* * *
Medlemmer
Statistik
  • Total antal indlæg: 15975
  • Total antal emner: 1409
  • Flest online idag: 376
  • Flest på samme tid: 449
  • (30, Marts 2020 - 19:46)
Brugere online
Besøgende: 0
Gæster: 258
I alt: 258

Forfatter Emne: Gulv  (Læst 24413 gange)

Sophiante

  • Senior
  • *****
  • Indlæg: 388
    • Vis profil
Gulv
« Dato: 15, August 2012 - 21:09 »
Jeg har behov for et par råd fra personlig erfaring fra nogle kompetente pesoner, jeg ved de findes her!

Forhistorien er som følger:

For 43 år siden byggede jeg mit første hus. Dengang lagde man strøer hvorpå 22mm krydslimede brædder blev sømmet. Derefter lakerede man det hele.

For 15 år siden byggede jeg mit næste (og nuværende) hus. I de forløbende år ændredes trenden fuldstændigt. Nu støbte man gulv af beton hvorpå man lagde tynde gulvbrædder løst ovenpå. På daværende tidspunkt var der i TV en reklamekampagne for dansk designede gulvbrædder i massiv bøg fra en producent i Køge. Jeg faldt for alle de gode argumenter som reklamen viste og købte disse brædder.

Det skulle jeg aldrig have gjort.

Gulvbrædderne, som er lagt korrekt en sommer, har lige siden skrumpet hver vinter så der opstår revner mellem brædderne. Det irriterer mig vanvittigt. Så meget for massive brædder!
Jeg har nu flere steder set laminatgulve som er meget pænere end mine massive.

Jeg har lyst at udskifte gulvet men er i tvivl. Går man i Bauhaus finder man et utal af gulvbrædder med priser fra 39Kr til 550Kr pr.m2.
Jeg er træt af at høre, hvordan producenterne roser deres egne produkter til skyerne - jeg vil heller høre nogle erfaringer fra mennesker som har personlige erfaringer med emnet.

Såvidt jeg kan se er de fleste bygget op på noget der ligner masonitplade med et lag træ eller laminat ovenpå, noget forenklet måske. Hvordan de samles med diverse klik er lige nu underordnet. Jeg har heller ikke af princip noget imod laminatgulv og prisen tænker jeg heller ikke på lige nu.

Jeg interesserer mig for de praktiske egenskaber såsom nødvendighed af lak, modstandsdygtighed mod vand og stilethæle, men især evnen til IKKE at ændre størrelse i fugt og temperatur.

1. Laminat skal ikke lakeres, skal rigtig træ altid efterlakeres? (Jeg orker ikke at flytte alle møbler i haven og selv flytte på hotel)

2. Er rigtig træ altid "pænere" (eller finere) end laminat?

3. Mine nuværende brædder er 8mm. Kan man lægge nye ovenpå (uha)?

4. Kan det anbefales med olierede eller sæbebehandlede overflader?

5. Og så et designspørgsmål. Vil det se helt tosset ud at lægge dem på tværs af stuens længderetning? (det gør de ikke nu, men det ville være nemmere)

Jeg ved emnet er stort, der findes rigtig mange slags overflader. Jeg vil egentlig gerne have tykkere brædder (13-14mm er standard) selv om det betyder nye paneler og gerigter (døre er intet problem).

Det var en længere smøre, jeg håber ikke I er helt stået af!




Morten Jødal

  • Senior
  • *****
  • Indlæg: 4.596
    • Vis profil
Sv: Gulv
« Svar #1 Dato: 16, August 2012 - 13:02 »
Gulve er i høj grad en smagssag - og det gælder især holdninger til laminatgulve.
Min datter lagde for 12 år siden selv laminatgulv i køkkenet i sit forrige hus (ovenpå et eksisterende grimt trægulv). Det var stadig pænt, da hun fornylig fraflyttede huset. Men jeg blev aldrig glad for gulvets lidt hårde overflade, og trinlyden med hårde såler var voldsom. Det var et køkkengulv, så færdsel med stilethæle var ikke overvældende stor, men gulvet så ud til at tåle den.
Du gør rummet lydmæssigt hårdere med et laminatgulv. Om dette vil genere, afhænger både af rummets størrelse, øvrige overflader (vægge og loft) og møblering.

