maskinopvaskemidler

[Morten Jødal]

Min databog angiver varmeledning i enheden W/(m*K), som ikke er specielt svær at skrive her.
Talværdierne bliver 100 gange højere end i den gamle cgs-enhed.

Jeg kan supplere med
Kobber:           401
Guld:               318

Lad mig da blot indrømme, at aluminiums varmeledning er højere end jeg lige huskede den i hovedet - men jeg praler kun af ædelmetallerne! 

[B Mønnike]

Og mens vi er ved det, så har aluminium næsten den dobbelte udvidelseskoefficient af stål.

Stål 0,11mm/m/grad celsius
Alu  0,22mm/m/grad celsius

Rustfrit stål dog fra o,12-o,16 mm/m/grad celsius

[harbst]

Det var nu ikke cgs enheder , for så ville Joule ikke indgå.

Hvilken temperatur gælder dine værdier ved ?
De er ikke helt magen til min tabel, selv om forskellen er på sidste ciffer. 

[Morten Jødal]

Nej, du har selvfølgelig ret i, at Joule ikke indgår i cgs - jeg lod mig forlede af cm.
Kaye & Laby er en fremragende fysikopslagsbog, men jeg forærede mit eksemplar til min søn, da han var begyndt at læse fysik, mens jeg arbejdede med ren kemi, som Kaye & Laby er svag i.
Og siden er jeg til enkle opslag altid begyndt med Databog Fysik & Kemi, som er dansk og ren SI.

Mine værdier gælder for intervallet 288-298 K, altså "stuetemperatur". Beklager jeg ikke anførte det i første omgang.

Til Bjarke:
Jeg har spekuleret over, hvorfor du inddrager længdeudvidelsen her?
Hvis den havde betydning, burde aluminiumskeen vel klemme sig sammen om isen ved afkøling og derfor have sværere ved at slippe iskuglen end en stålske.
Dette er modsat harbsts erfaring, og jeg tror derfor mere på hans forklaring - men glæder mig fortsat til at høre om et eksperiment, hvor "man tager en sølvske" 

[gerda vilholm]

Aha! nu ser jeg hvorfor isskeer er lavet af aluminium og ikke af rustfrit stål. Det er jo rigtigt at der skal dannes et tyndt smeltet sliplag i skeen så iskuglen nemt triller ud og isen ikke hænger i.
Det hjælper også når man stiller skeen i et krus med ikke for koldt vand.

Tak til Bjarke for linket til de keramiske isskeer. Jeg har kontaktet firmaet som gerne sender til Grønland (det er der mange der ikke vil) så jeg overvejer at prøve et par keramiske isskeer. Da de er ret dyre håber jeg at de er afprøvet i professionel brug.

Problemet med smørret der ikke vil hænge i den rustfrie kniv husker jeg også fra min barndom.
Til at smøre madpakker fik min mor en speciel ikke-rustfri smørekniv, så gik det meget lettere.

Jeg husker også at vi var blandt de første der fik sulfo, men hvad brugte vi før? Måske brun sæbe.

I Politikens hobbybog fra 1947 var det vist husker jeg at der var en opskrift på opvaskemiddel der endda kunne vaske op i koldt vand. Artiklen var forsynet med en tegning af en opvaskende cigaretrygende mand med teksten:" Konen er på landet, Der vaskes op i koldt vand"

I en senere udgave af bogen var artiklen ændret til at opvask sker med sulfo. Den samme tegning af manden var der stadig, nu med teksten:" Konen er på landet. Der vaskes op."

Apropos smørret. Er man mon begyndt at komme noget i smørret der får det til at hænge bedre på kniven?

Forleden så jeg en pakke smør i supermarkedet. Det fremgik at det var smørbart og der var tilsat planteolie. Men hvad der undrede mig var at pakken havde lurpak-mærket. Dette var strengt forbudt tidligere. Hvis smørret bar lurmærket måtte der ikke være andre tilsætninger end salt i det. Derfor stod ordet smør heller ikke på kærgården-pakkerne. De måtte ikke engang bruge udtrykket smørbart.

