitationen end vi tror. ?
Hvor bliver denne energi i givet fald så af?
Hvad gør Jorden med denne energi.
Tænk på at dersom Månen ville kredse om Jorden ved radius 7000 km, ville dens tyngdeaccelerationen være 4000 gange større end i Månens bane, men Månens hastighed kun 8 gange større.

Nu nævnte jeg indre varme, men der er en anden langt mere vigtig faktor, - hvor sikre er vi på at den modstand ”inerti” der er mod acceleration KUN gælder acceleration og ikke også konstant hastighed.?

Kunne det tænkes at der er modstand mod Jordens rotation?
Og kunne det tænkes at Månen er ophavsdamen fordi den skal bruge Jorden som ”bremse” / anker / tommelfinger ?
Altså at Månen trækker Jorden med rundt, indtil Månen derved får automatisk får den modstand mod bevægelse som Månen netop skal bruge at være i et kredsløb.

Jeg ved godt at tidevandet har den modsatte effekt, men begge dele kan vel foregå samtidig.

Var det så en grund til for længe siden at beslutte at modstand mod bevægelse kun gælder mod acceleration?
Og i givet fald hvilken?

Prøv at anvend 4KE/t^2 på både Månen og Phobos.
Bemærk Månen er 7.000.000 gange større end Phobos.
Dersom Månen skal kunne trække Jordens rotation så skal Phobos kunne trække Mars rotation, til trods for at Phobos kun er en stor sten.

Det var bare en tanke ikke?

I hvert fald har vi et kæmpe selvmodsigende problem når vi mener at et kredsløb ikke kræver energi.

http://www.newscientist.com/article/dn13411-earths-rotation-may-account-for-wayward-spacecraft.html

« Senest Redigeret: 26, Maj 2010 - 13:33 af HH »

Morten Jødal

  • Senior
  • *****
  • Indlæg: 4.596
    • Vis profil
Sv: Elektron og Kredsløb
« Svar #31 Dato: 26, Maj 2010 - 16:14 »
Jeg er godt klar over at gravitoner endnu ikke er eksperimentelt påvist, så jeg kvalificerer med "ifølge teorien (om det så er den almene relativitetsteori eller noget andet?)"


Et af problemerne med partikel-bølge dualiteten er, at vi er tilbøjelige til at betragte en "partikel" som en lille hård kugle, der befinder sig et bestemt sted, men en "bølge" som noget meget udtværet, der er "overalt". Ingen af opfattelserne er korrekt. En mellemting er at beskrive en "bølgepakke", der har størst tæthed i et begrænset område, som dermed definerer en partikel.
Gravitonen er en teoretisk konstruktion, der er med til at forklare også tyngdekraften som kvantiseret. men tyngdekraften kan under alle omstændigheder også beskrives med "tyngdebølger", der udbreder sig i hele Verdensrummet.
For mig at se er det mere overraskende, at et felt (her gravitationsfelt), der udbreder sig i et stadigt voksende verdensrum, ikke betyder, at den pågældende effekt efterhånden bliver "brugt op", men det er tydeligvis ikke tilfældet.
Vekselvirkningen (via en graviton?) mellem to legemer vil have en effekt, men hvordan "opdager" afsenderen af en graviton, at den nu er "brugt" et andet sted?
Det er et af de ubesvarede spørgsmål, og det berømte Aspect-eksperiment (1981-82) har for altid gjort den type spørgsmål essentielle - men umulige at besvare.
Kort fortalt gik eksperimentet ud på, at to koincidente elektronovergange (en elektron hopper fra en exciteret tilstand i to spring med yderst kort mellemrum) begge udsendte fotoner, der på grund af kvantemekaniske bevarelsessætninger måtte have forskelligt spin. Men eksperimentet var så smart skruet sammen, at den første foton måtte passere et skråt polariserende filter, som med 50% sandsynlighed sendte den til en lodret polariseret detektor og med 50% til en vandret polariseret.
Ifølge kvantemekanikken er polariseringen en egenskab, som først får en bestemt værdi i det øjeblik fotonen vekselvirker med en modtager.
Fidusen er nu, at foton nr. 2 nødvendigvis må udsendes i modsat retning og med modsat polaritet - men altså som følge af en ny henfaldsbegivenhed. Ikke desto mindre viste eksperimentet, at når man målte på fotoner, der blev udsendt fra kilden med et mellemrum på højst 20 ns, var der den forventede sammenhæng mellem polariteterne, selv om lysets rejsetid mellem de to modtagere var 40 ns. Der findes altså en koincidens, der strider imod relativitetsteorien.

