ingeniørdebat.dk
Ingeniørdebat => Alt det andet, diverse => Emne startet af: Sophiante efter 21, Januar 2009 - 08:04
-
Jeg ved godt det hører med til landets retssikkerhed, at vi har tre instanser.
Men det irriterer mig alligevel at læse, at lige så snart en person har været omtalt tilstrækkeligt meget i medierne, eller på anden måde er en (mis)kendt person, så skal vedkommendes sag næsten altid til højesteret.
Det må koste samfundet formuer og tid, at behandle den samme sag tre gange.
Kan vi ikke bare sløjfe de to første?
-
Jeg går ud fra, at du aktuelt tænker på Tvinds Poul Jørgensen.
Men jeg må hertil sige tre ting:
1. Du hører kun om de spektakulære sager - ikke om det store flertal af sager, der bliver afgjort endeligt i første instans.
2. Antallet af involverede dommere stiger markant gennem instanserne - så dit forlag om at lade højesteret klare det hele, ville du som skatteyder næppe bryde dig om; rent borset fra, at vi næppe har tilstrækkeligt mange kvalificerede dommere.
3. I den aktuelle sag kan jeg faktisk godt se det fornuftige i en 3. instansbevilling, når de to første er kommet til så forskellige resultater, og når det i virkeligheden ikke kun er denne ene person, men koncernen, han har arbejdet på vegne af, der er tiltalt.
-
Jeg vil ikke kommentere Tvind sagen, omend jeg nok har en mening om den.
Jeg har så en anden vinkel på sophiante's indlæg, nemlig den forskel der er i dommene fra byretten til højesteret.
Jeg mener nogen må have klumset i det siden en dom kan gå fra frikendelse til 2,5 års ubetinget.
-
OK, mit indlæg var måske nok affødt af den aktuelle sag med Tvind, men jeg tænker meget mere generelt. Tænk hvilke sager der har været de seneste 10 år hvor KENDTE mennesker, politikere og smarte erhvervsfolk, alle absolut har skullet have deres sag prøvet i flere instanser.
Man får fornemmelsen, at bare man er kendt i medierne kan man få lov til at gå til højesteret.
-
Kan du betale kan du få....et ord der stadig er gældende.
For det er normalt ikke muligt, at komme igennem alle retsinstanser uden en tredie-instansbevilling, der normalt kun gives til pricipielle sager, som for eksempel Tvindsagen.
Her er det, at det kræver en en usædvanlig dygtig sagfører for at få en sådan beviling, hvis sagen ikke umiddelbar principiel og en sådan sagfører plejer, at være ret dyr. ;)
Række følgen er normalt Byret - Landsret slut-
eller i større problematiske sager Landsret - Højesteret slut...
-
... den forskel der er i dommene fra byretten til højesteret.
Bare for god ordens skyld:
Sagen har IKKE været i højesteret, men i byret og landsret.
Forsvareren taler nu om at søge bevilling til at fortsætte i højesteret, hvad jeg faktisk ikke kan fortænke ham i, som forløbet har været.
Jeg mener nogen må have klumset i det siden en dom kan gå fra frikendelse til 2,5 års ubetinget.
Det har været kraftigt antydet i pressen, at det er anklageren, som har klumset ved en sjusket sagsforberedelse i byretten - og måske ved i det hele taget at behandle sagen som "en lille nem byretssag". Jfr. Mønnikes helt korrekte fremstilling kunne man have opprioriteret sagen og argumenteret for, at 1. instans burde være landsretten.
Jeg vil ikke udtale mig om, hvilken dom der bør være den endelige.
-
Da jeg med mellemrum har haft den tvivlsomme ære at optræde som sagkyndig i forskellige sager husker jeg tydeligt dengang alle lidt større kriminalsager kørte med nævninge i landsretten. Der kan skyldsspørgsmålet, som bekendt ikke ankes.
Med den noget sygte begrundelse at voldtægtssagerne tog for hårdt på offeret, nor nævninge hørte på, ændrede man systemet, så der skulle enstørre straframme til før sagerne skulle i landsret eller for nævninge.
Nu skulle det hele gå nemmere og man kunne få adskillige års fængsel i underretten. Resultatet er bare flere ankesager og utilfredshed med, at man ikke så let kan få højesterets vurdering.
Anklagemyndigheden har det med næsten automatisk at anke hvis der sker frikendelse i underretten.
En stakkels dømt, som også har fået sagsomkostningerne, må alene af den grund tænke sig om flere gange.
Det er ikke retssikkerhed, når økonomien måske afgør sagen.
-
OK, Jødal lad os se det mere generelt.
I de sager vi ser næsten dagligt, desværre kun med pressen som kilde, synes jeg det er meget ofte man ser at landsretten (el. Højesteret) har underkendt en tidligere dom afsagt af by el. Landsretten.
Det er ikke altid småtterier det handler om.
Burde der ikke være en vis ensartethed i Domsafsigelserne ?
Hvis de også var det ville færre nok også give sig i kast med en anke hvis man vidste resultatet var det samme.
Noget helt andet i dette emne er Advokaterne der i høj grad fremdyrker et levebrød på dette.
-
OK, Jødal lad os se det mere generelt.
I de sager vi ser næsten dagligt, desværre kun med pressen som kilde ...
Jeg vil gerne gentage fra mit første indlæg, at "pressen som kilde" i sig selv er en kraftig forvridning af statistikken.