Venlig hilsen

Gerda

[harbst]

Før man fik sulfo brugte man krystalsoda.  Det er soda med meget krystalvand, og som opløset let.
Det var hård kost for hænderne, så dengang kunne man se på folk, hvem der vaskede op.

Man burde have haft gummihandsker.
Det er mindre nødvendigt med sulfo.

[B Mønnike]

Nu når du skriver navnet, så kan jeg også huske at noget lignende havde vi også i mit barndomhjem. Men jeg husker det som brun sæbe "krystalsæbe". Det er muligt du har ret Harbst.

Sulfoen kom samtidigt med at jeg kom i skole, så jeg har ingen tekstmæssige billeder af produkterne, kun mundtlige beskeder om hvad jeg skulle hente hos købmanden. Soda, sprit, salmiakspiritus 3 dobbelt, sæbespåner og brun sæbe.

[Morten Jødal]

Krystalsoda og krystalsæbe er to meget forskellige ting, trods den lydlige lighed.
Krystalsoda er natriumcarbonat med 10 krystalvand: Na₂CO₃,10H₂O. Det er da rigtigt, at dette produkt er overordentligt letopløseligt i vand, men sælgerens forkærlighed for stoffet skyldes nok også, at det indeholder 63% vand! Både før og nu elsker fabrikanter at sælge vand til høje kilopriser, fordi der er blandet en smule aktivt stof i, og alt for mange husmødre slæber det gladeligt hjem  
Vandfri soda er en smule længere om at opløses, men har samme virkning - og der skal kun bruges 1/3!

Et alternativ til krystalsoda kunne være potaske, som er kaliumcarbonat K₂CO₃. Navnet siger, hvad det kan fremstilles af, og rundt omkring på gårdene kunne man også koge "askelud", der drøjede på vaskemidlerne: masser af aske kogt i rent vand og derpå filtreret.
Begge produkter er stærkt basiske på grund af carbonationer.

Krystalsæbe er derimod - som navnet siger - sæbe. Den koges på affaldsfedt i stærk base, og den renses ikke, men sælges med baseoverskud og et vist vandindhold (samt alle urenhederne, derfor er den brun). Krystalsæbe er den billigste sæbe, der kan fås, men den er klart overlegen i forhold til soda som vaskemiddel.
Forøvrigt kunne de tidlige kemikere - før 1836 - ikke skelne mellem natriumcarbonat og kaliumcarbonat. begge produkter var så efterspurgte, at den hjemlige produktion ikke slog til, så de blev importeret fra Mellemøsten. Heraf grundstofnavnene natrium - af stednavnet Wadi Natron i Egypten, som fortsat er en stor producent af soda, der udfældes naturligt i en stor saltsø (englænderne kalder grundstoffet sodium af soda, som jo er en natriumforbindelse) og kalium - af Verdens største ørken Rub al-Khali i Saudiarabien, som også har saltsøer; sidstnævnte har desuden givet navn til den forældede betegnelse for base: "alkali".

Både krystalsoda og krystalsæbe er fortsat lagervarer hos enhver købmand! Selv om jeg har svært ved at gætte, hvem der køber soda, for ingen købmand kan da leve af, at jeg har brug for en lille portion hvert 20. år ...

[harbst]

soda er da bedre til rengøring som opvask, fordi der ikke dannes uopløseligt kalksæbe, som med den brune sæbe.
Men hver ting er da godt til sit formål.  Jeg har også en lille smule af hvert stående, 
Den brune sæbe er dod til rensning af malerpensler, efter næsten al slags maling.

[Morten Jødal]

soda er da bedre til rengøring som opvask, fordi der ikke dannes uopløseligt kalksæbe, som med den brune sæbe. 

Ja, det afhænger så af det lokale vands hårdhed.
Sæbe er til gengæld mere (og hurtigere) fedtopløsende end soda.
Til tøjvask var det i gamle dage kotume at bruge soda til blødgøring (der dannes tungtopløseligt calciumcarbonat, som udfælder kalken) og først derefter tilsætte sæbe.
Opvask har jeg ingen erindring om før efter sulfoens fremkomst, men de hidtidige indlæg tyder på, at der har været flere muligheder.

