Hvor farligt er røntgenfotografering / gamma Scintigrafi

[JMA]

Min mor er netop blevet røntgenfotograferet / gamma scintigrafi på sygehuset, og fik en indsprøjtning med et radioaktivt stof. Ifølge brevet vi fik, skulle det være helt ufarlig. Fra indsprøjtningen, til fotograferingen, sad hun i venteværelset, sammen med de andre patienter. Vi blev lidt overrasket over, at vi skulle forlade venteværelset, og at kun patienter måtte bruge venterummet. Os andre skulle ud på gangen.

Da vi kom hjem, et par timer efter scanningen, begyndte geigertællerne at slå alarm. Selvom hun var i køkkenet, så var 4 gange over den normale stråling i stuen. Og i samme rum, indenfor 3 meter, skulle man ifølge manualen til geigertælleren søge dækning.

Så nu tænker jeg så småt på, om vi virkelig var i fare, når vi som pårørende sad i et lokale, med ca. 20 andre der havde fået samme dosis, og i under en halv meters afstand fra min mor.

Men kan det virkeligt være korrekt, at det er så ufarligt, når alarmerne går igang i mange meters afstand, så snart hun kommer hjem. På ca. 6-7 meters afstand, igennem to lukkede døre, var strålingen dog ikke større end normalt.

[John Larsson]

Min mor er netop blevet røntgenfotograferet / gamma scintigrafi på sygehuset, og fik en indsprøjtning med et radioaktivt stof. Ifølge brevet vi fik, skulle det være helt ufarlig. Fra indsprøjtningen, til fotograferingen, sad hun i venteværelset, sammen med de andre patienter. Vi blev lidt overrasket over, at vi skulle forlade venteværelset, og at kun patienter måtte bruge venterummet. Os andre skulle ud på gangen.

Da vi kom hjem, et par timer efter scanningen, begyndte geigertællerne at slå alarm. Selvom hun var i køkkenet, så var 4 gange over den normale stråling i stuen. Og i samme rum, indenfor 3 meter, skulle man ifølge manualen til geigertælleren søge dækning.

Så nu tænker jeg så småt på, om vi virkelig var i fare, når vi som pårørende sad i et lokale, med ca. 20 andre der havde fået samme dosis, og i under en halv meters afstand fra min mor.

Men kan det virkeligt være korrekt, at det er så ufarligt, når alarmerne går igang i mange meters afstand, så snart hun kommer hjem. På ca. 6-7 meters afstand, igennem to lukkede døre, var strålingen dog ikke større end normalt.

Handler det ikke om personalets akkumulerede eksponering? Din mor og andre af hendes "kollegaer" har fået noget radioaktivt kontrastof indsprøjtet i blodbanerne. Dette stof stråler naturligvis i alle retninger afhængig af det der måtte dæmpe strålingen. Personalet som skal tage sig af din mors undersøgelse, kan selvfølgelig ikke undgå at blive blive en smule bestrålet fra din mor, mens de fikserer hende på den ene eller den anden måde, og derfor har Arbejdstilsynet (eller noget der ligner!) bestemt at personalet skal beskyttes meget mere end de patienter der er i venteværelset!

[SuperClaus]

Kort fortalt så er det ufarligt og du har ikke været udsat for fare!

Nu skriver du ikke nøjagtigt hvad det er for en scintigrafi som din mor har fået lavet, men lad os antage at det er en knogleskintigrafi, som er en af de nuklearmedicinske undersøgelser der giver højeste stråledosis til patienten (og glem alt om at kalde det for et røntgenfoto, for det er noget helt andet, bortset fra at begge undersøgelser er billeddannende og giver en stråledosis).

Ved en knoglescintigrafi gives ca. 800-1000MBq 99mTc mærket med en form for fosfat der gør at det optages i knoglerne og ingen andre steder i kroppen. Det er et radioaktivt sporstof (ikke kontraststof) som har et halveringstid på 6 timer (eller ca. 10%/time). Den biologiske halveringstid er derimod kortere, for stoffet udskilles ret hurtigt via nyrene og urinen. Derfor kan man minimere stråledosis ved at få patienten til at drikke rigeligt med vand, både før og efter undersøgelse, men det giver også en bedre optagelse at få patienten til at drikke før optagelsen.
Undersøgelsen giver ca. 5mSv stråledosis til patienten. Det svarer til en øget risiko for dødelig kræft på 0,0025%, hvilket skal ses i forhold til at ca. 33% af os får kræft. Er din mor af den ældre årgang kan man dividere tallet med en faktor 2-3, da følsomheden over for små doser stråling falder med alderen.

