Science-fiction anyone?

[jj-]

Tidsrejser er jeg meget imod. De kan forårsage time-loops. Der vil blive overbefolkning og forurening igen og igen.

På "Terra Nova" har forfatteren bestemt, at det lykkes efter planen trods mange problemer
Men da tid kun er en skalar er tidsrejser ikke muligt i virkligheden.

soft question - Is time a Scalar or a Vector  - Physics Stack Exchange
http://physics.stackexchange.com/questions/59782/is-time-a-scalar-or-a-vector

Mvh jj

[Morten Jødal]

Mads: Der er vist noget med, at bibliotekerne som hovedregel giver forlagene 6 måneders eneret på at sælge nye bøger. Som jeg husker det, ville forlagene gerne have det som en absolut regel, men bibliotekerne vil kun acceptere det som en "gentleman agreement". Men jeg er usikker på detaljerne.

Mht. biblioteksudlån, så skal du huske at tilmelde dig som modtager af biblioteksafgift; så vidt jeg husker, så er det tilstrækkeligt at tilmelde dig hos Copydan?

Mine erindringer herom er dog lidt gamle - jeg mistede min biblioteksafgift, dengang Folketinget besluttede at indføre "Matthæuseffekten": "Den der har meget, skal meget gives" - også på dette område. Mine to gymnasielærebøger gav mig en årlig biblioteksindtægt lige under minimumsgrænsen, og den mistede jeg så. Den havde ellers sammenlagt givet mig mere end forlagets udbetalinger og var et godt tilskud til min beskedne privatøkonomi som offentligt ansat - men jeg var og er jo altså ikke succesforfatter ...

[Morten Jødal]

På "Terra Nova" har forfatteren bestemt, at det lykkes efter planen trods mange problemer
Men da tid kun er en skalar er tidsrejser ikke muligt i virkligheden.calar-or-a-vector]http://physics.stackexchange.com/questions/59782/is-time-a-scalar-or-a-vector[/url]

Rigtig meget SciFi hviler på 1 ud af 2 forudsætninger, som næppe har hold i virkeligheden:

1. Lyshastigheden kan overgås med et særligt "overdrive"
2. Tidsrejser er mulige.

Blandt meget andet gør Douglas Adams grin med punkt 2 i sin fremragende "Hitch Hiker"s Guide to the Galaxy"-serie.
I en af bøgerne (ikke den første) harcellerer han over den hurtigere og hurtigere nyhedsformidling, der ikke længere går på "om lidt sker der helt sikkert følgende" ... (hvad der ikke altid gør!), men er nået til at sende journalister ud til at rapportere fra en fremtidig galaktisk krig - som imidlertid ikke bliver til noget, fordi en meteorit slår hul i et rumskib, så en robot, der skal gå fra den ene ende af skibet til den anden for at gøre et våben klar, træder ud i hullet og driver ud i det tomme rum ...
Resultatet er, at krigen slet ikke bliver startet!

Jeg mener selv, at hverken forudsætning 1 eller 2 er mulige, men jeg læser alligevel med fornøjelse SciFi, hvis perspektivet er lidt større end at lave en krigsroman med særligt avancerede våben eller i galaktisk skala. Genren har desværre alt for trange kår i DK!

Jeg er endnu ikke nået til Mads Aggerholms bidrag, så ovenstående er alene generelle betragtninger.

[JMA]

De fleste science-fictions er udenfor fysisk opnåelig virkelighed.

At de er helt umulige, kan vi dog ikke sige - for vil vi i fremtiden leve i den fysiske virkelighed? Eller, bliver vi så mange mennesker, at der ikke er plads nok til det? Bliver vi i fremtiden koblet på et kunstigt computerskabt univers, så vi enten aldrig, eller kun sjældent, befinder os i virkeligheden?

I en kunstig skabt virkelighed er tidsrejser og lyshastigheder med overdrive mulige. Men det har intet med videnskab at gøre.

Om det kommer, kan kun fremtiden vise. Men, det er ikke usandsynligt.

Der er mange fordele:

• Vi kan leve på mindre plads, og få større livskvalitet.
  
