Det med de små bogstaver

[Morten Jødal]

Det en maskinmester er verdensmester i, er luftarter, deres tryk, dampe og maskineri til at behandle samme.

Det er muligt, at du engang har læst en bog, men maskinmesteren skal kunne den samme udenad.

Maskinmesteren er ekspert i gas- og dampdata - men han kan nu ikke sin damptabel udenad! Ihvertfald har samtlige eksemplarer af racen, jeg har mødt, haft den stående fast ved arbejdspladsen og taget ekstra kopier, når de skulle bruge den på usædvanlige steder (jeg har arvet en af de ekstra kopier). Og gassens sammensætning interesserer som regel kun maskinmesteren, hvis der er forskel på komponenternes forhold til idealitet.
Mao.: De bittesmå variationer i atmosfærens iltindhold er ganske ligegyldige for en maskinmester. Men selvfølgelig kan han ligesom jeg slå op i en databog. Det ser blot ikke ud til, at ham, du citerer har gjort det ordentligt ...
Jeg har forøvrigt stor respekt for maskinmestre, når de beskæftiger sig med maskiner og deslige - men atmosfæreeksperter er de altså ikke (det er jeg heller ikke, men jeg har læst en smule om emnet).

Kusco det er da lige så let som at måle den langt mindre andel CO2

Undskyld Bjarke, men det er noget vrøvl. Man kan konstruere måleinstrumenter, der kan finde gasandele ned til ppb-området. Men at måle iltindholdet med 5 betydende cifre er langt sværere.
Jeg tror Kusco har ganske ret i, at tilfældige fluktuationer og årstidsvariationer gør det umuligt i praksis.

[harbst]

http://www.iupac.org/goldbook/M03726.pdf

[Morten Jødal]

OK, Jørgen - så tillader IUPAC både betegnelsen massetal og nukleontal. Jeg kan ikke finde et dansk link, men i det danske gymnasium har vi for flere år siden fået besked om kun at sige nukleontal.
Det er da også en bedre betegnelse, da massen af en atomkerne jo netop ikke er præcis et helt antal u, kun nærved. Hvorimod nukleoner er fællesbetegnelse for protoner og neutroner, og de kan tælles i heltal. Så det ord er umisforståeligt (og ²O kan stadig ikke eksistere, idet de første 8 nukleoner er protoner, ellers er det ikke O).

[B Mønnike]

Undskyld hvori består det svære i forhold til CO2

CO2 fryses ud af atmosfæren og måles.

[Morten Jødal]

Undskyld hvori består det svære i forhold til CO2

Det svære består i, at et bestemt instrument er bygget til et bestemt måleområde - og til en måleusikkerhed, der fx kan være 1% af måleområdet. Finere og dyrere instrumenter måler måske med en nøjagtighed på 1 promille af måleområdet. Al højere nøjagtighed er en specialitet, som alt efter opgavens art kan specialindkøbes for meget dyre penge eller slet ikke kan købes.
Det er altså ikke svært at måle en ændring i CO₂-niveauet fra 315 ppm til 380 ppm, for det er en ændring på over 20% af det målte.
Men samme ændring i O₂-indholdet - et forventet fald på 65 ppm - udgør kun ca 0,03% af det målte, hvis dette er atmosfæren med knap 21% ilt. Den vil altså kræve et dyrt og sjældent specialinstrument. Om det overhovedet findes, ved jeg ikke. En almindelig iltmåler til fx røggasser har jeg derimod haft i hånden masser af gange - men den skriver kun 3 betydende cifre.

[B Mønnike]

Tak for oplysningen

[harbst]

Næh jeg kender heller ikke O - 2 , men hvis nogen kom og sagde at den eksisterede , ville jeg tro på det. 
Der findes så meget mystisk i atomfysikkens verden.  De nukleoner du tæller, er der jo nogen som siger, er et andet antal quarker holdt sammen med klister-gluoner.
Og siden min søn i sit eksamensprojekt målte energiniveauer i negative Ca ioner, tror jeg på hvad som helst fra den side, selv om det ikke stemmer med min børnelærdom.