Andre mennesker må opholde sig i nærheden af radioaktive kilder, så længe de ikke har en risiko for at få en dosis over 0,1mSv. Det får man ikke, selv i et venteværelse fyldt med patienter (det er heller ikke alle patienter der får et radioaktivt sporstof lang tid før undersøgelsen) - men det skyldes også det faktum at man jo ikke opholder sig i venteværelset hver dag.
Der er stor sandsynlighed for at det er størrelsen af venteværelset der fastsætter den regel du har hørt. Om sommeren har mange patienter det med at tage hele familien med til undersøgelserne og så bliver der hurtigt fyldt! For nogle undersøgelser er det desuden vigtigt at patienten er fysisk aktiv for at sporstoffet fordeles og optages korrekt i kroppen og derfor sendes de ud på en gåtur i ventetiden. 

Din geigertæller i hjemmet er meget dårlig til at måle gammastråling - særligt når det kommer til at bestemme dosishastigheden og energien af gammastrålingen. Jeg kan kun gætte på hvad der ligger til grund for anvisningen i manualen, men det er helt sikkert ikke ment på at du har en radioaktiv kilde i huset. Jeg tror nærmere at det er beregnet på en luftforurening med beta-stråling, men det er kun et gæt.

Begrænsninger for ophold tæt ved patienter der har fået et radioaktivt sporstof gør sig først gældende hvis der er tale om ammende, puslende personer, eller ved indgivelse af specielle langlivede radioaktive isotoper (også lang biologisk halveringstid). Ved gravide er der ofte nedsat dosis, der så kompenseres med længere optagelsestid eller andet. 

Det er Statens Institut for strålebeskyttelse der fastsætter krav, love og vejledninger til håndering af radioaktivitet. Der er masser af information på http://sis.dk
Personer der arbejder med radioaktivitet må få op til 100mSv/5 år, men stråledosis skal minimeres. For personalet i nuklearmedicinske afdelinger er en rimelig stråledosis op til 0,5mSv/måned (6mSv/år). Stråledosis for nuklearmedicinsk personale minimeres bedst ved at holde afstand til patienten og minimere tiden som personalet er tæt på patienten.

 


 

[JMA]

Jeg tror, at det er radioaktivt jod, da hun har fået fotograferet skjoldbruskirtlen.

Jeg havde forventet, at jeg nok vil kunne se det på geigertælleren tæt på - men jeg var overrasket over, at det vil give så stort udslag på afstand. Hvis man er i samme rum, som min mor, så vil man jo blive udsat for en stråling, der er væsentligt over baggrundsstrålingen.

Normalt giver geigertælleren meget få kliks per minut - typisk 1 minut, mellem hver klik. Er mor i huset, er der typisk 15 sek. mellem hver klik. Og på en meters afstand, er det 1 klik per sekund. Tættere på, så stiger den til mange kliks per sekund. Ifølge manualen, skal man holde sig borte, hvis der er mindre end 3 sekunder, mellem hver klik, og undgå strålingen. Dvs. at man bør holde afstand, på ca. et par meter.

Skal vi forvente en halveringstid på 8 dage - eller går det hurtigere, ved at det udskilles noget med urinen?

Kan der være risiko for computere, og andet elektronisk udstyr? Eller, kan hun roligt, gå med et ur, eller en mobiltelefon i lommen?

