Vis indlæg

Denne sektion tillader dig at se alle indlæg oprettet af dette medlem. Bemærk at du kun kan se indlæg der er oprettet i områder du i øjeblikket har adgang til.


Emner - HVH

Sider: [1]
1
Naturvidenskab, matematik, fysik, kemi, biologi / Årsagen Til Global Opvarmning Opklaret
« Dato: 02, August 2024 - 17:24 »
SOLVINDSTEORIEN
Man skal være forsigtig med, at den nuværende stærke tro på CO2-teorien ikke bliver så dominerende, at man glemmer at forholde sig kritisk til, om det faktisk er den rette teori.
Der er utvivlsomt påvist betydelige korrelationer mellem Solens aktivitet og klimaændringer.
Denne korrelation er central i teorien kendt som solpletteorien. Dog har der i de sidste fire årtier været manglende korrelation over en relativt kort periode.
Hvilket må betyde at teorien må mangle noget, uden at denne manglen ugyldiggør at solens aktivitet i store perioder har spillet er vigtig rolle. 

Der er behov for en ny teori, som inddrager både Solens aktivitet såvel som alle andre korrelerende faktorer, der er blevet påvist gennem tiden. Der er gennem tiden påvist korrelationer mellem følgende faktorer:

1. Solaktivitet og Jordens atmosfæriske temperatur (periodevis).
2. Jordens dipolmoment og nedbør ved ækvator.
3. Jordens atmosfæriske tryk og Jordens dipolmoment.

Når man sammenholder alle disse korrelationer der har været  herunder også i relation til historiske varme- og kuldeperioder, som mange mener ikke er fuldt forstået i forhold til årsag og virkning, er det velunderbygget at konkludere, at der mangler ny viden.

Den eneste mulige årsags-virkningsmekanisme, hvor alle de nævnte korrelerende datasæt kan sameksistere, er, at solvindens magnetfelt samt dets interaktion med Jordens magnetfelt rummer nøglen til at afkode klimamysteriet.
Solvinden trækker et magnetfelt efter sig, men vores viden om, hvad et magnetfelt dybest set er, og hvordan det interagerer med rummets egenskaber, er meget begrænset og kun overfladisk forstået.
Inden for naturvidenskaben har man i længere tid anvendt elastiske begreber, såsom at magnetfeltlinjer strækkes, brister og vrides, for at forstå de specifikke egenskaber ved magnetiske fænomener.
Det er velkendt, at udtryk som "magnetfeltlinjer" er imaginære konstruktioner, der er nødvendige for at beskrive magnetfelters elastiske natur og struktur, selvom de præcise underliggende mekanismer ikke er fuldt ud forstået. Derfor bør det ikke komme som en overraskelse, at de magnetiske egenskaber, vi kender, ikke nødvendigvis er særskilte fænomener med egne elastiske egenskaber.

Magnetfelter kan derfor meget vel anskues som kraftpåvirkninger i rummets elastiske struktur, snarere end uafhængig elastisk fænomen.
I et nødvendigt konceptuelt skift følger de elastiske karakteristika med og indikerer, at rummets elastiske struktur kan strækkes, bøjes og briste i overensstemmelse med de magnetiske egenskaber, vi allerede kender til. Dette indebærer også, at et magnetfelt må være rummets elastiske densitet i bevægelse..

Det er velkendt, at solstorme styrker Jordens magnetfelt, hvilket indikerer, at solvindens magnetfelt og Jordens magnetfelt kan interagere.
Det mest sandsynlige område for denne interaktion er i atmosfæren  under den sydlige hemisfære, hvor Jordens og Solens magnetfelter strømmer i samme retning..
Når et magnetfelt i virkeligheden blot beskriver elastiske egenskaber ved rummets struktur, er det problemfrit at inddrage hele Jordens atmosfære i de konsekvenser, der er ved, at solvinden har indflydelse over Jordens magnetfelt og dermed underforstået over Jordens atmosfære. .
Dette medfører, at proportionalt med  af solvindens intensitet påvirkes både  Jordens magnetfelt såvel som hele atmosfæren.
Det er kendt viden, at solvindens magnetfelt strækker Jordens magnetfelt langt ud i rummet på Jordens natside.

Solvinden vil derfor hver nat løfte Jordens atmosfære en anelse og dermed ændre det atmosfæriske tryk på natsiden i lidt højere grad, end kendte mekanismer kan forklare.

På grund af Jordens rotation vil atmosfæren bevæge sig til dagsiden, hvor den frigøres fra solvindens træk, og hvor atmosfærens indhold har opnået større potentiel gravitationsenergi, som senere kan frigøres som kinetisk termisk energi, blandt andet i form af nedbør.

Variation af den kinetiske termiske energi, der dagligt tilføres Jordens atmosfære, afhænger derfor dels af solenvindens intensitet og dels af, hvor meget Jordens magnetfelt kan modsætte sig solvindens dominerende træk i Jordens magnetfelt og dermed træk i atmosfæren. Jo mere solvinden kan løfte Jordens atmosfære, jo mere vil solvinden bidrage til temperaturstigninger.

I de senere årtier har vi set en markant svækkelse af Jordens magnetfelt, som netop er sket proportional med stigningen af den atmosfæriske temperatur. 
Det betyder, at Jordens magnetfelt i mindre grad kan modsætte sig solvindens dominans, og derfor løftes atmosfæren til større højder end tidligere, hvorved styrken på Jordens magnetfelt også er en  faktor medansvarlig for stigende global temperatur.
Dette er den eneste teori, som kan rumme alle de korrelerende faktorer, der er påvist gennem tiden.

Det må da være bemærkelsesværdig at den helt samme røde tråd, - hvormed det menes: rummets elastiske egenskab - der for mange år siden viste at kunne løse de helt store kosmologiske udfordringer, såsom årsagen til mørkt stof, mørk energy kinematiske anomalier,  og langt mere, nu også viser sig er den præcis samme røde tråd som enkelt og problemfrit løser årsagen til hvor tids største udfordringer.

Senere kommer der ern lidt mere udførlig version af teorien, som dog PT kun er en Beta version.
PDF var desværre for stor og kunne ikke vedhæftet, så det blir nok et link i stedet.
I denne findes der også en matematisk beregning der viser hvor meget rummet påvirkes.

2
Naturvidenskab, matematik, fysik, kemi, biologi / Modificeret Relativitetsteori
« Dato: 07, August 2020 - 09:37 »
Rummets Natur
I henholdt til den generelle relativitetsteori (GR) krummer rummet.
Begrebet ”krumt rum” er selvsagt en matematisk underbygget abstrakt påstand, men også en påstand svært (umuligt) ”rigtigt” at visualisere. 
Fordi hvad er krumt rum egentligt?
Hvad består det af?
Hvad er beviserne egentlig for denne ”egenskab”?
Vi har med at fænomen at gøre som er:  ”ikke fysisk”, - og som tiltros besidder en fysisk lignende egenskab.

Selvom Relativitetsteorien har haft stor betydning, - er der til trods flere åbenlyse svagheder, som man ikke må være blind for.
Einstein har på glimrende vis fremført en række tankeeksperimenter og forklaringer der viser at forskellige observatører må opfatte tid og afstande forskelligt, - men fortsat mangler vi at forstå hvilken fundamentalt årsags-virkning proces, der er ansvarlig for de matematiske paradokser der i slutten af 1800-tallet blev udledt af Lorenz Transformationen (og som Einstein byggede sine postulater på). 
For eksempel: hvad er årsagsvirkning-forholdet til at et ur påvirkes af tyngdekraft eller hastighed. 
Det er jo ikke tilfredsstillende blot at konstatere / påstå at:  ”sådan er det bare”.
Der er et af flere ”missing links” i den herskende teori. 
Men blot ved at justere en smule ved det gamle udtryk at ”rummet krummer” (omkring masse) og udskifte dette med et andet abstrakt udtryk, der til forveksling ligner det gamle, nemlig at: -  ”rummets elastiske natur absorberes” (af masse), - og dermed at rummets struktur i virkeligheden - ”stækkes” – ind mod masse, - da  tegner der sig hurtigt et nyt verdensbillede, som fortsat ligner det gamle, men som har  nye egenskaber og en lang række nye konsekvenser , hvoraf nogle er fuldt muligt og tilmed enkle at teste videnskabeligt. 

Uløste mysterier.
• På den ene side har GR bevist sin værd mange gange, men på den anden side kan GR ikke forenes med kvantemekanikken. Se for eksempel kort video her:  Problems with Einstein's General Theory of Relativity https://www.youtube.com/watch?v=_mQhZB5lmvk
Dette sigers at være den største udfordring i naturvidenskaben.
• Flyby anomalier, (betyder rumsonder som ikke altid følger de forventede baner som de skal i henhold til GR).
Også disse uoverensstemmelser har ført til mistanke til at relativitetsteorien måske ikke er den rigtige teori, eller ufuldstændighed(er) i teorien.
• Heller ikke meteoren Oumuamua fulgte den forventede bane omkring solen som den skal i henhold (GR).
Oumuamua viste væsentlig stærkere anomali relativ til Flyby anomalier. Begge anomalier kendetegnes ved kinetisk energiforøgelse som det nærværende paradigme ikke kan gøre rede for.  En Modificeret udgave af Relativitetsteorien (MTR) som præsenteres her, viser i det følgende en fælles årsag til begge anomalier.

En Modificeret Relativitets Teori har set dagens lys
MTR betyder: Modified Theory of Relativity.  Teorien er skrevet på engelsk, - engelske forkortelser bevares derfor her.
Teorien løser en lang række mysterier ud over dem som allerede nævnt overfor. Herunder utrolig nok også mysterier som for eksempel årsagen til såkaldt:  Mørk Stof, - eller hvorfor en lang rækker kvasarer afslører symmetrisk kredsløbs inklination. Se her https://www.eso.org/public/news/eso1438/
Listen over mysterier som MTR-løser er meget længere, men fremfor at fortabe sig i detaljer, er det denne artikels mission at tager læseren med så direkte som muligt til noget som man kan kalde:  ”bevisets stilling”. - Det kan godt indledningsvis synes lidt langtrukket abstrakt, men det er anstrengelsen værd at løbe planken hele ud.

MTR kan bevises, - endda relativ enkelt (og billigt) i og med at MTR også løser det gamle Allais Effekt mysterium.
Specifikt Løsningen af Allais Effektens mysteriet, åbner for en helt ny type målemetode der i den grad revolutionerer dette relativ tilsyneladende lille uopklarede mysterium. Men Allais Effekt repræsenterer langt mere end nogen har turde tro, og er derfor nøglen til og startskuddet til et helt nyt kapitel i videnskabens historie, som uundgåeligt ender med at gennemtvinge en modifikation af relativitetsteorien.

