Vis indlæg

Denne sektion tillader dig at se alle indlæg oprettet af dette medlem. Bemærk at du kun kan se indlæg der er oprettet i områder du i øjeblikket har adgang til.


Beskeder - HVH

Sider: [1] 2 ... 8
1
Naturvidenskab, matematik, fysik, kemi, biologi / Sv: Årsagen Til Global Opvarmning Opklaret
« Dato: 03, August 2024 - 07:22 »
OBS, man skal nok også regne med at der selvfølgelig vil være langtidseffekter af at atmosfæren og dens indhold løftes på natsiden af Jorden hver nat.
En stor del af indholdet vil hurtigt falde igen og dermed afgive termisk varme til atmosfæren. 
Der vil ganske givet også være en langtidseffekt som betyder at der også vil være indhold der hver nat løftes højere i en udadgående bevægelse, - og dermed bidrage til for eksempel dannelse af cirrusskyer, som ligger i 6000 meters højde og har en opvarmende effekt på Jorden. 
Generelt vil alt højtliggende atmosfærisk indhold bidrage til global opvarmning, - dette niveau vil variere som følge af solvinden og Jordens magnetfelts styrke
Solvindteorien vil ganske givet bliver startskuddet til er en helt ny forskning.

2
Naturvidenskab, matematik, fysik, kemi, biologi / Årsagen Til Global Opvarmning Opklaret
« Dato: 02, August 2024 - 17:24 »
SOLVINDSTEORIEN
Man skal være forsigtig med, at den nuværende stærke tro på CO2-teorien ikke bliver så dominerende, at man glemmer at forholde sig kritisk til, om det faktisk er den rette teori.
Der er utvivlsomt påvist betydelige korrelationer mellem Solens aktivitet og klimaændringer.
Denne korrelation er central i teorien kendt som solpletteorien. Dog har der i de sidste fire årtier været manglende korrelation over en relativt kort periode.
Hvilket må betyde at teorien må mangle noget, uden at denne manglen ugyldiggør at solens aktivitet i store perioder har spillet er vigtig rolle. 

Der er behov for en ny teori, som inddrager både Solens aktivitet såvel som alle andre korrelerende faktorer, der er blevet påvist gennem tiden. Der er gennem tiden påvist korrelationer mellem følgende faktorer:

1. Solaktivitet og Jordens atmosfæriske temperatur (periodevis).
2. Jordens dipolmoment og nedbør ved ækvator.
3. Jordens atmosfæriske tryk og Jordens dipolmoment.

Når man sammenholder alle disse korrelationer der har været  herunder også i relation til historiske varme- og kuldeperioder, som mange mener ikke er fuldt forstået i forhold til årsag og virkning, er det velunderbygget at konkludere, at der mangler ny viden.

Den eneste mulige årsags-virkningsmekanisme, hvor alle de nævnte korrelerende datasæt kan sameksistere, er, at solvindens magnetfelt samt dets interaktion med Jordens magnetfelt rummer nøglen til at afkode klimamysteriet.
Solvinden trækker et magnetfelt efter sig, men vores viden om, hvad et magnetfelt dybest set er, og hvordan det interagerer med rummets egenskaber, er meget begrænset og kun overfladisk forstået.
Inden for naturvidenskaben har man i længere tid anvendt elastiske begreber, såsom at magnetfeltlinjer strækkes, brister og vrides, for at forstå de specifikke egenskaber ved magnetiske fænomener.
Det er velkendt, at udtryk som "magnetfeltlinjer" er imaginære konstruktioner, der er nødvendige for at beskrive magnetfelters elastiske natur og struktur, selvom de præcise underliggende mekanismer ikke er fuldt ud forstået. Derfor bør det ikke komme som en overraskelse, at de magnetiske egenskaber, vi kender, ikke nødvendigvis er særskilte fænomener med egne elastiske egenskaber.

Magnetfelter kan derfor meget vel anskues som kraftpåvirkninger i rummets elastiske struktur, snarere end uafhængig elastisk fænomen.
I et nødvendigt konceptuelt skift følger de elastiske karakteristika med og indikerer, at rummets elastiske struktur kan strækkes, bøjes og briste i overensstemmelse med de magnetiske egenskaber, vi allerede kender til. Dette indebærer også, at et magnetfelt må være rummets elastiske densitet i bevægelse..

Det er velkendt, at solstorme styrker Jordens magnetfelt, hvilket indikerer, at solvindens magnetfelt og Jordens magnetfelt kan interagere.
Det mest sandsynlige område for denne interaktion er i atmosfæren  under den sydlige hemisfære, hvor Jordens og Solens magnetfelter strømmer i samme retning..
Når et magnetfelt i virkeligheden blot beskriver elastiske egenskaber ved rummets struktur, er det problemfrit at inddrage hele Jordens atmosfære i de konsekvenser, der er ved, at solvinden har indflydelse over Jordens magnetfelt og dermed underforstået over Jordens atmosfære. .
Dette medfører, at proportionalt med  af solvindens intensitet påvirkes både  Jordens magnetfelt såvel som hele atmosfæren.
Det er kendt viden, at solvindens magnetfelt strækker Jordens magnetfelt langt ud i rummet på Jordens natside.

Solvinden vil derfor hver nat løfte Jordens atmosfære en anelse og dermed ændre det atmosfæriske tryk på natsiden i lidt højere grad, end kendte mekanismer kan forklare.

På grund af Jordens rotation vil atmosfæren bevæge sig til dagsiden, hvor den frigøres fra solvindens træk, og hvor atmosfærens indhold har opnået større potentiel gravitationsenergi, som senere kan frigøres som kinetisk termisk energi, blandt andet i form af nedbør.

Variation af den kinetiske termiske energi, der dagligt tilføres Jordens atmosfære, afhænger derfor dels af solenvindens intensitet og dels af, hvor meget Jordens magnetfelt kan modsætte sig solvindens dominerende træk i Jordens magnetfelt og dermed træk i atmosfæren. Jo mere solvinden kan løfte Jordens atmosfære, jo mere vil solvinden bidrage til temperaturstigninger.

I de senere årtier har vi set en markant svækkelse af Jordens magnetfelt, som netop er sket proportional med stigningen af den atmosfæriske temperatur. 
Det betyder, at Jordens magnetfelt i mindre grad kan modsætte sig solvindens dominans, og derfor løftes atmosfæren til større højder end tidligere, hvorved styrken på Jordens magnetfelt også er en  faktor medansvarlig for stigende global temperatur.
Dette er den eneste teori, som kan rumme alle de korrelerende faktorer, der er påvist gennem tiden.

Det må da være bemærkelsesværdig at den helt samme røde tråd, - hvormed det menes: rummets elastiske egenskab - der for mange år siden viste at kunne løse de helt store kosmologiske udfordringer, såsom årsagen til mørkt stof, mørk energy kinematiske anomalier,  og langt mere, nu også viser sig er den præcis samme røde tråd som enkelt og problemfrit løser årsagen til hvor tids største udfordringer.

Senere kommer der ern lidt mere udførlig version af teorien, som dog PT kun er en Beta version.
PDF var desværre for stor og kunne ikke vedhæftet, så det blir nok et link i stedet.
I denne findes der også en matematisk beregning der viser hvor meget rummet påvirkes.

3
Naturvidenskab, matematik, fysik, kemi, biologi / Modificeret Relativitetsteori
« Dato: 07, August 2020 - 09:37 »
Rummets Natur
I henholdt til den generelle relativitetsteori (GR) krummer rummet.
Begrebet ”krumt rum” er selvsagt en matematisk underbygget abstrakt påstand, men også en påstand svært (umuligt) ”rigtigt” at visualisere. 
Fordi hvad er krumt rum egentligt?
Hvad består det af?
Hvad er beviserne egentlig for denne ”egenskab”?
Vi har med at fænomen at gøre som er:  ”ikke fysisk”, - og som tiltros besidder en fysisk lignende egenskab.

Selvom Relativitetsteorien har haft stor betydning, - er der til trods flere åbenlyse svagheder, som man ikke må være blind for.
Einstein har på glimrende vis fremført en række tankeeksperimenter og forklaringer der viser at forskellige observatører må opfatte tid og afstande forskelligt, - men fortsat mangler vi at forstå hvilken fundamentalt årsags-virkning proces, der er ansvarlig for de matematiske paradokser der i slutten af 1800-tallet blev udledt af Lorenz Transformationen (og som Einstein byggede sine postulater på). 
For eksempel: hvad er årsagsvirkning-forholdet til at et ur påvirkes af tyngdekraft eller hastighed. 
Det er jo ikke tilfredsstillende blot at konstatere / påstå at:  ”sådan er det bare”.
Der er et af flere ”missing links” i den herskende teori. 
Men blot ved at justere en smule ved det gamle udtryk at ”rummet krummer” (omkring masse) og udskifte dette med et andet abstrakt udtryk, der til forveksling ligner det gamle, nemlig at: -  ”rummets elastiske natur absorberes” (af masse), - og dermed at rummets struktur i virkeligheden - ”stækkes” – ind mod masse, - da  tegner der sig hurtigt et nyt verdensbillede, som fortsat ligner det gamle, men som har  nye egenskaber og en lang række nye konsekvenser , hvoraf nogle er fuldt muligt og tilmed enkle at teste videnskabeligt. 

