Mørkt Stof - En Gang Videnskabelig Sjusk ?

[HVH]

Er Relativistisk Modstand mod Bevægelse Misforstået?
Vi ved det kræves stadig mere energitilførsel for at fastholde en konstant acceleration.
Ingen videnskabelig metode har nogensinde bevist at denne relativistiske modstand mod bevægelse kun skulle gælde ved acceleration.
Denne teori vil vise at Relativistisk Modstand mod Bevægelse også gælder ved konstant hastighed.
Vi vil i det følgende bruge forkortelsen RMB.
Som en konsekvens kan man sige at en absolut acceleration og bevægelses referenceramme eksisterer, (hvilket ikke er det samme som en absolut hastigheds reference ramme).
RMB vil naturligvis have gennemgribende konsekvenser for hele vores verdensbillede, og dermed i virkeligheden det der kunne være startskuddet for næsten automatisk at løse en lang række kinetiske bane og kredsløbs anomalier og mysterier..

Nogle af disse er listet nedenfor.

• Mørkt stof
• Allais Effekten.
• Flyby Anomalierne.
• Stjerner der fortsætter med at drags ind mod galaksernes sorte huller. . [1]
• Milankovitch cyklus problemerne. Fx 100,000 års istids problemet [3]
• Hvordan Sedna (dværg planet) kom I kredsløb[5]
• Problems på kanten af Solsystemet[24]
• NGC76 mysteriet [6]
• Årsagen til Ring-galakser
• Årsagen til galaksearme skabes og vedligeholdes. [4]
• Og meget mere

Teoriens Grundlag
Øgning af et objekts hastighed, øger også dets masse. Dermed øges krumningen af rummet omkring objektet.
Rummet modsætter sig deformering / krumning. Et eksempel er en gravitationsbølge.
Der er flere grunde til at tro at Lorentz transformationen (hastighed af et objekt der konvertere til masse og Energi tilvækst) er en reversibel proces.
Rummet må have en form for elastisk struktur, der er ’vævet’ sammen med stof.
Dermed er Lorentz Transformationen også et udtryk for øgningen af rummets deformations-spænding som et hurtigt bevægende objekt er årsag til.   
Så snart den kraft (der er årsag til acceleration/hastighed) stopper, da vil den hastighedsbetingede deformations-spænding af rummet automatisk reversere.
Så Lorentz transformationen er dermed også en decelerations-faktor. Relativistisk modstand mod bevægelse (RMB) er en reversibel proces og Lorenz transformations ligningen afspejler dermed også styrken af RMB og dermed på samme tid også styrken at den mulige deceleration.



Denne artikel hævder derfor at “(y-1)” i Lorentz ligningen[γ = 1/√(1 - v²/c²)] på den ens side er en faktor ansvarlig for hvor meget deformations-spænding som et hurtigt bevægende objekt udøver på rummet (pga. ’M’ og ’E’ øgningen), og på den anden side samtidig en faktor der afspejler RMB. Det kræver kun en lille modificering af den kendte ligning for at få dette aspekt frem matematisk. Bemærk at decelerationen ikke er lineær.

Så snart energien/kraften (der tvinger et objekt fremad) ophører, vil objektet decelerere.   Dette er en universel lov så alle objekter er omfattet.

Vi har fornyligt opdaget flere rumsonde - accelerations / decelerations -  anomalier.
Det største mysterium har været hvorfor kun sonderne var påvirket og tilsyneladende ikke solsystemets bestanddele..  Svaret er at alt påvirkes, men forskelligt afhængig af kredsløbenes eller banernes retning relativ til en absolut accelerations retning.

Teorien forudsætter at opdagelse af Dark Flow er et faktum. RMB skal dermed ses i en sådan endnu større absolut referenceramme, for dermed matematisk at kunne forholde sig til påvirkningen.  RMB og Dark Flow samlet set har en lang række markante konsekvenser. Dersom disse kan verificeres og genkendes i naturen må teorien anses som sand.
 
Dark Flow er i sig selv i konflikt med vores nuværende paradigme. 
Antager man at Dark Flow er et kredsløb om et universelt barycenter, eller acceleration imod et andet univers, eller noget helt tredje, - er det uanset relevant, -  teoretisk at forholde sig til hvorvidt Jorden vil accelerere til hastighed c, - relativ til de nævnte størrelse .. 
Jorden måtte fra en central eller udenforstående observatør dermed opnå uendelig energi, hvilket i sig selv er en utopisk tanke,  hvorved også en smule omtanke på dette område retfærdiggør at der er en bremsende effekt ved høje hastighed. Som så også af den grund rent intuitivt støtter tanken om RMB.

Dark Flow Accelerationen (DFA) vil når en bestemt hastighed er opnået udligne med RMB.
På grundlag af den nævnte ligning kan man således beregne Dark Flow Accelerationen, blot man kender Dark Flow hastigheden (som noget tyder på at vi gør).

Mulighederne for at påvise at der findes et ukendt stof, som har unddraget sig det periodiske system systematik, eller anden form for ukendt stof er ved at være udtømte. Det ligger i tiden at man er ved at komme til denne erkendelse. Det hører derfor med at spørge, - hvordan ville et Dark Flow påvirke universets bestanddele dersom dette virkelig sker lige nu. 

Et Dark Flow rejser som det første naturligt spørgsmålet om Dark Flow Acceleration kan ske uhindret. Uanset vil et sådan have bemærkelsesværdige effekter som påvirker alt i Universet. Det burde derfor være en lang række parametre hvorpå man ret hurtigt burde kunne afgøre om der findes en rød tråd overalt i naturen, som et Dark Flow må efterlade. Denne artikel vil vise at denne røde tråd virkelig er til stede.

Lad os starte her på Jorden.
For bare 3 millioner år siden var der ingen istider.  Derefter tog en cyklus bare 41.000 år, og selv de seneste 100.000 års perioder er utilstrækkelig forstået. Der mangler noget. Det vil vi se nærmere på.

På den store skala, galakser og galaksehobe er den også gal. Kredsløbene opfører sig ikke som de ’skal’ i henhold til de middelalderlige konklusioner.  Relativitets teorien har heller ikke kunne rydde op på dette område.  Her har vores manglende forståelse så uheldigvis fået betegnelse ’Mørkt stof’, - som kun har haft den konsekvens at forskningen er fastholdt i en ret ensporet og ganske fatal retning.


Galaksehobe & Galakse Dynamik.
Dark Flow Retningen (DFR) er så nært beslægtet med den Acceleration der må være knyttet til Dark Flow, og forkortes derfor til DFA



Halvdelen af et galakseshobskredsløb trækkes galakserne mere eller mindre direkte med DFD illustreret med rød ned pil.
I denne proces forhindrer RMB en kontinuerlig acceleration, hvorved kun en bestemt og begrænset hastighed kan opnås.

F.eks. Dersom en galakse bevæger sig med 300km/s mod DFD, - kan RMB beregnes til 5×10-^7m/s². 
Dette viser indirekte at DFA må være af samme styrke.
Årsagen er at DFA og den absolutte RMB altid i sidste ende vil udligne hinanden, (så snart en bestemt hastiged er opnået).

Til trods for den stærke DFA vil galaksehopens egen tyndeacceleration uanset afbøje en galakse og dermed skabe galaksehobenes kredsløb, alt imedens galaksehobene drages mod en ukendt destination ad DFA .
Herudover skal nævnes at RMB gælder i alle retninger. Hvorimod DFR er speciel da denne retning også er kendetegnet ved en mulig og meget speciel reversering af den relativistisk tilbagetrukne kinetiske energi. Hertil kommer jeg tilbage.