Både MTR og den herskende relativitetsteori tager afsæt i Lorentz Transformationen. 
Derfor er det matematiske grundlag for både den gamle og den modificerede teori stort set det samme, men dog ikke altid helt ens.
MTR tager et skridt videre ved at påstå at rummet ikke bare ”krummer” men derimod at denne deformation af rummet sker fordi rummets natur er elastisk, og fordi stof absorberer denne elastiske ”substans”, som vi kalder rum. 
Dermed er der skabt en forbindelse mellem stof of rum som årsags-virkning forklarer tyngdekraftens natur, omend denne (lige som hen herskende teoriens tilgang) grundlæggende set er abstrakt.
Den elastiske forbindelse som rummet udgør, betyder at tyngdekraften således fortsat en kraft, helt som Isac Newton mente. Mørk energi bliver derved ganske automatisk ret enkelt det modsatte af tyngdekraft, - nemlig frigørelse af absorberet rum, og således egentlig et ”bevis” for at et tidligere Universe eksploderer i et Big Bang.

MTR påstår at en masses samlede energi, som består af både den stærke kernekraft, potentiel gravitations energi såvel som kinetisk energi – indgår i en og samme kerne proces, hvor den totale energi sammen og elastiske rum omdannes til masse, og hvorved den totale mængde af (lokal) energi, er ansvarlig for Lorentz Transformations deformation af både: - tid, - rum, - afstande, - såvel som meterstokkens proportionale deformation.

Det nye er at proportionalt med tidens og afstandes deformation sker der også en transformation af den lokale meter-stok. Dermed inddrages stof i Lorentz Transformationen, hvormed MTR koges ned til en teori der i stedet for burde kaldes en realitetsteori. Transformation sker som følge af ændring i den potentielle gravitations energi, - eller ændring af den kinetiske energi. I begge tilfælde vil der i den nye tolkning af (GR) og Speciel-Relativitetsteori (SR) ske en fuldstændig altomfattende transformation (sammentrækning eller udvidelse) af alle aspekter der indgår i en lokal referenceramme, - hvor både tiden og meter-stokken begge er proportionale transformations-faktorer. Den bagved liggende egenskab der muliggør lokal altomfattende transformation, er rummets elastiske egenskab.

MTR gør op med ideen om at der ikke findes en absolut bevægelses-referenceramme.   
En absolut bevægelses referenceramme findes, og er altid relativ til absolut hvile.   
I kosmisk perspektiv skal begrebet kinetiske energi dermed omfortolkes fordi at bevægelse i rummet kan enten øge eller reducere et objekts samlede energi, afhængig af bevægelsesretningen.  Et eksempel på dette er et objekt der kolliderer med Jorden. Set fra et begrænset perspektiv er det objektet der kollidere med Jorden. Men set fra et bredere perspektiv er man nødt til at se tingene helt anderledes.
Sand energiforøgelse er kun sandt relativ til en absolut bevægelse referenceramme.   Rent praktisk betyder det at kun når den sande absolutte bevægelse øges (eller reduceres), kun da sker der også en energiændring i den proces der er ansvarlig for Lorentz Transformationen. At vi aldrig helt har forstået transformationsprocessen, er fortsat uden afgørende betydning.

Relativistisk Modstand mod Bevægelse (RR)
I og med at rummets elastiske natur er involveret i Lorentz transformations-processen, og i og med at rum og stof er elastisk forbundet, da vil enhver (sand) kinetisk energiøgning også betyde en større absorbering af rum, og dermed at stof/masse involverer sig dybere i det omgivende elastiske rum. 

Rummets elastiske natur vil som ”modsvar” til et objekts kinetisk betingede absorbering af elastisk rum, - resultere i et nyt begreb som kaldes ”Relativistisk Modstand mod Bevægelse”.  (”Relativistic Resistance”) - ( RR)

(Samtidig ses ligningen for fysisk transformation)

Med andre ord: rummet udøver elastisk modstand mod den yderligere absorbering af rum (masseøgning) der følger som en konsekvens af (sand) absolut hastighedsøgning.
RR øges derfor ved hastighedsøgning imod enhver retning hvor den (sande) kinetiske energi (KE) øges. 
Er det derimod det modsatte der sker, - altså bevægelse der reducerer den absolutte hastighed, - da vil objektet i stedet frigøre absorberet rum, - og derved i ganske svag grad bidrage til den såkaldte mørke energi (forudsat at der ikke sker en tilsvarende øgning af potentiel gravitations energi).
Sand kinetiske energi (bevægelse i rummet) kan kun opretholdes så længde en kraft kompenserer for RR påvirkningen.  Ændring af både den potentielle gravitationsenergi (PGE) såvel som af KE medfører begge Lorentz Transformation.  I naturlige kosmiske sammenhænge udligner KE og PGE som regel hinanden, hvorved energi der vindes og tabes som regel udligner.

RR var årsagen til Pioneer 10 og 11 rumsondernes deceleration.
To NASA-team der undersøgte fænomenet, var fundamentalt uenige om årsagen til denne anomali. Verden valgte uheldigvis at tro kun på det andet team, frem for det første, og dermed på at mysteriet var løst. (Verden vil bedrages)
Læs disse to artikler
https://arxiv.org/abs/1307.0537
https://www.scienceforums.net/topic/79814-pioneer-anomaly-still/

Allais Effekt, nøglen til et nyt paradigme
Som nævnt er Allais Effekten nøglen til at kunne bevise denne måske lidt trivielle lange række af abstrakte påstande, som rigtignok ser ud til ikke at ville tage nogen ende, (i og med den ene konsekvens river den næste med sig)
Sagen er tilmed den at der også findes en Anisotropisk Acceleration (Dark Flow Acceleration herefter DFA) i en retning cirka 70 grader (+/- 5°) sydligt relativ til ekliptika.  I og med at DFA og RR er modsætninger kan der kun opnås en bestemt hastighed, hvorefter de to kræfter udligner hinanden.  DFA og RR udligner hinanden så snart at dark flow hastigheden, (600 km/s) er opnået.  Derfor er reel flugt fra DFA umuligt. Forsøg på ”flugt” bliver kun kortvarig, og heri ligger så kimen til at forstå en lang række uløste mysterier, som for eksempel: såkaldt Mørkt-Stof, men også mystiske kredsløbs anomalier, inklinations anomalier som nævnt overfor, herunder også det mystiske mønster vi ser i eget solsystem, som en ikke eksisterende såkaldt planet X har fået skyld for, - men langt mere end det.

I flere år har der baseret på MTR’ s været fremsat påstand / forudsigelse om at man nær det arktiske kan måle DFA.  Forklaringen på dette er, at selvom DFA og RR i et dark flow (som alting følger) tilstræber at udligne hinanden, så er der kræfter i et lokalt system som periodevis udligner DFA.
RR vil som allerede nævnt kun kunne fastholdes så længe en modsatrettet kraft gør det muligt.  Dersom DFA periodevis udlignes, da vil vi være vidne til endnu et nyt fænomen som kaldes for: Release of Dark Flow Related Tension  (RDFRT) Dette er ikke endnu en ”opfindelse” men blot endnu en konsekvens, af noget der oprindelig kun var en leg med et abstrakt udtryk.
Når DFA udlignes, vil et objekt der følger Dark Flow ganske enkelt decelerere præcist 180° modsat Dark Flow bevægelsen, (set fra en observatør i absolut hvile). Fra et jordisk perspektiv ser vi det derimod (i visse situationer) som en acceleration med ukendt årsag.

Centripetalkraften fra et astronomisk objekt kan (fra en relativ stor radius og fra en relativ spids vinkel) udligne DFA fuldstændigt, - i rummet langt under dets sydlige hermesfære. 
Dermed påvirkes de objekter der befinder sig under et astronomisk objekt af RDFRT.
Rumsonder følger ofte asymmetriske kredsløb og baner, - en del af disse er mere eller mindre parallelle med DFA-aksen. 
Jo mere en bane er parallel med DFA-aksen, jo stærkere vil en sådan sonde påvirkes af RDFRT i det tidsrum sonden befinder sig under et astronomisk objekt (planet, måne eller sol). 
Oumuamua hører derfor med til kategorien ”flyby anomalier” – forskellen er blot at Oumuamua havde flyby under solen, hvorimod de påvirkede flyby-sonder havde flyby under planeterne. Dette har markant betydning, - i og med at Oumuamua opholdt sig relativ meget længe under solen, hvorved følgeligt må vi også se en anomali der accelererer i meget længere tid, og derfor viser en markant større styrke. Husk i denne forbindelse (som nævnt) at centripetalkraften fra et astronomisk objekt, selv fra en meget spids vinkel, - er i stand til at udligne DFA.

Det er det samme fænomen der gør sig gældende for Allais Effekten. Jorden befinder sig ofte ”under” månen.
Månens centripetalkraft udligner derfor DFA’s påvirkning i stor radius under Månens sydlige hermesfere, - hvilket derfor påvirker Jorden, i de perioder Jorden ligger ”under” månen.
Denne påvirkning fra Månen gælder ikke nødvendigvis for et testlegeme dersom dette befinder sig højere på Jordens nordlige hermesfære, (så højt at dette ligger mere eller mindre på samme højde-niveau som Månen).
RDFRT vil i sådanne situationer ikke påvirke testlegemet, men kun Jorden.
Hvilket vil sige: at Jorden periodevis ikke kun påvirkes af den resulterende kraft fra Månens og Solens samlede tyngdekraft (der peger mod Solen), - men i modsætning til vores testlegeme også af den (lille) del af centripetalkraften som er ”konverteret” til RDFRT, - (som da vil pege 180° modsat DFA).
Jorden og testlegement befinder sig derfor periodevis i to forskellige accelerationens referencerammer, hvilket muliggør at DFA kan måles, såfremt et gravimeter er placeret meget præcist relativ til DFA retningen, og tidspunktet for måling er gunstigt.   
Bemærk også at i solsystemets planet-kredsløb er det ikke altid muligt at skelne hvorvidt et arbejde er udført af RDFRT eller af centripetalkraften. – RDFRT kan nemt ”skjules” af centripetalkraften. Årsagen er at når centripetalkraften udligner DFA, sker der en vektor separering af centripetalkraften, hvor RDFRT udskilles som den ”vertikale” faktor.  Samlet set kan begge kræfter fortsat opføre sig helt som centripetalkraft som vi forventer, som om intet var sket.
Hvilket ikke er en hindring for at RDFRT (og dermed indirekte DFA) til tros kan måles, som nævnt overfor.
Bemærk at RDFRT er ikke en kraft, men derimod frigørelses af kinetisk energi, og derfor heller ikke forenelig med andre kræfter.

