Drift af fissionsreaktor

[harbst]

Pakistan, Indien, kina og korea  har reaktorer af KANDU typen.

De er så gode til våbenproduktion, for der behøves ikke beriget brændsel og  man kan løbende under driften skifte brændselselementer, og udvinde plutonium.



Bevares selve reaktoren er relativt sikker; men det der kan komme ud af den er af værste slags.

Fy for den lede!!!!


Hellere en reaktor fejl engang imellem i mands minde , end bombeproduktion spredt ud over verden.

[Morten Jødal]

CANDU-reaktoren er opkaldt efter sit oprindelsesland Canada samt Deuterium og Uran. Den skal altså staves med C og ikke K.

Forøvrigt er vi ikke meget uenige om det problematiske i dens evne til at producere våbenbrugbart plutonium, men dette var faktisk ikke noget fremtrædende emne i den politiske debat først i halvfjerdserne, da man endnu talte begejstret om den franske udvikling af en formeringsreaktor, der kunne forbedre brændselsøkonomien mange gange, men som også ville have givet basis for A-våbenproduktion (hvis udviklingsarbejdet var lykkedes).
Jeg gengav mine daværende prioriteringer. Da min mistillid til politikere generelt voksede, gjaldt det samme naturligvis de ubehagelige affaldsprodukter, de kunne få i hænde.

Jeg vil ellers afstå fra at videreføre den politiske debatlinie. Den kan gå grueligt galt, fordi den bliver følelsesladet.

[P. A. Hansen]

Harbst

Nej i kogendevandsreaktorerne kan man af hensyn til damptørreren  ikke have kontrolstængerne over reaktorkernen.  Der er man nød til at skyde dem op nedefra.

Normalt flyttes de med en elmotor, men ved scram kan de skydes ind i kernen med kvælstof under tryk. I de nyere avancerede kogendevandsreaktorer er det hensigten at placere kontrolstængerne øverst a.h.t. en bedre sikkerhed.
CANDU er ganske rigtigt egnet til produktion af våbenkvalitet, når man blot skifter elementerne ud efter en måneds drift.
Den mulighed har Pakistan o.a. ikke, idet Canada står for al håndtering af brændslet. Hvis der mangler elementer kan Canada stoppe for forsyningen af brændsel.
Men alle lande med potentiel interesse for at anskaffe sig atomvåben har uden tvivl opdaget, at den letteste vej til det er at anskaffe sig et eller andet illegalt berigningsanlæg. Plutoniumbomber er så svære at fremstille, at de langt lettere U-235 bomber er at foretrække - som Pakistan (og Iran) jo har opdaget. Ingen a-bomber er forresten lavet af reaktorer fra den civile a-kraft.

[B Mønnike]

Jeg er enig i det Per skriver. Jeg går ind for Akraft  i demokratiske samfund der er at sammenligne med vort.

Mest fordi det vil reducere udslippet af CO2 ( læg mærke til stavemåden Jødal og Harbst). Vort samfund ville kunne styre håndteringen af affalsproblematikken  ved at få affaldet sendt oparbejning istedet for det vi ser Operademokratiet i i  Italien lukke øjnene for, at mafiaen dumper ved at lade skibe synke.
Det  er beklageligt i min optik at vi ikke melder os ud af UN og af EU sålænge at hovedparten af UN medlemmer er diktaturer og at EU huser stater som Grækenland, Italien og Spanien og tildels Frankrig, som kører på friløb på vor andres bekostninger

[harbst]

Et brigningsanlæg er da ikke illegalt. 

Det er det vel kun, hvis man har tilsluttet sig ikkespredningsaftalen, og bruger det berigede til våbenfremstilling.

[P. A. Hansen]

Et brigningsanlæg er da ikke illegalt. 
Det er det vel kun, hvis man har tilsluttet sig ikkespredningsaftalen, og bruger det berigede til våbenfremstilling.

Det var de illegale, der er af interesse, da de må formodes at kunne anvendes til andre formål end at fremstille brændsel til a-værker.
Pakistan og Iran er eksempler på lande med illegale berigningsanlæg.
I Pakistan anvendes de ikke til dette formål, da Canada leverer al brændslet til de legale kraftreaktorer.
I Iran planlægger man - i følge egne forklaringer - med tiden at fremstille brændsel til de planlagte atomkraftanlæg med uran fra egne lejer. A-værket i Bushehr er underlagt IAEAs kontrol, desuden i en vis grad kontrol med  den tungtvandsreaktor, der ikke laver strøm, men tjener andet formål?
Det væsentlige er, at ingen lande kan anskaffe CANDU-reaktorer uden at Canada står for brændselsforløbet i alle led.
Der er mange bekymringer for at atomvåben spredes med indførelse af de fredelige atomreaktorer, men der er ingen eksempler på, at de misbruges til dette formål, da der er fuld kontrol med det brugte brændsel.
Tyskland og Brasilien er eksempler på lande med legale berigningsanlæg, ingen af disse lande har atomvåben. Den største fare består i illegalt uran fra de gamle russiske forskningsreaktorer, som der ikke er helt styr på. Det problem løses ikke ved at nedlægge de vestlige atomkraftværker, som nogle naive mennesker mener.

[P. A. Hansen]

@Jødal,

Forøvrigt er vi ikke meget uenige om det problematiske i dens evne til at producere våbenbrugbart plutonium, men dette var faktisk ikke noget fremtrædende emne i den politiske debat først i halvfjerdserne, da man endnu talte begejstret om den franske udvikling af en formeringsreaktor, der kunne forbedre brændselsøkonomien mange gange, men som også ville have givet basis for A-våbenproduktion (hvis udviklingsarbejdet var lykkedes).

Udviklingsarbejdet med formeringsreaktoren lykkedes faktisk, de kører skam fint og de udvikles stadigvæk.
Det franske projektet - Phenix - blev opgivet af flere grunde: a) tekniske problemer med utætte natriumkredsløb.
b) det tager omkring 16 år for at fordoble det fissile materiale. c) Rigelige uranforsyninger - især efter Australien gik ind i markedet.
Frankrigs Superphenix bliver sikkert genåbnet som et led i forsøg med transmutation ag langlivede radioisotoper.
Man burde nok i stedet have satset på Molten Salt Reaktoren (MSR), der faktisk kørte fint - den er nu med på på 4G listen.
Formeringsreaktorer er sikkert overflødige, idet thorium og uranudvinding af havvand sikrer fissilt materiale nok til efter næste istid.