I naturvidenskab er det en metodefejl at "tro på" (eller fornægte) en bestemt teori - det er kun tilladt at benytte en teori til at forudsige eksperimentelle resultater, og forkaste den, hvis teorien modsiges af resultaterne.
Det betyder desværre, at vi kan have behov for modstridende teorier til at forklare forskellige fænomener. Således har Alain Aspect øjensynligt "bevist" kvantemekanikken (selv om der er forskere, der gør sig megen umage for at påvise fejl i hans eksperiment) og "modbevist" relativitetsteorien, mens konstruktørerne af GPS-systemet har måttet indregne relativitetsteorien for ikke at få en meget betydelig afdrift i deres målinger. Derimod er de ret ligeglade med kvantemekanik.

Med andre ord: den moderne fysik er langtfra fuldstændig og modsigelsefri.

I modsætning hertil er den klassiske fysik præcis og fri for indre modsigelser (men altså forkert, når vi går ned til de små detaljer!).

I klassisk fysik har vi nogle vigtige grundbegreber:

Masse - betegnes m

Vejstrækning - her betegnet s.
Som er en vektor med både størrelse og retning.

Hastighed: v = ds/dt
Hastigheden er den tidsafledede af vejstrækningen og har derfor retning. Tager vi ikke hensyn til retningen, betegnes størrelsen fart.

Kinetisk energi: Ekin = ½mv2
Bemærk, at her indgår farten v (endda i 2. potens, så selv fortegnet er forsvundet), ikke hastigheden v. Energi er en skalar (et "almindeligt" tal uden retning)

Impuls: p = mv
Her indgår altså retningen.

Kraft: F = dp/dt
Kraften er ifølge Newton den tidsafledede af impulsen, og enhver kraft er derfor ensbetydende med en impulsændring (men ikke nødvendigvis en energiændring).

En af mekanikkens vigtige bevarelsessætninger er, at den samlede impuls er konstant. så en impulsændring et sted modsvares altid af en modsatrettet ændring et andet sted (eller samme sted, hvis der er flere kræfter på samme partikel).

Kraften kan udføre et
Arbejde: A = F*s*cos v
Arbejdet er skalarproduktet af kraft og vejstrækning for en kraftpåvirket partikel og er altså en skalar. Faktoren cos v er den faktor, der skal ganges på for at tage højde for, at kraftretning og bevægelsesretning ikke altid er ens; bemærk, at både F og s er opskrevet som skalarer, altså kun længden af vektorerne, retningen tages der hensyn til med cosinusfaktoren, og resultatet er en skalar.
Hvis vinklen v er 90°, er cos v = 0, og det bliver arbejdet så også, uanset størrelsen af kraft og vejstrækning.

Desuden har vi ofte brug for at regne med acceleration: a = F/m

Og endelig kan vi i systemer med udelukkende konservative kræfter - d.v.s. kræfter, der ikke medfører energiændring, når en kraftpåvirket partikel tilbagelægger en lukket kurve - regne med en
Potentiel energi: Epot = (for eksempel) mgh
- hvor jeg har valgt den bedst kendte form for potentiel energi, nemlig i tyngdefeltet over så små afstande, at tyngdeaccelerationen g kan anses for konstant, jeg kunne også have valgt fx den potentielle energi af en spændt fjeder: Epot = ½ks2, hvor k er fjederkonstanten og s er den strækning, fjederens længde er fra ligevægt - der er mange forskellige potentielle energier i forskellige systemer.

I et konservativt system er ændringen i Ekin = Ares, hvor Ares betegner det arbejde, der udføres af den resulterende kraft =(vektor)summen af alle kræfter i systemet.