På baggrund af MTR’s blev det i 2017 forudsagt at man nær Arktis skulle kunne måle en markant anomali helt op imod 50μGal ved sol og måneformørkelse,
DTU målte helt som varslet en markant anomali, hvor årsagen ikke blev objektivt adresseret.
Selvsagt kan instrument-fejl ikke helt udelukkes, og selvsagt skal der gentagne målinger til før man kan sige at man står over for et egentligt bevis / gennembrud der viser at MTR’s forudsigelse er korrekte.

korrigeret for tidekraft


ukorrigeret for tidekraft

Det står derfor alene på MTR’s regning (fortsat) at påstå at DTU rent faktisk målte den forudsagte anomali. Eksperimentet bør gentages, anomalier vil igen blive påvist, og tilmed flere gange stærkere end målt første gang. 
Det vi så demonstreret på Grønland er at Jordens rotation bringer et gravimeter til en position hvor det befinder sig mere eller mindre vertikalt / lineær med den påståede DFA-retning.
En forudsætning for gentagen succes er at der måles meget tæt på den rigtige breddegrad. Målingen i 2017 blev udført i Scorebysund som lidt heldigt nu viser sig ligger tæt på den perfekte måle-position.
   

Om sommeren kan anomalien måles om natten, om vinteren om dagen.  (når RDFRT/DFA-anomalien er eksponeret).
Det vi ser, er at det relative CG5 gravimeter kunne måle anomalien, ganske enkelt fordi et sådant gravimeter er mindre vertikalt restriktivt, end det absolutte A10 gravimeter der også blev anvendt i målingen, men som ikke målte nogen anomali.   
På baggrund af målingen som helhed, og dens varighed fra start til slut, påstås nu at den breddegrad hvor Scorebysund ligger (70.483°N) kun afviger +/- 5° fra anomaliens ”epicenter”.
I første omgang er det ikke altafgørende at tune sig ind på dette ”epicenters” centrum, - men derimod blot måle tæt på 70°N breddegrad for dermed at igen at teste og kunne gentage / bekræfte MTR’s forudsigelse.

Tromsø ville være et udmærket alternativ til Scorebysund.
Oumuamua ’s besøg har åbnet for en helt ny forståelse af hvor stærk det fulde potentiale er for denne ”mystiske kraft” egentlig er.  Men også målingen ved Scorebysund, er et ud af flere bidrag der er med til at MTR hele tiden må tilpasse sig ny viden. 
Matematisk kan man forholde til DFA ved samme ligning som vist overfor (RR), i og med at DFA or RR er to modsatrettede kræfter, og derfor to sider af samme mønt. Dermed har man også straks et matematisk redskab for at kunne forholde sig til Allas effekt.
MTR udvikler sig hele tiden, guidet af fakta, og har derfor også gradvist medført bedre forståelse og dermed også bedre forudsigelser, herunder at det nu er enkelt at forudsige at der er flere gunstige tidspunkter hvert år hvor RDFRT kan måles tæt på den angivne breddegrad, og ikke kun ved sol og måneformørkelser.

En anden mulighed
for at teste MTR’s er: - forudsigelsen af at tiden vil kun gå langsommere når den sande absolutte hastighed øges.  Reduceres den absolutte hastighed derimod da vil den absolutte energi også reduceres, og et ur derfor gå hurtigere.  Selvom ISS ikke bevæger sig lineært med på DFA-aksen, da vil tiden ombord på dette fortøj ikke helt følge den eksisterende relativitetsteori forudsigelse i de perioder ISS mere eller mindre bevæger sig modsat DFA.
Denne forventelige afvigelse vil muligvis være tilstrækkelig fremtrædende til at man kan se at noget er galt.
Bemærk: - der er kun tale om afvigelse i forhold til SR, ikke til GR’s forventninger. 
Se mere om målinger der foregår på ISS nu her. ... https://directory.eoportal.org/web/eoportal/satellite-missions/i/iss-aces-pharao
Der er ikke brugt så meget tid på at prioritere denne del af MTR, i med at Alias Effekten er en langt større øjenåbner end noget som helst andet.  Desuden vil den nye målemetode for Allais Effekt afsløre en markant anomali. Noget så rystende at det er helt umuligt vil kunne fejes ind under gulvtæppet, - sådan som man for eksempel så med Pioneer Anomalierne, - (og sådant som man egentlig også så langt har gjort med Allais Effekten) - og som man kunne frygte nemt kunne ske igen og igen, - næste gang vores paradigme trues.  Med andre ord selvom det burde været meget tydeligt for enhver at vores paradigme er truet af en lang række uløste mysterier der ret så åbenbart ikke kan omfattes af det herskende paradigme, - så er det åbenlyst til tros en vis fastklamren til et paradigme som tydelig viser tegn på at være for snævert.  Et opgør med dette paradigme er både relativ billig og enkelt at teste. Dette bør komme til offentlighedens og andre forskeres kendskab.

MTR er delt i 2 dele
Del-1  her Det anbefales at læse del-1 først http://pubs.sciepub.com/FAAC/4/1/4/index.html
Del-2  her der sætter fokus på Allais effekt og hvordan MTR bevises.  http://pubs.sciepub.com/FAAC/4/1/5/index.html

3
Naturvidenskab, matematik, fysik, kemi, biologi / Et Vink med en Gigantisk Kosmisk Vognstang
« Dato: 05, Januar 2019 - 18:09 »
Nogle vil måske blandt andet huske året 2018 der gik, som det år hvor vores solsystem fik besøg af Oumuamua  som iflg. et par Harvard forskere kan være sendt ind i vores solsystem af en ukendt civilisation.
Selvom mange andre forskere er uenige ser det ud til at forskere generelt set er enige om at  Oumuamua kom fra et andet solsystem.
Se denne video . https://www.youtube.com/watch?v=sef4YT2s6i4

Fremfor at turde sætte spørgsmål ved om der er noget overset og tilmed måske galt med vores paradigme, er det tilsyneladende mere populært (selv for verdens førende universiteter) at forføre verdens befolkning til at tro på noget mange må gennemskue som ren desperat hokuspokus.

Her på forum har jeg som de fleste ved igennem et par år fremført påstand om 2 ukendte kræfters eksistens

1.) - Dark Flow Accelerationen (DFA)
2.) - Relativistisk Modstand mod Bevægelse. ( RR) ( Relativistic Resistance Against Motion)


RR kan beregnes baseret på denne ligning

Disse 2 kræfter er modsætninger og udligner hinanden når den maksimale (mulige)  Dark Flow Hastighed er opnået.
Den maksimal mulige Dark Flow Hastighed er bestemt af DFA, og den udlignende modsatrettede faktor RR
Dette er illustreret ved billedet nedenfor, som også ses anvendt flere gange her på forum.


Dark Flow Retningen er som man også kan læse mange steder (også her på forrum) imod en sydlig retning. – Alt tvinges til at følge denne ”strøm”
Så længe Dark Flow Hastigheden følges udlignes de 2 kræfter RR or DFA. 
Men når noget bevæger sig modsat Dark Flow retningen, da nedsættes den ”absolutte hastighed” og dermed også RR.
Eller med andre ord; da vil DFA dominere.
Dermed opstår der en aktiv acceleration, (imod en sydlig retning) - eller det teorien kalder Effektiv Dark Flow Acceleration (EDFA), - som forhindrer et hvert ”flugtforsøg” fra Dark Flow Bevægelsen / Hastigheden.
Så langt var dette bare et par ord om den nord/sydlige bevægelse og acceleration. Men RR og DFA rækker langt længere end dette, ( bare lige for at have det på plads.. )

Den nye teori (MTR) er derfor egnet til både at forklare og for den sag skyld forudsige hvorfor og hvordan Oumuamua blev påvirket af en ukendt acceleration. 


EDFA er årsagen til Oumuamua's mystiske acceleration, - men også årsagen til Allais effekt, - Flyby anomalierne, - og selv årsagen til stjernernes hurtige kredsløbshastighed, men langt mere end det.
Se også linkene nedenfor.

Oumuamua er en meget lang asteroide der roterer på den lange side.  Vi kan derfor med god ret kalde den for en: ”gigantisk (vinkende) vognstang”

De 2 overfor nævnte kræfter viser i øvrigt at Oumuamua ikke kom fra et fremmed solsystem, og at den i øvrigt vil blive i vores solsystem, og igen en dag styrte ned mod os fra en nordlig retning. Dette er en simple konsekvens af de 2 kræfters virkemåde, og ikke en påstand der er opfundet til at passe til begivenheden, - men derimod noget alle har kunner beregne i årevis, baseret på det der er  skrevet i disse år, - også her på forum.

Læs alt om disse 2 kræfters indvirkning på vores paradigme, og i sær på relativitetsteorien her : Modified Theory of Relativity (MTR) http://pubs.sciepub.com/FAAC/4/1/4/index.html

Herunder så lidt tilfældige link som bare viser at universet er fyldt med bevis på at et paradigme i dyb krise.
Kort sagt; - Relativitetsteorien må modificeres fordi der skal tages hensyn til at Lorentz transformationen er et resultat af en process hvor rummets (elastiske) natur er involveret, og hvor en absolut bevægelses reference ramme er nødvendig.

I den nye (MTR) teori er det den absolutte mængde energi, herunder kinetisk energi, - potentiel gravitations-energi, - såvel nuklear energi (masse), - som sammen med rummets elastiske natur, -  indgår i en og samme transformations-proces, -  og hvor resultatet er proportionel transformation at både tidens gang , - fysiske størrelser (meterstokken) - og herunder også (at når energi øgningen skyldes øget absolut hastighed) også en proportional øgning af RR eller en reduktion, hvis det modsatte er tilfældet.

Relativistisk transformation kan kun kan forstås korrekt i en absolut energi-referenceramme, dette bliver krystalklart efter de test af relativitetsteorien som nu foregår på ISS er tilendebragt.
ISS bevæger sig i en tilstrækkelig nord/sydgående bane, til at vi opdager at tingene slet ikke er som vi troede.
Hver dag kan nyheden om relativitetensteoriens kollaps komme. Igen vil man se at denne teori ikke er en typisk add hoc hokus pokus løsning, men derimod en teori man kan regne med.

Vi vil se at tidens gang kun påvirkes i en absolut referenceramme, og ikke i små relative referencerammer, som troen er i dag. 
Eller med andre ord: påvirkning af at tidens gang, -  vil til tider være stik modsat det som relativitetsteorien forudsiger, herunder navnlig  når man bevæger sig modsat Dark Flow.