[Morten Jødal]

Min søn er hospitalsfysiker - og ansvarlig for sikkerheden på en nuklearmedicinsk afdeling. Så jeg har mødt problemet før.
Også den problemstilling, at bestrålingen anses for ufarlig for patienterne, men personalet skal beskytte sig mod radioaktive patienter. Og forøvrigt har jeg selv ved en enkelt lejlighed været radioaktiv patient - dog en anden undesøgelse med en mindre dosis end hvad SuperClaus angiver. Jeg var ikke bekymret!
Oplysningerne i hans indlæg kan jeg forøvrigt bekræfte, bortset fra at geigertælleren normalt er ganske udmærket egnet til at registrere gammastråling (naturligvis uden at skelne mellem energiniveauerne).
Røntgenstråling og gammastråling er IKKE det samme, men begge typer er meget lidt tilbøjelige til at vekselvirke med stof, herunder biologisk materiale, så risikoen er begrænset (men til gengæld er beskyttelse mod strålingen vanskelig).

Jeg kan tilføje, at envher hospitalsundesøgelse indebærer en lille risiko, som afvejes mod nytten af resultatet. Selv har jeg ved en lejlighed haft blodforgiftning efter en biopsi. Det havde intet med stråling at gøre, men var lige så livstruende! Begivenheden ligger dog adskillige år tilbage, og jeg er forlængst blevet helt rask.

Endelig: risikoen ved lave atrålingsdoser er fortsat meget omdiskuteret. Faktisk tyder visse studier på, at de ligefrem er gavnlige! Teorien (som er absolut ubevist) går på, at immunforsvaret holdes alert ved en lav, men vedvarende, belastning.
Alle er enige om, at større strålingsdoser er farlige, men grænsen ligger over, hvad en patient normalt udsættes for.

P.S. Iod udskilles med urinen. Det gælder også I-131, som der her er tale om. Udskillelsen kan fremskyndes ved at give patienten ekstra iod, oftest i form af KI-tabletter. Jeg går ud fra, at afdelingen har vurderet, om dette er nødvendigt/ønskeligt.

[SuperClaus]

Det giver lidt mere mening.

Hvis du er sikker på at hun har fået radioaktivt jod (sikkert 131-I), så er den biologiske halveringstid efter optagelse af stoffet, så lang at du kun skal regne med halveringstiden af jod'et på ca. 8 dage.
 
Når hun har fået radioaktivt jod, så er det ikke kun for at få taget billeder (der bruger man ren 99mTc som tilfældigvis også optages i skjoldbruskkirtlen, men udskilles ret hurtigt igen). Hun har fået det som en behandling for en forstørret skjoldbruskkirtel og deraf forhøjet stofskifte. Det giver en højere stråledosis til hende (kan ikke huske i hovedet hvor høj, men det afhænger også af om hun har fået 200, 400 eller 600 MBq som er de forskellige standarddoser til behandling af forstørret skjoldbruskkirtel. Stråledosis er stadig ufarlig af flere grunde - og særligt en stråledosis at foretrække i forhold til alternativet.
Hvis hun har haft kræft i skjoldbruskkirtlen er der dog tale om en ekstra høj dosis og der er det normalt at patienten indlægges i nogle dage efter indgift, for at undgå stråledosis til "alm. mennesker".

131-I har en ret højenergi gammastråling. Igen er din geigertæller ikke særlig god til at vise stråledosishastighed af gammastråling. Jeg kan ikke gætte mig til hvad der ligger bag vejledningerne til din geigertæller, men du kan ikke bruge antallet af klik til noget når det ikke kan udtrykkes som en specifik stråledosishastighed for gammastråling, ved bestemte energier. Har du evt. et link til manualen/specifikationerne for din geigertæller? - jeg gætter (igen) på at det er sådan et ekstra-modul der til tilkøbt et alarmsystem i huset?

Hvis du holder dig i en normal afstand fra din mor, får du ikke meget mere stråling end den gennemsnitlige baggrundsstråling - men det kræver altså noget andet udstyr end en geigertæller til at måle det!  
Du skal ha' fat i et dosimeter for at kunne lave fornuftige målinger.


Et andet eksempel:
Ca. 1/4 af den gennemsnitlige baggrundsstråling kommer fra Radon som siver op fra undergrunden. Dvs. det betyder meget om du bor i en kælder eller på 1. sal (eller højere). Radon-isotopen der siver op fra undergrunden henfalder med alfa-stråling hvilket din geigertæller heller ikke kan måle! - en ekstra detalje er at undersøgelser viser, at radon kun er farligt for rygere (radon giver "kun" lungekræft fordi det indåndes og alfastrålingen derved er stærk nok til at skade lungevævet).

