ingeniørdebat.dk

Jeg elsker levende lys, så der er også ægte stearinlys på mit juletræ.
På den måde kan jeg gøre det til "noget særligt", når det er tændt juleaften (og et par aftener mellem jul og nytår) - det bliver så kedeligt, hvis det "bare" er tændt hele julen! 

Men med hensyn til forurening er de elektriske lys langt de bedste. Blandt andet afgiver julelys så meget NO_x, at folk med svage lunger (astmatiker m. fl.) under ingen omstændigheder kan være i en stue, hvor der står et juletræ med levende lys - blot med 20 lys på træet overskrides GV flere gange i en stue af normal størrelse. 
Dertil kommer, at de producerer varme, som vi ikke har brug for - hvorimod elværket sælger sin overskudsvarme i fjernvarmenettet.
Og som harbst nævner: der er også kræftfremkaldende sodpartikler i røgen. :'(

Men: Ingen fornøjelser er uden risiko!!! 

Som det vil være de faste læsere af Ingeniørdebat bekendt, er jeg netop flyttet.
En flytning fører mange ting med sig, deriblandt for mit vedkommende en midlertidigt ret ustabil internetforbindelse, så jeg er ude af debatterne i ugevis og ikke altid kan finde de gamle tråde igen. Blandt andet har jeg ingen erindring om, hvor vi i sidste måned diskuterede Parkinsons lov og Peter-princippet.
Derfor nu en ny tråd, foranlediget af, at jeg under flytningen pludselig stod med et glemt eksemplar af  ”Parkinsons Lov” i en dansk førsteudgave fra 1958 (fundet i en boghandlers rodekasse langt senere).
Jeg benyttede lejligheden til at læse bogen og kan derved konstatere, at dens kapitler tydeligvis er selvstændige essays, hvoraf kun det første handler om den egentlige ”Parkinsons lov” – resten om andre organisationsproblemer. Hvilket forfatteren selv er meget bevidst om.
Jeg kunne også konstatere, at ingen af kapitlerne handlede om ”Peter-princippet”.
Endelig blev jeg revet ud af en vildfarelse: Jeg har altid anset Parkinson for at være amerikaner, men hans beskrivelser bygger ganske afgjort på et britisk arbejdsliv.

Jeg vil benytte lejligheden til, her kort efter regeringsomdannelsen, at give en lille smagsprøve fra kapitlet om komiteer og regeringer, hvor Parkinson hævder, at ethvert antal ministre udover 5 er en hæmsko for arbejdet, og om et antal på omkring 20 ministre skriver han bl.a.:


... når man så endelig har dem samlet, viser det sig, at et betydeligt antal af dem er affældige, kværulantiske, døve eller ude af stand til at tale så højt, at man kan høre dem. Kun ganske få af dem er udpeget ud fra det synspunkt, at de nogensinde har gjort, kan gøre eller vil kunne komme til at gøre nytte. Flertallet er taget med for at stoppe munden på en eller anden gruppe udenfor. Følgelig plejer de at fortælle den gruppe, de repræsenterer, alt hvad der sker. Det er håbløst at holde noget fortroligt, og hvad værre er, medlemmerne begynder at forberede deres taler. De tager ordet på mødet, og bagefter fortæller de deres venner, hvad de tror de har sagt. Men jo stærkere disse rent repræsentative medlemmer gør sig gældende, des højere råber andre grupper udenfor på repræsentation. Der danner sig kliker i regeringen, og de søger at vinde styrke ved yderligere rekrutering. Tallet tyve er nået og overskredet. Og så træder regeringen ganske pludselig ind i det fjerde stadium i sin historie.
For på dette trin i regeringsudviklingen (mellem 20 og 22 medlemmer) undergår hele komiteen en brat organisk og kemisk forandring. Denne forandrings natur er let at følge og forstå, For det første er de fem medlemmer, der betyder noget, begyndt at mødes i forvejen. Når de allerede har afgjort det hele, får den officielle kompetente forsamling ikke meget at gøre. Og dermed ender så al modstand mod dens udvidelse. Flere medlemmer er ikke mere tidsspilde, for hele mødet er alligevel tidsspilde.

Den danske regering holder sig med 19 ministre lige præcis under det for Parkinson magiske "kaos-tal" - men er vist ikke helt fri for at have en inderkreds, der træffer beslutninger på forhånd?
For en sikkerheds skyld: jeg har ingen illusioner at en regering af anden farve ville klare sig bedre på dette punkt!

Hvis skibe kunne tillade sig, at bruge samme mængde brændstof, for attransportere et ton, en kilometer, som fly kan, kunne skibene tillade sig, at forurene mindst 500 gange mere, end de reelt gør.