Brun sæbe er fortsat et fantastisk produkt med mange anvendelsesmuligheder, men min fantasi slår ikke helt til, når jeg skal gætte på hvorfor soda fortsat findes i sortimentet hos selv små købmænd.

[harbst]

Soda er et bedre og skrappere rengøringsmiddel til glas.
Det er også bedst hvis man totalt vil undgå rester af sulfo og "parfume".  Der ellers kan ødelægge øllets skum og smag.

Også champagne kræver renere glas end sulfo kan give, hvis man vil bevare boblerne til væsken kommer i munden.

Soda er også midlet til rengøring af glasballon , hvis man brygger selv.

[Morten Jødal]

Soda er et bedre og skrappere rengøringsmiddel til glas.

Men til gengæld er sæbe bedre til fedtede tallerkener ...

Sulfo er endnu bedre til fedt end sæbe, hvorfor sulfo var en revolution for opvaskende husmødre (m/k): fjerner fedt legende let og giver slet ikke røde hænder! (fordi der ikke er stærk base i, hvad der er i både soda og brun sæbe.
Men sulfo har ganske rigtigt de ulemper harbst fremhæver, blandt andet fordi man altid er tilbøjelig til at overdosere, og de sidste rester er næsten umulige at fjerne.
 
Sæbe er kemisk set slet ikke det samme som sulfo, så erfaringer fra halvtredserne og fremefter gælder ikke for "historisk" opvask.
På dette område venter jeg fortsat på det autoritative svar.

[gerda vilholm]

Jeg fandt aldrig et maskinopvaskemiddel der ikke angriber aluminium.
Senere har jeg fået en røremaskine hvor en stor del af røreapparatet er aluminium, og efter en vask i maskinen er det sort og smitter af - man får sorte fingre og viskestykkerne bliver sorte.

Så foreslog Søren Basbøll mig at prøve lavtskummende vaskepulver beregnet til tøjvask.

Jeg vidste godt at for meget skum ville være uheldigt, så jeg prøvede først med en lille spiseskefuld Neutral vaskepulver til en maskinvask.

Men uha, der flød skum ud over gulvet.

Næste gang prøvede jeg med en lille halv teskefuld - jeg vejede mængden til 1,3 gram - og opvasken blev perfekt, aluminiumen blev rent og ikke sort.

Jeg har senere flere gange gentaget successen.

Det ser ud til at tøjvaskepulver er glimrende til maskinopvask, og når en pakke med 2 kg koster 65 kroner er økonomien glimrende med 1,3 gram til en opvask.

Nu er problemet måske at jeg får svært ved at lære mine medarbejdere at der skal bruges meget lidt opvaskemiddel, måske skal jeg tilsætte et fyldmiddel, f.eks vand.

Venlig hilsen    Gerda

[Morten Jødal]

Hej Gerda.

Det er da godt, at du har eksperimenteret dig frem til en god løsning.
Kun skal du være opmærksom på, at

- det er den stærke base i de fleste maskinopvaskemidler, der giver skaderne på aluminium
- det er samme base, der desinficerer din opvask

Tøjvaskemidler er normalt ikke så basiske og derfor ikke i sig selv bakteriedræbende - modsat maskinopvaskemidler;  vaskemidler med et stort indhold af perborat har dog nogen antiseptisk virkning.

To ting kan kompensere for manglen: kraftig skylning og høj temperatur
I tøjvaskeprogrammer er der almindeligvis indlagt gentagne skylninger, som sikrer, at bakterier og vaskemiddel ender sammen i kloaken.
I maskinopvaskeprogrammer er der oftest højst kun 1 skylning.
Da du jo har en fødevarevirksomhed, hvor du sælger mad til andre end egen familie (som du godt kunne udsætte for en gang roskildesyge i ny og næ), skal du være omhyggelig med altid at vælge den højeste opvasketemperatur, når du giver afkald på den kemiske desinfektion.

[Kusco]

I maskinopvaskeprogrammer er der oftest højst kun 1 skylning.

Hvad mener du med det Jødal, som jeg ser maskinopvaskerens funktion den laver stort set ikke andet end at skylle, det er jo ligesom hele princippet den fungerer efter.