• Vi kan få større komfort.
  
• Vi er ikke mere begrænset, af de fysiske love, og behøver ikke at "kæmpe" med dem som ingeniører.
  

Ønsker vi et fjernsyn, så er det bare software. Ønsker vi et hus, så er det software. Der er plads nok på jorden. Og ellers kan vi udvide. Vi kan rejse til andre planeter. Og rejserne kan foregå, ved vi går ind en elevator, og trykker på planeten.

I dag knokler tusinder af ingeniører og eksperter, med at "løse" den fysiske virkelighed. Det er et hårdt arbejde, at udvikle et nyt produkt. Hvorfor ikke løse problemerne een gang for alle: Udvikle en tilkobling til hjernen, og simulere alt. Udgifterne er store - men de tjenes ind på få år.

Tidsrejser er skam mulige. Vi skal bare bestille dem.

Det største problem - tror jeg - er vores hjerne. Det bliver måske svært for os at acceptere, hvis der ikke er nogen virkelighed mere. Og det kan være direkte farligt, at komme ud i den virkelige virkelighed - for vil vi tro på, at den faktisk er virkeligt, og at det vi gør, faktisk betyder noget, og har betydning?

Under alle omstændigheder, vil det kunne være en hjælp for handikappede og syge, der er på sygehus. Det kan måske bruges i fængsler, hvor personer fængsles på livstid.

[Mads Aggerholm]

1. Lyshastigheden kan overgås med et særligt "overdrive"

Hvis en science-fiction historie skal foregå et andet sted end på Jorden og/eller dens nærmeste planeter, er det jo nødvendigt at finde på et eller andet system som kan gennembryde 'lysmuren' så at sige.

Som regel er selve dét sjældent essensen af en historie, så de fleste forfattere springer let hen over forklaringen. Jeg er ikke selv nogen undtagelse 

[JMA]

Hvis en science-fiction historie skal foregå et andet sted end på Jorden og/eller dens nærmeste planeter, er det jo nødvendigt at finde på et eller andet system som kan gennembryde 'lysmuren' så at sige.

Der findes flere andre "tilnærmede" muligheder.

Vi kan have en robot kopi af os, til at gå på planeten. Derved er klima og livsbetingelser uden betydning. Imidlertid, skal vi gerne kunne kommunikere med planeten uden stor forsinkelse, for at være i stand til at styre robotten. Det sætter en reel grænse for afstand, der er meget kort. Og det vil være svært, at kommunikere på afstande, der er større end jorden. Eneste løsning på det problem, er at lave en computerskabt kopi, der er baseret på indput fra planeten. Før vi havde mulighed for det, kunne vi bygge en lille kopi af et område på jorden, ud fra billeder.

Ovenstående kan bruges til flere formål. Rumforskning, hvor en robot styres, efter det vi gør i vores simulerede kopi, og derved f.eks. har mulighed, for at bygge noget på planeten, eller udføre forsøg. Resultatet er forsinket, men det er muligt.
Det kan også bruges til uddannelse, hvor vi kan simulere en fjern planet. Og det kan naturligvis bruges til underholdning.

I øvrigt er mere realistisk, at opnå kommunikation med overlys hastighed, end at flytte fysisk stof. Og en teknik, hvor vores hjerne kobles til en "kopi" der placeres langt borte, er mere sandsynlig end transport af fysisk materiale. Problemet er, at fysisk materiale bliver tungere og tungere, når det nærmer sig lysets hastighed. Information gør ikke. Derudover er problematisk, at få placeret en "kopi" på en fjern planet, med mindre vi får kontakt med aliens via overlys hastighed, og at de tilbyder teknikken. Måske sender de os et diagram over et apparat, som vi kan tilkoble hjernen, og lave rumrejserne med. Vores hjerne bliver på jorden. Men tankerne ikke. Det syntes jeg faktisk er meget realistisk, hvis de har en teknik til at kommunikere med overlys hastighed, og at vi opdager det.