Jupiter’s Migration Miracle http://www.reasons.org/articles/jupiter-s-migration-miracle
Astrophysicists puzzle over planet that’s too close to its sun  http://articles.latimes.com/2009/aug/27/science/sci-planet27
Jupiter (and asteroid) may have once migrated closer to the Sun: https://economictimes.indiatimes.com/jupiter-may-have-once-migrated-closer-to-the-sun-scientists/articleshow/29601555.cms
Surprising Galaxy Evolution Trend Discovered | Video https://www.youtube.com/watch?v=RwdQbKufsDI
Saturn’s anomalous orbit flummoxes astronomers  http://arxivblog.com/?p=702
Planet X? New Evidence of an Unseen Planet at Solar System’s Edge  https://www.livescience.com/20583-planet-edge-solar-system.html   
Mysterious dance of dwarf galaxies may force a cosmic rethink  https://www.sciencedaily.com/releases/2014/07/140721100418.htm
The Pioneer Anomaly: an inconvenient reality or NASA’s 12 year misconception?  https://arxiv.org/abs/1307.0537
Dark Matter Mystery Deepens  http://esciencenews.com/articles/2011/10/17/dark.matter.mystery.deepens
Mysterious Sedna  https://science.nasa.gov/science-news/science-at-nasa/2004/16mar_sedna
Kosmisk model under pres   https://ing.dk/artikel/kosmisk-model-under-pres-efter-ny-viden-om-morkt-stof-123338
Enorm "struktur" kredser om Mælkevejen  https://natgeo.dk/rummet/enorm-struktur-kredser-om-maelkevejen
Cluster of Dark Matter Baffles Scientists  https://www.theguardian.com/science/2018/mar/28/galaxy-without-any-dark-matter-baffles-astronomers


4
Naturvidenskab, matematik, fysik, kemi, biologi / Måling af Henfald
« Dato: 18, Marts 2017 - 18:13 »

Hvordan skal den vertikale linje i grafen forstås



http://wavewatching.net/2012/09/01/from-the-annals-of-the-impossible-experimental-physics-edition/

5
Naturvidenskab, matematik, fysik, kemi, biologi / Relativitetsteorien Falder i 2016
« Dato: 17, Oktober 2015 - 22:45 »
.....DET ELASTISKE UNIVERS.....

I midten af 1800 tallet var der en udbredt tro på at lys bevægede sig i en elastiks æter. 
Hypotesen var således et udtryk for at rummet måtte besidde en elastisk egenskab. 
Den samme elastiske egenskab kan mistænkes at være ansvarlig for rummets påståede deformerebare egenskab, (først udledt af Lorentz transformationen og siden af relativitetsteorien).. 

Ingen har vel et realistisk (ydre eller indre) billede på hvad krumt rum egentlig er (bortset fra ord matematik og simple illustrationer). 
Med andre ord kan ”krumt rum” vel godt betyde en elastisk egenskab ved rummet,? – og måske helt identisk med egenskaben for 1800-tallets elastiske æter-hypotese..

Partikelspin kunne så mistænkes for at absorbere rummets elastiske ’konsistens’, og dermed deformere det (elastiske) rum der omgiver stof.
Et billede hvor små tornadoer vikler sig ind i rummets konsistens. 
Dermed har man forbundet stof med et (elastisk) rum, såvel som et (abstrakt) billede på tyngdekraftens natur.

Selvom dette selvfølgelig kun er spekulation, så kan det jo ikke ske noget ved at se hvor en sådan ’rød elastisk tråd’ egentlig vil føre hen, altså at gå planken helt ud (?).

Relativistisk masseøgning (der beregnes ved at Lorentz transformationen), - betyder vel så at partikelspin vikler sig relativt dybere ind i rummets elastiske egenskab, som følge af konvertering af kenetisk energi til masse..

Det betyder så at hurtig at rejse i rummet ikke kan ske modstandsfrit.  Noget der egentlig passer fint med det faktum at konstant acceleration kræver stadig større energitilførsel.  (og i øvrigt stemmer med at stof aldrig vil kunne nå c, hvilket strider med at en sten I et Dark Flow før eller siden vil nå c da det andet andet lige må være sådan at en vis acceleration må være knyttet til Dark Flow, -- "noget" må bremse stenen inden).

Pioneer anomalierne må i en sådan verden understøtte at rejse i rummet ikke kan ske uden modstand. 
Bortforklarede NASA det der kunne have været vejviseren til ny fysisk.. ? http://arxiv.org/ftp/arxiv/papers/1307/1307.0537.pdf

Dermed følger også at en absolut bevægelses-referenceramme må altså eksistere. 
Herved havner man så pudselig på kollisionskurs med relativitetsteorien. 
Det går ikke vil nogen sige, nu er du altså kommet for langt ud. Men lad os nu se..

Jeg jagtede egentlig bare om sjusk kunne betyde at mysteriet Mørkt Stof kunne have en overset naturlig forklaring.
Men overfor nævnte mulige fejltolkning manglede energi.
Det er ikke nok at forhindre centrifugalkraften at opløse en galakse.
Hvor kommer den store galaktiske kredsløbshastighed så fra, - er det næste spørgsmål.

Det blev til tanken om en anisotropisk acceleration måtte være tilknyttet Dark Flow, - noget Allais Effekten så klart synes at underbygge.
Dermed var årsagen til såkaldt Mørkt Stof mysteriet nu egentlig klaret, - ,men dog vanskelig at bevise for én mand, - som jo ikke egenhændig bare sådan kan sende en sonde ud osv.. 

Næsten helt fortabt langt ude på Jensens plovmark så det for en tid ud til at det ville være lettere at overbevise Taliban end det videnskabelige samfund.  Den eneste vej synes at bidrage til langvarig og møjsommelig Allais forskning.
Men akk livet er kort og selv overbevisende objektive resultater her ville med sikkerhed bare blive skyllet ud, - ganske enkelt fordi det er umuligt at Einsten tog en smule fejl og fordi jeg ikke har gået så længe i skole og dit og dat.

Så pludselig en dag hov, -
Relativitetsteorien skal testes næste år (2016) her er så den perfekte begivenhed for at vise at man (desværre) kun halvt kan regne med relativitetsteoriens forudsigelse. (Ja ja det er forbudt at sige , - forlad mig) , Men her var så faktisk en mulighed for at bruge videnskabens egne  u-udtømmelige resurser, -  imod dem selv.
http://www.space.com/26897-pharao-atomic-clock-space-station.html

Allais Forskning underbygger i min verden at Dark Flow må ske i en retning stik syd for Ekliptika, og da ISS næsten bevæger sig næsten stik nord / syd på denne akse kan det næsten ikke være mere passende at den generelle relativets teori netop skal testes på ISS til næste år.

FORUDSIGELSE
Når vi måler tidens gang på ISS når den bevæger sig i modsat retning (bort fra Dark Flow retningen, mod nord) ja så vil tiden ombord på ISS stik imod forventningen gå hurtige (end den specielle relativitets teori forudsiger) og ikke langsommere. Cirka ca. 0,0000010s hurtige, lidt mindre end først beregnet.
Tyngdekraften indflydelse på tidens gang på ISS er uanfægtet.

Dette er tilstrækkeligt til at underbygge, dels at Dark Flow er en korrekt observation, og dels at en absolut bevægelsesreferenceramme ikke bare eksisterer, men er grundlaget for at påvise hastighedsbetingede relativistiske effekter.

Spørgsmålet vil derfor blive.. hvor gik Einstein og en hel verden så fejl?

Når man antager at rummets påståede elastiske struktur (hypotesen fra midt 1800-tallet) var korrekt, og at den dengang påståede elastiske egenskab er identisk med den samme egenskab der er ansvarlig rummets deformerbare egenskab, - (ja så skal først som en sidebemærkning nævnes, så er tyngdekraften alt andet lige fortsat en kraft som Newton mente).. 

Dernæst er det jo almindelig kendt at et tyngdefelt følger jordens bevægelse.
Hvorvidt et tyngdefelts struktur er elastisk eller ej, - ændrer ikke på det faktum at Jordens tyngdefelt følger planetens bevægelse..   

Det må så betyde at i et sådan scenarie bevæger lyset sig i en elastisk struktur som ret og slet følger Jordens bevægelse, (og derfor ikke kollidere med Jorden).
Er det tilfældet  kan æter-teorien fra 1800 tallet stadig være korrekt og dermed kan alle de konklusioner der er udledt at Michelson-Morley Eksperimentet (fra 1887) ganske enkelt være forkerte.
Herunder også store de dele af den specielle relativitetsteori der jo mere end noget andet er en bygget på tolkningen af dette eksperiment..

Når man forholder sig kritisk til relativitetsteorien ja så overdøves kritikken altid af de forudsigelser som har været korrekte. 
Herunder GPS. Denne del der ligger til grund for dette kan nemt overleve.
De fleste GPS satellitter kan udmærket opføre sig helt i tråd med det der bliver tilbage af GR og SR, men ikke de nord/syd gående
satellitter.
Den del der falder er såmænd bare den del der altid har været ikke bare i strid med videnskaben selv, men også selvmodsigende fornuftstridigt.

Der er flere vink der længe har vist at noget er galt. Lad mig bare nævne de vigtigste…

- Relativitetsteorien har altid været inconsistent med Kvanteteorien.
- Gravitationsbølger er aldrig påvist (LIGO)
- Universet er ikke uniformt (baseret på WMAP)
- Kvasarer ligger ikke på de afstande man skulle forvente.
- Snart vil vi se at Mørkt Stof var en total misforståelse.
- Sorte huller, – lysets information kan ikke forsvinde.  Mange mener de slet ikke kan eksistere.

Men rumtiden - (det at tid og afstande deformeres i et tyngdefelt og ved hurtig bevægelse), - forbliver uanfægtet. 
Dog med den modifikations allerede nævnt overfor, såvel at når tiden strækkes så gør meterstokken det også.

Til sidst skal nævnes at under arbejdet med Relativistisk Modstand mod bevægelse, stod det pludselig lidt tilfældigt klart at Merkurs Perihelion Anomali skyldes at Merkur taber potentiel gravitationsenergi, denne del i sig selv kræver en lidt lang forklaring og falder egentlig udenfor denne tråd (men den røde tråd er derimod den same)  Se også de andre trade her på Forum..   .http://www.science27.com/mercury1/?lang=da

Denne del kræver så ret kostbare eksperimenter at få endelig verificeret.
Men det faktum at teorien om relativistisk modstand mod bevægelse en dag kan vise sig at have dannet grundlaget for at fjerne den største og mest kostbare historiske bommert i naturvidenskaben, - må vel betyde at det må være interessant at se om det bare var en tilfældighed..