Nu er det nogle dage siden du beskyldte mig for at sludre, Bjarke - men jeg er lidt ustabil på nettet for tiden.
Alligevel vil jeg gerne forklare mig nærmere:

Vi er helt enige om, at flytransport er i særklasse slem mht. CO₂-udledning.
Men trods den store fokus på dette problem, er det ikke det eneste miljøproblem, der eksisterer!
Skibsfarten er stærkt forurenende, fordi fuelolie til skibe er af de absolut ringeste (og derfor biligste!) kvaliteter, der kan opdrives - de tunge dieselmotorer sluger det fint, og det er alt, hvad der interesserer rederne  . Røgrensning i internationalt farvand er et helt ukendt begreb, men de slemme dele af røgen kan sagtens nå beboede områder alligevel ... Derfor kalder jeg skibsfart forurenende!
Jeg beklager, at jeg "forurenede" tråden ved at bringe andre ting end CO₂ ind i den. Det har du til gengæld i høj grad gjort ved at hentyde til synspunkter fra (meget) tidligere debatter og referere dem selektivt. Jeg har overhovedet ikke omtalt industrilokalisering og transportpolitik her, for det hører ikke hjemme i denne sammenhæng. Jeg har bot fremhævet (hvad jeg står ved), at CO₂-udledning fra skibsfart bør tilregnes de nationer, skibsfarten betjener, ikke rederiernes nationer.
Det samme gælder derimod ikke nødvendigvis forurening med SO₂ og NO_x m.v. ...

Hvis vi snakker ren aske, så kan den blandes i cementen - næste gang du støber fundament til en ny udestue.

Mikael, hvad er det dog, du lokker manden til!!???

Aske er skam ikke bare aske, og cementfabrikkerne kan ikke bruge aske fra biobrændsel - der er for meget phosphat i, og så smuldrer cementen ...
Derimod er træaske fortræffelig plantegødning af samme grund, og deuden har den et højt indhold af kalium, som også er guf for nye planter.

Så det gode råd er: spred asken jævnt og hyppigt, så gabvner det planterne.
En ordentlig spandfuld på én gang vil derimod medføre nedsivning af kaliumsalte - og vil desuden tendere til at gøre jorden for basisk på grund af carbonatindholdet.

Om Politikens overskrift er demagogisk, skal jeg lade være usagt - men den er misvisende.
Lige præcis skibstrafik bør ikke medregnes efter rederiets nationalitet, og hvis man gør det, må der være en række små østater (udbyderne af "bekvemmelighedsflag"), der kommer til at toppe CO₂-listen.
Jeg finder, at det naturligvis er helt rimeligt at medregne erhvervslivets forbrug i en CO₂-opgørelse. Men forbruget bør tillægges i det land, hvor forbrugeren bor - så transport fra Tokyo til San Fransisco er et japansk/amerikansk anliggende, selv om den foregår via Mærsks containerrute, som er danskejet.

... men forøvrigt hører skibsfarten til de værste miljøsyndere overhovedet!

Vi anbefaler derfor, at du enten lægger dig til at dø på kompostbunken

Ja undskyld, selv om jeg godt så "glimtet i øjet" i indlægget, så KAN jeg altså ikke lade være med at reagere mod gentagelsen af den misforståelse, at alt "naturligt" er miljørigtigt ...

Kompostering
- procucerer CO₂ af organisk materiale, men al energien går til spilde
- producerer ret meget lattergas til atmosfæren, fordi denitrifikationsbakterierne bliver "dovne" i det næringsrige miljø og ikke nedbryder nitrat til N₂, men delvis kun til N₂O
- giver dårlig nedbrydning og derfor en masse organiske affaldsstoffer, der (sammen med bakterier) kan ende i de højereliggende grundvandslag. "Brønden på kirkegården skal man ikke drikke af".

Så alt i alt:
Man skal lave kompost, hvis man har brug for den som strukturmateriale til sin havejord. Alt derudover er miljøskadeligt, og der findes til enhver type affald bedre håndteringsmåder.
Men kompostering kræver meget få anlægsinvesteringer, så den indgår i de fleste kommuners affaldssystem ... så kan man også spille på myten, at naturligt=godt - og have en åh, så miljørigtig affaldshåndtering!  :'(

Hvorfor det lige skulle være 1990, der er problematisk for os, at bruge  som reference for  vort CO₂ udslip, kunne da være interessant at vide.

Da vi i sin tid første gang gik ind i beregninger på EU-plan, var skæringsåret politisk sprængstof herhjemme, så der må ligge referencer til den gamle debat.
Jeg er usikker på detaljerne, men så vidt jeg husker, var 1990 et særligt regnfuldt år i Norge, hvorfor vi importerede store mængder billig el produceret på norsk vandkraft og dermed havde en lav egenproduktion af CO₂.
Jeg mener at erindre, at den sidste miljøminister under Schlüter (hvem var det mon? Lone Dybkjær?) lavede en masse brok over beregningsgrundlaget uden at møde forståelse fra de andre, og da Nyrup så trådte til i 1993, valgte Auken at lukke sagen hurtigt og acceptere 1990 som skæringsår.

P.S.: Og Bjarke, hvis du nu lader være med at skrive et langt indlæg om Aukens øvrige meriter  , så skal jeg til gengæld give dig ret i, at de tal, der lægges til grund for at udskrige miljøsyndere, ofte er stærkt tendentiøse.