Måske sender de et diagram over et apparat, eller en hjelm, som vi skal bygge og tage på. Når vi tager den på, dukker der en "stargate" op, og vi kan gå i gennem, og nå deres planet. Imens, vi i virkeligheden, sidder stille på en stol med hjelmen på, uden at vide det.

Jeg tror at simulation får stor betydning i fremtiden. En af mine fremtidsvisioner, er en form for forlystelsesland/tivoli, der er baseret på simulation. Man får en hjelm på der låses fast på "farlige" områder, med videokamera når man kommer ind, og ser ud igennem et par monitorer. I starten, er det man ser det samme som virkeligheden. Og, når man går rundt i vores "tivoli", så er der både rigtige fysiske aktiviteter, hvor hjelmen måske kan tages af (f.eks. spisesteder og toilet), og aktiviteter, der kun fungerer med hjelmen på, og hvor den er låst grunden risiko, f.eks. en rumraket. Når hjelmen er på, "forbedres" virkeligheden, så det vi ser delvis simuleres. Det vi kan stå og røre ved, eksisterer naturligvis i virkeligheden. Men det vi ser højere oppe, eller bag en rude, behøver kun at være simuleret. Og i dette forlystelsesland, kan vi jo teknisk set godt gå ind i en rumraket "simulator", og få en tur til Mars. Den kombinerede virkelighed og simulation, kan laves så der de steder, hvor hjelmen kan tages af, ikke er muligt at se simulerede områder, så vi ikke opdager noget er fup. Måske er ikke vinduer i toilettet. Og ingen vinduer i cafeteriet, hvor det ses i retning af det simulerede område.

Bedst er naturligvis hvis der ikke kræves en hjelm, og hvis vi har direkte forbindelse til hjernen - det giver langt bedre mulighed for at styre tyngdefølelse/acceleration, lugt og smag, følelser, syn osv.

I dag kan vi nemt gøre det med en hjelm, og det kan være muligt at f.eks. gå rundt på CERN, besøge NASA, eller ITER, eller måske tage en oplevelsestur til MARS.

Forskere og teknikere kan måske bruge metoden, når de skal ind på radioaktive områder, f.eks. fremtidens fusionskraftværker. I stedet for, at gå ind på det radioaktive område, går en "robot" rundt, der kan udføre reparationerne, og som styres af det vi gør. Skal noget repareres på et fusionskraftværk, eller et radioaktivt område, så placeres nogle robotter der, og teknikkerne/forskerne tager hen til deres lokale "tivoli", hvor de går ind på et "hemmeligt" område, hvor de ikke kun kan se værket, men også kan reparere fejlene ved at styre robotterne, og se ud af robot-hovederne.

Derudover forestiller jeg mig også, at forsvaret kan bruge teknologien, når de skal demonstrere hvad de kan, og "imponere" fjenden. Det, som de inviterede ser, behøver ikke at være fysisk muligt. Kan man tilmed provokere en fjende til, at spilde tid på at forske og udvikle på det, så er det ideelt. Forudsat, at det ikke lykkedes, fordi det netop ikke er umuligt. Ofte er svært at bevise om noget er muligt - og det vil være naturligt, at tage udgangspunkt i nogle af de største fejltagelser, hvor det viste sig, efter mange års forskning at ikke kunne lade sig gøre.

[Morten Jødal]

Der findes flere andre "tilnærmede" muligheder.

Vi kan have en robot kopi af os, til at gå på planeten.

JMA, måske skulle du selv forsøge dig som forfatter?
Dine seneste to indlæg viser, at du ikke mangler fantasi til at forestille dig særdeles alternative muligheder!

Imidlertid er min egen tilgang til Sci-Fi-genren (som jeg ikke er forfatter, men læser af) en anden, nemlig:

Hvis en science-fiction historie skal foregå et andet sted end på Jorden og/eller dens nærmeste planeter, er det jo nødvendigt at finde på et eller andet system som kan gennembryde 'lysmuren' så at sige.

Som regel er selve dét sjældent essensen af en historie

Jeg er 100% enig med Mads! Og erindrer ikke at have læst en god Sci-fi-bog, hvor det ikke var sådan (hvis elementet overlyshastighed var med, hvad det ikke er hver gang).