Eksempler på bevægelser, der skifter retning uden energiændring er et elastisk stød, fx en bold mod en hård mur, mellem to billardkugler, eller endnu bedre tilnærmet på et luftpudebord, planetbevægelserne omkring Solen (eller rettere omkring systemets massemidtpunkt, men da Solen er så tung, er det i praksis beliggende i Solens centrum), svingningen af et pendul - og en genstand, der bevæger sig med jævn fart (IKKE hastighed!) omkring et centrum.
I alle disse bevægelser er der kræfter, som endda kan være ganske store. Min "jævn cirkelbevægelse"-opstilling må omgives med ret store sikkerhedsforanstaltninger, selv om radius kun er ½ m, vinkelhastigheden beskeden og lodderne kun omkring 200 g, for snoren kan springe, og så mangler den centripetalkraft, der gør bevægelsen til en cirkel i stedet for retlinet. Men alle kræfter er i den normale situation indre kræfter i systemet, og så længe dette er isoleret, er der intet energitab.

I praksis er der selvfølgelig næsten altid små tab (gnidning, tidevandskræfter), men i princippet er den kinetiske energi "ligeglad" med bevægelsens retning.

P.S. Den første del af dette indlæg er et svar til Rasmus Møller (hvor meget han så kan bruge svaret til, er en anden sag, for det er jo lidt løst!).
Den anden del er en generel lyngennemgang af grundprincipperne i klassisk mekanik og ikke et svar til nogen bestemt.
Men kommer der nye indlæg, der omhandler kræfter på min tommelfinger eller andre personligheder, så lukker jeg tråden.
« Senest Redigeret: 26, Maj 2010 - 18:40 af Morten Jødal »
Mvh. Morten Jødal

HH

  • Debattør
  • *****
  • Indlæg: 43
    • Vis profil
Sv: Elektron og Kredsløb
« Svar #32 Dato: 26, Maj 2010 - 20:33 »
Citér
Eksempler på bevægelser, der skifter retning uden energiændring er et elastisk stød, fx en bold mod en hård mur, mellem to billardkugler, eller endnu bedre tilnærmet på et luftpudebord, planetbevægelserne omkring Solen (eller rettere omkring systemets massemidtpunkt, men da Solen er så tung, er det i praksis beliggende i Solens centrum), svingningen af et pendul - og en genstand, der bevæger sig med jævn fart (IKKE hastighed!)


Det betyder mao at Einstein ”ophævede tyngdekraften” som en kraft.
Han mente (stik i modstrid med Newton) at rummet (bare) krummede.
Noget som hovedsagligt fik sin støtte fra at lys bøjer ind mod et gravitaionsfelt, men som til gengæld forekommer meget abstrakt at forholde sig til, eller bare at forestille sig, fx hvis man prøver at se for sig at rummet krummer mere ved ens fødder end ved ens hoved.

Herudover besvarer det ikke spørgsmålet om hvad massetiltrækningen egentlig er, i og med om man har en 100 kg sten eller en 1000 kg sten på sine fødder så er rummets krumning jo ligeglad. Men det er føddernes ejermand ikke.

Og som du kan se så ignorerer det totalt loven om inerti, som diskuteret overfor.

Derfor kan triumfen over Newton, (som mente at tyngdekraften var en kraft) næppe siges at være så stor.  Levede Newton i dag ville jeg tro han ville protestere imod en så forsimpling af tyngdekraften som ”rummets krumning” er blevet til.  

I de senere årtier er der dukket flere og flere fænomener op som generelt sætter spørgsmålstegn ved om den gængse forståelse nu også kan være rigtigt.

Blandt andet det her http://www.newscientist.com/article/dn13411-earths-rotation-may-account-for-wayward-spacecraft.html
der viser at et objekts bevægelse måske ikke så enøjet kan forenkles til en egenskab ved rummet geometri, men derimod at disse (kan) påvirkes af en (ukendt) kraft.

Eller det her som også er egnet til at sætte spørgsmål ved om modstand mod bevægelse (inerti) nu virkelig kun gælder ved acceleration.

http://da.wikipedia.org/wiki/Pioneer-anomalien

Eller det faktum af mange planeter findes steder de ikke burde være. Fx Wasp18b der for længst burde være styrtet ned på dens stjerne eller Jupiter hvis atmosfære ikke kan være dannet der Jupiter er nu.  

Eller at ingen stjerner følger Kepler, eller i bedste fald kun de færreste, de ydre er for hurtige og de indre er for langsomme.

