Teknologi der er glemt.

[B Mønnike]

Lige til Harbst.

Der er overhovedet ingen problemer med at veje krudtet af, temmeligt nøjagtigt endda. Det er åbenbart også en diciplin der er gået i glemmebogen selv om ethvert anstædigt krudthorn var forsynet med en sådan indretning.

Jeg har være beskæftiget med at fremstille hårdmetalplatter for Sandviken og her kunne denne simple anordning nemt klare en præcision på et halvt milligram.

Den består i al sin enkelhed af et bundhul der med vibration fyldes til randen, hvor det overskydende skrabes af.

Hvis det er medicinpiller eller hårmetalplatter der skal fremstilles så presses der et stempel ned i hullet efter det er skrabet af.

[John Larsson]

Lige til Harbst.

Der er overhovedet ingen problemer med at veje krudtet af, temmeligt nøjagtigt endda. Det er åbenbart også en diciplin der er gået i glemmebogen selv om ethvert anstædigt krudthorn var forsynet med en sådan indretning.

Jeg har være beskæftiget med at fremstille hårdmetalplatter for Sandviken og her kunne denne simple anordning nemt klare en præcision på et halvt milligram.

Den består i al sin enkelhed af et bundhul der med vibration fyldes til randen, hvor det overskydende skrabes af.

Hvis det er medicinpiller eller hårmetalplatter der skal fremstilles så presses der et stempel ned i hullet efter det er skrabet af.

Jeg har dyrket pistolskydning i flere perioder. Jeg går ikke specielt op i konkurrencemomentet, men "dagsformen" er faktisk en god diagnose på ens stressniveau! Derfor har jeg heller ikke haft eget våben, hvilket også er ret bøvlet, hvis man selv skal opbevare det. Jeg har dog kendt mange der har lavet deres egen ammunition, og også nogle der selv har støbt projektilerne til forladere, men det er så ikke foregået i de klubber, hvor jeg har været medlem. Såvidt jeg har forstået på disse gørdetselvere er krudtafvejningen ikke specielt problematisk, men det er derimod ret vanskeligt at fremstille projektiler af ens størrelse og med en finish der gør at de får en ensartet ballistik!

[harbst]

Krudtmængden og arten er ret afgørende for præcisionsskydning. Hvis det bare gælder om at få kuglen af sted med passende høj fart, er det en nemmere sag.

Hvis man også vil ramme på så stor afstand at udgangshastigheden er vigtig, så kræver det løbende kontrol og justering af krudtmængden ud fra målt hastighed.
Jeg tror ikke på at john Larsons metode er præcis nok , til det formål.  

Du har uden tvivl ret i at projektilets form og masse har lige så stor betydning.

[chrismark]

Tja, krudt mængden kan være nogle milligram for meget!

Arab Shooting Gun Test

Vistnok kaliber 0,7. eller en 577 Tyrannosaur som skyder med .585 kugler=14,86mm.
http://en.wikipedia.org/wiki/.577_Tyrannosaur

 
Marek.

[B Mønnike]

John Larssons hvaffor en metode Harbst ?

[Sophiante]

Det er umanerligt svært at lave ammunition til præcisionsskydning.
De færreste kan afveje krudtet nøjagtigt nok til at alle projektiler får  samme mundingshastighed indenfor en snæver tolerance.  De professionelle fabrikker måler den og justerer krudtmængden  for hvert parti krudt man anvender.

Du tager fejl Harbst.

Håndlavet ammunition kan laves mere præcist end fabrikslavet.

Kilde, citat fra Wikipedia:

"Benchrest shooting
From Wikipedia, the free encyclopedia

Benchrest shooting is a sport in which very accurate and precise rifles are shot at paper targets from a rest or bench from a sitting position.
Rifles are usually custom made with extreme accuracy in mind. Shooters might use heavy stainless steel barrels,scopes with high power magnification.
Except where competition rules stipulate factory-assembled ammunition, benchrest shooting relies exclusively on handloaded ammunition,
which is user-assembled round by round with painstaking precision."

- samt mine egne 35 års erfaring med emnet.

Jan

[B Mønnike]

Kurveflet,spånkurve, børstebinding bødkerting kan stadig fås men er luxusvarer til høje priser idag.

Hvis man går ind på Hjerl Hedes hjemmeside kan man se hvad priserne er på sådanne ting, der i min barndom var dagligdags og billige

Skomageri indskrænker sig idag til sætte hæle på sko. Skrædderi er ubetaleligt idag hvor kun ændringer på stangtøj er til at betale.
og man får ikke mere masket nylonstrømper op.

Radioer og fjersyn bliver ikke repareret mere.

Stoppe strømper kan kun min generation endnu.

[Morten Jødal]

Stoppe strømper kan kun min generation endnu.

Men gør de det? 
I min ungdom lærte drenge ikke den slags, så jeg kan ikke (vi lærte dog at sy en knap i).
Min kone gider ikke, så hos os bliver hullede strømper kasseret hårdt og brutalt (før kronprinsen kasserer sine  ).
Hun kan dog godt, og gælder det en hjemmestrikket sweater, der har været for nær ved et strittende søm, kan hun lave de smukkeste reparationer.
Det kan mine børn til gengæld ikke, så generationsafgrænsningen er rigtig nok ...