Jeg har læst en del Sci-Fi, mest af lidt ældre forfattere som Ray Bradbury, Isaac Asimov, Arthur C. Clarke - og altså Douglas Adams.
Desværre har meget få danskere forsøgt sig (eller har de svært ved at få bøger i genren udgivet?), dog har flere markante forfattere enkelte Sci-Fi bidrag i deres forfatterskab.
Jeg kan fremhæve H.C. Andersen, hvis lille eventyr "Om Aartusinder" fra 1852 meget præcist beskriver amerikansk turisme i 1970'erne! Og nulevende Svend Aage Madsen med romanen "Se dagens lys" og ungdomsbogen "Den største gåde".Hans sprudlende fantasi breder sig forøvrigt så meget, at der masser af steder også er puttet fantastiske "science"-elementer ind i, hvad ingen er i tvivl om er fiktion.
Alle de nævnte forfattere har det tilfælles, at de bruger en "ikke helt rigtig og nutidig" virkelighed som springbræt til at fortælle en historie, der i virkeligheden handler om ting, deres samtidige læsere udmærket kunne opleve, men Sci-Fi-perspektivet gør det muligt at se dem mere udefra.
Hvilket er, hvad jeg kan lide ved genren!

[Mads Aggerholm]

Desværre har meget få danskere forsøgt sig (eller har de svært ved at få bøger i genren udgivet?),...

Korrekt! Jeg blev faktisk kraftigt frarådet at benævne min historie 'science fiction'; jeg skulle hellere kalde den 'en spændingsroman der foregår i fremtiden'.
Science fiction eller ej, elleve forlag afslog at udgive den! Ét af dem var så flink at skrive, at han synes historien var rigtig god, men segmentet var ganske enkelt for lille til at han ville binde an med en udgivelse.

dog har flere markante forfattere enkelte Sci-Fi bidrag i deres forfatterskab.

Og vi må heller ikke glemme Niels E. Nielsen, som mere eller mindre udgav en bog om året siden engang i 1950 frem til sin død i 1993.
Hans debutroman 'Røde taager' var så ikke science-fiction, men alligevel temmelig kontroversiel på dét tidspunkt.

[JMA]

Det er en udbredt misforståelse, at kommunikation med hastighed over lysets hastighed vil medføre, at tidsrejser er mulige. Det er kun filosofi. Ingen, kan lave et apparat, der muliggør vi kender fremtiden, selvom vi tillader at transportere data med hastighed over lysets.

Men det er ikke muligt at transportere et ur - heller ikke et atomart ur.

Vi kan godt kommunikere med aliens der bor i fjerne galaxer. Men vi kan ikke give dem håndtryk. Vi kan også koble vores hjerne op til en maskine, så vi fysisk befinder os, på en planet, ved at data overføres med overlys hastighed. I princippet kan vi forestille os, at vi ud fra information opbygger en total kopi af os på lang afstand. Det giver intet problem.

Med andre ord, så er stargate muligt. Men warp-drive er umuligt. Problemet er at tiden ændres, når vi bevæger os. Og det kan ikke skærmes imod. Måske, hvis vi opdager et materiale med negativ gravitation...

Når det påstås, at information ikke kan overføres med hastighed større end lysets, så er det ren spekulation og fri fantasi. Det er aldrig fysisk bevist. Og der findes ingen - ej heller teoretiske - mulighed for tidsmaskiner, trods større hastighed for ren information er mulig. Vi kan bare ikke flytte materiale, da alt materiale har en "tid", om ikke andet, så en ekstrem halveringstid.

Materiale kan ikke gå igennem tidsmuren. Det kan information. Og transporthastigheden for informationen er eksakt uendelig. Der kan naturligvis være forsinkelse i transducere. Men ikke i strækning.

[Morten Jødal]

Det er en udbredt misforståelse, at kommunikation med hastighed over lysets hastighed vil medføre, at tidsrejser er mulige.