Det samme princip gælder for en galakses stjerner.

Dersom et kredsløbs inklination er 90° relativ til DFA, vil dets bestanddele være i samme referenceramme relativ til DFA /DFR  og ingen anomali vil opstå.  Med andre ord vil kredsløbet ikke periodevis være påvirket af hverken DFA eller absolut RMB anomalier. 

En galakse er i stand til at bevare den kenetiske energi den har opnået som følge af DFA påvirkningen. 
Dvs. at en galakse som periodevis er upåvirket at DFA, vil til trods for at den kan udsættes for en ret kraftig RMB,  ikke miste den kenetisk energi igen.



Årsagen til dette er at når en galakses bestanddele befinder sig i et vinkelret kredsløb relativ til DFA, så vil RMB forsat gøre sig gældende. Man skulle derfor tro at en sådan galakse hurtigt ville kollapse, men fordi at energien der akkumuleres i mødet med RMB, er reversibel, - så vil den decelererende effekt (grundet RMB) i en bestemt retning staks udlignes / ophæves at det modsatte også er tilfældet, -  nemlig. - Frigørelse af Tilbagetrukket Potentiel Kinetisk Energi) FTPKE.

Dersom inklinationen er mellem 45° og 90° (relativ til DFA) påvirkes et kredsløb fortsat af både af DFA and RMB.
DFA påvirker i disse perioder også et kredsløbs inklination.

Fuld forståelse af dette nye natur aspekt kan sikkert bidrage til at kaste nyt lys over Halton C. Arp opdagelser fx NGC7603  NGC4310NGC1232 , ringgalaksers mysterium og meget mere.

Fem Kræfter Påvirker en Galakse / Galaksehob

• CK (Centripetal Kraften)
• CFK (Centrifugal Kraften) (hovedansvarlig for galaksearme).
• DFA  (Dark Flow Acceleration)
• RMB (Relativistisk Modstand Mod Bevægelse)
• FTPKE (Frigørelse af Tilbagetrukket Potentiel Kinetisk Energi)

I langt de fleste tilfælde forstyrrer DFA en galakses rotation.  DFA er også kraften der tilfører galakser og galaksehobe langt størstedelen af den kinetiske energi.
Halvdelen af kredsløbstiden trækker DFA en galakses stjerner trukket mod galakses centrum og den anden halvdel af tiden væk fra centrum.

Centrifugalkraften vil tvinge indre stjerner ud mod periferien hurtigere end de ydre stjerner, dette samt at ydre stjerner er længere tid disponeret for DFA (end de indre) er den primære årsag til galaksearmene.

DFA’s styrke er selvfølgelig betinget af en galakse’s (og alle andre kredsløb) inklination, -  relativ til DFA, men også hvorvidt et system bevæger sig bort fra eller mod DFA har betydning for DFA’s styrke.

Absolut Bevægelse - Absolut Acceleration, - og Relativistisk Modstand Mod Bevægelse [23]
Princip 1.
Så længe der ikke er acceleration bort fra DFD, da vil DFA og RMB modvirke hinanden. 
Disse to kræfter modvirker hinanden så snart den maksimalt mulige hastighed som DFA er årsag til er opnået

Princip 2
RMB’s styrke (set fra en absolut reference ramme) afhænger altid af den absolutte bevægelses hastighed.
Når Dark Flow fx er 300 km/s og en galakse bevæger sig modsat med 200  km/s er den absolutte bevægelseshastighed reduceret til 100 km/s .
RMB reduceres dermed til 5,6 ×10-8m/s som er 9 gange mindre, selvom hastigheden kun er reduceret 3 gange.



Princip 3
RMB er en reversible proces, som betyder at så snart kraften der tvinger et objekt fremad, ophører, - da vil objektet decelerere.

Princip 4
Når RMB og DFA modvirker hinanden (i henhold til princip 1) forhindrer DFA deceleration. Der kræves således kun en stabil kraft for at undgå deceleration, og ikke ekstra energitilførsel. Dette er selvfølgelig også gældende for en partikel i et LHC kredsløb.

Princip 5
Acceleration af et objekt bort fra DFD kan helt eller delvis modvirke DFA, hvorved et sådant objekt også må accelerere i henhold til princip 3. Forklaringen er at ensartet acceleration modsat DFA efterlader den akkumulerede RMB som en frigjort faktor, som derved decelererer.   Vi skal her se på Newtons anden lov for at forstå konsekvensen.  ”Den resulterende kraft er summen af alle kræfter der virker på legemet”.

Princip 6
Set fra et lokalt perspektiv er hurtig bevægelse (relativ til Jorden) mod DFD uafhængig af absolut hastighed.  Konsekvensen kan lokal beregnes på grundlag af lokal tid og lokal afstands-definition.  Men set fra et absolut perspektiv er hverken tid eller afstand sammenlignelige med de lokalle enheder. Derfor kan konsekvenserne beregnes forskelligt af forskellige observatører, uden at der er noget krav til at de skal være sammenlignelige ens. 

En Absolut Acceleration Referenceramme, - og RMB.
I henhold til princip 3 and 5, eksisterer der en absolut acceleration ramme. Dette har flere konsekvenser.
Overfor er der vist at bevægelse bort fra DFD har konsekvenser, men acceleration bort fra DFD har en helt anden konsekvens.

RMB kan sammenlignes med en tilbagetrukket pil. Alt der er behov for at den tilbagetrukne potentielle kinetiske energi som påvirker pilen frigøres.
På same måde, alt der kræves for frigørelse af den kenetiske potentielle energi som RMB er årsag til, er at kraften der er ansvarlig udlignes

Princip 7
Det betyder at så snart acceleration mod DFR udlignes pga. af en modsatrettet kraft eller acceleration, (herunder Jordens tyngdekraft) skal der forventes at en ’mystisk’ acceleration frigøres, - som til forveksling ligner helt almindelig acceleration, men som er forskellig fordi årsagen er forskellig .

Inklination og Apsis Anomalier af Astronomiske Himmellegemer..
Dersom et kredsløb er vinkelret på DFR skal der ikke forventes nogen anomalier.
Dette fordi at bevægelse relativ til DFR her er i samme bevægelse og accelerations referenceramme.



Den absolutte bevægelses hastighed spiller således en rolle på kredsløbsændringer.
Ved Gravity Assist har det vist sig at anomalier kun optræder når sonderes bane sker asymmetrisk relativ til Jordens ækvator plan, hvorimod solsystemets bestanddele ikke påvirkes. 

Dette kunne meget vel være et fingerpeg i retning af at solsystemet bevæger sig omtrent vinkelret i forhold til RMB og DFD, - hvorved Jorden i dens kredsløb påvirkes enesartet af DFA og RMB og derfor ikke viser tegn på kredsløbsanomali, - hvorimod anomalier i asymmetrisk sondekredsløb i flere tilfælde er påvist, og således tegn på ’karambolage’ med en absolut acceleration / hastigheds referenceramme.
 
Selvom fly-by anomalier styrke er omtrent ubetydelig, kan såkaldt mørkt stof til trods være tegn på at den akkurat samme naturlov er ansvarlig for begge fænomener, - og dermed ikke længere tale om små vink, men derimod vink med en vognstang. Fordi at anomalierne er hastighedsbetinget vil en galakses kredsløb kunne påvirkes med en kraft der er mange tusinde gange stærkere end den der fra et lokalt perspektiv påvirker sonder planeter og måner.