Uløste mysterier.
• På den ene side har GR bevist sin værd mange gange, men på den anden side kan GR ikke forenes med kvantemekanikken. Se for eksempel kort video her:  Problems with Einstein's General Theory of Relativity https://www.youtube.com/watch?v=_mQhZB5lmvk
Dette sigers at være den største udfordring i naturvidenskaben.
• Flyby anomalier, (betyder rumsonder som ikke altid følger de forventede baner som de skal i henhold til GR).
Også disse uoverensstemmelser har ført til mistanke til at relativitetsteorien måske ikke er den rigtige teori, eller ufuldstændighed(er) i teorien.
• Heller ikke meteoren Oumuamua fulgte den forventede bane omkring solen som den skal i henhold (GR).
Oumuamua viste væsentlig stærkere anomali relativ til Flyby anomalier. Begge anomalier kendetegnes ved kinetisk energiforøgelse som det nærværende paradigme ikke kan gøre rede for.  En Modificeret udgave af Relativitetsteorien (MTR) som præsenteres her, viser i det følgende en fælles årsag til begge anomalier.

En Modificeret Relativitets Teori har set dagens lys
MTR betyder: Modified Theory of Relativity.  Teorien er skrevet på engelsk, - engelske forkortelser bevares derfor her.
Teorien løser en lang række mysterier ud over dem som allerede nævnt overfor. Herunder utrolig nok også mysterier som for eksempel årsagen til såkaldt:  Mørk Stof, - eller hvorfor en lang rækker kvasarer afslører symmetrisk kredsløbs inklination. Se her https://www.eso.org/public/news/eso1438/
Listen over mysterier som MTR-løser er meget længere, men fremfor at fortabe sig i detaljer, er det denne artikels mission at tager læseren med så direkte som muligt til noget som man kan kalde:  ”bevisets stilling”. - Det kan godt indledningsvis synes lidt langtrukket abstrakt, men det er anstrengelsen værd at løbe planken hele ud.

MTR kan bevises, - endda relativ enkelt (og billigt) i og med at MTR også løser det gamle Allais Effekt mysterium.
Specifikt Løsningen af Allais Effektens mysteriet, åbner for en helt ny type målemetode der i den grad revolutionerer dette relativ tilsyneladende lille uopklarede mysterium. Men Allais Effekt repræsenterer langt mere end nogen har turde tro, og er derfor nøglen til og startskuddet til et helt nyt kapitel i videnskabens historie, som uundgåeligt ender med at gennemtvinge en modifikation af relativitetsteorien.

Både MTR og den herskende relativitetsteori tager afsæt i Lorentz Transformationen. 
Derfor er det matematiske grundlag for både den gamle og den modificerede teori stort set det samme, men dog ikke altid helt ens.
MTR tager et skridt videre ved at påstå at rummet ikke bare ”krummer” men derimod at denne deformation af rummet sker fordi rummets natur er elastisk, og fordi stof absorberer denne elastiske ”substans”, som vi kalder rum. 
Dermed er der skabt en forbindelse mellem stof of rum som årsags-virkning forklarer tyngdekraftens natur, omend denne (lige som hen herskende teoriens tilgang) grundlæggende set er abstrakt.
Den elastiske forbindelse som rummet udgør, betyder at tyngdekraften således fortsat en kraft, helt som Isac Newton mente. Mørk energi bliver derved ganske automatisk ret enkelt det modsatte af tyngdekraft, - nemlig frigørelse af absorberet rum, og således egentlig et ”bevis” for at et tidligere Universe eksploderer i et Big Bang.

MTR påstår at en masses samlede energi, som består af både den stærke kernekraft, potentiel gravitations energi såvel som kinetisk energi – indgår i en og samme kerne proces, hvor den totale energi sammen og elastiske rum omdannes til masse, og hvorved den totale mængde af (lokal) energi, er ansvarlig for Lorentz Transformations deformation af både: - tid, - rum, - afstande, - såvel som meterstokkens proportionale deformation.

Det nye er at proportionalt med tidens og afstandes deformation sker der også en transformation af den lokale meter-stok. Dermed inddrages stof i Lorentz Transformationen, hvormed MTR koges ned til en teori der i stedet for burde kaldes en realitetsteori. Transformation sker som følge af ændring i den potentielle gravitations energi, - eller ændring af den kinetiske energi. I begge tilfælde vil der i den nye tolkning af (GR) og Speciel-Relativitetsteori (SR) ske en fuldstændig altomfattende transformation (sammentrækning eller udvidelse) af alle aspekter der indgår i en lokal referenceramme, - hvor både tiden og meter-stokken begge er proportionale transformations-faktorer. Den bagved liggende egenskab der muliggør lokal altomfattende transformation, er rummets elastiske egenskab.

MTR gør op med ideen om at der ikke findes en absolut bevægelses-referenceramme.   
En absolut bevægelses referenceramme findes, og er altid relativ til absolut hvile.   
I kosmisk perspektiv skal begrebet kinetiske energi dermed omfortolkes fordi at bevægelse i rummet kan enten øge eller reducere et objekts samlede energi, afhængig af bevægelsesretningen.  Et eksempel på dette er et objekt der kolliderer med Jorden. Set fra et begrænset perspektiv er det objektet der kollidere med Jorden. Men set fra et bredere perspektiv er man nødt til at se tingene helt anderledes.
Sand energiforøgelse er kun sandt relativ til en absolut bevægelse referenceramme.   Rent praktisk betyder det at kun når den sande absolutte bevægelse øges (eller reduceres), kun da sker der også en energiændring i den proces der er ansvarlig for Lorentz Transformationen. At vi aldrig helt har forstået transformationsprocessen, er fortsat uden afgørende betydning.

Relativistisk Modstand mod Bevægelse (RR)
I og med at rummets elastiske natur er involveret i Lorentz transformations-processen, og i og med at rum og stof er elastisk forbundet, da vil enhver (sand) kinetisk energiøgning også betyde en større absorbering af rum, og dermed at stof/masse involverer sig dybere i det omgivende elastiske rum. 

Rummets elastiske natur vil som ”modsvar” til et objekts kinetisk betingede absorbering af elastisk rum, - resultere i et nyt begreb som kaldes ”Relativistisk Modstand mod Bevægelse”.  (”Relativistic Resistance”) - ( RR)

(Samtidig ses ligningen for fysisk transformation)

Med andre ord: rummet udøver elastisk modstand mod den yderligere absorbering af rum (masseøgning) der følger som en konsekvens af (sand) absolut hastighedsøgning.
RR øges derfor ved hastighedsøgning imod enhver retning hvor den (sande) kinetiske energi (KE) øges. 
Er det derimod det modsatte der sker, - altså bevægelse der reducerer den absolutte hastighed, - da vil objektet i stedet frigøre absorberet rum, - og derved i ganske svag grad bidrage til den såkaldte mørke energi (forudsat at der ikke sker en tilsvarende øgning af potentiel gravitations energi).
Sand kinetiske energi (bevægelse i rummet) kan kun opretholdes så længde en kraft kompenserer for RR påvirkningen.  Ændring af både den potentielle gravitationsenergi (PGE) såvel som af KE medfører begge Lorentz Transformation.  I naturlige kosmiske sammenhænge udligner KE og PGE som regel hinanden, hvorved energi der vindes og tabes som regel udligner.

RR var årsagen til Pioneer 10 og 11 rumsondernes deceleration.
To NASA-team der undersøgte fænomenet, var fundamentalt uenige om årsagen til denne anomali. Verden valgte uheldigvis at tro kun på det andet team, frem for det første, og dermed på at mysteriet var løst. (Verden vil bedrages)
Læs disse to artikler
https://arxiv.org/abs/1307.0537
https://www.scienceforums.net/topic/79814-pioneer-anomaly-still/

Allais Effekt, nøglen til et nyt paradigme
Som nævnt er Allais Effekten nøglen til at kunne bevise denne måske lidt trivielle lange række af abstrakte påstande, som rigtignok ser ud til ikke at ville tage nogen ende, (i og med den ene konsekvens river den næste med sig)
Sagen er tilmed den at der også findes en Anisotropisk Acceleration (Dark Flow Acceleration herefter DFA) i en retning cirka 70 grader (+/- 5°) sydligt relativ til ekliptika.  I og med at DFA og RR er modsætninger kan der kun opnås en bestemt hastighed, hvorefter de to kræfter udligner hinanden.  DFA og RR udligner hinanden så snart at dark flow hastigheden, (600 km/s) er opnået.  Derfor er reel flugt fra DFA umuligt. Forsøg på ”flugt” bliver kun kortvarig, og heri ligger så kimen til at forstå en lang række uløste mysterier, som for eksempel: såkaldt Mørkt-Stof, men også mystiske kredsløbs anomalier, inklinations anomalier som nævnt overfor, herunder også det mystiske mønster vi ser i eget solsystem, som en ikke eksisterende såkaldt planet X har fået skyld for, - men langt mere end det.