  

[SuperClaus]

Til Jødals indlæg.

Når først jod er optaget i skjoldbruskkirtlen, så udskilles det meget meget langsomt derfra. Det er en af grundende til at det overhovedet kan lade sig gøre at behandle en forstørret skjoldbruskkirtel med radioaktivt jod.

Der er meget debat om risikoen ved lave stråledoser. Faktum er at der ikke findes gode undersøgelser der kan vise om små stråledoser er mere eller mindre farlig (måske endda direkte gavnlige) for mennesker. De anbefalinger man vejleder efter, er baseret på observationer fra de to atombomber der blev smidt over Japan - og deraf følgevirkninger for de personer der fik stråledosis herefter. 
Stråledosis pga. a-bomberne er dog meget højere end hvad patienter får ved undersøgelser på hospitaler - og man har altså lave en lineær ekstrapolering fra de høje doser, til de lave doser (groft sagt).
Der er undersøgelser der viser at piloter (som også er udsat for højere niveau af stråling) ikke har større kræftrisiko end normalbefolkningen og der er også lavet undersøgelser på mennesker der bor i bestemte bjergegne, som har en meget meget større baggrundsstråling, uden at det kan vises at det medfører flere kræfttilfælde. Problemet med beregningen af lave stråledosers påvirkning er, at vi jo alle har en ca. 33% risko for at få kræft og det derfor kræver et langvarigt studie med mange personer, for at kunne fastslå om en lille stråledosis dermed giver en 0,01% højere risko for kræft. Dertil skal lægges at kræft også rammer socialt skævt og de fleste personer der er udsat for ekstra stråledosis i forbindelse med deres arbejde, ligger i den bedre ende af den sociale rangliste - hvilket så betyder at der skal endnu flere personer med i undersøgelsen for at kunne vise noget!
En engelsk undersøgelse på personer der arbejder med radioaktivitet, viser en tendens til at der er højere chance for at få kræft, men også en højere chance for at overleve kræften - og deraf underbyger det tesen om at lidt stråling styrker immunforsvaret - men det er altså kun en tendens og ikke et gyldigt statistisk bevis!

 

[JMA]

Hun har ikke fået det, for behandling af skjoldbruskirtlen. Det kræver større dosis. Det er kun for scanning.

Jeg ved ikke, om det er radioaktivt jod, eller om der er brugt et andet stof. De kan vist både bruge radioaktivt jod, og andre kontraststoffer. Men det er noget, så de kan spore optagelsen i skjoldbruskirtlen. Hvis de kan det, med andre kontraststoffer, så er måske brugt noget andet. 99mTc halveres så vidt jeg kan finde på nettet, på kun 6 timer. Så i morgen, vil strålingen sikkert være væk, hvis de har brugt det. Jeg tror, at de har givet hende noget, som optages i skjoldbruskirtlen, for at undersøge optagelsen, og geiger tælleren viser også, at der er ekstra stor udslag, når den kommer i nærheden af halsen, i forhold til resten af kroppen. Så på en måde, må det gå til skjoldbruskirtlen.

[Morten Jødal]

Da nu den sikre oplysning om, hvilket kontraststof der er brugt, blev til en formodning, skal jeg også afholde mig fra at udtale mig yderligere om nedbrydningen.

SuperClaus ved tydeligvis en masse om radioaktivitet og risiko - muligvis meget mere end jeg. Men jeg kan se vi er grundlæggende enige om usikkerheden om risikoen ved lave doser.
Dog kan jeg ikke anerkende, at vor (begrænsede) viden derom hovedsageligt skyldes A-bomberne over Japan. Der er masser af senere indicier, der peger i vidt forskellige retninger. Herunder den observation, at et af de områder i Verden med højest naturlig baggrundsstråling, Nordsverige (granit er svagt radioaktiv), samtidig har en af Verdens højeste middellevetider.
Den store forkromede befolkningsundersøgelse mangler vi endnu - men den ville også blive særdeles dyr at lave, så vi må indtil videre holde os til formodninger, og alle fornuftige grafer over strålingsrisiko har et blankt område forneden, hvor vi mangler viden.