Årsagen til de Uløste Istids Mysterier.
I den udstrækning Jorden bane er (mere eller mindre) lineær med DFD vil Jordens absolutte hastighed konstant ændres og dermed periodevis være uensartet påvirket af RMB .




Allais Effekten , Nøglen til at Bevise et Overset aspekt af Nature
For fuldstændig at klarligge årsagen til alle rapporterede Allais Effekter, er det nødvendigt primært først at tune sig ind på nøjagtig hvilken retning Dark Flow sker.  Megen forskning kan tyde på at DFD sker mod en meget sydlig retning.


Det triangulære område ”Dark Flow Retningen” viser hvorhen ‘Dark-Flow’ bevæger sig.  Dette er DFD og DFA retningen

Et meget markant fænomen er ansvarligt for Allias Effekten.
Fælles for de fleste er pludselig acceleration.
Så snart Jord Måne og Sol begynder at ligge på linje, vil ved solformørkelse, vil Jorden ret pludselig begynde at accelerere. 
Den maksimale accelerations kan beregnes til omkring 3.2×10-^5m/s²  ved maksimum.
´


Lad os forestille os Jordens kredsløb relative til DFR som vist overfor. (Denne illustration er kun midlertidig).
Frigørelse af RMB sker som følge af at Jorden helt eller delvis bevæger sig modsat DFR.


Men et testlegeme der falder ned mod Jorden og dermed udsættes endnu en kraft faktor, (Jordens tyngdekraft), vil påvirkes af en proces som modvirke den allerede igangværende frigørelse af  RMB . Derfor vil dette test legeme's acceleration (medens det frie fald foregår) reduceres med den styrke som RMB er udtryk for. Dette vil værende gældende for testlegemet indbygget i et absolut frifalds gravimeter

Bevis for Teorien ved Gravitations-Målinger på den Nordlige Hermesfære.
Når Månen ved solformørkelse er årsag til at Jordens acceleration (i større eller mindre grad) væk fra DFA, vil en del af  Jorden acceleration skyldes FTPKE.
Det er vigtigt at bemærke at særlig øget pludselig acceleration af Jorden sker som følge af at Jord, Måne og Sol begynder at ligge på linje, først når, sker, er der en særlig øget acceleration (i henhold til Newtons anden lov).  Det er under denne omstændighed at Allais Effekterne er observeret.

Et testlegeme på Jorden påvirket at Jordens tyngdeacceleration (ADG) i en retning (mere eller mindre) mod DFD og dermed (mere eller mindre) modsat FTPKE vil på grund af den modsatrettede gravitations-kraftpåvirkning udligne FTPKE således at denne kun gælder for Jorden og ikke testlegemet.
Det vil sige at et testlegeme der falder mod Jorden og samtidig i retningen mod DFD (og FTPKE), vil accelerere upåvirket at RRPKE mod Jorden, hvorimod jorden vil være påvirket at RRPKE og accelerere hurtigere end forventet mod testlegemet. 
Med andre ord, så skal et absolut (frifalds) gravimeter på den (rigtige placering) på den nordlige hermesfære kunne måle en positiv anomali ved solformørkelse.
Hvorimod et fjederophængt testlegeme (og dermed et relativt gravimeter) på samme sted på Jorden som det absolutte gravimeter befinder sig, ikke vil påvirkes på samme måde..
Det absolutte frifalds gravimeter vil med andre ord være i stand til at måle FTPKE, i den udstrækning at placering af gravimeteret er optimalt.



Årsagen til den Mystiske Torsion Pendul Anomali.
Selv den pludselig forstyrrelse af et Torsion pendul kan nu nemt forklares..

Som følgende;

• Jorden begynder ved solformørkelse pludselig at accelerere modsat DFR.).
• FTPKE (Frigørelse af Tilbagetrukket Potentiel Kinetisk Energi)
• Jorden accelerer nu en smule mere end forventet
• Et torsion pendul på den nordlige hermesfære påvirkes af Jordens tyngdeacceleration. 
• Denne påvirkning sker modsat DFR.
• Det betyder at Jorden og et torsion pendul ikke vil være I den samme Accelerations-referenceramme. 
• Så snart Jorden pga. af FTPKE at accelerere hurtige bort fra DFR vil et torsion Pendul ikke gøre det samme, hvilket vil sige at Jorden ganske enkelt accelerere imod torsion pendulets test legeme.
• Den relativ hurtigere Jord acceleration betyder at snoren der forbinder Jorden med testlegemet påvirkes, dette bringer et torsion pendul ud af balance.
• Hertil kommer at FTPKE sker direkte modsat DFD, hvorimod Jordens accelerator der udløser FTPKE ikke nødvendigvis gør det samme, hvilket så resultere i et drejningsmoment på torsion pendulet.

Der var pga. ordbegrænsninger ikke plads til referencer, de kan komme senere..

[Morten Jødal]

Kære HVH.

Du ser ud til at have læst en masse - men misforstået det meste!
Lad mig sige det på den måde, at hvis din teori skulle vise sig at være rigtig, står du til en nobelpris!

For ikke at gå glip af prisen vil jeg dog anbefale dig først at kontakte andre forskere, der kan hjælpe dig med at finpudse teorien og finde passende videnskabelige tidsskrifter at offentliggøre den i. Du har jo allerede publiceret i Ingeniørdebat og dermed kastet glans over vort forum - samtidig med, at publikationen her kan sikre din prioritet til teorien - så du har ikke noget at frygte!

En dansk forsker, som beskæftiger sig med et tilsvarende område uden endnu at være nået frem til dine epokegørende resultater, er professor Steen Hannestad fra Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet. Ham kunne du jo prøve at kontakte.

Inden du gør det, har min gennemlæsning dog vist et par "knaster", som du enten skal have høvlet af eller finde en bedre forklaring på:

Vi ved det kræves stadig mere energitilførsel for at fastholde en konstant acceleration.

Det er ikke rigtigt!
For at fastholde en konstant acceleration kræves der kun en konstant kraft, men ikke nødvendigvis nogen energitilførsel overhovedet.
Det lettest forståelige eksempel er en planet i cirkelbane om en stjerne. Da kraften til enhver tid er vinkelret på bevægelsesretningen, er dens arbejde nul, og der hverken tilføres eller fjernes energi. Men der er en konstant centripetalacceleration, som får planetbanen til hele tiden at afvige fra den retlinede bane, den ellers ville have ifølge Newtons 1. lov.

Så snart energien/kraften (der tvinger et objekt fremad) ophører, vil objektet decelerere.   Dette er en universel lov så alle objekter er omfattet.

Her tænker du på samme måde som oldtidsfilosoffen Aristoteles og en masse videnskabsmænd efter ham (frem til midt i 1600-tallet). Men i modstrid med Newton! Igen er det første lov, der er på spil: Der kræves ingen kraft til at opretholde en konstant bevægelse, kun til at ændre bevægelsens fart eller retning.

For bare 3 millioner år siden var der ingen istider.  Derefter tog en cyklus bare 41.000 år, og selv de seneste 100.000 års perioder er utilstrækkelig forstået. Der mangl noget. Det vil vi se nærmere på.

Den påstand synes jeg du skulle stryge af din teori. Jeg er ikke sikker på årstallene, men de første istider kan erkendes for ca. 5-600 millioner år siden (noget mere end 3 millioner!). Og årsagen til  at der er flere istider sidenhen er simpelthen den, at Jorden var varmere i de første årmillioner efter solsystemets dannelse end sidenhen.
Istiderne har derfor ikke noget at gøre med en teori for universet, men kun med vores lille korn af det.