Ofte opdages flere og flere tilfælde som viser at noget er galt.
Fx overraskede det at planeter kunne findes 30 mia km fra en stjerne, så langt ude burde de ikke kunne være dannet, men da de nu var der kunne man ikke andet end accepterer det.

Herunder også at stjerner fortsætter med at styrte mod en galakses sorte hul, og i øvrigt også at der er 2 store mørke skygger hængende over det hele: Mørkt energi og Mørkt stof, som vi ikke aner om også disse skal ses i en helhed hvor tyngdekraften dybeste årsag indgår.

Men rent overfladisk og isoleret betragtet kan man da nemt narre sig til at tro at vi har tjek på det.
Men kommer det til det store billede er der nok ikke så meget at råbe hurra for.
Sikkert er det dog at de næste årtier bliver spændende.

Blandt andet bidrager DTU med en opfindelse der kan bliver afgørende, -et trianguleringsudstyr, netop fordi det kan være svært at afgøre om afvigelser sker i forhold til fx solen eller Jorden osv.
« Senest Redigeret: 27, Maj 2010 - 15:51 af HH »

Morten Jødal

  • Senior
  • *****
  • Indlæg: 4.596
    • Vis profil
Sv: Elektron og Kredsløb
« Svar #33 Dato: 27, Maj 2010 - 11:49 »
Stød er faktisk en rigtigt interessant del af den klassiske mekanik.
Når en bold støder elastisk mod en mur, overføres der impuls (men ikke energi) til muren - på grund af murens meget store masse fører impulsoverførslen ikke til nogen bevægelse.
Omvendt kan man ved et centralt stød mellem to ens billardkugler få den indkommende kugle til at ligge bomstille efter stødet, og den anden til at fortsætte med samme fart som den indkommende havde før (det er sjældent det, billardspilleren ønsker, men muligt).
Et særligt spændende eksperiment er den såkaldte "Newtons gynge", hvor (typisk) 5 kugler er ophængt på række i lige lange snore. Den er meget svær at beskrive præcist i ord, men et billede kan ses HER (dog skal der scrolles til side 3 i tilbudskataloget).
Når man her trækker 1 kugle ud og giver slip, vil netop 1 kugle i den anden ende overtage hele energien og vippe ud. Tager man 2 kugler, vipper 2 ud, og mere overraskende gælder præcis det samme ved både 3 og 4 kugler (hvorimod ingen bliver overrasket over, at det også gælder for 5!).
Regner man efter med newtonsk mekanik, viser det sig, at netop dette udfald er den eneste løsning, der tilfredsstiller både impuls- og energibevarelsessætningerne.
Det er forøvrigt en interessant historisk kendsgerning, at Newton blev inspireret til sit hovedværk "Principia" af astronomen Edmund Halley, der havde studeret den komet, som nu er opkaldt efter ham, og målte dens bevægelse til at være en ellipse. Dette inspirerede (ret genialt) Newton til at forkaste cirklen som den "ideelle" bevægelse (som allerede Aristoteles ellers havde antaget og de fleste siden troede på) og erstatte den med en retlinet bevægelse som den "naturlige" (inertiens lov, 1. lov).
Heldigvis stoppede Newton dog ikke her - for så var der ikke kommet mange resultater ud af hans overvejelser! Nej han supplerede med aktions-reaktionsloven (3. lov), der forklarer, hvordan den gensidige kraftpåvirkning mellem to legemer kan få deres bevægelser til at afvige fra den rette linie (og hvis det ene legeme er "uendeligt" tungt kan få det andet til at cirkle om dette uden at miste kinetisk energi), og naturligvis ikke mindst med den meget stærke 2. lov, der sætter forholdet mellem impulsens tidsafledede, kraft, (men Newton formulerede faktisk oprindeligt loven uden at navngive kraften, det kom til lidt senere i værket), masse og acceleration på plads.
Med disse tre love hænger "alt" sammen på smukkeste vis.