I flere år har der baseret på MTR’ s været fremsat påstand / forudsigelse om at man nær det arktiske kan måle DFA.  Forklaringen på dette er, at selvom DFA og RR i et dark flow (som alting følger) tilstræber at udligne hinanden, så er der kræfter i et lokalt system som periodevis udligner DFA.
RR vil som allerede nævnt kun kunne fastholdes så længe en modsatrettet kraft gør det muligt.  Dersom DFA periodevis udlignes, da vil vi være vidne til endnu et nyt fænomen som kaldes for: Release of Dark Flow Related Tension  (RDFRT) Dette er ikke endnu en ”opfindelse” men blot endnu en konsekvens, af noget der oprindelig kun var en leg med et abstrakt udtryk.
Når DFA udlignes, vil et objekt der følger Dark Flow ganske enkelt decelerere præcist 180° modsat Dark Flow bevægelsen, (set fra en observatør i absolut hvile). Fra et jordisk perspektiv ser vi det derimod (i visse situationer) som en acceleration med ukendt årsag.

Centripetalkraften fra et astronomisk objekt kan (fra en relativ stor radius og fra en relativ spids vinkel) udligne DFA fuldstændigt, - i rummet langt under dets sydlige hermesfære. 
Dermed påvirkes de objekter der befinder sig under et astronomisk objekt af RDFRT.
Rumsonder følger ofte asymmetriske kredsløb og baner, - en del af disse er mere eller mindre parallelle med DFA-aksen. 
Jo mere en bane er parallel med DFA-aksen, jo stærkere vil en sådan sonde påvirkes af RDFRT i det tidsrum sonden befinder sig under et astronomisk objekt (planet, måne eller sol). 
Oumuamua hører derfor med til kategorien ”flyby anomalier” – forskellen er blot at Oumuamua havde flyby under solen, hvorimod de påvirkede flyby-sonder havde flyby under planeterne. Dette har markant betydning, - i og med at Oumuamua opholdt sig relativ meget længe under solen, hvorved følgeligt må vi også se en anomali der accelererer i meget længere tid, og derfor viser en markant større styrke. Husk i denne forbindelse (som nævnt) at centripetalkraften fra et astronomisk objekt, selv fra en meget spids vinkel, - er i stand til at udligne DFA.

Det er det samme fænomen der gør sig gældende for Allais Effekten. Jorden befinder sig ofte ”under” månen.
Månens centripetalkraft udligner derfor DFA’s påvirkning i stor radius under Månens sydlige hermesfere, - hvilket derfor påvirker Jorden, i de perioder Jorden ligger ”under” månen.
Denne påvirkning fra Månen gælder ikke nødvendigvis for et testlegeme dersom dette befinder sig højere på Jordens nordlige hermesfære, (så højt at dette ligger mere eller mindre på samme højde-niveau som Månen).
RDFRT vil i sådanne situationer ikke påvirke testlegemet, men kun Jorden.
Hvilket vil sige: at Jorden periodevis ikke kun påvirkes af den resulterende kraft fra Månens og Solens samlede tyngdekraft (der peger mod Solen), - men i modsætning til vores testlegeme også af den (lille) del af centripetalkraften som er ”konverteret” til RDFRT, - (som da vil pege 180° modsat DFA).
Jorden og testlegement befinder sig derfor periodevis i to forskellige accelerationens referencerammer, hvilket muliggør at DFA kan måles, såfremt et gravimeter er placeret meget præcist relativ til DFA retningen, og tidspunktet for måling er gunstigt.   
Bemærk også at i solsystemets planet-kredsløb er det ikke altid muligt at skelne hvorvidt et arbejde er udført af RDFRT eller af centripetalkraften. – RDFRT kan nemt ”skjules” af centripetalkraften. Årsagen er at når centripetalkraften udligner DFA, sker der en vektor separering af centripetalkraften, hvor RDFRT udskilles som den ”vertikale” faktor.  Samlet set kan begge kræfter fortsat opføre sig helt som centripetalkraft som vi forventer, som om intet var sket.
Hvilket ikke er en hindring for at RDFRT (og dermed indirekte DFA) til tros kan måles, som nævnt overfor.
Bemærk at RDFRT er ikke en kraft, men derimod frigørelses af kinetisk energi, og derfor heller ikke forenelig med andre kræfter.

På baggrund af MTR’s blev det i 2017 forudsagt at man nær Arktis skulle kunne måle en markant anomali helt op imod 50μGal ved sol og måneformørkelse,
DTU målte helt som varslet en markant anomali, hvor årsagen ikke blev objektivt adresseret.
Selvsagt kan instrument-fejl ikke helt udelukkes, og selvsagt skal der gentagne målinger til før man kan sige at man står over for et egentligt bevis / gennembrud der viser at MTR’s forudsigelse er korrekte.

korrigeret for tidekraft


ukorrigeret for tidekraft

Det står derfor alene på MTR’s regning (fortsat) at påstå at DTU rent faktisk målte den forudsagte anomali. Eksperimentet bør gentages, anomalier vil igen blive påvist, og tilmed flere gange stærkere end målt første gang. 
Det vi så demonstreret på Grønland er at Jordens rotation bringer et gravimeter til en position hvor det befinder sig mere eller mindre vertikalt / lineær med den påståede DFA-retning.
En forudsætning for gentagen succes er at der måles meget tæt på den rigtige breddegrad. Målingen i 2017 blev udført i Scorebysund som lidt heldigt nu viser sig ligger tæt på den perfekte måle-position.
   

Om sommeren kan anomalien måles om natten, om vinteren om dagen.  (når RDFRT/DFA-anomalien er eksponeret).
Det vi ser, er at det relative CG5 gravimeter kunne måle anomalien, ganske enkelt fordi et sådant gravimeter er mindre vertikalt restriktivt, end det absolutte A10 gravimeter der også blev anvendt i målingen, men som ikke målte nogen anomali.   
På baggrund af målingen som helhed, og dens varighed fra start til slut, påstås nu at den breddegrad hvor Scorebysund ligger (70.483°N) kun afviger +/- 5° fra anomaliens ”epicenter”.
I første omgang er det ikke altafgørende at tune sig ind på dette ”epicenters” centrum, - men derimod blot måle tæt på 70°N breddegrad for dermed at igen at teste og kunne gentage / bekræfte MTR’s forudsigelse.

Tromsø ville være et udmærket alternativ til Scorebysund.
Oumuamua ’s besøg har åbnet for en helt ny forståelse af hvor stærk det fulde potentiale er for denne ”mystiske kraft” egentlig er.  Men også målingen ved Scorebysund, er et ud af flere bidrag der er med til at MTR hele tiden må tilpasse sig ny viden. 
Matematisk kan man forholde til DFA ved samme ligning som vist overfor (RR), i og med at DFA or RR er to modsatrettede kræfter, og derfor to sider af samme mønt. Dermed har man også straks et matematisk redskab for at kunne forholde sig til Allas effekt.
MTR udvikler sig hele tiden, guidet af fakta, og har derfor også gradvist medført bedre forståelse og dermed også bedre forudsigelser, herunder at det nu er enkelt at forudsige at der er flere gunstige tidspunkter hvert år hvor RDFRT kan måles tæt på den angivne breddegrad, og ikke kun ved sol og måneformørkelser.

En anden mulighed
for at teste MTR’s er: - forudsigelsen af at tiden vil kun gå langsommere når den sande absolutte hastighed øges.  Reduceres den absolutte hastighed derimod da vil den absolutte energi også reduceres, og et ur derfor gå hurtigere.  Selvom ISS ikke bevæger sig lineært med på DFA-aksen, da vil tiden ombord på dette fortøj ikke helt følge den eksisterende relativitetsteori forudsigelse i de perioder ISS mere eller mindre bevæger sig modsat DFA.
Denne forventelige afvigelse vil muligvis være tilstrækkelig fremtrædende til at man kan se at noget er galt.
Bemærk: - der er kun tale om afvigelse i forhold til SR, ikke til GR’s forventninger. 
Se mere om målinger der foregår på ISS nu her. ... https://directory.eoportal.org/web/eoportal/satellite-missions/i/iss-aces-pharao
Der er ikke brugt så meget tid på at prioritere denne del af MTR, i med at Alias Effekten er en langt større øjenåbner end noget som helst andet.  Desuden vil den nye målemetode for Allais Effekt afsløre en markant anomali. Noget så rystende at det er helt umuligt vil kunne fejes ind under gulvtæppet, - sådan som man for eksempel så med Pioneer Anomalierne, - (og sådant som man egentlig også så langt har gjort med Allais Effekten) - og som man kunne frygte nemt kunne ske igen og igen, - næste gang vores paradigme trues.  Med andre ord selvom det burde været meget tydeligt for enhver at vores paradigme er truet af en lang række uløste mysterier der ret så åbenbart ikke kan omfattes af det herskende paradigme, - så er det åbenlyst til tros en vis fastklamren til et paradigme som tydelig viser tegn på at være for snævert.  Et opgør med dette paradigme er både relativ billig og enkelt at teste. Dette bør komme til offentlighedens og andre forskeres kendskab.