Jeg må også bare sige at det aldrig været min hensigt at lange ud efter relativitetsteorien,- men  teorien jeg arbejde med havde sig egen logik.
Min opgave har egentligt ikke været at skabe en helt ny teori om alting, men derimod bare at lade give den røde tråd alt den plads der var nødvendigt.

Egentlig kan man sige at alt der er behov for er at udelede de rigtige konklusioner baseret på Lorentz transformationen, og Maxwells ligninger. 
Men endelig ikke drage Michelson-Morley Eksperimentet med ind i det, fordi så går det helt galt.

Ligningerne der lå til grund for Lorentz transformationen viste allerede 1o år før relativitetsteorien at tid er relativ, og også at afstandsforkortelse en konsekvens af hurtig bevægelse. Men dette blev først anset som rent hypotetisk / uvirkeligt.

Einstein tog blot dette som pålydende, og var selvfølgelig i god tro at det lå noget endnu mere mystisk over dette, fordi at lyset hastighed var jo dengang tydeligvis ens for enhver observatør.

Men konklusionen burde have været meget mere simpelt, -  som følger....
Tiden og meterstokken deformeres (strækkes eller sammentrækkes) altid proportionalt med hinanden. 
Et længere sekund giver en længere meter og dermed afstandforkortelse.
Her burde Einstein have sat endelig punktum. Og det er netop dette drama der afsløres i 2016.

Dette er ikke bare ord..
Relativitetsteorien er fuld af selvmodsigende fornuftstridende konsekvenser.
Det erdenne del vi i 2016 endelig slipper af med.

I mellemtiden tænk lidt på dette simple tanke eksperiment..
A bor i kælderen på en skyskraber, B i toppen på den samme bygning.
Begge har målt tiden det tog en foton at rejse13,75 mia. år frem til os..
Men A´s ur (dybere i tyngdefeltet) går som bekendt langsommere end B´s ur.
B vil påstå at fotonens rejse tog 1 minut længere – end den tid A har målt. Enkelt fordi B’s ur går hurtigere end A’s ur..

Forskellen er nok I virkeligheden mindre med det betyder intet for det der er pointen.
Vi accepterer at hastigheden ”c” er ens for begge. (baseret på Maxwells ligninger)

Når både A og B kender tiden og hastigheden, kan A og B kun konkludere at enten er afstanden til den stjerne der udsendte fotonen væsentlig forskellig, hvilket er utopi, idet at universet ikke kan formodes at ændre form afhængig af hvilken iagttager der observerer en proces.
Og ellers kan konklusionen kun være at A’s meterstok (i kælderen) må have ændret sig (blevet længere) proportionalt med tiden også er blevet det, som følge af at uret befinder sig dybere i et tyngdefelt.
Kun på den måde kan A og B begge hævde at ‘c’ er ens for begge (selvom ‘c’ dermed ikke er sammenlignelig ens.)
 

6
Naturvidenskab, matematik, fysik, kemi, biologi / Allais Effekten Endelig Matematisk Forstået
« Dato: 15, Marts 2015 - 20:46 »
Første post  er slettet, idet tråden er opdateret nedenfor

7
Naturvidenskab, matematik, fysik, kemi, biologi / Vi mister Merkur
« Dato: 22, November 2014 - 12:04 »
Som resultat af min årelange forskning, - for af afdække hvorvidt såkaldt Mørkt Stof kunne have en naturlig årsag, -  kom jeg frem til at to naturlove er ringe forstået.
Korrekt forståelse er tilstrækkelige for at løse dette gamle mørke mysterium (og som sidegevinst meget mere).

Den ene naturlov er en u-opdaget anisotropisk acceleration, som er grundlaget for Dark Flow, og i øvrigt potentielt påvist af Allais Forskning.
Dark Flow (hastighed såvel som acceleration) er meget vanskelig at måle på, fordi alt påvirkes, og vi kan derfor vanskelligt måle i forhold til noget andet som er mere eller mindre upåvirket.

En undtagelse er når Dark Flow Accelerationen (hereafter DFA) er delvis eksponeret ved solformørkelse. 
I disse tilfælde kan et måleinstrument under specielle omstændigheder befinde sig i en anden accelerations reference ramme end Jorden.

Den anden naturlov som er meget ringe forstået, - betyder at rejse i rummet ikke (som hidtil troet) er modstandsfrit. 
Det burde vi egentlig også i bagklogskabens klare lys, - være udmærket klar over - (men af ukendt årsag undertrykkes det der burde være iskoldt objektiv fakta).
Vi ved at en konstant (i det mindste menneske frembragt) acceleration kræver stadig større energitilførsel, - for at kunne opretholdes.
Vi har aldrig rigtigt forstået årsagen hertil, eller at denne naturlov (modstand mod bevægelse) også omfatter konstant hastighed. 
Der refereres i det følgende til Relativistisk Modstand Mod Bevægelse (RMB)
Denne naturlov er ikke begrænset til visse fænomener og gælder også for al acceleration og bevægelse frembragt af tyngdefelter.

I de andre tråde (her på forum) findes de matematiske udredninger for at forstå de matematiske konsekvenser.  I den følgende post er der fx beregnet hvilke kræfter der I nogle periode kan påvirke Merkur http://ingeniordebat.dk/index.php?topic=2704.msg26181#msg26181

Uanset hvordan man vender og drejer alle de nævnte faktorer vil man altid få en perihelion præcisions anomali i ethvert ellipse formet kredsløb. Og netop her har relativitetsteorien taget munden for fuld.

Lad os se på lidt historik. 

1.
Vi ved i dag at Jupiters atmosfære må være skabt meget længere væk fra Solen end Jupiter er nu http://www.reasons.org/articles/jupiter-s-migration-miracle
Hvad bragte Jupiter her?

2.
I Saturns kredsløb knirker det også http://arxivblog.com/?p=702

3.
Vi har flere gange opdaget gasplaneter endnu tætter på en stjerne end tilfældet er med Jupiter.
Disse planeter burde slet ikke eksistere, (milliarder af år efter en stjerne er dannet) fordi de burde (pga. tidekraf) være styrtet ned på deres moder stjerne umiddelbart efter de blev skabt (efter få millioner år). http://articles.latimes.com/2009/aug/27/science/sci-planet27

Et eksempel kan være Wasp-18.  Man kan ufatteligt nemt få den mistanke at ’noget ukendt’ må have tvunget denne gasplanet ind mod moderstjernen (i milliarder af år), og længe før tidekraften har kunnet ’overtage’ og tvunget den til den sidste dødsdans.

4.
Vi ved også at mange asteroider må være skabt længere væk fra Solen end de er nu. 
http://articles.economictimes.indiatimes.com/2014-01-30/news/46828596_1_asteroids-mars-and-jupiter-solar-system
I artiklen mistænkes Jupiter for engang at have været endnu tættere på Solen, og så på mysteriøst vis fjernet sig igen, og således bragt asteroiderne med sig.
Men sådan spekulation hænger ikke sammen, fordi den synes hinsidigt hvad der kan have været fysisk muligt, (der rejses flere spørgsmål end der bevares)

5.
Vandet på Jorden (og Venus) er også skabt længere væk fra Solen end hvor det nu befinder sig.

Man kunne i modsætning til den desperate spekulationen overfor fristes til at tro at asteroiderne (som ikke burde være så tæt på Solen) såvel som solsystemets meget små indre planeter, alt sammen blev bragt hertil af en gigantisk planet på størrelse med Wasb-18, -  som styrtede ned på Solen.
Fire (af dens i  alt hundredvis af måner), såvel som dens asteroider, - overlevede moderplanetens styrt, i og med at disse havde held til at gå i kredsløb om Solen.

Vandet blev altså ikke bragt til Jorden og Venus, (som der bruges gigantiske milliard beløb på at finde ud af) men derimod, - bragt hertil af en gigantisk gasplanet, - hvoromkring  Jorden (og Venus) engang var kredsende is-måner.

Gasplanetens sidste dødsdans, har derefter haft den side-effekt at de (4) store måner (de nu indre planeter)  der overlevede styrtet, - kunne accelereres ud i rummet igen, på samme måde som fly-by accelererer sonder længere ud.
Til alt held for os, - fordi ismånen, -vi kalder Jorden, -  dermed fik lidt ‘lånt tid’.
Men kun en stakket frist.  Planet-perturbation og de perioder hvor solsystemets kredsløbsinklination ligger hovedsagligt lineært med DFA, -  fremtvinger periodevise elliptiske kredsløb, - og netop disse betyder at planeterne igen taber højde og ’falder’ mod Solen, - i de perioder hvor elliptiske kredsløbs sker hovedsagligt vinkelret på DFA aksen.

6.
Sidst og ikke mindst skal nævnes at istidernes mysterium ikke er endelig løst. 
Der mangler ’noget’, - hvis årsag nu burde stå ganske selvindlysende klart.

7.
For slet ikke at glemme, - de sonder vi har sendt ud har i en god del tilfælde afsløret kredsløbs- anomalier, hvor det pudsigt nok kun er registreret anomalier i de tilfælde hvor der har været tale om langstrakte sonde baner, eller  elliptiske kredsløb.

8.
Nu var jeg lige ved at glemme den røde tråd der ledte til denne dramatiske tråd, - udgangspunktet for denne påstand, - nemlig at også galaksernes mærkelige kredsløbsanomalier og mange andre mysterier forbundet med galakser,  - fx at nogen kollapser og andre udvides,  - hører alt sammen med ind under en og samme pippe tobak.

9.
Bemærk her navnlig at heller ikke omkring en galaksers såkaldte sorte huller går tingene som vi mener de ”skal”, - her fortsætter stjernerne at styrte ind mod de sorte huller, selvom de ”burde” opretholde stabile kredsløb. http://www.dr.dk/Videnskab/Videnskab/2006/06/27105328.htm

10.
Lige så selvindlysende logisk burde der nu stå skrevet på himlen, hvorfor nogle galakser har aktive sorte huller og andre åbenbart slet ikke. 
Skulle konteksten ikke stå så klart nok, - er det sikkert tilstrækkelig at gentage begrebet ”kredsløbs inklination relativ til DFA ” - og de to noget forskellige konsekvenser det har.


11.
Billedet nederst viser 2 galakser med samme masse. Men densiteten er vidt forskellig.
Hmmmm mystisk ?
Nej slet ikke så mystisk,-  set i bagklogskabens klare lys.

12.
Og her kan man se smukke Susan som er forvirret over at spiral galakser udvides som de jo ikke burde pga. indholdet af såkaldt mørkt stof. https://www.youtube.com/watch?v=RwdQbKufsDI 
Hvorimod ellipsegalakser I modsætning ligner noget sammenkollapset kaos..