Centrifugalkraften vil tvinge indre stjerner ud mod periferien hurtigere end de ydre stjerner, dette samt at ydre stjerner er længere tid disponeret for DFA (end de indre) er den primære årsag til galaksearmene.

Centrifugalkraften kan jeg slet ikke forlige mig med! Den er yderst populær blandt ikke-fysikere, men den er blot en fiktiv kraft, som man må tilføje, når det af en eller anden grund er nødvendigt at regne i et roterende koordinatsystem i stedet for et inertialsystem. Hverken Newton eller Einstein ville vide af den - men meteorologer regner med både den og den ligeledes fiktive corioliskraft, fordi deres koordinatsystem må tage udgangspunkt i den roterende jordklode og have akserne imod faste punkter på jordoverfladen.
Du kan altså ikke bruge centrifugalkraften til at forklare noget som helst - men den er naturligvis et tilladt hjælpemiddel i beregninger.
Igen er det Newtons 1. lov der er på spil! Den "naturlige" bevægelse af et upåvirket legeme er en jævn retlinet bevægelse - ikke en rotation af nogen art.

Og hermed vil jeg slutte.
Jeg har læst hele dit lange indlæg, men forstået meget lidt af det - og i det jeg har forstået, mener jeg at kunne påvise en del fejl, hvoraf jeg lige har imødegået de groveste.
Men jeg gentager: vis det til en kosmolog frem for til os "uvidende bæster"!

P.S. Din argumentionsform minder mig om noget jeg har læst tidligere i dette forum. Har du mon været her før under et andet navn?

P.P.S. Jeg vil ikke love dig at svare yderligere!

[HVH]

For at fastholde en konstant acceleration kræves der kun en konstant kraft

Ikke enig
Kraften for vort vedkommende er jo et resultat af fx en jetmotor, - en sådan vil dersom vi antager den leverer en konstant kraft, -  i takt med hastigheden øges ikke kunne opretholde en konstant acceleration (selvom igen anden kendt kraft virker ind på accelerationen).  Det objekt der accelereres firedobler den kinetiske energitilvækst hver gang hastigheden fordobles, - hvilket selvfølgelig må betyde gradvis stigende energi/krafttilførsel, for netop at opretholde konstant acceleration. 

men ikke nødvendigvis nogen energitilførsel overhovedet.

Vi ved dybest set ikke om tyngdekraften og den indflydelse den udøver på stof er et resultatet af energi konvertering.
Med andre ord er alle kræfter forenet?
Har den stærke kernekraft dermed i sidste ende en finger med i spillet når fx Jorden øger den dens kinetiske energi?
Vi ved heller ikke hvordan ”akkumulering” af den kinetiske energi sker.
Jeg er personlig ret sikker på at der er langt mere at opdage her.

Fx har det ofte overrasket at måner nær de store planeter afgav mere varme end de burde.
Det har man også set fra planeternes vedkommende. 
Jeg tror vi skal passe meget på at drage nogen som helst endelig konklusion her.

I stedet ved vi lidt mere om hvad der sker når vi selv skal betale regningen, - for at accelerer et objekt til høje hastigheder. Og her kommer vi ikke uden om den påstand jeg fremsatte.

Det eneste vi med sikkerhed kan sige, er at vi har meget god grund til at tro og mene at acceleration i rummet ikke kan ske uhindret.
Vi har ingen belæg for at hævde at det ikke skulle gælde ved konstant hastighed, - og da er vi straks – set fra et iskoldt matematisk synspunkt – ude i noget der kun kan få betegnelsen Relativistisk Modstand mod bevægelse.
Ufuldstændig viden om tyngdekraftens indre natur berettiger ikke at ignorere dette faktum

Her tænker du på samme måde som oldtidsfilosoffen Aristoteles og en masse videnskabsmænd efter ham (frem til midt i 1600-tallet). Men i modstrid med Newton! Igen er det første lov, der er på spil: Der kræves ingen kraft til at opretholde en konstant bevægelse, kun til at ændre bevægelsens fart eller retning.

Jeg er helt med at hvad jeg skriver er på kollisionskurs med dele af newtons første lov.
Men igen må jeg fremhævde at der er igen videnskabeligt grundlag for denne lov.
Den er alene bygget på middelalderlig observation, længe før Lorentz transformationen blev kendt. 

Når loven til trods har overlevet skyldes det snarere at ingen har turdet ligge sig ud med den, uden at kunne bevise det modsatte.
Men det at en lov skal kunne kaldes en lov, kræves at den bevises.
Det er Newtons lov ikke i det hele taget, og det er netop her at en af de vigtigste fejl i videnskaben er årsag til en meget stor del af vores verdensbillede blev afsporet.
Loven har ganske enkelt på ingen måde bestået den videnskabelige metode, og netop derfor indeholder overskriften ordene ”videnskabelig sjusk”

Den påstand synes jeg du skulle stryge af din teori. Jeg er ikke sikker på årstallene, men de første istider kan erkendes for ca. 5-600 millioner år siden (noget mere end 3 millioner!).

Det der er relevant her er i første omgang at Jorden inden for en relativ kort tid i nyere tid har været udsat for påvirkninger vi ikke kan forklare.
Der er en hel række ”problemer” som vort paradigme er ude af stand til at håndtere

Lad mig bare nævne dette...

100,000-year problem
Main article: 100,000-year problem
The 100,000-year problem is that the eccentricity variations have a significantly smaller impact on solar forcing than precession or obliquity and hence might be expected to produce the weakest effects. However, the greatest observed response in regard to the ice ages is at the 100,000-year timescale, even though the theoretical forcing is smaller at this scale.[10] During the last 1 million years, the strongest climate signal is the 100,000-year cycle. In addition, despite the relatively great 100,000-year cycle, some have argued that the length of the climate record is insufficient to establish a statistically significant relationship between climate and eccentricity variations.[11] Various explanations for this discrepancy have been proposed, including frequency modulation[12] or various feedbacks (from carbon dioxide, cosmic rays, or from ice sheet dynamics). Some models can reproduce the 100,000-year cycles as a result of non-linear interactions between small changes in the Earth's orbit and internal oscillations of the climate system.[13][14]

http://en.wikipedia.org/wiki/Milankovitch_cycles Der følge en helt række alvorlige problemer knyttet til istiderne under denne tekst

Se også dette

Altså omtrent ingen istider for bare 3 millioner år siden

Centrifugalkraften kan jeg slet ikke forlige mig med! Den er yderst populær blandt ikke-fysikere, men den er blot en fiktiv kraft, som man må tilføje, når det af en eller anden grund er nødvendigt at regne i et roterende koordinatsystem i stedet for et inertialsystem. Hverken Newton eller Einstein ville vide af den - men meteorologer regner med både den og den ligeledes fiktive corioliskraft, fordi deres koordinatsystem må tage udgangspunkt i den roterende jordklode og have akserne imod faste punkter på jordoverfladen.
Du kan altså ikke bruge centrifugalkraften til at forklare noget som helst - men den er naturligvis et tilladt hjælpemiddel i beregninger.
Igen er det Newtons 1. lov der er på spil! Den "naturlige" bevægelse af et upåvirket legeme er en jævn retlinet bevægelse - ikke en rotation af nogen art.

Dette er egentlig enkelt, når der ikke er mørkt stof, da vil et kredsløbs bestanddele foretrække at bevæge sig lige ud (som du selv skrev) i stedet for i et kredsløb.
Det skal altså noget til, - samt årsag til  (fx centripedalkraft) , for at afbøje en naturlig bane, og danne et kredsløb.
Som modsætning opfandt man Mørkt stof.
Men når man nu som jeg hævder, skal nytænke det hele igen, da høre denne ”kraft” selvfølgelig fortsat med i billedet sådan som den altid har gjort.