MTR er delt i 2 dele
Del-1  her Det anbefales at læse del-1 først http://pubs.sciepub.com/FAAC/4/1/4/index.html
Del-2  her der sætter fokus på Allais effekt og hvordan MTR bevises.  http://pubs.sciepub.com/FAAC/4/1/5/index.html

4
Naturvidenskab, matematik, fysik, kemi, biologi / Sv: Et Vink med en Gigantisk Kosmisk Vognstang
« Dato: 07, Januar 2019 - 19:56 »
Citat fra: Morten Jødal efter 07, Januar 2019 - 13:21
Allerførst: RelativitetsTEORIEN er klart en teori, ifølge videnskabsteoretikeren Karl Poppers definition - da der er tale om en sammenhængende matematisk fremstilling, og der kan opstilles fysiske eksperimenter, der evt. kan falsificere den.
Det første af den type blev foretaget allerede i 1919, i forbindelse med en total solformørkelse 29. maj, hvor lysets afbøjning i Solens gravitationsfelt kunne påvises.
Jeg anvender med vilje ikke det mere præcise ord "verificeres", da der var så stor usikkerhed på resultatet, at der slet ikke var dækning for pressens ovenud begejstrede proklamation af, at teorien nu var "bevist". Men i trediverne, da partikelfysikken udvikledes, og man begyndte at anvende cyklotroner (opfundet 1929) til at accelerere ladede partikler, måtte man ved høje energier tage hensyn til effekten for at få maskinerne til at virke. En cyklotron er baseret på to halvcirkler med en sprække imellem, og der skal ske et skift i E-feltets retning hver gang en partikelpuls når spalten. Det passer kun, hvis man tager hensyn til relativistiske effekter - så man måtte videreudvikle maskinen til synkrocyklotronen.
Senest ligger der et gigantisk "eksperiment" vedrørende samme effekt i GPS-systemet, hvis positionsangivelser ville drive 11 km i døgnet, hvis man ikke tog hensyn til relativiteten.
Også andre af teoriens effekter har gennem tiden været udsat for masser af "mislykkede falsificeringsforsøg" - altså det, som ukyndige kalder "beviser for rigtigheden".
Du har ret så vidt at en fysisk teori ALDRIG kan bevises, men kun styrkes af ikke at kunne falsificeres ved mange eksperimenter.
Så der KUNNE være en alternativ teori, der giver samme resultater.

Det er alt sammen helt rigtigt, og netop derfor er der sjældent nogen der vover at angribe relativitetsteorien.
Min pointe er at Ja, - Einsteins havde fat i de rigtige ingredienser, netop det at rummet deformerer, at lysets hastighed er ”den samme” for alle, og at tidens gang påvirkes.

Meget af dette er bygget på Lorentz Transformationen, som var kendt før relativitetsteorien tilblivelse. 
Einstein forsøgte i hovedsagen ”kun” at årsags-virkning forklare matematiske fakta, man allerede var kendt med ved århundrede skiftet.

Det er præcist det samme jeg gør.
Man kan sige jeg udfylder blot  en del af de huller som Einstein efterlod…. (og lidt mere)...ved at påstå yderligt:

1.) At Relativistisk Transformation er en process, vi slet ikke har forstået.
2.) At rummets elastiske natur er involveret i alle typer relativistiske transformationer.
3.) At også meterstokken (lokale fysiske størrelser også er en relativistisk (lokal) (proportional) transformations faktor.
4.) At kinematisk påført transformation ikke sker som resultatet af lokale relativistiske referencer, men i en overordnet (absolut) bevægelsesramme.
5.) At kinematisk transformation er et udtryk for den absolutte kinetiske energi et objekt er påført, -altid relativ til absolut hvile, (hvilket er muligt i at med at rummets elastiske struktur absorberes i en nuklear transformations process hvorved rummet i sig selv er medspiller i en energi-absorberende / akkumulerende / transformerende process.
6.) At Relativistisk Modstand mod Bevægelse (RR) skyldes rummets elastiske modstand mod absorption, - og kan frigøres igen når energien ansvarlig for absorbering / deformationen helt eller delvist udløses, - på universelt plan også kendt som ”mørkt energi” –( hvilket i øvrigt vidner om at Bigbang må skyldes opløsning af et tidligere univers).

Det er således i hovedtræk blot en tilføjelse / korrigering af årsags-virknings indholdet der sker.
Meget andet der er mere eller mindre grundlæggende i relativitetsteorien forbliver mere eller mindre uforandret.
Det er derfor der er tale om en modificering, og derfor at MTR teorien bærer dette udtryk

Den største betydning af ændringen er at en absolut-bevægelses-referenceramme skal indføres.
Jeg gentager dermed skrider det gamle forståelsesgrundlag, men ikke nødvendigvis de effekter som vi også kendte til (matematisk) før Einsteins teori.
Disse ændringer har ingen betydning for GR effekter, kun for SR effekter, og for vores solsystem hovedsagelig kun når et objekt rejser nordpå i universet.
GPS vil også fungere under MTR.. Kun en meget lille del af det der korrigeres for er SR

Du er derfor nu kommet til det punkt hvor du burde forstå årsagen til fx Flyby anomalierne (som jo viste størst mulige anomalier jo mere nordlige deres baner var) , og meget mere, herunder også (med relevans til denne tråds indhold), hvorfor vi ikke behøver rumvæseners inblanding i vores paradigme for at forstå Oumuamua bane blev mystisk, - straks den begyndte at rejse nord på..
Man kan sige Oumuamua er i sandhed et vink med en vognstang, der næsten bogstavelig talt  peger i retning af en absolut reference ramme.
Nord/ Syd retningen er interessant i og med at masse af forskning godtgør at Dark flow flyder på en nord / sydgående akse.

Som nævnt DFA og RR spiller to afgørende roller.
RR er en faktor der er direkte involveret i den nye forståelse af den process der er ansvarlig for relativistisk transformation.
Det er således RR der er på kollisions kurs, med vores gamle forståelse (eller rettere total mangel på samme), i og med at vi netop ikke har noget at gøre godt med på det punkt - jeg taler her om den transformations process der er tale om.

Du fremsatte her på sitet den 17. oktober 2015 følgende påstand:
Citat fra: HVH efter 17, Oktober 2015 - 22:45
Relativitetsteorien Falder i 2016

Det er der en naturlig årsag til som du kan læse i de følgende links.
Man har været utrolig længe om at få det ur ombord.
Allerede i 2016 skulle det atomare ur afsted.
https://www.space.com/26897-pharao-atomic-clock-space-station.html
Det kom det vist ikke som jeg kan forstå.

Den andet artikel viser at uret skulle være installeret for ½ år siden.
Så dataene må vel snart være her.
https://pharao.cnes.fr/en/PHARAO/index.htm

Jeg skal samtidig sige at jeg ikke er ekspert når det gælder hvor præcist man kan måle en SR anomali jeg påstår findes,  ombord på ISS
Dette fordi man også har usikkerhedsfaktorer som kan kaste deres skygger ind over resultatet.
Endvidere er SR effekten helt nede på under 0,1ns
GR effekten er nok 100 gange større og vil også kaste sin tunge skygge over den ret så lille SR effekt. 
Men lad os nu se, ISS er tæt på, jeg vil tro man kan komme ned på den slag præcision.

En anden ting,prøv at læs den gamle relativitetsteori som fanden læser biblen

For det første er er relativitetsteorien uforenelig med kvantemekanikken.
Selvom dette ”kun” er én youtube så se denne video:  Problems with Einsteins General Theory of Relativity
https://www.youtube.com/watch?v=_mQhZB5lmvk

For det andet, - er der ingen årsags virkning sammenhæng mellem masse og rummets såkaldte krumning
Dette viser i det mindste at her mangler vi grundlæggende fundamental forståelse. Vi har så og sige intet.
Det er denne forståelse jeg udfylder ved at vise at relativistisk transformation altid sker i en og samme grundlæggende process.

For det tredje har vi et hav af kinematisk anomalier, så som.....
- først Pionner anomalier, så …
- flyby anomalier
- inclination perturbationer som viser at noget må skævvride vores solsystem (og derfor påstand om planet X) (som ikke eksisterer)
- mystiske dværggalakser omkring de fleste galakser
- hot Jupiter der ikke burde eksisterer
- vand der kom til Jorden, eller måske Jorden der uforklarligt bevægede sig ind mod Solen (inklusiv den is der var ”ombord”)
- kvasarer hvis bane inklination indordner sig i mystiske samordnede mønstre.
- Og meget meget meget meget mere.
- Kort sagt et paradigme i dyb krise.