13
For several years, astronomers have observed that a handful of the small icy bodies that lie in the so-called "scattered disc" beyond the orbit of the planet Neptune, including the dwarf planet Sedna, deviate from the paths around the sun that would be expected based on the gravitational pulls of all the known objects in the solar system.
http://www.livescience.com/20583-planet-edge-solar-system.html

14.
The discovery that many small galaxies throughout the universe do not 'swarm' around larger ones like bees do but 'dance' in orderly disc-shaped orbits is a challenge to our understanding of how the universe formed and evolved
"Everywhere we looked we saw this strangely coherent coordinated motion of dwarf galaxies. From this we can extrapolate that these circular planes of dancing dwarfs are universal, seen in about 50 percent of galaxies," said Professor Geraint Lewis.
"This is a big problem that contradicts our standard cosmological models. It challenges our understanding of how the universe works including the nature of dark matter."
http://www.sciencedaily.com/releases/2014/07/140721100418.htm


Dette var blot nogle konsekvenser, som skal kunne ses på himlen dersom de nævnte påstande er rigtige, -  der er langt flere.

Engang kunne Galileo se at der var noget med Venus der ikke stemte.
Alle der måtte ønske det kunne ved selvsyn se det.
Men ingen kunne se andet end det som kirken havde bestemt at der skulle være derude. 

I dag er der sådan cirka (heldigvis) en lille forskel, -  på nu og dengang, - paver og biskopper er i dag udskiftet med lektorer og professorer, men religionen har aldrig rigtigt forladt videnskaben.
Tænkt for eksempel på skabelsesberetningen  (BigBang) der reelt objektivt set ikke er andet end en række på hinanden overbyggede spekulationer, der nu bogstavelig talt er gennemhullet (af gigantiske huller), - skal man tro de sidste nye WMAP data fra ESA / Cambrigde.  (Ups hvad nu ?) 
Men fortsat falder folk og navnlig fæ på knæ for de nye ”herskere” og deres tro, uden at der reelt er nogen grund til det, andet end selvfølgelig massiv sammenspidst rettroende propaganda, som der sikkert også var mere end rigelig af i middelalderen.

Edit.. Se siden http://science27.com/paper.pdf denne er opdateret flere gange efter at dette er skrevet

8
Naturvidenskab, matematik, fysik, kemi, biologi / Beregning af potentiel gravitations Energi
« Dato: 12, Juni 2014 - 08:44 »
Hvordan beregnes den energi som er indeholdt i potentiel energi, fx dersom en bestemt masse falder 1 meter. Det kunne være vand fra en sø, - en sten osv.

9
Naturvidenskab, matematik, fysik, kemi, biologi / Relativitetsteorien på Kollisionskurs med Universets Ekspansion
« Dato: 13, April 2014 - 12:53 »
    Den Kosmologiske rødforskydning (herefter KR)
    Er en effekt vi ser når vi modtager stjernelys fra fjerne stjerner. Det elektromagnetiske absorptionsspektre er rødforskudt, en effekt der synes at være proportional med den afstand som lyset har rejst.  Årsagen er blevet sat i forbindelse med en hypotetisk, udokumenteret og dermed uvidenskabelig, og tilmed usammenhængende påstand om at Universet udvider sig.

    Dopplereffekt
    er en effekt (i modsætning til KR) hvor årsagssammenhængen er både godt forstået og vel underbygget. Fænomenet skyldes at en bølgesender (fx EM bølger eller lyd) der udsender bølger, - eller en modtager af disse, - er i bevægelse, relativ til hinanden hinanden. Resultatet er dermed en frekvensændring.  Dermed kan man med rette bruge dopplereffekt til fx at måle stjernernes eller galaksers rotationshastighed, eller bevægelse bort fra eller imod Mælkevejen.  Der er her således tale om at man måler, - reel bevægelse medens bevægelsesprocessen foregår.

    Man har ofte set forsøg på at forklare årsagen til den kosmologiske rødforskydning (KR) ved hjælp af dopplereffekt.   Selvom man antager at universet virkelig udvider sig, da giver det ingen mening at tillægge en hypotetisk udvidelse af universet nogen egentlig hastighed i det øjeblik en foton enten forlader en stjerne eller ankommer Jorden. 

    Det ligger jo i hypotesen at udvidelsen menes af foregå som en funktion af tid, (hvilket vil sige i løbet af milliarder af år). Men en foton forlader en stjerne (eller støder sammen med Jorden) i løbet et splitsekund. Det giver derfor ingen som helst mening at påstå at stjernen (eller Jorden) som følge af den påståede udvidelse af universet havde nogen nævneværdig hastighed, i netop det splitsekund hvor fotonen forlod en stjerne eller ankommer Jorden. Forsøg på at involvere dopplereffekt som årsag til KR, kan derfor ikke andet en anses som håbløst naiv.

    I bedste fald må man nøjes med at spekulere i at spektret udvides som en funktion af tid, altså medens fotonen rejser. Det vil sige at rummet mellem fotonens bølger udvides. Men dette er heller ikke problemfrit......

    Komplikationer.
    For det første er også en sådan tolkning grundlæggende udokumenteret i videnskabelig henseende, og derfor reel heller ikke andet en ubegrundet spekulation.
    For det andet bryder dette dermed med princippet om energiens bevarelse.
    For det tredje har det formodningen imod sig fordi vi ved at der ikke sker en udvidelse af rummet lokalt, fx internt i solsystemet som følge.
    For det fjerde opstår der derved en hypotetisk mystisk frastødende kraft, med ukendt oprindelse, (eller med andre ord et gigantisk add hoc).
    For det femte blev det allerede i 60’erne klart at hypotesen ikke kunne passe for kvasarer. Se midt i denne NRK dokumentar https://www.youtube.com/watch?v=cUwytm8K0jI
    For det sjette kan man nemt vise at oveni alt dette, kommer så at hele ideen om at universt udvider sig, vitterlig er på kollisionskurs med selveste relativitetsteorien.
    For det syvende er man således tvunget til at overbygge en grundlæggende udokumenteret spekulation med en lang række konkflikfyldte udokumenteret spekulationer, for dermed at rode bod på de mange modsigelse og konflikter som den grundlæggende, (og iøvrig helt unødvendige) spekulation medfører.

    Kollisionskurs med Den Generelle Relativitetsteori (herefter GR) 
    GR har i grel modsætning til Mørk Energi hypotesen, bestået en lang række test. GR udgør derfor et solidt fundament der i mange henseende *har* bestået den videnskabelige metode.

    Vi ved således at rummet strækkes mod et tyngdefelt.
    Vi illustrerer det tilmed med en gummidug der også *strækkes* som følge af belastning af et tungt legeme.
    Vi ved også at 1 meter er defineret ved den afstand lyset rejser på 1/299.792.458 sekund. I og med at tiden går langsommere jo dybere i et tyngdefelt man kommer, er 1 meter således defineret med den samme proportionale *strækning* af tiden mod et tyngdefelt.

    Den generelle relativitets teori (herefter GR) viser således at den deformations egenskab vi tillægger rummet i et tyngdefelt, er at det *strækkes* mod et tyngdefelt. Eller for den sag skyld sammentrækkes mod den modsatte retning. - Ingen tvivl om det.

    Rummet har dermed en krystalklar indiskutabel elastisk egenskab, og kan således *strækkes* eller *sammentrækkes*, i et tyngdefelt. Dette er et faktum.
    Der er intet i definitionen af 1 meter der friholder stof for ikke at måtte skulle følge rummets og tidens proportionale sammentrækning eller udvidelse i et tyndefelt. Med andre ord meterstokken *må* også strækkes mod et tyngdefelt. Ellers bryder matematikken sammen.

    Hypotesen om at universet *udvider sig* - kan ikke forstås anderledes end at det er helt den samme egenskab der allerede er påvist i GR.
    Forskellen er blot at man I GR bruger udtrykket *strækkes* i stedet for *udvides* (som brugt i kosmologien)  (!)
    Altså helt den samme egenskab.. Det er jo det akkurat samme som sker.

    Der er dermed ingen grund i verden for at opfinde en helt ny egenskab ved rummet og dermed den dybe tallerken for anden gang.
    Hvor er *beviset* for at vi *skal* involver en helt ny (elastisk) egenskab ved rummet?

    Betydningen af dette enkle faktum er for det første at ALT deformeres i takt med universets deformations ændring, og for det andet at en kontinuerlig deformationsændring af rummet (såkaldt mørk energi) *må* afspejle kendt årsag/virkning (når ikke andet er bevist),… -  altså at vi lever i et gigantisk *tyngdefelt* der engang var ekstrem deformeret (stærkt) og i de sidste mange millirader år - aftagende. Dermed har GR løst fænomenet, og alt burde være I sin skønneste orden.

    Resultatet af et tyndefelt, og dermed ekstremt deformeret rum, - *i opløsning* er at både rummet + tiden +meterstokken + alt andet, - *trækkes sammen* ganske enkelt fordi det gigantiske tyngdefelt vi kalder Universet kontinuerligt *mister baggrunds-tyngdekraft*.
    Det er dermed det omvendte der sker. Når alt trækkes sammen bliver spektret som tiden går mere blå forskudt.

    Når vi så analyserer et EM spektre fra en forsvunden tid, så vidner dette blot om, - at tiden + rummet + stof + *EM-spektret*, - I FORHOLD TIL I DAG, - engang var mere udstrakt, - fordi universets tyngdefelt en gang var stærkere.
    Med andre ord ændres spektret *IKKE* undervejs som det rejser.
    Men VORES virkelighed ændres som følge af at baggrundsgravitationen ændrer sig.

    Vi har vendt det hele på hovedet ved at opfinde en unødvendig parallel egenskab ved rummet som allerede er indeholdt i GR.

    Man kan med rette derfor spørge, hvorfor var Universets baggrundsgravitation en gang ekstrem?
    Well... bare en konsekvens af et Big Crunch som en gang udløste et Big bang. Hvad ellers?

    Selv en mulig helhedsforståelse er meget vigtig.
    Mørk Energi ikke er spor mystisk, - men kun baggrundsgravitation der i mia. af år har været i kontinuerlig ændring. Som nævnt kun ekstrem tyngdekraft i opløsning og ikke andet.

    Tør man et øjeblik tænke tanken; - at (den videnskabeligt udokumenterede) påstand om ekspansion var en dyb fejltolkning, - og blot et udtryk for et universelt tyngdefelt i forandring - så vil universet i mangel på en frastødende kraft, - *måtte* styrte sammen, og derfor netop nu befinde sig i et Big Crunch, - uden at det er nødvendigt at fremsætte nogen hypotese desangående da dette ikke er er noget nyt, men allerede er påvist af Einstein for 100 år siden.