Men jeg gentager: vis det til en kosmolog frem for til os "uvidende bæster"!

Jeg er bange for at de vi se beviser, før de tør sige det paradigme som de lever af imod.
Hellere leve på en løgn fremfor at sige flertallet imod.
Og dem der alligevel gør det har gennem historien aldrig været særlig populærere,  - (indtil de brød igennem) og beviste at de havde ret...

[Morten Jødal]

For at fastholde en konstant acceleration kræves der kun en konstant kraft

Ikke enig
Kraften for vort vedkommende er jo et resultat af fx en jetmotor, - en sådan vil dersom vi antager den leverer en konstant kraft, -  i takt med hastigheden øges ikke kunne opretholde en konstant acceleration (selvom igen anden kendt kraft virker ind på accelerationen).  Det objekt der accelereres firedobler den kinetiske energitilvækst hver gang hastigheden fordobles, - hvilket selvfølgelig må betyde gradvis stigende energi/krafttilførsel, for netop at opretholde konstant acceleration. 

Når du skriver energi/krafttilførsel beviser du allerede, at du ligger under for den meget almindelige, men forkerte, sammenblanding af kraft og energi, som er helt forskellige størrelser.
Dit eksempel med jetmotoren er uhyre ringe, da den jo netop kun kan virke hvor der er luft og derfor også luftmodstand (= en kraft modsat rettet bevægelsen). Når du vil ud i universet gælder der helt andre forhold.
Jeg fastholder min opfattelse, som er i overensstemmelse med (tør jeg godt sige) samtlige jordens fysikeres mening!
Det er OK at du vil revolutionere fysikken - men så må du - som du selv er inde på - VISE at du har ret. Du kan ikke bare - som du gør i dit oprindelige indlæg - PÅSTÅ, at dette er en universel lov. For den lov ville være virkelig revolutionerende!

Her tænker du på samme måde som oldtidsfilosoffen Aristoteles og en masse videnskabsmænd efter ham (frem til midt i 1600-tallet). Men i modstrid med Newton! Igen er det første lov, der er på spil: Der kræves ingen kraft til at opretholde en konstant bevægelse, kun til at ændre bevægelsens fart eller retning.

Jeg er helt med at hvad jeg skriver er på kollisionskurs med dele af newtons første lov.
Men igen må jeg fremhævde at der er igen videnskabeligt grundlag for denne lov.
Den er alene bygget på middelalderlig observation, længe før Lorentz transformationen blev kendt. 

Du bliver nok uenig med de fleste historikere, når du placerer Newton i middelalderen ... men bortset fra det, så har du ret i, at hans love er baseret på OBSERVATIONER, og det er netop det fine ved naturvidenskaben, at den (ideelt set) ikke lader sig påvirke af en enkelt persons påstande, men er baseret på, om påstandene kan eftervises i naturen.
En natur"lov" er ikke af samme karakter som matematiske eller juridiske love, men er udtryk for en sammenhæng, der er vist ved utallige eksperimenter. Derfor er der naturligvis også mulighed for små justeringer af ellers velkendte love - som det skete da Einstein tog fat i Newtons love.
Men jeg kan forsikre dig om, at din måde at se det på er i modstrid med begge disse herrer!

Se også dette

Altså omtrent ingen istider for bare 3 millioner år siden

Se dette citat fra Wikipedia:
I runde tal har der i de sidste omtrent 2,6 millioner år været ca. 15 kolde perioder (istider) hver med en længde på omkring 100.000 år[Kilde mangler]. Istiderne var afbrudt af mellemistiderne (interglacialer) på ca. 10.000 til 15.000 års længde. I Danmark har man spor af 4 – muligvis 5 istider med isdække.
Artiklen er meget længere, og du vil måske finde resten interessant også.
Se også dette fra Den Store Danske:
Istider udgør mindre end 10% af Jordens seneste 2,3 mia. år lange historie og kendes fra slutningen af  Prækambrium og  Ordovicium, fra  Karbon-Perm samt fra  Kvartær.
Også dette er uddrag af en meget længere artikel.
Jeg finder ikke istidspørgsmålet væsentligt for din øvrige argumentation, da det som nævnt i mit første indlæg hænger mere sammen med jordens udvikling end med universets udvikling. Jeg ville blot påpege, at der har været istider før den nyere geologiske periode du betragter.

Men jeg gentager: vis det til en kosmolog frem for til os "uvidende bæster"!

Jeg er bange for at de vi se beviser, før de tør sige det paradigme som de lever af imod.
Hellere leve på en løgn fremfor at sige flertallet imod.
Og dem der alligevel gør det har gennem historien aldrig været særlig populærere,  - (indtil de brød igennem) og beviste at de havde ret...

Ikke desto mindre må du have din teori ud i et videnskabeligt tidsskrift før nogen tager den alvorligt. Så du er nok nødt til at rende et par kosmologer på dørene først!

Og så vil jeg for øvrigt ikke argumentere mere med dig før du har lært at skelne SKARPT mellem kraft og energi!

[HVH]

Når du skriver energi/krafttilførsel beviser du allerede, at du ligger under for den meget almindelige, men forkerte, sammenblanding af kraft og energi, som er helt forskellige størrelser.

Nej . Den konklusion har du ingen grundlag for at drage.
Jeg er helt med på at der er forskel på energi og kraft og at vi ikke direkte kan sætte lighedstegn.
Det du antyder har  jeg heller ikke påstået.

En del af energien spildes fx ved varmetab osv.  Ingen tvivl om det.
Et objekt der accelererer (relativt til en observatør som nævnt overfor) øger dets kinetiske energi som følge af en kraft (skabt af fremdriftsmotoren, der kræver energitilførsel) ..
Så koblingen i dette tilfælde mellem energi / kraft er til stede også selvom der er et energi ”tab” i processen.

På den anden side, selvom vi grundlæggende taler om en kraft, tilfører denne objektet masse og energi. 
Sagens kerne er så egentligt bare, - at vi ved at et objekt der fordobler hastigheden, forøger energitilvæksten firedobbelt.
Denne energi skal komme et eller andet sted fra.
Dersom en konstant acceleration skal fastholdes kræver det derfor også en firedobling af kraften. 
Og dermed selvfølgelig også en større energi tilførsel, - i hvert fald når det gælder eksemplet.
Hvorvidt der er 100% proportionalitet mellem energitilvækst og energitilførsel og dermed samme spild-proportionalitet er også lidt ligegyldigt.
Det der er kernen er den at den tilførte energi skaber ->kraft- og denne >energi , altså en form for energikonvertering. Dette du skal forholde dig til.

PS.. Som du kan se er det rimeligt allright at påstå at som jeg skrev (det kræver en "firedobling af kraften") krystalklar Newton (håber jeg)  men at dette princip ikke "skulle" gælde i et tyngdefelt, er i mine ører ikke andet end sammenspist overtro, og selvfølgelig så plider plader forkert som noget kan være. Men som sagt -  fred med det, - lad os bare gå planken ud, på det grundlag der er sikkert.

Dit eksempel med jetmotoren er uhyre ringe, da den jo netop kun kan virke hvor der er luft og derfor også luftmodstand (= en kraft modsat rettet bevægelsen). Når du vil ud i universet gælder der helt andre forhold.

Det er muligt at korrigere kurs og accelerere i det luft tomme rum, det sker ved omtrent alle sondebudsendinger (men lad os heller ikke fortabe os i det).