Og ikke nok med det men nu også Oumuamua i 2018, som ryster det videnskabelige samfund og får dem helt ud i rumvæsen filosofier.
Dermed afsporer man jo opmærksomheden fra det helt utænkelige, nemlig at der er at noget i vores eget paradigme der er gruelig gal.
Husk så samtidig at MTR teorien i flere år netop forudsagde den fuldstændige nye viden der præcist kan forklare det som nu chokerede astrofysikere har set ved Oumuamua besøg.
For så slet ikke at glemme såkaldt mørkt stof og mørk energi, som også er gigantiske add hoc, som MTR også elegant løser årsagen til.

Ja ja meget er endnu abstrakt, men husk det har relativitetsteorien grundlæggende set altid været..

5
Naturvidenskab, matematik, fysik, kemi, biologi / Sv: Et Vink med en Gigantisk Kosmisk Vognstang
« Dato: 06, Januar 2019 - 23:05 »
Citat fra: Bent Andersen efter 06, Januar 2019 - 22:28
Jeg har en déja vue fornemmelse her:

Bjarne Lorenzen er på banen igen. Men det er indtil videre kun en hypotese...
Er det ikke mere vigtigt at blive klog på om vi virkelig har behov for rumvæsener i vores paradigme ?

6
Naturvidenskab, matematik, fysik, kemi, biologi / Sv: Et Vink med en Gigantisk Kosmisk Vognstang
« Dato: 06, Januar 2019 - 15:24 »
Citat fra: harbst efter 06, Januar 2019 - 10:30
Relativitetsteorien er  på flere måder bekræftet. Flere af de systemer vi bruger og har meget glæde af i dag ville vi aldrig have fået til at fungere, hvis vi ikke kunne regne relativistisk.

Relativitetsteorien har aldrig været testet i en absolut-bevægelses-referenceramme.
I mange tilfælde giver den gamle teori rigtige resultater, selvom årsags-virkning-sammenhængen er totalt fejlsporet.
Man kan sige Einstein fik det næsten rigtigt, men ikke helt.
Det er det vi snart skal se.
Men du skal ikke misforstå, der er ikke tale om et lille manglende lap, og så kører det igen
Det er total nytænkning der skal til.
Lorentz transformationen og rummets såkaldte "krumning" er et resultater af en og samme process, som vi hidtil overhovedet ikke har forstået, - årsagen til.

Endvidere er man klar over at der er flere ting der ikke stemmer fx flyby anomalier eller fx den her direkte fra ESA's hjemmeside; -  Spooky Alignment of Quasars Across Billions of Light-years https://www.eso.org/public/news/eso1438
Og meget meget andet fx Mørkts Stof, som bare er endnu et gigantisk add-hoc-hokuspokus-bortforklaring og dermed udelukkende et forsøg på en lappeløsning af en skude der i årtier har været synkefærdig.

Ofte bemærkes det at relativitetsteorien måske kan være ukomplet eller forkert
Der er jo også en grund til at den nu testes ombord på ISS, - det er her den går gruelig gal, -  fordi vi meget snart tvinges til en noget nuanceret erkendelse af hvad relativitet egentlig betyder, -  for at sige det mildt.
Vi kan jo ikke undvære: ”en relativitetsteori”, - ISS test tvinger os til at revurdere hvorvidt det er "den rigtige" "model" vi har fat i. .

7
Naturvidenskab, matematik, fysik, kemi, biologi / Sv: Et Vink med en Gigantisk Kosmisk Vognstang
« Dato: 05, Januar 2019 - 22:47 »
Citat fra: Bent Andersen efter 05, Januar 2019 - 20:36
Det er ikke en "teori" men en "hypotese", uden i øvrigt at forholde mig til emnet.
En "teori" er det højeste man kan opnå indenfor fysik, det overgås kun af "bevis", som kun opnås i matematik.

Bare for at få begrebene på plads...
Relativitetsteorien, er vel en teori, - ellers skulle den havde heddet relativitetshypotesen.
Bemærk der foregår fortsat test, - dermed burde den gamle "teori" vel havde heddet;  relativitets-hypotese, - i og med at den endnu ikke endeligt bekræftet.
Hvad værre er:  hvad nu hvis nu den nye relativitets-hypotese, -  som du siger det er, - vælter en gammel "teori" af pinden, - er den nye hypotese så ikke bedre end en gammel "teori" ?
Er ikke lige så sikker på at de her begreber giver så meget mening.
Før eller siden er man nok nød til at forholde sig til det indhold du skriver du ikke har læst.
De målinger der sker nu på ISS vil ryste naturvidenskaben i dets grundvold. En enkelt påstand, let at forholde sig til, - hvis man altså vil.
Når ISS bevæger sig nordpå vil tiden gå hurtigere ikke langsommere. Her hjælper mere hokuspokus filosofi (som Universiteterne er overfyldt med ) nok ikke så meget


8
Naturvidenskab, matematik, fysik, kemi, biologi / Et Vink med en Gigantisk Kosmisk Vognstang
« Dato: 05, Januar 2019 - 18:09 »
Nogle vil måske blandt andet huske året 2018 der gik, som det år hvor vores solsystem fik besøg af Oumuamua  som iflg. et par Harvard forskere kan være sendt ind i vores solsystem af en ukendt civilisation.
Selvom mange andre forskere er uenige ser det ud til at forskere generelt set er enige om at  Oumuamua kom fra et andet solsystem.
Se denne video . https://www.youtube.com/watch?v=sef4YT2s6i4

Fremfor at turde sætte spørgsmål ved om der er noget overset og tilmed måske galt med vores paradigme, er det tilsyneladende mere populært (selv for verdens førende universiteter) at forføre verdens befolkning til at tro på noget mange må gennemskue som ren desperat hokuspokus.

Her på forum har jeg som de fleste ved igennem et par år fremført påstand om 2 ukendte kræfters eksistens

1.) - Dark Flow Accelerationen (DFA)
2.) - Relativistisk Modstand mod Bevægelse. ( RR) ( Relativistic Resistance Against Motion)


RR kan beregnes baseret på denne ligning

Disse 2 kræfter er modsætninger og udligner hinanden når den maksimale (mulige)  Dark Flow Hastighed er opnået.
Den maksimal mulige Dark Flow Hastighed er bestemt af DFA, og den udlignende modsatrettede faktor RR
Dette er illustreret ved billedet nedenfor, som også ses anvendt flere gange her på forum.


Dark Flow Retningen er som man også kan læse mange steder (også her på forrum) imod en sydlig retning. – Alt tvinges til at følge denne ”strøm”
Så længe Dark Flow Hastigheden følges udlignes de 2 kræfter RR or DFA. 
Men når noget bevæger sig modsat Dark Flow retningen, da nedsættes den ”absolutte hastighed” og dermed også RR.
Eller med andre ord; da vil DFA dominere.
Dermed opstår der en aktiv acceleration, (imod en sydlig retning) - eller det teorien kalder Effektiv Dark Flow Acceleration (EDFA), - som forhindrer et hvert ”flugtforsøg” fra Dark Flow Bevægelsen / Hastigheden.
Så langt var dette bare et par ord om den nord/sydlige bevægelse og acceleration. Men RR og DFA rækker langt længere end dette, ( bare lige for at have det på plads.. )

Den nye teori (MTR) er derfor egnet til både at forklare og for den sag skyld forudsige hvorfor og hvordan Oumuamua blev påvirket af en ukendt acceleration. 


EDFA er årsagen til Oumuamua's mystiske acceleration, - men også årsagen til Allais effekt, - Flyby anomalierne, - og selv årsagen til stjernernes hurtige kredsløbshastighed, men langt mere end det.
Se også linkene nedenfor.

Oumuamua er en meget lang asteroide der roterer på den lange side.  Vi kan derfor med god ret kalde den for en: ”gigantisk (vinkende) vognstang”

De 2 overfor nævnte kræfter viser i øvrigt at Oumuamua ikke kom fra et fremmed solsystem, og at den i øvrigt vil blive i vores solsystem, og igen en dag styrte ned mod os fra en nordlig retning. Dette er en simple konsekvens af de 2 kræfters virkemåde, og ikke en påstand der er opfundet til at passe til begivenheden, - men derimod noget alle har kunner beregne i årevis, baseret på det der er  skrevet i disse år, - også her på forum.

Læs alt om disse 2 kræfters indvirkning på vores paradigme, og i sær på relativitetsteorien her : Modified Theory of Relativity (MTR) http://pubs.sciepub.com/FAAC/4/1/4/index.html

Herunder så lidt tilfældige link som bare viser at universet er fyldt med bevis på at et paradigme i dyb krise.
Kort sagt; - Relativitetsteorien må modificeres fordi der skal tages hensyn til at Lorentz transformationen er et resultat af en process hvor rummets (elastiske) natur er involveret, og hvor en absolut bevægelses reference ramme er nødvendig.

