Duco og autolakering i tidens løb

[Kenn]

Jeg er i annoncer fra 1950’erne stødt på udtrykket ”Duco Lakereri” (evt. sammentrukket ”Ducolakereri” m.m.) og forstår, at der rundt om i de danske byer har været mange (og fortsat er nogle få) autolakerervirksomheder med denne betegnelse. Og at Duco (registreret varemærke) er en sammentrækning for den amerikanske koncern Du Pont de Nemours & Company, der i 1920’erne opfandt en celluloselak til biler, men at produktionen af denne vistnok ophørte i slutningen af 1960’erne. Måske fordi Duco var for farlig, rent arbejdsmiljømæssig, men måske også fordi den vandbaserede lak vandt frem og havde den fordel, at de sprøjtelakerede biler (modsat behandling med Duco) ikke skulle efterpoleres for at blive blank. Holder dette stik?

Det afføder jo også spørgsmålet om ”autolakering” før Duco’s tid?

[Morten Jødal]

Ak ja, Ducolak hører til mine barndomsminder.
Jeg er bestemt ikke lakekspert, men kan bidrage med lidt om tiden før det store fremskridt, som Ducolak var.

Man brugte dengang en oliebaseret lak, der havde l-a-n-g tørretid. Den kunne man nedsætte ved at køre det færdiglakerede karosseri gennem en varm ovn. Såvidt jeg ved brugte man enten temperaturen 80° eller 120°.
Men det var en proces, der forsinkede produktionen meget, så den hurtigtørrende lak var et stort fremskridt.

Derudover læste jeg engang en anekdote i Det Bedste, som mine morforældre holdt. Den gik ud på, at en kemiker hos DuPont havde udviklet en god lak, som imidlertid var for langsomttørende. Men en dag fik han på et cafeteria serveret på en træbakke, der var lakeret med en hård og blank lak. Han spurgte til bakken og blev henvist til fabrikanten, der dengang selvfølgelig var lokal (!)
Kemikeren udbad sig en prøve af lakken, men da han bad om et kg, blev fabrikanten chokeret, for så stor en portion havde han aldrig blandet før, da lakken var enormt hurtigtørrende og for eksempel uegnet til sprøjtelakering, da den ville størkne i luften.
Utroligt nok viste det sig, at en blanding af den langsomttørrende og den hurtigtørrende lak netop var egnet til autolakering og blev lanceret som Ducolak.
Historien lyder så utrolig, at jeg ville tro den var løgn, hvis ikke kilden var så pålidelig ...

[Kenn]

Tak for svaret, Jødal, og for den lille historie. At du kalder ducolak for et barndomsminde, tyder vel på, at det ret sent, at den kommer til Danmark - hvornår mon? Og er det rigtigt, at det var noget giftigt stads, der nu er forbudt?
Mvh Kenn

[B Mønnike]

Nej Duco var en almindelig nitrocelluloselak og dens søster Dulux en alkydemalje.

http://utahrails.net/up/dupont-paint.php

[harbst]

Nitocellulose bruges stadig i lakker, især til træmøbler.

Til biler havde det den ulempe at det kun holder sig blankt ved evig polering, hvor man slider mikroskopisk på den nedbrudte overflade hver gang.

Den gode egenskab var at man kunne lave reparationer med usynlige overgange, så det ikke var nødvendigt at lakere hele tage eller bagskærme på grund af en lille skade.

[Morten Jødal]

... og jeg kan tilføje, at jeg netop har fået lakeret dele af min bil, som fik en hærværksskade, da jeg havde vovet mig ind i storbyen Aalborg.
Den lugtede ved tilbageleveringen udpræget af "fortynder".
Jeg har ikke gjort forsøg på at identificere laktypen, men den er ganske bestemt ikke vandbaseret!
Derimod er det sikkert rigtigt, at de flotte reklameudsmykninger, man nu om dage ser på en del biler, er lavet med en vandbaseret lak.

[Kobbernagel]

Jeg tror nu at det er meget sjældent at "reklameudsmykninger" på biler er lakerede. De laves med selvklæbende folie som klistres på bilerne.

Jakob