[SuperClaus]

Baggrundsmateriale for risikoberegning ved stråledoser.

Side 12

http://www.sst.dk/publ/Publ2005/SIS/Vejl_aabne_kilder/Vejl_aabne_kilder.pdf

[JMA]

Radioaktiviteten er nu ved at være klinget af. Helt tæt på måles stadigt en smule, men i morgen, er sikkert intet at måle. Det lyder sandsynligt, at halveringstiden er 6 timer, og at strålingen dermed er 20 gange mindre end igår.

Jeg var bange for, at det var radioaktivt jod, og at vi skulle vente 8 dage, før radioaktiviteten var halveret.

[Morten Jødal]

Et aspekt, der ikke har været inde i debatten endnu:

¹³¹I er et af de to mest frygtede udslip ved A-kraftulykker og i praksis det farligste.
Den specifikke farlighed går netop på, at stoffet optages hurtigt i organismen og derpå (som SuperClaus helt korrekt nævnte tidligere) ikke udskilles med en hastighed, der er sammenlignelig med halveringstiden. Den eneste behandling er derfor forebyggende: at lade alle udsatte personer indtage ikke-radioaktiv iod i den periode, da nedfaldet sker, så de radioaktive iodatomer bliver udkonkurreret og ikke optaget i organismen (især skjoldbruskkirtlen).
De hidtidige erfaringer har vist, at ingen myndighed i praksis har erkendt problemets alvor og handlet hurtigt nok til, at det i praksis havde nogen betydning.
Sådan vil det sikkert også være ved fremtidige udslip, og da iodtabletterne er svagt giftige, kan behandlingen ikke gives "for en sikkerheds skyld" til en befolkningsgruppe - kun akut og i kort tid.

Det er ikke min tanke med disse overvejelser at starte en ny A-kraftdebat, jeg forholder mig ikke til risikoen for udslip i det hele taget, men forklarer blot hvorfor netop denne iodisotop er blevet alment kendt og frygtet.

SuperClaus nævner også, at ¹³¹I måske kan indgives for at bekæmpe kræftknuder i skjoldbruskkirtlen. Det har jeg ingen forstand på, men det lyder da fornuftigt.

Derimod har jeg gennem min søn hørt lidt om problemerne med diagnostisk indgivelse af radioaktive stoffer, som er nogle helt andre.
Ved et uheld kan man ikke vælge, men det kan man ved planlagt indgivelse.

Det gælder om
1. at finde en passende kortlivet isotop
2. at flytte den (typisk gennem blodbanen) til især de(t) organ(er), der skal undersøges.

Det kan man gøre ved at indbygge det radioaktive stof i et stort molekyle, som har en specifik rolle i organismen - det kunne være et hormonlignende stof. Man "snyder" altså organismen til at optage et kun næsten identisk molekyle samme sted, hvor det normale hormon har en rolle.
Det er nok umiddelbart til at se, at studiet af egnede "carrier"-molekyler udgør et stort og selvstændigt forskningsområde (som jeg forøvrigt ikke ved meget om).

Et helt tredje problem er så, hvordan man producerer isotoperne, får dem knyttet på carriermolekylet og transporteret til anvendelsesstedet på meget kort tid - absolut heller ikke nogen enkel opgave, når den aktive isotop har en halveringstid på kun 6 timer!

[SuperClaus]

Så har JMA's mor fået ca. 200MBq 99mTc og deraf en stråledosis på 1-5mSv. Det gør en ret stor forskel i forhold til hvis hun havde fået en jod-isotop.
Det viser at man ikke skal bruge ukalibrede geigertællere (hvad end det er for en type som JMA har installeret) til hjemmedosimetri - men det er da en udemærket måde at skabe frygt på.

131-I bliver brugt til behandling for at ødelægge knuder i skjoldbruskkirtlen - både gode og ondartede, men de ondartede (kræft) indledes først med en operation, hvor man fjerner størstedelen af skjoldbruskkirtlen og derefter resten med 131-I. Jeg vil gætte på at der bliver behandlet ca. 5000 patienter om året med 131-I i Danmark. Hvis skjoldbruskkirtlen bliver for lille eller er helt væk, kan stofskiftet reguleres med en daglig pille, så det er ikke den store ulempe for patienten - altså set i forhold til at leve med forhøjet stofskifte eller kræft!