Nu vil jeg godt gentage åbent, hvad jeg forsøgte at antyde i mit forrige indlæg: JMA, du tænker Sci-Fi anderledes end vi andre!

I den meste Sci-Fi er der indlagt en eller flere forudsætninger, som alle - både forfatter og læsere - godt ved på forhånd er fysisk umulig.
Men som er nødvendig for at give historien det rette perspektiv.
Du tænker begrænset i fysiske muligheder - men har til gengæld en absolut sprudlende fantasi mht. hvad der måske engang kan blive muligt, når det gælder informationsoverførsel!
Så hvis du skulle forsøge dig som Sci-Fi-forfatter, vil du etablere en meget lidt opdyrket linje i genren.
PRØV! Men prøv også at lade være med at sende indlæg om, hvad der ikke er fysisk muligt. De er irrelevante, fordi det fysisk umulige (på afgrænsede områder) er en i forvejen kendt forudsætning for en type gode historier!

Til Mads: I min drengetid florerede en type letbenede Sci-Fi-historier, hvor sciencedelen mest bestod i opfindelsen af nye våben og ubegrænset færdsel gennem Verdensrummet - men historierne ikke adskilte sig fra de dengang ligeledes populære romaner om gode danskere/englændere (sjældent amerikanere!) og onde tyskere (efterhånden også russere). Jeg er bange for at der har været så få GODE forfattere imellem, at deres historier ikke har haft gang på jorden blandt forlagsredaktører og bibliotekslektører! Hvorfor genren er blevet mere eller mindre permanent undertrykt på dansk - det meste af min Sci-Fi-læsning er foregået på engelsk.

[JMA]

JMA, du tænker Sci-Fi anderledes end vi andre!

Når jeg ser en Science fiction, er mit udgangspunkt ikke om det er muligt. Men, hvordan det er muligt. Nogle science fictions er helt ude i skoven og kan kun opklares ved, at antage de pågældende er anbragt i et cyber-"fængsel" på et simuleret stjerneskib, uden de ved noget om det - og hele fortællingen, er simuleret fantasi. Eller ved at antage, af vores fysiske virkelighed, er en helt anden end vi tror. Andre science fictions, er tættere på noget fysisk muligt. Som eksempel Matrix. Der var også en om at ændre på vejret. Også fysisk muligt. Men måske ikke metoden. Science fictions, behøver ikke altid at være umulige. Informationsoverførsel med hastighed større end lysets, kan jeg heller ikke se et problem i, bortset fra at de to kommunikerende radioer, skal bringes i samme tilstand/system, dvs. f.eks. indstilles så de står stille i forhold til hinanden, eller de relative hastigheder indtastes på tastaturet. Det kan selvfølgeligt også ske ved, at en raket bringes til at have den rette hastighed og retning, for at opnå kommunikation med modtageren.

[JMA]

Jeg er bange for at der har været så få GODE forfattere imellem, at deres historier ikke har haft gang på jorden blandt forlagsredaktører og bibliotekslektører! Hvorfor genren er blevet mere eller mindre permanent undertrykt på dansk - det meste af min Sci-Fi-læsning er foregået på engelsk.

Mange science-fictions, er mere eventyr fiction end science. Og de har ikke meget med videnskab at gøre. I dag, laves rejser igennem dimensionerne via en stargate. I gamle dage, var det gennem et kosteskab. Historien er som de gamle eventyr.

[Mads Aggerholm]

Til Mads: I min drengetid florerede en type letbenede Sci-Fi-historier, hvor sciencedelen mest bestod i opfindelsen af nye våben og ubegrænset færdsel gennem Verdensrummet...

Ja, sådan troede jeg også at science-fiction var, indtil jeg læste en sci-fi bog - mere eller mindre ved et tilfælde. Den hed 'Tankepoliti' af Alfred Bester.
Jeg havde i mange år ønsket at se forskellige historier som film, bl.a. 'Klodernes kamp', men det var ikke muligt. Video lå stadig mange år ude i fremtiden (Ha!).
Men efter at have læst denne bog, fik jeg den idé, at jeg jo kunne læse 'Klodernes kamp'. Og som tænkt så gjort!
Det var begyndelsen til min livslange fascination af science-fiction, og min samling tæller i dag over 500 værker (dog ikke alle SF). Men Stig Vendelkær havde startet et forlag hvor han udgav netop SF oversat til dansk (eller simpelthen danske forfattere) og dem fik jeg efterhånden opdrevet antikvarisk (Jeg tror faktisk at ni ud af ti bøger er købt antikvarisk).