Selv har jeg for 5 år siden valgt parketgulv af den type, der består af store plader med pålimede parketstave. Det er fabrikslakeret, og der er endnu ikke antydning af skader eller slid på lakken. Anbefalelsesværdigt.
Men her skal man igen vælge, de fås i flere tykkelser - og det har bl.a. betydning for, hvor mange gange gulvet tåler afhøvling.

I mit forrige hus havde jeg et tilsvarende gulv, som jeg to gange lakerede med isocyanatlak - noget giftigt stads, men holdbarheden var 10 år.
Jeg nåede dog at bo i huset så længe, at jeg til sidst ofrede en afslibning og i stedet fik gulvet oliebehandlet. Det giver en blødere overflade, vedligeholdelsen er nemmere - men skal også ske lidt hyppigere. Det nåede jeg så ikke - jeg flyttede i stedet!  ;)

Endelig vil jeg gøre opmærksom på, at massivt træ naturligvis arbejder, men din oplevelse lyder voldsom. Du bør derfor overveje, om dampspærre og isolering mod jord med sikkerhed er som den skal være, før du lægger noget nyt ovenpå. I modsat fald er det måske en anden og større sag, du skal i gang med.

Ender du med at beslutte, at underlaget ikke kan bevares, får du igen mulighed for også at overveje strøer, og det vil jeg i så fald anbefale. Ikke af tekniske grunde, men fordi jeg elsker et blødt gulv, og strøerne gør gulvet blødere - mere fjedrende. Det kan godt mærkes!
Selv fik jeg af hensyn til min rygrad (som forhåbentlig skal holde mange år endnu!) også trægulv på strøer i køkkenet, hvor jeg tager mange skridt daglig. Men jeg er da godt klar over, at andre lægger klinkegulve og er glade for det.

En lille anekdote, som intet har med gulve at gøre - og dog:
Min forrige nabo byggede i 1973 og fik dengang tag af en ny type betonsten. De var elendige og og blev snart utætte! Han fik repareret fuger under garantien, købte senere selv en dyr overfladebehandling og satte så et nyt loft op under det eksisterende, som var stærkt fugtskadet.
Reparationen holdt heller ikke ...
Senere solgte han huset og gav køber afslag i prisen på grund af "utæt tag". Men min nye nabo fandt, at de 100.000 kr. var alt for lidt, da han var nødt til først at skifte hele taget, derpå fjerne begge de gamle lofter i hele huset og sætte nyt loft op.  >:(
Men fejlen var jo ikke skjult, kun undervurderet, så han kunne ikke føre retssag  :(

Moralen - som også kan gælde gulve: skjul ikke bare en grundlæggende fejl under en ny pæn overflade!
Mvh. Morten Jødal

Søren Basbøll

  • Senior
  • *****
  • Indlæg: 233
    • Vis profil
Kork
« Svar #2 Dato: 16, August 2012 - 19:14 »
Jeg er selv meget glad for korkgulve. Vi har lagt det oven på et udslidt linoleumsgulv og i et andet hus i Frankrig har vi lagt det som nye gulve, hvor den bærende del var 19mm douglasfiner og på en anden del oven på 19mm plade som nærmest var en slags mellemting mellem spånplade og krydsfiner. Jeg har ikke set produktet i Danmark og ved faktisk ikke hvad det hedder, men det virker udmærket.

Bemærk at jeg mener 8 eller 6mm kork, ikke de 3mm plastikimitationer som er ret udbredte.

Det er lyddæmpende, varmt at gå på og der er gode chancer for at en tabt tallerken ikke går i stykker.

Man skal være klar over at det er et naturmateriale og derfor kan ændre farve som følge af lyspåvirkning.