I den nye (MTR) teori er det den absolutte mængde energi, herunder kinetisk energi, - potentiel gravitations-energi, - såvel nuklear energi (masse), - som sammen med rummets elastiske natur, -  indgår i en og samme transformations-proces, -  og hvor resultatet er proportionel transformation at både tidens gang , - fysiske størrelser (meterstokken) - og herunder også (at når energi øgningen skyldes øget absolut hastighed) også en proportional øgning af RR eller en reduktion, hvis det modsatte er tilfældet.

Relativistisk transformation kan kun kan forstås korrekt i en absolut energi-referenceramme, dette bliver krystalklart efter de test af relativitetsteorien som nu foregår på ISS er tilendebragt.
ISS bevæger sig i en tilstrækkelig nord/sydgående bane, til at vi opdager at tingene slet ikke er som vi troede.
Hver dag kan nyheden om relativitetensteoriens kollaps komme. Igen vil man se at denne teori ikke er en typisk add hoc hokus pokus løsning, men derimod en teori man kan regne med.

Vi vil se at tidens gang kun påvirkes i en absolut referenceramme, og ikke i små relative referencerammer, som troen er i dag. 
Eller med andre ord: påvirkning af at tidens gang, -  vil til tider være stik modsat det som relativitetsteorien forudsiger, herunder navnlig  når man bevæger sig modsat Dark Flow.

Jupiter’s Migration Miracle http://www.reasons.org/articles/jupiter-s-migration-miracle
Astrophysicists puzzle over planet that’s too close to its sun  http://articles.latimes.com/2009/aug/27/science/sci-planet27
Jupiter (and asteroid) may have once migrated closer to the Sun: https://economictimes.indiatimes.com/jupiter-may-have-once-migrated-closer-to-the-sun-scientists/articleshow/29601555.cms
Surprising Galaxy Evolution Trend Discovered | Video https://www.youtube.com/watch?v=RwdQbKufsDI
Saturn’s anomalous orbit flummoxes astronomers  http://arxivblog.com/?p=702
Planet X? New Evidence of an Unseen Planet at Solar System’s Edge  https://www.livescience.com/20583-planet-edge-solar-system.html   
Mysterious dance of dwarf galaxies may force a cosmic rethink  https://www.sciencedaily.com/releases/2014/07/140721100418.htm
The Pioneer Anomaly: an inconvenient reality or NASA’s 12 year misconception?  https://arxiv.org/abs/1307.0537
Dark Matter Mystery Deepens  http://esciencenews.com/articles/2011/10/17/dark.matter.mystery.deepens
Mysterious Sedna  https://science.nasa.gov/science-news/science-at-nasa/2004/16mar_sedna
Kosmisk model under pres   https://ing.dk/artikel/kosmisk-model-under-pres-efter-ny-viden-om-morkt-stof-123338
Enorm "struktur" kredser om Mælkevejen  https://natgeo.dk/rummet/enorm-struktur-kredser-om-maelkevejen
Cluster of Dark Matter Baffles Scientists  https://www.theguardian.com/science/2018/mar/28/galaxy-without-any-dark-matter-baffles-astronomers


9
Naturvidenskab, matematik, fysik, kemi, biologi / Sv: Allais Effekten Endelig Matematisk Forstået
« Dato: 09, Juni 2017 - 19:11 »
Så har teorien bestået peer review 

The cause of the Allais effect Solved  http://www.scirp.org/Journal/PaperInformation.aspx?PaperID=76756#.WTj0uz70Koo.facebook
Erratum to the cause of the Allais Effect https://www.scirp.org/Journal/PaperInformation.aspx?PaperID=77930
Extention to the cause of the Allais Effect http://pubs.sciepub.com/faac/3/2/3/index.html

10
Naturvidenskab, matematik, fysik, kemi, biologi / Sv: Måling af Henfald
« Dato: 23, Marts 2017 - 07:52 »

Det er det her der er det mystiske

http://physicsworld.com/cws/article/news/2008/oct/02/the-mystery-of-the-varying-nuclear-decay

11
Naturvidenskab, matematik, fysik, kemi, biologi / Sv: Måling af Henfald
« Dato: 21, Marts 2017 - 13:44 »
Ja der er faktisk årstidsbetinget anomali / variation på 1 %
Det er sku da mærkeligt.

Jeg fik dette svar på et engelsk forum, (det er jeg godt tilfreds me)

I am seeing there "Normalized Chlorine-36 counts".
 
Normalization in this context will mean process of dividing local quantity by average quantity.
Suppose so you have decays between 900 to 1100 per some period of time (second, day, year).
Average of it will be 1000. 900 divided by 1000 = 0.9. 1100 divided by 1000 = 1.1.
 
Some scientists are detecting change of rate of decay of unstable isotopes
http://physicsworld....-decay-on-earth

" In recent years, however, there have been suggestions that decay rates are not constant and are influenced by the Sun.

 In 2009, physicists from Purdue University in Indiana published a paper discussing unexplained annual fluctuations in long-term measurements of decay rates of silicon-32 and chlorine-36 at Brookhaven National Laboratory (BNL) in New York and radium-226 at the Physikalisch-Technische Bundesanstalt (PTB) in Germany. "


12
Naturvidenskab, matematik, fysik, kemi, biologi / Måling af Henfald
« Dato: 18, Marts 2017 - 18:13 »

Hvordan skal den vertikale linje i grafen forstås



http://wavewatching.net/2012/09/01/from-the-annals-of-the-impossible-experimental-physics-edition/

13
Naturvidenskab, matematik, fysik, kemi, biologi / Sv: Stråling
« Dato: 18, Marts 2017 - 14:37 »
Du kan også måle en svag strøm i radiatorer

14
Naturvidenskab, matematik, fysik, kemi, biologi / Sv: Allais Effekten Endelig Matematisk Forstået
« Dato: 08, Marts 2017 - 16:46 »
Lige en´"lille" opdatering, håper det er Ok det er på engelsk

ABSTRACT: An Anisotropic Dark Flow Acceleration can solve the cause of the Allais Effect.

KEYWORDS: Allais Effect. Anisotropic Acceleration. Dark Flow

I.INTRODUCTION
Since the first claims in the 1950s when it was described as an anomalous effect, experimenters using pendulums have sporadically noted slight deviations when an eclipse is underway. Economic Nobel prize winner Maurice Allais first reported his observations in 1954, when he noted that the pendulum in his Paris laboratory demonstrated a slight change in the precession of its plane of oscillation. Repeating his experiment in 1959, he obtained similar results. Numerous scientists have attempted to recreate his experiment with some claiming success and others reporting no changes to the pendulum movement. [1]
Unfortunately, no theory has ever been able to explain why some solar (and lunar) eclipses disturb different kinds of pendulums, why it only happens sometimes and why the effect is sometimes delayed and sometimes happens before the eclipse, neither why different pendulums are sometimes able to measure the effect and gravimeters only very weakly or not at all. These days in darkness have now come to an end, and all these questions have now been answered.

ANISOTROPIES DARK FLOW ACCELERATION
An Anisotropic Acceleration can now be mathematically proven.
In order for a significant anisotropic acceleration to be measurable on Earth (e.g. with a gravimeter or various pendulums), requires specific conditions to be present.
It is somewhat similar to the situation that it is also impossible to measure the acceleration of Earth’s orbit acceleration from Earth (given that everything on Earth is part of the same acceleration frame of reference). 
However, there is an indirect method of measuring Dark Flow Acceleration (in short DFA), which is the same force / acceleration responsible for the Allais Effect [1]


The following are required:
1. The Earth must accelerate slightly opposite to DFAD, (towards north) and the cause of the acceleration must be due to the force of gravity of the Moon. 
2. A testing body on Earth (able to interact/measure DFA) must be (more or less) unaffected by the force accelerating Earth’s opposing DFA.
3. The rotation of the earth must bring a measurement device to the best possible position whereby the test-body (of the measurement device)  (more or less) can interact with the exposed DFA.
4. The pendulum must swing east-west not north-south.
5. Relative fast and suddenly change of the DFA exposure must be at present for gravity measurement results to be significant / convincing. (Pendulums are more sensitive, and therefore better device to use)

These requirements allow a testing body to be exposed for DFA, whereby anomalies can be measured.

First at all a few words about Dark Flow;

Two independent observations and measurements based on NASA and ESA research have confirmed that Dark Flow could be true, [2] and [3]
According to a NASA team led by Alexander Kashlinsky:
The Dark Flow Direction is directed towards the area between Hydra, Vela and Centaurus
According this new theory (presented here) the DFA direction is today straight south relative to the ecliptic

Numerous Allais Effect research measurements during the decades have shown that an unknown force (at the minus 7 scale) is occasionally exposed by a solar eclipse. Recently, this force has also been measured by lunar eclipses.   Sometimes the effect is weak, sometimes strong, and sometimes no effect has been measured. Now, for the first time ever, a new theory can explain and mathematically prove exactly why these phenomena have been so mysterious.