 

[JMA]

Radioaktiv jod, bruges både ved kræft knuder - her i meget store doser - og til at slå skjoldbruskirtlen delvis ihjel, hvis man har overproduktion af skjoldbruskirtel hormon. Doserne er ret store i disse tilfælde - så høje, at man advarer imod sex, og at sove med andre i samme seng. I nogle få tilfælde, bruges det vist også diagnostisk. Ifølge lægerne, er kroppen tilsyneladende ret robust overfor påvirkning med radioaktiv jod, selv i så store doser, at skjoldbruskirtlen slås delvis ihjel, og normalt dannes ikke kræft. Så risikoen ved udslip fra atomkraftværker, er måske ikke større, end det kan løses med kunstig skjolbrugskirtel hormon, ligesom dem der gives, til dem der har fået radioaktivt jod. Derudover halveres radioaktivt jod hurtigt (8 dage), og jeg mener derfor ikke, at det er det farligste. Radioaktivt cæsium, der optages i knogler mv. er vist et langt større problem.

I første omgang, troede jeg at det var radioaktivt jod, fordi vi vist fik at vide, at hun ikke måtte indtage jodpræparater før scanningen.

Selve dosen ved en normal undersøgelse, svarer til baggrundsstrålingen i 8 mdr. efter det jeg har fundet frem til. Stort set, som en normal røntgenundersøgelse.

Jeg ved ikke, hvor stort problemet er med for højt stofskifte. I min familie, er det meget normalt, og dem der har for højt stofskifte, sover som regel et par timer mindre per dag. Ialt, kan man derfor sige, at de lever 18 år, for hver gang almn. lever 16 år.

[Morten Jødal]

Så risikoen ved udslip fra atomkraftværker, er måske ikke større, end det kan løses med kunstig skjolbrugskirtel hormon, ligesom dem der gives, til dem der har fået radioaktivt jod. Derudover halveres radioaktivt jod hurtigt (8 dage), og jeg mener derfor ikke, at det er det farligste. Radioaktivt cæsium, der optages i knogler mv. er vist et langt større problem.

Der er tre isotoper, man frygter særligt i forbindelse med A-kraftuheld (og i min ungdom også prøvesprængninger af A-våben i atmosfæren): ¹³¹I, ⁹⁰Sr og ¹³⁷Cs.

De tre har vidt forskellige halveringstider og forskellige skæbner i organismen:

¹³¹I har halveringstid på 8 døgn og sætter sig præcist i skjoldbruskkirtlen.
Stoffet har derfor været frygtet i den akutte fase efter et udslip. Antallet af dødsfald efter et udslip vil givetvis være lavere i Japan end i Ukraine. Det afhænger i høj grad af den stedlige lægestandard.

⁹⁰Sr og ¹³⁷Cs har begge lange halveringstider - hhv. 28 år og 30 år. De er derfor mindre akut farlige, men optages bredt i organismen, og halveringstiderne passer "ubehageligt godt" til et menneskelivs længde.
De er derfor ansvarlige for, at områder med nedfald kan blive ubeboelige i lang tid.
Cs følger K i organismen, hvilket vil sige det er fordelt overalt i det bløde væv, dog især i nervesystemet. Men udskiftningen er ret hurtig, så forlader man området, bliver man snart "clean".
Sr følger Ca i organismen, d.v.s. det indbygges i knoglerne og er dermed potentielt det farligste stof at blive kontamineret med (altså den radioaktive variant - strontium er i sig selv næsten ugiftigt).
Alle de tre nævnte isotoper er betaradioaktive og har selvfølgelig også gammaenergier.

At JMAs mor ikke måtte indtage jodpræparater før scanningen skyldes utvivlsomt, at den anvendte carrier er beslægtet med skjoldbruskkirtelhormon, som indeholder iod. Det er vigtigt, at naturlige mekanismer ikke fortrænger det omhyggeligt doserede kunstige stof!