    Med andre ord, vi behøver ikke bare måbe over hvad mørk energi kan være, - en mulig arbejdshypotese er; - vi lever i eftervirkningerne af et gigantisk og ekstremt tyngdefelts opløsning / forandring. En sådan arbejdshypotese er ganske enkel,  rimelig og videnskabelig forsvarlig, og helt uden de mange konfliktfyldte modsigelser som det herskende paradigme så sandelig er fyldt med.

    Dermed er vi klar til det næste skridt, som er også hypotetisk at stille spørgsmålet, kan ’krumtappen’ (hovedårsagen) i Mørkt Stof fænomenet i virkeligheden tyde på en Anisotropisk Dark Flow Acceleration?
    Dette har jeg været inde på i en anden tråd. Også dette underbygger at et igangværende Big Crunch er mere logisk sandsynligt end det modsatte.

    Her er det sidste Nye http://www.science27.com/AA.pdf[/list]

    10
    Naturvidenskab, matematik, fysik, kemi, biologi / Kan man købe et færdig forum
    « Dato: 01, Januar 2014 - 16:57 »
    Kan man købe et færdig forum

    11
    Naturvidenskab, matematik, fysik, kemi, biologi / Mørkt Stof - En Gang Videnskabelig Sjusk ?
    « Dato: 17, November 2013 - 13:39 »
      Er Relativistisk Modstand mod Bevægelse Misforstået?
      Vi ved det kræves stadig mere energitilførsel for at fastholde en konstant acceleration.
      Ingen videnskabelig metode har nogensinde bevist at denne relativistiske modstand mod bevægelse kun skulle gælde ved acceleration.
      Denne teori vil vise at Relativistisk Modstand mod Bevægelse også gælder ved konstant hastighed.
      Vi vil i det følgende bruge forkortelsen RMB.
      Som en konsekvens kan man sige at en absolut acceleration og bevægelses referenceramme eksisterer, (hvilket ikke er det samme som en absolut hastigheds reference ramme).
      RMB vil naturligvis have gennemgribende konsekvenser for hele vores verdensbillede, og dermed i virkeligheden det der kunne være startskuddet for næsten automatisk at løse en lang række kinetiske bane og kredsløbs anomalier og mysterier..

      Nogle af disse er listet nedenfor.
      • Mørkt stof
      • Allais Effekten.
      • Flyby Anomalierne.
      • Stjerner der fortsætter med at drags ind mod galaksernes sorte huller. . [1]
      • Milankovitch cyklus problemerne. Fx 100,000 års istids problemet [3]
      • Hvordan Sedna (dværg planet) kom I kredsløb[5]
      • Problems på kanten af Solsystemet[24]
      • NGC76 mysteriet [6]
      • Årsagen til Ring-galakser
      • Årsagen til galaksearme skabes og vedligeholdes. [4]
      • Og meget mere
      Teoriens Grundlag
      Øgning af et objekts hastighed, øger også dets masse. Dermed øges krumningen af rummet omkring objektet.
      Rummet modsætter sig deformering / krumning. Et eksempel er en gravitationsbølge.
      Der er flere grunde til at tro at Lorentz transformationen (hastighed af et objekt der konvertere til masse og Energi tilvækst) er en reversibel proces.
      Rummet må have en form for elastisk struktur, der er ’vævet’ sammen med stof.
      Dermed er Lorentz Transformationen også et udtryk for øgningen af rummets deformations-spænding som et hurtigt bevægende objekt er årsag til.   
      Så snart den kraft (der er årsag til acceleration/hastighed) stopper, da vil den hastighedsbetingede deformations-spænding af rummet automatisk reversere.
      Så Lorentz transformationen er dermed også en decelerations-faktor. Relativistisk modstand mod bevægelse (RMB) er en reversibel proces og Lorenz transformations ligningen afspejler dermed også styrken af RMB og dermed på samme tid også styrken at den mulige deceleration.



      Denne artikel hævder derfor at “(y-1)” i Lorentz ligningen[γ = 1/√(1 - v²/c²)] på den ens side er en faktor ansvarlig for hvor meget deformations-spænding som et hurtigt bevægende objekt udøver på rummet (pga. ’M’ og ’E’ øgningen), og på den anden side samtidig en faktor der afspejler RMB. Det kræver kun en lille modificering af den kendte ligning for at få dette aspekt frem matematisk. Bemærk at decelerationen ikke er lineær.

      Så snart energien/kraften (der tvinger et objekt fremad) ophører, vil objektet decelerere.   Dette er en universel lov så alle objekter er omfattet.

      Vi har fornyligt opdaget flere rumsonde - accelerations / decelerations -  anomalier.
      Det største mysterium har været hvorfor kun sonderne var påvirket og tilsyneladende ikke solsystemets bestanddele..  Svaret er at alt påvirkes, men forskelligt afhængig af kredsløbenes eller banernes retning relativ til en absolut accelerations retning.

      Teorien forudsætter at opdagelse af Dark Flow er et faktum. RMB skal dermed ses i en sådan endnu større absolut referenceramme, for dermed matematisk at kunne forholde sig til påvirkningen.  RMB og Dark Flow samlet set har en lang række markante konsekvenser. Dersom disse kan verificeres og genkendes i naturen må teorien anses som sand.
       
      Dark Flow er i sig selv i konflikt med vores nuværende paradigme. 
      Antager man at Dark Flow er et kredsløb om et universelt barycenter, eller acceleration imod et andet univers, eller noget helt tredje, - er det uanset relevant, -  teoretisk at forholde sig til hvorvidt Jorden vil accelerere til hastighed c, - relativ til de nævnte størrelse .. 
      Jorden måtte fra en central eller udenforstående observatør dermed opnå uendelig energi, hvilket i sig selv er en utopisk tanke,  hvorved også en smule omtanke på dette område retfærdiggør at der er en bremsende effekt ved høje hastighed. Som så også af den grund rent intuitivt støtter tanken om RMB.

      Dark Flow Accelerationen (DFA) vil når en bestemt hastighed er opnået udligne med RMB.
      På grundlag af den nævnte ligning kan man således beregne Dark Flow Accelerationen, blot man kender Dark Flow hastigheden (som noget tyder på at vi gør).

      Mulighederne for at påvise at der findes et ukendt stof, som har unddraget sig det periodiske system systematik, eller anden form for ukendt stof er ved at være udtømte. Det ligger i tiden at man er ved at komme til denne erkendelse. Det hører derfor med at spørge, - hvordan ville et Dark Flow påvirke universets bestanddele dersom dette virkelig sker lige nu. 

      Et Dark Flow rejser som det første naturligt spørgsmålet om Dark Flow Acceleration kan ske uhindret. Uanset vil et sådan have bemærkelsesværdige effekter som påvirker alt i Universet. Det burde derfor være en lang række parametre hvorpå man ret hurtigt burde kunne afgøre om der findes en rød tråd overalt i naturen, som et Dark Flow må efterlade. Denne artikel vil vise at denne røde tråd virkelig er til stede.

      Lad os starte her på Jorden.
      For bare 3 millioner år siden var der ingen istider.  Derefter tog en cyklus bare 41.000 år, og selv de seneste 100.000 års perioder er utilstrækkelig forstået. Der mangler noget. Det vil vi se nærmere på.

      På den store skala, galakser og galaksehobe er den også gal. Kredsløbene opfører sig ikke som de ’skal’ i henhold til de middelalderlige konklusioner.  Relativitets teorien har heller ikke kunne rydde op på dette område.  Her har vores manglende forståelse så uheldigvis fået betegnelse ’Mørkt stof’, - som kun har haft den konsekvens at forskningen er fastholdt i en ret ensporet og ganske fatal retning.


      Galaksehobe & Galakse Dynamik.
      Dark Flow Retningen (DFR) er så nært beslægtet med den Acceleration der må være knyttet til Dark Flow, og forkortes derfor til DFA



      Halvdelen af et galakseshobskredsløb trækkes galakserne mere eller mindre direkte med DFD illustreret med rød ned pil.
      I denne proces forhindrer RMB en kontinuerlig acceleration, hvorved kun en bestemt og begrænset hastighed kan opnås.

      F.eks. Dersom en galakse bevæger sig med 300km/s mod DFD, - kan RMB beregnes til 5×10-^7m/s². 
      Dette viser indirekte at DFA må være af samme styrke.
      Årsagen er at DFA og den absolutte RMB altid i sidste ende vil udligne hinanden, (så snart en bestemt hastiged er opnået).

      Til trods for den stærke DFA vil galaksehopens egen tyndeacceleration uanset afbøje en galakse og dermed skabe galaksehobenes kredsløb, alt imedens galaksehobene drages mod en ukendt destination ad DFA .
      Herudover skal nævnes at RMB gælder i alle retninger. Hvorimod DFR er speciel da denne retning også er kendetegnet ved en mulig og meget speciel reversering af den relativistisk tilbagetrukne kinetiske energi. Hertil kommer jeg tilbage.

      Det samme princip gælder for en galakses stjerner.

      Dersom et kredsløbs inklination er 90° relativ til DFA, vil dets bestanddele være i samme referenceramme relativ til DFA /DFR  og ingen anomali vil opstå.  Med andre ord vil kredsløbet ikke periodevis være påvirket af hverken DFA eller absolut RMB anomalier. 

      En galakse er i stand til at bevare den kenetiske energi den har opnået som følge af DFA påvirkningen. 
      Dvs. at en galakse som periodevis er upåvirket at DFA, vil til trods for at den kan udsættes for en ret kraftig RMB,  ikke miste den kenetisk energi igen.



      Årsagen til dette er at når en galakses bestanddele befinder sig i et vinkelret kredsløb relativ til DFA, så vil RMB forsat gøre sig gældende. Man skulle derfor tro at en sådan galakse hurtigt ville kollapse, men fordi at energien der akkumuleres i mødet med RMB, er reversibel, - så vil den decelererende effekt (grundet RMB) i en bestemt retning staks udlignes / ophæves at det modsatte også er tilfældet, -  nemlig. - Frigørelse af Tilbagetrukket Potentiel Kinetisk Energi) FTPKE.

      Dersom inklinationen er mellem 45° og 90° (relativ til DFA) påvirkes et kredsløb fortsat af både af DFA and RMB.
      DFA påvirker i disse perioder også et kredsløbs inklination.

      Fuld forståelse af dette nye natur aspekt kan sikkert bidrage til at kaste nyt lys over Halton C. Arp opdagelser fx NGC7603  NGC4310NGC1232 , ringgalaksers mysterium og meget mere.