Du bliver nok uenig med de fleste historikere, når du placerer Newton i middelalderen ...

Det var også bare for at sætte det lidt på spidsen

men bortset fra det, så har du ret i, at hans love er baseret på OBSERVATIONER, og det er netop det fine ved naturvidenskaben, at den (ideelt set) ikke lader sig påvirke af en enkelt persons påstande, men er baseret på, om påstandene kan eftervises i naturen.
En natur "lov" er ikke af samme karakter som matematiske eller juridiske love, men er udtryk for en sammenhæng, der er vist ved utallige eksperimenter. Derfor er der naturligvis også mulighed for små justeringer af ellers velkendte love - som det skete da Einstein tog fat i Newtons love.
Men jeg kan forsikre dig om, at din måde at se det på er i modstrid med begge disse herrer!

Einstein og Newton er store navne, men begge har taget fejl før.
Newtons love er, er baseret på observation at solsystemet.
Selvom disse er ”talrige” så er de i denne sammenhæng omtrent værdiløse.

Det er først når et bane eller kredsløbsforløb foregår asymmetrisk med solsystemet, - eller i hyperbolske baner, - eller når der foregår acceleration på tværs af solsystemet, - eller når vi spejder ud i det store rum og iagttager galakser og galaksehobe, -  at vi OBSEVERER og er blevet klar over at noget øjensynligt netop ikke stemmer med de Newtonikse eller Kepleriske love.

Moderne astronomi styrker bare kraftigt denne opfattelse, i og med at de bedste modeller for universet udvikling og ”love” konstant trues af til stadighed nye opdagelse, som faktisk er så gennemgribende OBSERVATION at de konstant truer med at vælte hele vores kosmologiske paradigme omkuld.

Det er derfor i høj grad tid til rettidig omhu, og dermed også at undersøge hvorvidt enhver hjørnesten i naturvidenskaben er ordenligt fundamenteret, uanset hvor meget helligt mos der er groet på dem, siden Newton gik sin gang på Jorden.

Jeg finder ikke istidspørgsmålet væsentligt for din øvrige argumentation, da det som nævnt i mit første indlæg hænger mere sammen med jordens udvikling end med universets udvikling. Jeg ville blot påpege, at der har været istider før den nyere geologiske periode du betragter.

Vi har selvfølgelig nemmest ved at undersøge forhold der ligge tæt på vores tid.
Forskning omkring istider viser navnlig at der mangler ny fysisk egnet til at forklare hvorfor det blev langt koldere i de sidste istider end der synes at være grundlag for, - og hvorfor 41.000 års periodernes længde og styrke ikke har været forudsigelige. 

I løbet af få millioner år, ”burde” der ikke være sket de store omvæltninger i vores solsystem, egnet til at forklare dette.
Teorien der nu er fremlagt viser at Jordens inklination og apsis konstant påvirkes forskelligt af DFA og RMB.
Påvirkningens omfang afhænger af den aktuelle kredsløbs inklination relativ til DFA.

Dersom et kredsløb er (mere eller mindre)  lineær relativ til DFA, - kræver teorien en effekt som er identisk med perturbation, - hvilket vil sige at denne effekt kan enten forstærke eller svække perturbations indflydelse, helt afhængig af om påvirkningen sker i resonans eller dissonans med perturbationen.

Jeg ser dette som et vigtigt teoretisk bidrag, til den klimadebat der raser.
Man kan jo til tider næsten håbe på en smule istid ret snart.
Men når en betydningsfuld faktor mangler, ender vi let på Jensen plovmark i stedet.

Ikke desto mindre må du have din teori ud i et videnskabeligt tidsskrift før nogen tager den alvorligt. Så du er nok nødt til at rende et par kosmologer på dørene først!

Folk og navnlig fæ hører kun det de gerne vil høre. Man må aldrig gå alt for meget i mod strømmen.

Har man på de polerede gulve først besluttet at Mørkt Stof er stof, så er det stof.
Folk og navnlig fæ skal derfor holde sig inden for denne ramme.
Gør man ikke det vil en hel verden jo udstilles som kvajpander.
Det må aldrig ske.

[Morten Jødal]

Sagens kerne er så egentligt bare, - at vi ved at et objekt der fordobler hastigheden, forøger energitilvæksten firedobbelt.
Denne energi skal komme et eller andet sted fra.
Dersom en konstant acceleration skal fastholdes kræver det derfor også en firedobling af kraften.

NEJ, NEJ, NEJ!
Ifølge Newtons 2. lov er kraft = masse gange acceleration.
D.v.s. for Newton (og i al klassisk fysik) giver en konstant kraft ALTID konstant acceleration.
Regner vi relativistisk, kommer der en vis korrektion, fordi massen stiger, når vi nærmer os lyshastigheden.
Men dit argument herover er rent vås!
Det er din påstand om, at du sagtens kan skelne mellem kraft og energi også, når du kan bruge et sådant argument - så HELT SLUT herfra (selv om det lykkedes dig at provokere mig til et indlæg "for meget").

[HVH]

 

Sagens kerne er så egentligt bare, - at vi ved at et objekt der fordobler hastigheden, forøger energitilvæksten firedobbelt.
Denne energi skal komme et eller andet sted fra.
Dersom en konstant acceleration skal fastholdes kræver det derfor også en firedobling af kraften.

NEJ, NEJ, NEJ!
Ifølge Newtons 2. lov er kraft = masse gange acceleration.
D.v.s. for Newton (og i al klassisk fysik) giver en konstant kraft ALTID konstant acceleration.
Regner vi relativistisk, kommer der en vis korrektion, fordi massen stiger, når vi nærmer os lyshastigheden.
Men dit argument herover er rent vås!
Det er din påstand om, at du sagtens kan skelne mellem kraft og energi også, når du kan bruge et sådant argument - så HELT SLUT herfra (selv om det lykkedes dig at provokere mig til et indlæg "for meget").

Ohh jeg kan se at jeg skrev "Dersom en konstant acceleration skal fastholdes "
Der skulle selvfølgelig stå  "Dersom en konstant hastighed skal fastholdes " (Dark Flow Hastighed)

Set i den rigtige kontekst, kan du se konteksten indledes sådan...

Sagens kerne er så egentligt bare, - at vi ved at et objekt der fordobler hastigheden, forøger energitilvæksten firedobbelt.
Denne energi skal komme et eller andet sted fra.

Det er dermed spørgsmålet om hvad der skal til for at fastholde den konverterede kinetiske energi der her er debat, og denne er jo hastighedens betinget, og selvfølgelig ikke accelerationsbetinget.
Det er det der ligger i Lorent transformationen.

Så vi taler da vistnok lidt noget forbi hinanden. - Det blev vist lidt for kompakt, og indeholder et forkert ord, - det beklager jeg.

Jeg beskriver her principperne for at fastholde en hastighed til trods for den relativistiske modstand mod bevægelse altid vil gøre sit til at forhindre det.

Lad os sige at den potentielle deceleration (som skyldes tilbagetrukket kenetisk energi) fx er 1 m/s^2 nu, og du nu fordobler (dark flow) hastigheden, så vil den potentielle deceleration i stedet være firedobbelt.
Sagt med andre ord, den konverterede tilbagetrukne energi, indgår i en proces hvor den omskabes til masse, - men den er reversibel.

Det kan let lyde som energi og hastighed er ”blandet sammen” – og det er det også, - sagen er den at Lorentz transformationen ikke kun transformere energi og masse, men også proportionalt modstand mod bevægelse, - altså samtidig deceleration eller potentiel mulighed herfor.