[Morten Jødal]

Ja harbst, nu er vi jo ude i det rene tankespind, men undervejs har vi været så langt omkring, at jeg føler trang til lige at samle forudsætningerne i atom- og kernefysik, som jeg ser dem:

I "stueetagen" er et atom opbygget af tre slags partikler:
Protoner, neutroner og elektroner - ikke flere. De to første findes i kernen og kaldes med en fællesbetegnelse nukleoner.
Elektronerne fiondes normalt kun uden for kernen - enten frit eller (oftest) bundet i en elektronsky.
Inde i kernen kan der ikke findes elektroner - men de kan dannes og udstødes, idet neutronen ikke er en stabil partikel, men kan spaltes i en proton og en elektron.
Begge nukleoner har egenskaben "masse" i stort set samme omfang, nemlig 1 atommasseenhed (u). Derfor giver det mening at tælle dem ved at veje atomkernen - massen målt i u giver antallet af nukleoner. Deraf den gamle betegnelse "massetal", som altså nu er ved at blive afløst af "nukleontal".
Udover egenskaben masse har protonerne også egenskaben "ladning" i et kvantum på +1. Elektronerne har samme egenskab i et kvantum på -1. Ladning er ansvarlig for stort set alle atomernes kemiske egenskaber. Alle atomer med samme ladning i kernen - altså samme antal protoner, antallet af neutroner kan variere - har samme kemiske forudsætninger og betegnes derfor som tilhørende samme grundstof. Elektronerne er lettere at flytte med, og megen kemi afhænger af, om der på et givet tidspunkt er "det rigtige" antal elektroner knyttet til kernen. Det er der langtfra altid.

I "kælderetagen" er nukleonerne opbygget af kvarker, hvoraf der findes tre (evt. 5) forskellige, der tilsammen giver "stueetagens" partikler deres egenskaber. De kan indimellem kombineres på "sære" måder, så der opstår specielle partikler, fx tunge elektroner - men disse er kortlivede. Ligeledes findes der positive elektroner, også kaldet positroner, som har ladning som protoner, men samme meget lille masse som elektroner. De er principielt stabile, men holder ikke længe i en verden, der er fuld af elektroner - for ved sammenstød mellem positive og negative elektroner omdannes begge partikler til ren energi (fotoner).
Den sidste partikel fra "kælderetagen" er gluonen, som har den rolle at holde sammen på kernepartiklerne. Gluonen har hverken masse eller ladning, men bærer den stærke vekselvirkning mellem kvarker - med en rækkevidde på 10^-15 m, og den virker derfor kun inde i atomkernen.
I nogle, men ikke alle, opstillinger regnes fotoner og gluoner med som kvarker - deraf uvisheden om der er tre eller fem forskellige.

Her kommer så vores lille "ordstrid" ind. Så vidt jeg ved, kan den stærke vekselvirkning ikke ske mellem masseløse partikler, og derfor bør det ikke være muligt at opbygge en kerne alene af positroner med gluoner til at holde dem sammen. Men jeg beklager her en vis usikkerhed - idet kvarkerne stort set blev "opfundet" efter at jeg forlod forskningsmiljøet, og jeg har aldrig haft brug for at sætte mig detaljeret ind i gluonernes rolle. Så jeg er kun 99% sikker.
Men hvis vi nu antager, at det var muligt - så ville ²O kunne eksistere, hvis det angivne index i øverste venstre hjørne refererer til masse, derimod ikke, hvis det refererer til antal nukleoner; for i så fald måtte positronen også regnes som en nukleon, og så ville der stadig som normalt gå mindst 8 nukleoner til et O-atom - i praksis flere, da positivt ladede partikler frastøder hinanden, så der skal et vist antal neutroner til, før gluonerne kan "klare" deres opgave med at holde kernen sammen..

Tankespind slut!
Jeg er helt med på, at vi er ganske enige om opbygningen af "normale" O-atomer. Debatten går alene på, hvad man kunne forestille sig uden at komme i konflikt med fundamental fysisk viden. Og så altså på, hvad der er den primære betydning af det lille tal foroven.