Det tager lidt tid at lægge på da det skal ske med neoprenlim, og det skal lakeres med passende (vandbaseret) lak og det skal have en gang i mellem som vedligehold, måske hvert 3-5. år. I så fald er det utrolig slidstærkt.

Vi købte vores hos Dansk Gulvbelægning, det var fint, men det er en del år siden. Jeg nævner det fordi der ikke er så mange der forhandler rent kork til gulvbelægning.

Hilsen
Søren Basbøll




Sophiante

  • Senior
  • *****
  • Indlæg: 388
    • Vis profil
Sv: Gulv
« Svar #3 Dato: 23, August 2012 - 21:05 »
Tak Søren og Morten.

I betragtning af, at enhver ser på, og går på, gulve hver dag - så er jeg lidt skuffet over den beskedne besvarelse. Jeg havde håbet på at høre fra nogle tilfredse laminatgulv-ejere!

Jeg har ikke selv erfaret problemer med hårde gulve, men vi har nu også en del tæpper ovenpå! Det blev fremhævet i reklamerne, at mine massive 8mm bøgegulve kunne slibes flere gange, netop fordi de var massive. Herregud, jeg har endnu aldrig boet et sted hvor det var nødvendigt at slibe overhovedet. Derimod har jeg undladt at efterlakere da det vil kræve at alle møbler flyttes i haven og vi andre på hotel. Resultatet er, at selv små dryp vand trænger ned mellem brædderne, og dernede er de ikke fabrikslakeret!

Det må da være en fordel med laminatgulve, at de er mere vandtætte? Det med olie eller sæbebehandlede overflader har jeg på møbler og der synes jeg en fedtet finger ses alt for let.

Jeg ser i reklamerne, at trægulve typisk er 13 eller 14mm tykke - laminatgulve typisk 6 eller 8mm. Det nemmeste er jo at vælge samme tykkelse da alle paneler så kan genbruges, men jeg ville nu foretrække 14mm (ingen døre åbner indad). Årsagen er bl.a. at brædderne på grund af det underliggende filttæppe synker ned hvor møblernes ben står (der er plastfolie under også).

Nå, det er et projekt som kræver mange tanker.

Morten Jødal

  • Senior
  • *****
  • Indlæg: 4.596
    • Vis profil
Sv: Gulv
« Svar #4 Dato: 25, August 2012 - 00:52 »
Nå, det er et projekt som kræver mange tanker.

Det lyder som om du er hooked på et laminatgulv, og så er det den rette løsning for dig!
Jeg har intet teknisk at sige imod det - kun det lydmæssige, som du ikke mener har nogen betydning.
Jeg tror ikke laminatgulve produceres i større tykkelser. Mange af dem lægges oven på eksisterende trælse gulve, og det kunne du jo også gøre.
Med 6 mm laminat ovenpå vil trykket fordeles fint på dine brædder, så du med garanti ikke vil opleve nedsynkning, og revnerne bliver skjult (jeg har accepteret din forklaring på, at underlaget er OK).
Det ville klart være mit valg, hvis jeg stod i din situration og gerne ville forøge gulvtykkelsen til 14 mm - og det svarer nogenlunde til hvad min datter gjorde i sit køkken uden problemer.
Alternativt fås der også andre plader i 8 mm tykkelse, som kunne lægges nedenunder - fx MDF-plade. Men hvorfor poste ekstra penge i projektet til nye plader, når du har et lag i forvejen?
Mvh. Morten Jødal

B Mønnike

  • Global Moderator
  • Senior
  • *****
  • Indlæg: 3.459
    • Vis profil
Sv: Gulv
« Svar #5 Dato: 26, August 2012 - 12:48 »
Laminatgulvene er ganske udmærkede. Jeg har lagt sådanne ,på tre af min datters kollegieværelser på Rigshospitalets kollegie ,i sin tid, oven på nålefilt.