Med andre ord, det kræver i første eksempel en acceleration på 1 m/s^2 for at forhindre deceleration, så kræver det i andet 4 m/s^2
Jovist F=ma er selvfølgelig gyldig. Skriver man en så lang smøre så svigter koncentrationen til tider, ved du.

[Morten Jødal]

Ohh jeg kan se at jeg skrev "Dersom en konstant acceleration skal fastholdes "
Der skulle selvfølgelig stå  "Dersom en konstant hastighed skal fastholdes " (Dark Flow Hastighed)

Jeg må beundre din evne til at provokere mig ...
Det ovenstående er endnu mere vrøvl. For det du kalder "relativistisk modstand" gælder (hvis du refererer til Einsteins relativitetsteori) KUN i forhold til acceleration, IKKE i forhold til hastighed.
Men din fysik virker i det hele taget meget "nyskabende" - selv om du stadig forsøger at gøre den genkendelig ved at forvanske kendte begreber.

[HVH]

Ohh jeg kan se at jeg skrev "Dersom en konstant acceleration skal fastholdes "
Der skulle selvfølgelig stå  "Dersom en konstant hastighed skal fastholdes " (Dark Flow Hastighed)

Jeg må beundre din evne til at provokere mig ...

Men din fysik virker i det hele taget meget "nyskabende" - selv om du stadig forsøger at gøre den genkendelig ved at forvanske kendte begreber.

Nytænkning har altid været provokerende.
Så meget at dem der tænker for højt får husarrest, deponeres til en øde ø, eller offentlig "bespyttes"
Selv Newton mødte så meget modstand fra sine med-studerende at han i flere år ikke mente det have nogen hensigt at udgive hans værk.
Jeg finder det meget provokerede at en hel verden ret og slet hjernevaskes til stadighed at tro at der er mørkt stof derude, - og at det er ganske vist,  værre er det med historier om mørke galakser, - alt i medens den ene efter den anden hypotese igen og igen viser sig ikke at holde vand.

Men prøv selv rent intuitivt at teste accepteret "viden" , - der er relevant for denne tråd - helt uafhængig af hvad jeg mener.

Et godt sted at begynde er her
Dersom du accepterer at bevægelse gennem rummet kan ske uhindret, sådan som den herskende tro er PT, da har du som jeg ser det et problem.
Dette fordi dersom vi nu antager et Dark Flow er et faktum og at et en sten accelererer uhindret i milliarder af år, da ville den ganske enkelt i henhold til gældende tro (fysisk) nå hastigheden ”c”

Lad os sige Dark Flow skyldes 2 universer på kollisionskurs, - disse vil have en begrænset energi, fordi deres masse ville være begrænset.
Men stenen der "måtte" nå ”c” ville dermed opnå uendelig energi.
Er det rimeligt ?
Hvor ville den energi komme fra?
Det er ikke for meget sagt at her kommer matematikken i strid med sig selv.
Jeg ved godt at vikinger troede på de evige jagtmarker, - men uendelig energi, - i en sten -  den er altså for langt ude.

Stenen må endvidere også nå en tilstand hvor hverken tid eller afstande eksisterer, (set fra dens eget rumstids perspektiv).
Dette er alt sammen (teoretiske) konsekvenser dersom den herskende viden (rettere tro) er korrekt.
Tror du på dette Utopia  ?
Eller er det mig der har misforstået et eller andet ?
 
Intuitivt burde man vel sige NEJ dette er utopi, stenen ville IKKE nå ”c” noget måtte bremse den forinden, - noget må være galt.

Det andet valg er altså at mene, tro og tænke (højt)  at der må være noget, fx  relativistisk modstand mod bevægelse, der bremser stenen,  så spørgsmålet er nok bare, hvilken kamel glider lettest ned  ?'

Måske skal jeg ændre noget i min forståelse men i sidste ende er og bliver uhindret acceleration / hastighed øgning utopi.

Det ovenstående er endnu mere vrøvl. For det du kalder "relativistisk modstand" gælder (hvis du refererer til Einsteins relativitetsteori) KUN i forhold til acceleration, IKKE i forhold til hastighed.

Jamen lad os lige se på den ligning igen, det er år og dage siden
Har du et link helst på dansk


 

[Mads Aggerholm]

Dersom du accepterer at bevægelse gennem rummet kan ske uhindret, sådan som den herskende tro er PT, da har du som jeg ser det et problem.
Dette fordi dersom vi nu antager et Dark Flow er et faktum og at et en sten accelererer uhindret i milliarder af år, da ville den ganske enkelt i henhold til gældende tro (fysisk) nå hastigheden ”c”

Lad os sige Dark Flow skyldes 2 universer på kollisionskurs, - disse vil have en begrænset energi, fordi deres masse ville være begrænset.
Men stenen der "måtte" nå ”c” ville dermed opnå uendelig energi.

Jeg har nu lyst til at komme med en lille rettelse - eller "opklaring" er vist et bedre ord.

Sagen er, at en genstand kan godt, uden problemer med fysikken, opnå en hastighed højere end lysets, ja mange gange lystes hastighed - også uden at få "uendelig energi".

For nu at forklare (jeg sætter ikke tal på, det er der ingen grund til):

En mand sætter sig op i et rumskib med kolossale mængder af brændstof. Han tager af sted, med kurs mod Alfa Centauri, 4.23 lysår borte. Han accelererer konstant (og voldsomt) indtil han er halvvejs, så vender han rumskibet og decelererer igen indtil han ankommer.
Han ankommer en måned efter han er taget af sted - og derfor har han rejst 4.23 lysår på en måned.

Problemet er, at han set fra vores synspunkt her på jorden har været væk i foreløbig over 4.23 år! Og hans hastighed som vi så den har aldrig været over lyshastighed.
Men for astronauten ser det ud som om turen kun tog en måned, fordi tiden gik meget langsommere for ham mens han var tæt på lyshastigheden.

Det var Einstein som spurgte sig selv om, at hvis lyshastighed er maksimalt opnåelige hastighed, og et objekt som allerede har lyshastighed får tilført mere energi, hvad vil der så ske? Det kan jo ikke passe sammen!
Konklusionen blev, at så måtte tiden bøje sig og gå langsommere - for objektet, forstås. Og det gør den, vi har målinger som bekræfter dette forhold.

Så selv om du snakker om legemer som bliver tilført energi som giver dem en konstant acceleration, så kommer de aldrig op på lyshastighed set fra vores synspunkt. Legemet selv tror at det flyver med mange gange lyshastighed, men vi som kigger "udefra" kan se at der "kun" er tale om f.eks. 99.999999% af lyshastigheden.

Og det er i øvrigt også dér energien bliver af: Jo tættere på lyshastighed et objekt er, jo mere energi skal der til for at accelerere det yderligere - og jo mere energi vil objektet have.

[HVH]

Problemet er, at han set fra vores synspunkt her på jorden har været væk i foreløbig over 4.23 år! Og hans hastighed som vi så den har aldrig været over lyshastighed.
Men for astronauten ser det ud som om turen kun tog en måned, fordi tiden gik meget langsommere for ham mens han var tæt på lyshastigheden.

Hvad så med afstanden er den sammenlignelig ens mener du ?

Det ligner den her
A bor i kælderen B på etage no. 100, de har boet der i 13 mia. år, og målt tiden, de ved begge at en foton ankommer i dag fra  verdens begyndelse (13 mia LY)
A's ur viser i dag 5 sekunder mindre end B's ur, de måler begge fotonens ankomst i stor set samme splitsekund.