Og det gør det forøvrigt stadig for alle andre end kosmologer, kvantemekanikere og relativitetsforskere - de kan til gengæld stadig komme i totterne på hinanden i debat om, hvilken af de umådeligt små afvigelser fra det forventede, der er af afgørende betydning!
Mvh. Morten Jødal

HH

  • Debattør
  • *****
  • Indlæg: 43
    • Vis profil
Sv: Elektron og Kredsløb
« Svar #34 Dato: 27, Maj 2010 - 16:27 »
Citér
Morten skrev
Og det gør det forøvrigt stadig for alle andre end kosmologer, kvantemekanikere og relativitetsforskere - de kan til gengæld stadig komme i totterne på hinanden i debat om, hvilken af de umådeligt små afvigelser fra det forventede, der er af afgørende betydning!


Nu er det ikke bare citat: "umådeligt små afvigelser" der er tale om.
Vores manglende forståelse fører til højst besynderlige tanker (for at sige det mildt) som tilmed får spalteplads.  Til trods for at der på ingen måde er det ringeste bevist til stede (som i de gode gamle dage) men KUN meget luftige og i nogles øjne og ører skrupskøre tanker.

Parallelle universer(mener meget respektable forskere) kan være forklaringen på hvad der sker med lys der forsvinder i et sort hul.

Men for at blive ved tråden, - så støtter også mange forskere at gravitation forsvinder ud i ukendte dimensioner, og at dette forklarer mørkt energi.  

Vi ved ikke om mørkt stof nu virkelig også ER stof, hvis ikke så har vi med en afvigelse at gøre af dimensioner.

Hvad hvis nu stjernernes mærkelige bevægelser IKKE skyldes mørkt stof, så er den jo helt galt.
Stjernerne følger i hvert fald ikke love vi kender, og dermed er der heller ikke af den grund tale om citat: "umådeligt små afvigelser”.

Tænk fx på at det er et faktum at sorte huller i galakserne har en størrelse der er proportional med en galakses masse.
Men der er ingen forbindelse (vi kender) som kan forklare hvordan stof MLY borte kan være årsag til central gravitation.

Og som nævnt i en galakses centrum fortsætter stjerner at blive trukket mod det sorte hul, og således i tur og orden også vores sol.
Vi ved ikke hvorfor. Heller ikke det er jo en marginal.

Nææhh Morten vi er nok kun kommet af små stier til bjergets fod.

Bjerget er måske så stort at vi ikke kan se toppen, det der synes som små afvigelse kan nemt være vink om noget meget større er galt.
For eksempel dersom en sonde nu accelerer ved fly by, er det så fordi at rummets krumning ikke er den rigtige model / forståelse?

Jeg kan anbefale den her


« Senest Redigeret: 27, Maj 2010 - 18:42 af HH »

HH

  • Debattør
  • *****
  • Indlæg: 43
    • Vis profil
Sv: Elektron og Kredsløb
« Svar #35 Dato: 27, Maj 2010 - 16:36 »
Jeg så lige selv filmen igen. men der var før en hel serie, det er der ikke længere

Morten Jødal

  • Senior
  • *****
  • Indlæg: 4.596
    • Vis profil
Sv: Elektron og Kredsløb
« Svar #36 Dato: 29, Maj 2010 - 19:00 »
Som debatten har udviklet sig, føler jeg trang til at citere Alexander Pope:

Nature and Nature's laws
lay hid in night.
God said: "Let Newton be"
- and all was light.

Tidligt i det 20. århundrede har en (for mig ukendt) digter tilføjet nogle ekstra linjer:

It didn't last,
the Devil shouted: "HO!
Let Einstein be"
- restoring status quo.

Vi kan kun konstatere, at Djævelen har fået en del flere hjælpere siden ...
Mvh. Morten Jødal

HH

  • Debattør
  • *****
  • Indlæg: 43
    • Vis profil
Sv: Elektron og Kredsløb
« Svar #37 Dato: 29, Maj 2010 - 21:58 »
Som debatten har udviklet sig, føler jeg trang til at citere Alexander Pope:

Nature and Nature's laws
lay hid in night.
God said: "Let Newton be"
- and all was light.

Tidligt i det 20. århundrede har en (for mig ukendt) digter tilføjet nogle ekstra linjer:

It didn't last,
the Devil shouted: "HO!
Let Einstein be"
- restoring status quo.