[B Mønnike]

Vi to er omtrent lige gamle Morten og du må som jeg have kendt til mangler på markedet efter krigen.

Jeg lærte det, da det var en nødvendighed for min famile ! Både af min far og mor. Jeg lærte også at strikke og hækle, samt sy på maskine, hvad jeg stadigt gør, når der er behov derfor! Jeg fik en ny symakine sidste sommer !!

[Søren Basbøll]

Hvorfor fik du dog en ny symaskine?

Den hånddrevne Singer jeg arvede efter min mor, som fik den i bryllupsgave i 1938, kører da fint endnu, og jeg tør slet ikke tænke på hvad en så hurtig udskiftning ville betyde for for eksempel strygeinstrumenter....

Jeg ser i øvrigt jævnligt reklameskilte for Singer i Frankrig, og de ser ofte ud som om de godt kunne være fra 1938.

Hilsen
Søren Basbøll

[harbst]

Den hånddrevne kræver større færdigheder, da man kun har en hånd fri til at styre sytøjet , hvis man ikke har en anden til at dreje håndsvinget. Ordentlige symaskiner har foddrev.

[Morten Jødal]

Vi to er omtrent lige gamle Morten og du må som jeg have kendt til mangler på markedet efter krigen.

Ja, men der kan godt være forskel på opvækstforhold.
Min far havde fast arbejde, og min mor var  - som de fleste af mine kammeraters - hjemmegående. Hun stoppede strømper, men lærte ikke sine drenge færdigheden.
Vi var bestemt ikke rige, særligt ikke os børn, da vi ikke måtte få lov at tage en byplads - det hørte ikke til vores klasse. Så vi havde kun vores yderst beskedne lommepenge, men stoppede altså ikke strømper.

Min mormor forsøgte at lære mig at strikke, og jeg producerede 1 grydelap! Hun slog 20 masker op til mig, og jeg sluttede med 25, hvorpå jeg ikke følte trang til at lave en pendant. 

Derimod kan jeg godt til en vis grad sy på elektrisk symaskine, men gør det sjældent, da min kone er langt dygtigere. Derimod tilkalder hun mig, når trådspændingen er gået ud af justering.

Den dejlige gamle professionelle Singer, hvor drivkraften var syerskens fodbevægelser på et vippebræt, er derimod for mig glemt teknologi. Den har utvivlsomt været optimeret til perfektion, men de tilbageværende er vist snart alle eksporteret til ulandslandsbyer uden strøm.

[B Mønnike]

Hej Søren.

Da min mor døde havde jeg allerede en fodstyret elektisk styret Pfaff industirmaskine som havde stået i en forretningslejlighed som jeg lejede. Man kunne ikke få en lejlighed hvis man ikke var gift dengang.

Jeg er ikke enebarn men en ud af fire, ældst. Nr to gift med en håndarbejdslærer så nr 3 fik æren med at overtage den hånddrevne .

Maen Pfaffen fyldt meget og da jeg flyttede til Sverige i embeds medfør  byttede jeg den til en Husquarna friarms maskine. Denne maskine blev jeg aldrig gode venner med, da den ikke kunne køre langsomt overhovedet.....fejlkøb.... derfor blev den udskiftet...med Brugsens billige

[harbst]

I mit barndomshjem blev trædemaskinen afløst af en moderne elektrisk Husquarna. For mig var det fine ved den at der var et mekanisk gear, man kunne så til, så den kunne køre ganske langsomt tilmed klare tunge jobs med bukket tykt stof eller endda tyndt læder.

I min barndoms kommuneskole havde drengene også et års håndgerning med strikning , knapper, knaphuller og brodering.
 

[John Larsson]

I min barndoms kommuneskole havde drengene også et års håndgerning, med strikning , knapper, knaphuller og brodering.

I mit barndoms mørkeste Småland (sådan siger man derovre, og der er noget om at smålændingerne er de svenske "jyder"!), og der var det sådan, at man havde "slöjd". For pigerne var det det vi normalt kalder håndgerning. For drengene var det fremstilling af diverse trægenstande, lysestager, rammer til spejle, og, hvis sløjdlæreren var lidt ekstra sprælsk, diverse skulpturerede dyr, ofte traner eller andre langbenede fugle!

Nu var det bare sådan, at min lille bonderøvskommune i en årerække syltede indretningen af særlige sløjdlokaler. Pigerne kunne jo sidde og strikke, hækle etc i de almindelige klasselokaler (dog selvfølgelig uden symaskiner og den slags!), men at indrette særlige lokaler med høvlebænke og et lille lager af træ, var der absolut ikke råd til. Pigernes håndgerning var altid sidst på dagen, så mange af drengene skulle alligevel vente på skolebussen. Nu var det også sådan, at Gösta og jeg var lidt lune på et par af de kønneste piger, så vi fik besnakket deres lærer, en ret emsig bondekone, til at optage os på holdet. Vi fik også lavet noget andet end at kurtisere pigerne. Jeg kan i hvert fald huske at jeg hæklede et par grydelapper og strikkede et halvt halstørklæde!