Dersom B vil påstå at fotonen rejse med hastigheden c, så kan A jo ikke være enig i den måde B måler "c" for på A's ur ankom  fotonen 5s "før" (selvom den kom i stor set samme øjeblik).

Og som du ved er sekunder * hastighed = afstand
.
Der er tale om den samme foton A og B målte rejse-tiden på, - Dersom fotonen har rejst med "c" for begge - må det vel betyde at A's og B ikke er enig i hvor lang 1 meter er -ikke ? - De er ikke sammenlignelige ens ?
Og det samme i dit eksempel.
Set fra en foton er den overalt på samme tid,- her er "meteren" så blevet en hel del "længere" ikke sandt.

[Mads Aggerholm]

Problemet er, at han set fra vores synspunkt her på jorden har været væk i foreløbig over 4.23 år! Og hans hastighed som vi så den har aldrig været over lyshastighed.
Men for astronauten ser det ud som om turen kun tog en måned, fordi tiden gik meget langsommere for ham mens han var tæt på lyshastigheden.

Hvad så med afstanden er den sammenlignelig ens mener du ?

Selvfølgelig er den det. En måler om bord på rumskibet som kunne måle den tilbagelagte afstand og sammenligne det med skibets kronograf, ville udregne hastigheden til langt over lysets.

Det ligner den her
A bor i kælderen B på etage no. 100, de har boet der i 13 mia. år, og målt tiden, de ved begge at en foton ankommer i dag fra  verdens begyndelse (13 mia LY)
A's ur viser i dag 5 sekunder mindre end B's ur, de måler begge fotonens ankomst i stor set samme splitsekund.

Dersom B vil påstå at fotonen rejse med hastigheden c, så kan A jo ikke være enig i den måde B måler "c" for på A's ur ankom  fotonen 5s "før" (selvom den kom i stor set samme øjeblik).

Nu er dit eksempel lidt vanskeligt at have med at gøre; hvorfor er A's ur fem sekunder bagud? Hvis man forestiller sig dette 100 etagers hus anbragt på en planet i 13 mia. år, og grunden til tidsforskellen skulle findes i det faktum at øverste etage bevæger sig hurtigere end kælderen, så skulle en eventuel tidsforskel være at A's ur gik hurtigere end B's - og dermed vise mere.

Og som du ved er sekunder * hastighed = afstand
.
Der er tale om den samme foton A og B målte rejse-tiden på, - Dersom fotonen har rejst med "c" for begge - må det vel betyde at A's og B ikke er enig i hvor lang 1 meter er -ikke ? - De er ikke sammenlignelige ens ?
Og det samme i dit eksempel.

Under alle omstændigheder ville A og B kunne udregne deres indbyrdes tidsforskel, og dermed blive enige om tidspunktet for fotonens ankomst. Ingen magi dér.

Set fra en foton er den overalt på samme tid,- her er "meteren" så blevet en hel del "længere" ikke sandt.

Næh, hvorfor det?

[HVH]

Selvfølgelig er den det. En måler om bord på rumskibet som kunne måle den tilbagelagte afstand og sammenligne det med skibets kronograf, ville udregne hastigheden til langt over lysets.

Det er jeg ikke lige så sikker på

Nu er dit eksempel lidt vanskeligt at have med at gøre; hvorfor er A's ur fem sekunder bagud?
Hvis man forestiller sig dette 100 etagers hus anbragt på en planet i 13 mia. år, og grunden til tidsforskellen skulle findes i det faktum at øverste etage bevæger sig hurtigere end kælderen, så skulle en eventuel tidsforskel være at A's ur gik hurtigere end B's - og dermed vise mere.

Indflydelsen af GR er stærkere end SR, det er den der tæller, A's ur går som resultat langsommere

Under alle omstændigheder ville A og B kunne udregne deres indbyrdes tidsforskel, og dermed blive enige om tidspunktet for fotonens ankomst. Ingen magi dér.

Men det er ikke det der er spørgsmålet
Sagen er at de begge skal være enige i hastigheden c, - det kan de kun dersom de er uenige omkring længden af  1 meter.

Næh, hvorfor det?

Fordi det er en matematisk konsekvens
Prøv at Google a photon is everywhere at the same time

[HVH]

RETTELSE

Den metode hvor jeg ovenfor beskrev hvordan Dakr Flow kune måles, er ukorrekt.

Her kommer en rettelse.

Det er vigtigt at bemærke at Jorden accelererer så snart den kommer til at ligge på linje med Månen og Solen.
Ligeså vigtigt er det at bemærke at genstande (på den nordlige halvkugle) ikke nødvendigvis ligger på linje, og derfor ikke direkte påvirkes af den samme acceleration bort fra Dark Flow retningen (DFR).                   

Solsystemet bevæger sig i øjeblikke bort fra DFR mod Lyra. 
Men denne bevægelse decelereres pga. (Dark Flow Acceleration)  DFA
Det vil sige at solsystemet og Jorden accelererer nu i retning mod DFR.
Når Jordens acceleration sker (mere eller mindre) bort (modsat) DFR vil penduler (af forskellig art) påvirkes, fordi disse ikke er i samme accelerations reference ramme relativ til DFA

Hertil kommer at penduler tilmed periodevis kan accelerere mere eller mindre liniær med DFA, hvilket  øger acceleration forskelligheden.
Fordi alt omtrent konstant altid flyder med Dark Flow er det som regel ikke mulig at måle på Dark Flow Accelerationen med gravimetere.

Men netop når Jorden ved solformørkelse til en hvis grad accelererer bort fra DFR vil Dark Flow Accelerationen (DFA) eksponeres, og kan dermed måles med et gravimeter.  Målinger i det Nordlige Indien (D.C Misra) i 1995 synes at bekræfte dette. Selvom man her ser et pludselig fald i tyngdeaccelerationen, på 12 µgal er det i virkeligheden afslutningen af en positiv anomali. 

[Morten Jødal]

Det er vigtigt at bemærke at Jorden accelerer så snart den kommer til at ligge på linje med Månen og Solen.

Selvfølgelig accelererer Jorden!
Det gør den ALTID som følge af Solens tiltrækningskraft.
I modsat fald ville Jorden - som har en gennemsnitsfart på 30 km/s i forhold til Solen - have fjernet sig i en retlinet bevægelse og i løbet af de 5 mia år solsystemet har eksisteret være nået ca. 50.000 lysår bort fra Solen.
Din egen graf viser da også tydeligt - hvis man læser akserne rigtigt - at der kun er en mindre variation i en ret stor acceleration ved den pågældende solformørkelse. Bemærk, at y-aksen ikke er ført til Origo.
Y-aksens forvirrende enhed µgal, som er en sidste rest af CGI-systemet til et særligt formål - er ikke længere tilladt sammen med SI-enheder. Men i dette tilfælde er det helt tilstrækkeligt at se på talværdierne for at erkende, at der kun er tale om en ganske beskeden variation i en stor accelerationen.
Det citerede udsagn er derfor ret misvisende og antyder en grundlæggende fejlforståelse af acceleration.

Den metode hvor jeg ovenfor beskrev hvordan Dakr Flow kune måles, er ukorrekt.

Jeg anerkender, at en lille afvigelse fra normalen også kunne være interessant at måle på, og at målingens resultat kunne give anledning til interessante konklusioner. Men jeg kan ikke forholde mig til hverken "Dakr Flow" eller Dark Flow, da din vej til begrebet er belagt med så mange andre misforståelser (se tidligere i tråden), at jeg forlængst er stået af.