Her var et underlag ikke nødvendigt, men jeg vil anbefale at man overvejer dette.
Med venlig hilsen
Bjarke Mønnike

efry

  • Senior
  • *****
  • Indlæg: 278
    • Vis profil
Sv: Gulv
« Svar #6 Dato: 26, August 2012 - 17:11 »

Du får det til at lyde som om et laminatgulv ikke ændrer størrelse med luftfugtigheden, men det gør det da, idet det, som du selv nævner, er opbygget omkring træfibre. Laminatgulvet lægges imidlertid altid som et svømmende gulv så revnen opstår ved kanten af gulvet, der derfor altid skal lægges med afstand til faste genstande, således at det kan udvide sig ved højere luftfugtighed. Firmaet Pergo anbefaler således 1 mm for hver meter i gulvbredde, hvor der for massive gulve anbefales omkring 2 mm for hver løbende gulvbredde i bredderetnigen og mindre i længderetningen

Har selv et gulv med det omtalte fabrikat i 14 mm tykkelse lagt som svømmende gulv med deres bøjlesystem samt et 8 mm gulv i køkkenet, men her lagt som fuldlimet (og sømmet) gulv. Det førstnævnte har af gode grunde ingen fuger mellem de enkelte brædder, men det er ganske tydeligt, at afstanden mellem gulv og væg ændrer sig med luftfugtigheden. På det andet gulv er der smalle fuger mellem brædderne ved lav fugtighed, men ikke noget, der generer mig.

Udseendet af laminat er efter min mening meget kunstigt, da man hurtigt kan finde det samme træmønster flere steder i rummet. Her vil jeg foretrække det naturlige træ eller også lægge laminat i en farve eller mønster, der ikke skal illudere naturligt træ.

Svindrevner mellem de enkelte brædder afhænger altså kun af læggemetoden, så du kan udmærket anvende naturligt træ, enten som massive brædder eller som laminat, og undgå svindrevner når det lægges som flydende gulv. Til gengæld kræver et flydende gulv som nævnt 5 til 15 mm luft mellem vægge og gulv, så det er nødvendigt at opsætte nye fodpaneler for at skjule denne revne.

Alle fabrikanter af gulve, der lægges som svømmende, anbefaler et underlag til dæmpning af trinlyd, med mindre at dette lag allerede er limet på brædderne.

Sophiante

  • Senior
  • *****
  • Indlæg: 388
    • Vis profil
Sv: Gulv
« Svar #7 Dato: 26, August 2012 - 21:00 »
Efry,

Alt det du siger hved jeg udmærket godt - dog vil jeg mene at fiberplader giver sig mindre end massive brædder (på tværs) men lad det nu være.
Jeg taler om flydende gulv, og uanset hvad du siger, så er MIT problem netop, at mellemrummene opstår mellem de enkelte brædder, fordelt over det hele!
Mine brædder har en bøjle-klik system som åbenbart ikke er i stand til at holde brædderne tæt nok sammen. Som du udlægger det vil alle brædder holde tæt sammen men svindet vil ske langs kanterne. Jo det er teorien, men et tungt møbel i hver side langs væggen vil vel "holde" mere eller mindre på de yderste brædder så svindet tvinges til at fordele sig andre steder?
Det er i hvert fald det der sker i min stue.
Jeg mener at der idag findes andre systemer til samling, nemlig fræsede spor direkte i pladerne som skulle låse dem sammen.
Jeg ved ikke om den slags er bedre.

Alex

  • Debattør
  • *****
  • Indlæg: 51
    • Vis profil
Sv: Gulv
« Svar #8 Dato: 01, September 2012 - 21:05 »
5) Hvis du har en lang og smal stue, kan du få den til at virke bredere med gulvbrædderne liggende på tværs.
Skulle du vælge at lægge dem på tværs og det ser tosset ud med dimensionerne, kan du så igen rette det op med forskellige farver/toner på side- og endevæggene.
Men jeg kan ikke lige huske hvordan det nøjagtigt er. Jeg mener at hvis du farver siderne lidt lysere end endevæggene, virker stuen bredere. Effekten er faktisk ret dramatisk.

 

Seneste Debatindlæg

Google ads:



Nyt fra ing.dk