Når det er sagt, skal jeg bestemt ikke gøre mig til talsmand for, at alt er i orden i det danske retsvæsen - jfr. bl.a. harbsts bemærkninger ovenfor, som jeg tager til efterretning (jeg har ingen egne erfaringer, har kun en enkelt gang vidnet i byretten i en udramatisk sag).
-
Vi har et domstols problem som meget få er opmærksomme på i hverdagen
Magtdelingen er ifølge grundloven (Dronnigen/regeringen), folketinget og domstolene.
Men domstolene her tillands er underlagt justitsministeriet...UPS!
-
Ja, Bjarke, det problem du påpeger, er principielt uheldigt.
Og måske er det en udløber heraf, at vi har statsadvokater (og som ankeinstans rigsadvokaten), der kan AFVISE at bringe en sag for domstolene overhovedet, hvis den statsansatte advokat ikke skønner, at klageren kan vinde den. Det finder jeg er yderst kritisabelt, det burde altid være muligt at få en dommers vurdering (hvorimod jeg ikke ville have noget at indvende mod, at den justitsministerielle stats/rigsadvokat gav sin forhåndsvurdering og klageren mulighed for at give op på dette tidspunkt).
Men værre er det i praksis, at vi er umådeligt dårlige til at give borgerne en ordentlig rettidig sagsbehandling.
Danmark er netop i denne uge blevet dømt ved menneskeretsdomstolen i Strasbourg for dette.
Dommen indeholder 2 aspekter:
1. At en sag (om en patientklage) trak ud i 11 år. Den "forurettede" tabte til sidst sagen endeligt, og det står fast - men den lange sagsbehandlingstid har givet hende erstatning.
2. I tilgift hertil påpeger domstolen, at det er en alvorlig mangel, at vi i Danmark ikke har en uafhængig domstol, hvortil man kan klage over langsommelig sagsbehandling.
Det sidste aspekt er langt det alvorligste, og så vidt jeg forstår juraen, forpligter det os til at rette op på problemet gennem kommende lovgivning.
-
Nu er det således, at min kone er Jurist og sagsbehandler i et tilsyn.
De fleste sager kan klares med en telefonopringning, men en hel del sager har den egenskab, at de falder i kategorien af problemer, hvorom der hverken er lovgivning, almindelige regler og fortilfælde, samtidigt med, at de helt åbenbart er pricipielle.
Lad mig nævne et et aktuelt problem af den art, der dog og heldigvis ikke er i min kones tilsyns portefølje, men som jeg håber at Gerda vil kommentere.
I pressen fortælles der om misrøgtede børn på Grønland. Grønland er en del af Rigsfælledskabet, men den danske regering kan ikke umiddelbart gribe ind, på grund af at Grønland er selvstyrende.
Men er det sandt hvad pressen skriver???
Når et sådant problem lander på en sagsbehandlers bord, så er det ikke enkelt at klare denne sag.
Hvor starter man. Hvorlænge er folk om at gensvare og hvorlænge og hvor mange brevvekslinger skal der til, for at komme fra trin et til trin to, hvor man har et overblik over sagen så man kan planlægge det videre forløb.
Et embedsværk har max 26 dage til en samlet besvarelse, men en svarveksling frem og tilbage giver hurtigt tre måneder, før sagsbehandleren kan rette sine spørgsmål andre steder hen!
Tempus Fugit
-
Tempus Fugit
OK - men 11 år?! :o
Og det er en kendsgerning - ikke min personlige fordom - at Danmark blev dømt.
Ikke desto mindre opfatter jeg, i lighed med DRs journalister, punkt 2 i dommen (den manglende mulighed for at klage over netop dette) som det væsentligste.
-
Her skal man huske at klager har opsættende virkning og er dermed med til at forøge længden af en sag
-
Det er min personlige vurdering, at det danske system giver juristerne alt for stor frihed til at afvise retsmøder med henvisning til andre aftaler. Fx i USA har dommerne store muligheder for at diktere bestemte retsdage, så en retssag forløber hurtigt fra det tidspunkt den først er berammet.
Det giver så juristerne andre problemer ...
Det er stadig en kendsgerning, at Danmark blev dømt i den aktuelle sag. Vi er derfor forpligtede til at ændre vort system. Jeg skal ikke gøre mig klog på i hvilken retning.
-
Det er min personlige vurdering, at det danske system giver juristerne alt for stor frihed til at afvise retsmøder med henvisning til andre aftaler.
Lige eksakt min opfattelse.
Danske advokater kører et multitasking princip hvor de tager flere sager de kører så en bid af hver sag ad gangen derfor kan de ikke umiddelbart stille op til en dikteret dato.
Det er efter min uforbeholdne mening noget svineri der bunder i grådighed, og ender i sjusket arbejde og lang sagbehandlingstid.
Jeg har indtil nu måttet ty til advokat hjælp i 2 retsager.
Den ene en skilsmissesag hvor advokaten ud over at være komplet håbløs at få fat i, jævnligt svarede i øst når man spurgte i vest.
Jeg spurgte hende ofte hvordan jeg skulle fornemme hun havde fokus på sagen, hun knapt kunne huske hvem jeg var når jeg ringede.
For noget siden var det oppe i pressen mht. Domstolenes sagsbehandlingstid at Domstolene ville have mulighed for at diktere dato for retsmøder, men det blev afvist igen.