Jeg fandt efterhånden ud af, at bogen var langt bedre end filmen!

Der mangler mange værker i min samling, jeg er desværre begrænset af at jeg kun læser på dansk.
Det er ikke fordi jeg ikke behersker engelsk, men det er anstrengende. Og når jeg læser vil jeg gerne kunne slappe af, og leve mig ind i historien.

[Morten Jødal]

Ja, sådan troede jeg også at science-fiction var, indtil jeg læste en sci-fi bog - mere eller mindre ved et tilfælde. Den hed 'Tankepoliti' af Alfred Bester.

"Tankepoliti" har jeg også læst - og ikke så få af Stig Vendelkærs danske oversættelser.
For mit vedkommende havde jeg dog mere eller mindre opgivet genren efter at have læst nogle gode klassikere (bl.a. naturligvis H.G. Wells og herunder "Klodernes kamp") - samt nogle mindre gode - for letbenede - nyere.
Men da min ældste søn fik en studiekammerat, der var Sci-Fi-fan, fik jeg også lov at låne en hel del og genopdagede denne spændende genre - herunder ganske mange, der ikke er oversat. Jeg har dog ikke selv en stor samling.
Skal vi lige supplere med Robert Louis Stevensons "Dr. Jekyll og mr. Hyde", som bestemt må regnes med (han har skrevet meget mere end "Skatteøen", og en del af de øvrige er faktisk bedre) - og en stor del af Jules Vernes produktion sådan set også. Han var dog bedst i sine beskrivelser af fremmedartet geografi, og Sci-Fi var lidt underordnet.
Sjovt nok var Vernes første roman "5 uger i ballon", som beskrev en rejse, der ville være teknisk mulig på hans tid, selvom ballonen var udstyret med raffinementer, der aldrig har været realiseret. Men i sit næste manuskript, "Paris i det 20. århundrede", kastede han sig ud i Sci-Fi for fuld udblæsning! Han fik dog bogen refuseret hos forlæggeren, og den blev først udgivet i 1995 - næsten 100 år efter forfatterens død - efter at være blevet fundet i et aflåst pengeskab hos en af hans arvinger af en nørd, der havde forsket i den gamle korrespondance mellem forfatter og forlag.
Romanen er elendig - og i resten af sit store forfatterskab dæmpede Verne denne tilgang en del. Men det er sjovt nu bagefter i en bog fra 1864 at læse om parisere, der i 1960'erne smutter rundt i gasdrevne taxier i en by, der er vokset over alle grænser, om telefax (som Verne får opfundet ca. 10 år for tidligt) og om koncerter, hvor pianoet bliver forstærket 100 gange for at give publikum en mere intens oplevelse (ganske vist med mekaniske midler, radiorøret var endnu fremtid da bogen blev skrevet).
Men jeg forstår og deler 100% Mads Aggerholms fascination!

[jj-]

Science fiction eller ej, elleve forlag afslog at udgive den! Ét af dem var så flink at skrive, at han synes historien var rigtig god, men segmentet var ganske enkelt for lille til at han ville binde an med en udgivelse.

Din bogtitel bliver måske opfattet, som temlig deprimerende og der er måske kun 10% af befolkningen, som vil være interesseret i at læse den?
Suzanne Collins bøger om Hunger Games har tilsyneladende en slutning, der tiltrækker flere læser uanset titel?
Lars Von Trier er næppe heller interesseret i at diregere en dansk SciFi film?
Men du kunne evt. sende ham en gratis kopi af din bog
Jeg tror han keder sig og måske har han brug for et nyt film-projekt baseret på en bog, som 11 forlag har afvist? 

Mvh JJ