The crankshaft responsible for these phenomena is the motion of the Moon.
Sometimes the Moon is situated above the Earth, sometimes below.

Due to mass attraction between Earth and the moon, Earth is sometimes periodically accelerated slightly upwards or downwards on what is here called a Dark Flow Acceleration Axis.

Solar Eclipse (as well as Lunar Eclipse) are perfect occasions, where the slightly upwards or downwards acceleration of the Earth undergoes remarkable changings. This is why eclipse is perfect occasions where the exposure of DFA can happens for short time periods.



Fig.3 The illustration shows a solar eclipse where the moon is located 1500 km higher relative to a parallel, linear line, ‘X’, between the Sun and Earth. This corresponds to approx. 0,35°. In that way, the Moon’s acceleration due to gravity pulls the Earth in the northern direction with an acceleration which can be calculated by GM/r2 d ( 7,35e22*6,67e-11/3800000002 ) divide with 90° = 0.00000037m/s2 (or 37 μGal,  per 1°)

•Testing body A (see illustration) will therefore not be directly affected by the upwards pull from the Moon, but only indirectly effected by the Earth’s upward acceleration, -  and is thus exposed to influence by DFA, so soon this body not is connected with earth.
•On the other hand, testing body B (near the Equator) will be in almost in the same frame of reference as the accelerating globe and will therefore be much weaker exposed to DFA. (because testing body B is also pulled upwards by the Moon)
•Testing body D (and others located south of B) is not exposed to DFA influence at all, as these testing-bodies are all accelerating upwards, pulled by the Moon.
•Testing body C is fully affected by the upwards acceleration of the Earth (in the same acceleration reference frame) and is therefore not exposed to DFA.
•Testing bodies located between A and up towards C will gradually be more affected by the Earth’s upwards acceleration and will therefore also be poor testing areas for detecting pendulum anomalies.

Now let’s try to test this theory in reality based on all the Allais Effect measurements that have taken place during the decades.


Allais, unpublished note of 10 November 1959,
Movement of the paraconical pendulum and the total solar eclipse of 2 October 1959

Common for the 2 Solar Eclipses measured by Marius Allais in 1954 and 1959: at the time when the Allais Effect was detected, the Moon was about 4000 to 5000 km above the Sub Solar point. This means that at both of these events, the Earth was accelerating upwards during the periods of solar eclipses. Thus, DFA was exposed. Another common is that the measurements took place in France both years. [1]


1954, 30 June - measured in France
The Moon was at the solar eclipse about 1.5° (6000 km) above the Sub Solar point. This corresponds to an upwards acceleration of the Earth at 50μGal.
But at the same time, the Moon was also 0.5° above the measurement position (in Paris). This corresponds to an upwards acceleration of the test body at 15μGal.
The magnitude of the exposed DFA able to effect the test body at that time of the day must therefore have been a total of 50μGal, (minus 15μGal) = 35μGal. [1]




1959, 2 October - measured in France
On that same day, Marius Alias also took measurements in Paris and detected the Allais Effect.
This measurement was taken in the autumn where the tilt of the axis of the Earth had brought France and therefore the measurement device about 3000 km further north compared to summer on the northern hemisphere.
The best possible measurement result must be expected when the test body can ‘disconnect’ from earth’s upwards acceleration. This is possible when the DFA interaction axis and the DFA axis are parallel (and the pendulum is swinging in the direction east-west). This negative effect (due to the bad interaction axis) is the cause of the effect measured in 1959 being weaker compared to 1954.  The conclusion is therefore that the bad DFA interaction axis is a stronger negative effect compared to the 15μGal upwards acceleration of the test body in 1954. [1]



1970, 7 March, measured in the USA
Allais Effect was confirmed; The Moon accelerating Earth upwards, DFA exposed.



1974, 20 June, measured in Perth, Australia
The Allais Effect was measured, but no anomaly was detected, obviously because Earth was accelerating downwards as did the test body on the southern hemisphere. [1]



1980, August, measured in Peru
The Allais was measured but not confirmed. The Moon is below the Sub-Solar point, and thus there was no upwards acceleration of Earth, hence no exposed DFA. [1]



1990, 22 July, measured in Finland
Only a weak Allais Effect might have been measured in Finland. This is as expected. [1]



1991, 11 July, measured in Mexico
The Moon and the test body were in the same acceleration frame of reference, hence no DFA was exposed, and no Allais Effect measured. [1]



1994, 10 May, measured in Canada
Gravity measurements confirmed the Allais effect, but the result was very week. This is also as expected. The weak result is due to the bad DFA interaction axis. [1]



1995, 10 October, measured in Northern India
The Allais Effect was measured and confirmed by chance. The Allais Effect was measured a few hours before the maximum eclipse took place. The Moon was above the Sub Solar point, and DFA was therefore exposed. [1]



In the early morning of 24 October 1995, a gravity measurement was taken for oil exploration purposes in northern India when by chance the Allais Effect was measured (12μGal). What we see here is that in the morning, northern India is brought just above the Sub-Solar point whereby a test-body (in Norther India) thereby immediately exposed to DFA. Also notice that the DFA interaction axis was parallel to the DFA axis (see the red arrow).. Both of these factors are perfect for measuring a gravitational anomaly connected to the Allais effect. [1]


1997, 9 March, measured in Northern China
Similar Allais Effect measurements were taken in northern China, but this time only showing an anomaly at 6μGal. The cause of the weaker result (compared to North India) obviously is the different angle of the DFA interaction axis relative to the DFA vector. [1]


1999, 11 August, measured in Austria & France
This eclipse was perfect to detect and measure the Allais Effect, but unfortunately not with gravimeters. Suddenly exposed DFA is required in order for the gravimeter to detect the Allais Effect (similar to what was seen in Northern India in 1995) . If no sudden changes take place, it is very difficult to distinguish whether the Allais effect was involved or not. The Allais Effect was confirmed by using pendulums by this eclipse. This result is as expected. [1]


2001, 21 June, measured in Zambia
This eclipse took place too far to the south, no upwards acceleration of the Earth was taking place, and the measurement in Zambia therefore did not confirm the Allais effect. [1]



2003, 31 May, measured in Romania
The Allais Effect was confirmed. The upwards acceleration of the Earth is stronger than the upwards acceleration of the test body when the eclipse took place whereby DFA is exposed and Allais Effect was measured. [1]


2005, 8 April, measured in Panama & Romania
The Earth was accelerating downwards due to the pull from the lower Moon whereby DFA was not exposed. Therefore, no Allais effect was measured on the day of the Eclipse in Panama where measurements were taken.

On the other side of the Earth, in Romania, a paraconical pendulum and a conical pendulum were affected, but the test bodies in Romania were disturbed (periodical accelerating downwards) due to attraction from the Moon. Therefore, a well-known force (the Moon) affected the Pendulums in Romania and not the Allais Effect.


2006, 29 March, measured in Turkey
The Allais Effect was properly confirmed by gravity measurements. Aperiodic oscillations in tilt were recorded at the two locations on the center line. These may be related to the eclipse phenomenon. [1]



2006, 22 September, measured in Bulgaria
The Earth was accelerating downwards due to the pull from the lower Moon whereby DFA was not exposed. Weak disturbances were detected in Romania. The situation is similar to a measurement the year before (8 April 2005) explained above. [1]



2008, 1 August, measured in Romania and Ukraine
The Allais Effect was measured at both locations mentioned above, but the Allais Effect was several hours delayed. This was due to the fact that when the eclipse took place, the test body was too strongly effected by upwards acceleration towards the Moon. Several hours later, the Moon had moved further south, and the test body further west. After these few hours, the test body was no longer affected by upwards acceleration, but the Earth still accelerated upwards due to the higher position of the Moon. Therefore, the DFA was exposed, and the Allais Effect could be detected after a few hours of delay. [1]



2009, 26 Jan, measured in Romania and Ukraine
At the time of the day when the eclipse took place, the Moon was below the Sub Solar point, therefore accelerating downwards, and therefore no exposure of DFA took place. 
A relatively much stronger downward acceleration was exerted on the test bodies (in Romania) compared to the downwards acceleration of the Earth. Both of these accelerations were caused by the low Moon. Therefore, the downwards acceleration on the test bodies was not caused by the Allais effect but rather by the low Moon, and the Allais Effect was not confirmed that day. A low moon is strong enough to affect various kinds of pendulums ‘anomalies’. [1]



2009, 22 July, measured in China
The Allais Effect was measured in China. The Allais effect was confirmed. This is as expected.
The effect was relatively weak due to the fact that the Moon is not very much higher than the Sub solar point. [1]



2010, 11 July, measured in the USA
On that day, the DFA was not exposed anywhere on the planet, and no Allais Effect was confirmed. [1]



2011, 1 June, measured in Romania
The Allais Effect was confirmed (measured on the night side of the planet).
This is also as expected since the DFA was exposed due to the upwards acceleration of the Earth.
Notice that Romania at that time was about 5000 km further north compared to the Sub Solar at the Sun side of the Earth. The reason obviously is due to the axis tilt of the Earth. Because of that, the test body was influenced by the upwards acceleration towards the Moon to a much weaker degree compared to the Earth, and therefore - to a certain degree - free to interact with the exposed DFA. [1]



2017, 1 August
The coming solar eclipse has several advantages. 1.) The DFA Interaction axis is almost completely parallel to the DFA axis. The moon is situated high enough on the northern hemisphere to exert large, upwards acceleration, and probably also to expose the full potential of DFA. This will be one of the best, or most likely the best, solar eclipse to measure the Allais effect in decades. The best place to measure is more or less right under the Moon. The further north or south from the solar eclipse that measurements take place, the weaker we must expect anomalies to be. 