Vi kan kun konstatere, at Djævelen har fået en del flere hjælpere siden ...
Jeg synes nu vi så vidt muligt skal holde fanden helt ude at videnskaben.

Uheldigvis ser man ofte at der tilmed undervises i noget i en sådan grad, - sådant at ren tro kommer til at fremstå som sikker viden.
Se fx klimadebatten, 90 % emotionalt styret, -  10 % af hjernen.

Eller se mørkt stof , higgs,  og titals af store eksempler som man kollektivt hypnotiserer hinanden til at tro på.
Det er lige som om at jo flere penge jo mere opreklameret, - jo mere "sikker viden" blir det.
Hold da kæft en nedtur det blir når det fx snart bliver klart at higgs var en bluff.
Men mon nogen skammer sig ?

Så skide koldt det er, - lige siden klima topmødet i KBH fik vi det koldere.
ER en lille istid på vej ?
Solens MF er i hvert fald gået kold ?
Har Henrik Svensmark ret ?

Ikke for at afspore tråden, men se fx hvad de unge indbildes af udokumenteret øregas i skolerne.
Vi er jo ikke sikre på om CO2 KUN bidrager 1 % eller 99%, eller måske bare 0.00000001%
Alligvel er det alt for ofte total YT at være imod.Også for Ander F Rasmussen.
For det er jo ikke kommet stort set andet nyt de sidste 10 år end af isen smelter.
Det har den gjort så tit.
Men lad os da endelig spare på energien og lade usikkerheden komme klimaet til gode.
Det er bare en helt anden diskussion i forhold til det hysteri vi har set.
En sag har ofte 2 sidder.

Jo da, - der er da mange smukke citater.
"Science can only be created by those who are thoroughly imbued with the aspiration toward truth and understanding.
This source of feeling, however, springs from the sphere of religion...
The situation may be expressed by an image: science without religion is lame, religion without science is blind"
--Fra: SCIENCE, PHILOSOPHY, AND RELIGION: A SYMPOSIUM, 1941.

"The important thing is to not stop questioning. Curiosity has its own reason for existing.
One cannot help but be in awe when he contemplates the mysteries of eternity; of life; of the marvelous structure of reality..."
--Fra: the Personal Memoir of William Miller, 1955.

There must be no barriers to freedom of inquiry. There is no place for dogma in science.
The scientist is free, and must be free to ask any question, to doubt any assertion, to seek for any evidence, to correct any errors.
-- J. Robert Oppenheimer

Lad dog det der ER uafklaret stå fuldstændig åbent.
« Senest Redigeret: 29, Maj 2010 - 22:24 af HH »

Rasmus Møller

  • Senior
  • *****
  • Indlæg: 252
    • Vis profil
Sv: Elektron og Kredsløb
« Svar #38 Dato: 04, Juni 2010 - 16:22 »
...snip...

Tak for svaret - jeg fortolkede det som at gravitoner/gravitationsbølger er abstraktioner, og på en eller anden måde udveksles der kun energi, hvis gravi... udfører et stykke arbejde på "noget andet".

Jeg har en fornemmelse af at der muligvis ikke gælder helt det samme for den elektromagnetiske/svage kernekraft, idet en elektrisk ladning i kredsløb vil udsende fotoner og dermed tabe energi selv om der ikke er "modtagere" der udføres arbejde på.
Ærbødigst Rasmus Møller

John Larsson

  • Senior
  • *****
  • Indlæg: 979
    • Vis profil
Sv: Elektron og Kredsløb
« Svar #39 Dato: 04, Juni 2010 - 17:09 »
Som debatten har udviklet sig, føler jeg trang til at citere Alexander Pope:

Nature and Nature's laws
lay hid in night.
God said: "Let Newton be"
- and all was light.

Tidligt i det 20. århundrede har en (for mig ukendt) digter tilføjet nogle ekstra linjer:

It didn't last,
the Devil shouted: "HO!
Let Einstein be"
- restoring status quo.

Vi kan kun konstatere, at Djævelen har fået en del flere hjælpere siden ...

Jeg betvivler ikke dine litterære referencer, Morten, men den sidste kunne vel lige så godt være en af Piet Hein; han skrev jo en del gruk direkte på engelsk.

 

Seneste Debatindlæg

Google ads:



Nyt fra ing.dk