      Fem Kræfter Påvirker en Galakse / Galaksehob
      • CK (Centripetal Kraften)
      • CFK (Centrifugal Kraften) (hovedansvarlig for galaksearme).
      • DFA  (Dark Flow Acceleration)
      • RMB (Relativistisk Modstand Mod Bevægelse)
      • FTPKE (Frigørelse af Tilbagetrukket Potentiel Kinetisk Energi)



      I langt de fleste tilfælde forstyrrer DFA en galakses rotation.  DFA er også kraften der tilfører galakser og galaksehobe langt størstedelen af den kinetiske energi.
      Halvdelen af kredsløbstiden trækker DFA en galakses stjerner trukket mod galakses centrum og den anden halvdel af tiden væk fra centrum.

      Centrifugalkraften vil tvinge indre stjerner ud mod periferien hurtigere end de ydre stjerner, dette samt at ydre stjerner er længere tid disponeret for DFA (end de indre) er den primære årsag til galaksearmene.

      DFA’s styrke er selvfølgelig betinget af en galakse’s (og alle andre kredsløb) inklination, -  relativ til DFA, men også hvorvidt et system bevæger sig bort fra eller mod DFA har betydning for DFA’s styrke.

      Absolut Bevægelse - Absolut Acceleration, - og Relativistisk Modstand Mod Bevægelse [23]
      Princip 1.
      Så længe der ikke er acceleration bort fra DFD, da vil DFA og RMB modvirke hinanden. 
      Disse to kræfter modvirker hinanden så snart den maksimalt mulige hastighed som DFA er årsag til er opnået

      Princip 2
      RMB’s styrke (set fra en absolut reference ramme) afhænger altid af den absolutte bevægelses hastighed.
      Når Dark Flow fx er 300 km/s og en galakse bevæger sig modsat med 200  km/s er den absolutte bevægelseshastighed reduceret til 100 km/s .
      RMB reduceres dermed til 5,6 ×10-8m/s som er 9 gange mindre, selvom hastigheden kun er reduceret 3 gange.



      Princip 3
      RMB er en reversible proces, som betyder at så snart kraften der tvinger et objekt fremad, ophører, - da vil objektet decelerere.

      Princip 4
      Når RMB og DFA modvirker hinanden (i henhold til princip 1) forhindrer DFA deceleration. Der kræves således kun en stabil kraft for at undgå deceleration, og ikke ekstra energitilførsel. Dette er selvfølgelig også gældende for en partikel i et LHC kredsløb.

      Princip 5
      Acceleration af et objekt bort fra DFD kan helt eller delvis modvirke DFA, hvorved et sådant objekt også må accelerere i henhold til princip 3. Forklaringen er at ensartet acceleration modsat DFA efterlader den akkumulerede RMB som en frigjort faktor, som derved decelererer.   Vi skal her se på Newtons anden lov for at forstå konsekvensen.  ”Den resulterende kraft er summen af alle kræfter der virker på legemet”.

      Princip 6
      Set fra et lokalt perspektiv er hurtig bevægelse (relativ til Jorden) mod DFD uafhængig af absolut hastighed.  Konsekvensen kan lokal beregnes på grundlag af lokal tid og lokal afstands-definition.  Men set fra et absolut perspektiv er hverken tid eller afstand sammenlignelige med de lokalle enheder. Derfor kan konsekvenserne beregnes forskelligt af forskellige observatører, uden at der er noget krav til at de skal være sammenlignelige ens. 

      En Absolut Acceleration Referenceramme, - og RMB.
      I henhold til princip 3 and 5, eksisterer der en absolut acceleration ramme. Dette har flere konsekvenser.
      Overfor er der vist at bevægelse bort fra DFD har konsekvenser, men acceleration bort fra DFD har en helt anden konsekvens.

      RMB kan sammenlignes med en tilbagetrukket pil. Alt der er behov for at den tilbagetrukne potentielle kinetiske energi som påvirker pilen frigøres.
      På same måde, alt der kræves for frigørelse af den kenetiske potentielle energi som RMB er årsag til, er at kraften der er ansvarlig udlignes

      Princip 7
      Det betyder at så snart acceleration mod DFR udlignes pga. af en modsatrettet kraft eller acceleration, (herunder Jordens tyngdekraft) skal der forventes at en ’mystisk’ acceleration frigøres, - som til forveksling ligner helt almindelig acceleration, men som er forskellig fordi årsagen er forskellig .

      Inklination og Apsis Anomalier af Astronomiske Himmellegemer..
      Dersom et kredsløb er vinkelret på DFR skal der ikke forventes nogen anomalier.
      Dette fordi at bevægelse relativ til DFR her er i samme bevægelse og accelerations referenceramme.



      Den absolutte bevægelses hastighed spiller således en rolle på kredsløbsændringer.
      Ved Gravity Assist har det vist sig at anomalier kun optræder når sonderes bane sker asymmetrisk relativ til Jordens ækvator plan, hvorimod solsystemets bestanddele ikke påvirkes. 

      Dette kunne meget vel være et fingerpeg i retning af at solsystemet bevæger sig omtrent vinkelret i forhold til RMB og DFD, - hvorved Jorden i dens kredsløb påvirkes enesartet af DFA og RMB og derfor ikke viser tegn på kredsløbsanomali, - hvorimod anomalier i asymmetrisk sondekredsløb i flere tilfælde er påvist, og således tegn på ’karambolage’ med en absolut acceleration / hastigheds referenceramme.
       
      Selvom fly-by anomalier styrke er omtrent ubetydelig, kan såkaldt mørkt stof til trods være tegn på at den akkurat samme naturlov er ansvarlig for begge fænomener, - og dermed ikke længere tale om små vink, men derimod vink med en vognstang. Fordi at anomalierne er hastighedsbetinget vil en galakses kredsløb kunne påvirkes med en kraft der er mange tusinde gange stærkere end den der fra et lokalt perspektiv påvirker sonder planeter og måner.

      Årsagen til de Uløste Istids Mysterier.
      I den udstrækning Jorden bane er (mere eller mindre) lineær med DFD vil Jordens absolutte hastighed konstant ændres og dermed periodevis være uensartet påvirket af RMB .




      Allais Effekten , Nøglen til at Bevise et Overset aspekt af Nature
      For fuldstændig at klarligge årsagen til alle rapporterede Allais Effekter, er det nødvendigt primært først at tune sig ind på nøjagtig hvilken retning Dark Flow sker.  Megen forskning kan tyde på at DFD sker mod en meget sydlig retning.


      Det triangulære område ”Dark Flow Retningen” viser hvorhen ‘Dark-Flow’ bevæger sig.  Dette er DFD og DFA retningen

      Et meget markant fænomen er ansvarligt for Allias Effekten.
      Fælles for de fleste er pludselig acceleration.
      Så snart Jord Måne og Sol begynder at ligge på linje, vil ved solformørkelse, vil Jorden ret pludselig begynde at accelerere. 
      Den maksimale accelerations kan beregnes til omkring 3.2×10-^5m/s²  ved maksimum.
      ´


      Lad os forestille os Jordens kredsløb relative til DFR som vist overfor. (Denne illustration er kun midlertidig).
      Frigørelse af RMB sker som følge af at Jorden helt eller delvis bevæger sig modsat DFR.


      Men et testlegeme der falder ned mod Jorden og dermed udsættes endnu en kraft faktor, (Jordens tyngdekraft), vil påvirkes af en proces som modvirke den allerede igangværende frigørelse af  RMB . Derfor vil dette test legeme's acceleration (medens det frie fald foregår) reduceres med den styrke som RMB er udtryk for. Dette vil værende gældende for testlegemet indbygget i et absolut frifalds gravimeter

      Bevis for Teorien ved Gravitations-Målinger på den Nordlige Hermesfære.
      Når Månen ved solformørkelse er årsag til at Jordens acceleration (i større eller mindre grad) væk fra DFA, vil en del af  Jorden acceleration skyldes FTPKE.
      Det er vigtigt at bemærke at særlig øget pludselig acceleration af Jorden sker som følge af at Jord, Måne og Sol begynder at ligge på linje, først når, sker, er der en særlig øget acceleration (i henhold til Newtons anden lov).  Det er under denne omstændighed at Allais Effekterne er observeret.

      Et testlegeme på Jorden påvirket at Jordens tyngdeacceleration (ADG) i en retning (mere eller mindre) mod DFD og dermed (mere eller mindre) modsat FTPKE vil på grund af den modsatrettede gravitations-kraftpåvirkning udligne FTPKE således at denne kun gælder for Jorden og ikke testlegemet.
      Det vil sige at et testlegeme der falder mod Jorden og samtidig i retningen mod DFD (og FTPKE), vil accelerere upåvirket at RRPKE mod Jorden, hvorimod jorden vil være påvirket at RRPKE og accelerere hurtigere end forventet mod testlegemet. 
      Med andre ord, så skal et absolut (frifalds) gravimeter på den (rigtige placering) på den nordlige hermesfære kunne måle en positiv anomali ved solformørkelse.
      Hvorimod et fjederophængt testlegeme (og dermed et relativt gravimeter) på samme sted på Jorden som det absolutte gravimeter befinder sig, ikke vil påvirkes på samme måde..
      Det absolutte frifalds gravimeter vil med andre ord være i stand til at måle FTPKE, i den udstrækning at placering af gravimeteret er optimalt.



      Årsagen til den Mystiske Torsion Pendul Anomali.
      Selv den pludselig forstyrrelse af et Torsion pendul kan nu nemt forklares..

      Som følgende;
      • Jorden begynder ved solformørkelse pludselig at accelerere modsat DFR.).
      • FTPKE (Frigørelse af Tilbagetrukket Potentiel Kinetisk Energi)
      • Jorden accelerer nu en smule mere end forventet
      • Et torsion pendul på den nordlige hermesfære påvirkes af Jordens tyngdeacceleration. 
      • Denne påvirkning sker modsat DFR.
      • Det betyder at Jorden og et torsion pendul ikke vil være I den samme Accelerations-referenceramme. 
      • Så snart Jorden pga. af FTPKE at accelerere hurtige bort fra DFR vil et torsion Pendul ikke gøre det samme, hvilket vil sige at Jorden ganske enkelt accelerere imod torsion pendulets test legeme.
      • Den relativ hurtigere Jord acceleration betyder at snoren der forbinder Jorden med testlegemet påvirkes, dette bringer et torsion pendul ud af balance.
      • Hertil kommer at FTPKE sker direkte modsat DFD, hvorimod Jordens accelerator der udløser FTPKE ikke nødvendigvis gør det samme, hvilket så resultere i et drejningsmoment på torsion pendulet.


      Der var pga. ordbegrænsninger ikke plads til referencer, de kan komme senere..

      Sider: [1]