Due to the tilted rotation axis, it mainly the rotation of the earth that brings a test body to the best possible DFA exposed position. The best exposed DFA position is most of the time right under the Moon or near the Moon. The upwards or downwards motion of the Moon is important as well. Both these factors contribute to speeding or delaying the time where the Allais Effect can be measured.

On the day of the eclipse (the USA, August 2017), the Moon will move downwards, and at the same time, the test body will move slightly upwards due to the rotation and axis tilt of the Earth.  This means that the exposed DFA will not suddenly vanish, and we should therefore not expect a very sudden change of the DFA exposure. Therefore, a gravimeter will not be the best device to measure the exposed DFA.

It is now easy to predict that measurements taken at position M1 and M2 must be expected to be significantly weaker than measurement taken at position M. But really to understand the Allais effect measurement taken many different places in northern American will be important the 1 of August 2017.  This is the only way. 

CONCLUSION
Several evidence (included Dark Flow) are pointing to that an anisotropic acceleration (and motion) of (at least) a large part of the Universe is a reality. Although one might think that such significant acceleration is utopian, because everything then must reach the speed c, - keep in mind that we also know that it requires ever more energy to maintain constant acceleration (in empty space).  There may very well be some few more lessons to learn.

REFERENCES
[1] Allais Effect Measurement Listed: http://www.science27.com/allais

[2] F. Atrio-Barandela1 , A. Kashlinsky2 , H. Ebeling3 , D. J. Fixsen4 , D. Kocevski5., “Probing the Dark Flow signal in WMAP 9 yr and PLANCK cosmic microwave background maps.”  arXiv:1411.4180v2 [astro-ph.CO] 22 Jul 2015

[3] A measurement of large-scale peculiar velocities of clusters of galaxies: https://www.researchgate.net/publication/1775888_A_measurement_of_largescale_peculiar_velocities_of_clusters_of_galaxies_Technical_details[/quote]

15
Naturvidenskab, matematik, fysik, kemi, biologi / Sv: Relativitetsteorien Falder i 2016
« Dato: 20, Oktober 2015 - 17:55 »
Jeg sad netop og regnede lidt mere præcist på forudsigelsen om at Relativitetsteorien falder fra hinanden i år..
Det er skrevet ind i denne artikel (på engelsk) http://science27.com/paper.pdf

Lad mig gengive essensen her

Prediction.
The magnitudes of these anomalies depend on true absolute speed (relative to the DFA axis).
For example, based on e.g. 7.66 km/s (which applies to ISS), the maximum resistance can be calculated to a factor = 3E-10 m/s. and for Near (speed 12.739 km/s) = 9E-10m/s. 

Special Relativity (SR) can only be correct when understood in an absolute Dark Flow motion reference frame.  Motion opposite Dark Flow will reduce RR. Of course, this also means that time will go faster when moving opposite DFA.

In 2016, it is planned that the ISS will be equipped with advanced testing equipment [8].
We will then realize partly that Special Relativity can only be understood in an absolute Dark Flow reference frame, and also that we do in fact face predictable evidence showing that Dark Flow is real. And furthermore that the results of ISS measurement should be significant enough also to reveal that Relativist Resistance is matter of fact.


ISS – Kinematic Time Dilation..  (orbit aligned with the dark flow inclination)
If we assume the ISS would follow an orbit aligned to the ecliptic south / north (dark flow) axis, deviation from the time dilation predicted by special relativity (during one ISS orbit) can be calculated as follows;

The ISS orbital period = 5561 second. A quarter of that period (1390 second) the ISS will gain time due to gradually slower absolute dark flow speed. When starting at ‘X’ (see fig11) the speed opposite dark flow, will be zero (seen from Earth), and from here increase until the dark flow speed is reduced with 7660 m/s at point ‘Z’.

The average Lorentz factor for this period (based on integral calculation) is factor 5,91e-11.  If multiplied with 1390 second, - we get 8,2e-8 second.  Because there are 2 periods the ISS will gain total 1,6 e-7 second during g these 2 periods. This represents the total gain of time, compared to a clock on earth.

The exact same principle applies for loss of time during the same two periods. This means that the gain and loss of time dilation for these 2 periods will cancel out. Or shortly spoken all what is left is to conclude is that we will see no kinematic time dilation during these 2 periods the ISS moves from X to Z, and also not when ,moving from Z to Y (provided the orbit inclination is precise aligned with the dark flow axis). Therefore (since this only apply for the half orbit) in such case we will only measure 50% of the kinematic time dilation predicted by special relativity. 

But the inclination of the ISS is not aligned with the dark flow axis, but between 20 and 25° inclined relative to that axis, therefore in reality we shall instead expect to measure nor only 50% but rather 75% of the kinematic time dilation predicted by special relativity. (Further calculations will follow to demonstrate this.)
Off course the same principle applies for all kind of orbit, and also the Galileo 5 and 6 satellites now dedicated for scientific test..

Galileo 5 & 6 Kinematic Time Dilation   (orbits aligned with the dark flow inclination)
If we assume a Galileo 5 and 6 satellite would follows orbits aligned to the ecliptic south / north (dark flow) axis, - deviation from the time dilation during one Galileo (5 and 6) satellite orbit can be calculated as follows:

The orbital period = 46800 second. A quarter of that period (11700 second) the ISS will gain time due to gradually slower absolute dark flow speed. When starting at ‘X’ (see fig11) the satellite speed opposite dark flow, will be zero (seen from Earth), and from here increase until the dark flow speed is reduced with 3800 m/s at point ‘Z’.

The average Lorentz factor for this period (based on integral calculation) factor; 2,74e-11. 
If multiplied with 11700 second, - we get; 3,21e-7 second.  Because there are 2 periods the satellites will gain total 6,41 e-7 second per during g these 2 periods. This represents the gain of time, compared to a clock on earth.

The exact same principle applies for loss of time during the same two periods. This means that the gain and loss of time dilation for these 2 periods will cancel out. Or shortly spoken all what is left is to conclude is that we will see no kinematic time dilation during these 2 periods the satellites moves from X to Z, and also not when ,moving from Z to Y (provided the orbit inclination is precise aligned with the dark flow axis). Therefore in such case we will only measure 50% of the kinematic time dilation predicted by special relativity

Galileo 5 & 6 Kinematic Time Dilation  (orbit 45° inclination relative to the dark flow axis)
If we assume a Galileo 5 and 6 satellite would follows orbits 45° inclined relative to the ecliptic south / north axis, deviation from the time dilation during one Galileo satellite orbit can be calculated as follows:

The orbital period = 46800 second. A quarter of that period (11700 second) the ISS will gain time due to gradually slower absolute dark flow speed. When starting at ‘X’ (see fig11) the speed opposite dark flow, will be zero (seen from Earth), and from here increase until the dark flow speed is reduced with 3800 m/s at point ‘Z’.

Let’s assume the orbit altitude speed and time is the same as calculated above, again we have 2 period duration of 11700 s.
The max speed opposite dark flow is now only;  3800m/s/2 = 1900 m/s  (because of the 45° inclination)
The average Lorentz factor can (based on integral calculation and based on the speed 1900 m/s) be calculated to =6, 32e-12, -per period, and thus; -  2 period *11700 second * factor 6, 32e-12 = 1,48e-7 s.

The require time dilation to cancel out the SR effect for these 2 periods was (above) calculated to 6,42 e-7 s.
But now we have only an average calculated to be 1,48e-7s. This is only 23% compared to before, and therefore this time we shall only expect the half of that (11,5%) deviation from the predicted SR effect, based on one complete satellite orbit. Which mean the kinematic time dilation predicted by SR is now; - 88, 5% correct.

Galileo 5 & 6 Kinematic Time Dilation   (orbit 22,5° inclination relative to the dark flow axis)
In the same way we can calculate the effect when the inclination is 22,5° (and therefore the true speed opposite dark flow 2850 m/s) , - the average Lorentz factor is now 1,5e-11 = time gain of;  3,51e-7 s. for 2 periods. Compared to 6,42 e-7 s. - which mean that the SR prediction is now 27,5% off, or only; - 72,5% correct.

Sider: [1] 2 ... 8