Modificeret Relativitetsteori

[HVH]

Rummets Natur
I henholdt til den generelle relativitetsteori (GR) krummer rummet.
Begrebet ”krumt rum” er selvsagt en matematisk underbygget abstrakt påstand, men også en påstand svært (umuligt) ”rigtigt” at visualisere. 
Fordi hvad er krumt rum egentligt?
Hvad består det af?
Hvad er beviserne egentlig for denne ”egenskab”?
Vi har med at fænomen at gøre som er:  ”ikke fysisk”, - og som tiltros besidder en fysisk lignende egenskab.

Selvom Relativitetsteorien har haft stor betydning, - er der til trods flere åbenlyse svagheder, som man ikke må være blind for.
Einstein har på glimrende vis fremført en række tankeeksperimenter og forklaringer der viser at forskellige observatører må opfatte tid og afstande forskelligt, - men fortsat mangler vi at forstå hvilken fundamentalt årsags-virkning proces, der er ansvarlig for de matematiske paradokser der i slutten af 1800-tallet blev udledt af Lorenz Transformationen (og som Einstein byggede sine postulater på). 
For eksempel: hvad er årsagsvirkning-forholdet til at et ur påvirkes af tyngdekraft eller hastighed. 
Det er jo ikke tilfredsstillende blot at konstatere / påstå at:  ”sådan er det bare”.
Der er et af flere ”missing links” i den herskende teori. 
Men blot ved at justere en smule ved det gamle udtryk at ”rummet krummer” (omkring masse) og udskifte dette med et andet abstrakt udtryk, der til forveksling ligner det gamle, nemlig at: -  ”rummets elastiske natur absorberes” (af masse), - og dermed at rummets struktur i virkeligheden - ”stækkes” – ind mod masse, - da  tegner der sig hurtigt et nyt verdensbillede, som fortsat ligner det gamle, men som har  nye egenskaber og en lang række nye konsekvenser , hvoraf nogle er fuldt muligt og tilmed enkle at teste videnskabeligt. 

Uløste mysterier.
• På den ene side har GR bevist sin værd mange gange, men på den anden side kan GR ikke forenes med kvantemekanikken. Se for eksempel kort video her:  Problems with Einstein's General Theory of Relativity https://www.youtube.com/watch?v=_mQhZB5lmvk
Dette sigers at være den største udfordring i naturvidenskaben.
• Flyby anomalier, (betyder rumsonder som ikke altid følger de forventede baner som de skal i henhold til GR).
Også disse uoverensstemmelser har ført til mistanke til at relativitetsteorien måske ikke er den rigtige teori, eller ufuldstændighed(er) i teorien.
• Heller ikke meteoren Oumuamua fulgte den forventede bane omkring solen som den skal i henhold (GR).
Oumuamua viste væsentlig stærkere anomali relativ til Flyby anomalier. Begge anomalier kendetegnes ved kinetisk energiforøgelse som det nærværende paradigme ikke kan gøre rede for.  En Modificeret udgave af Relativitetsteorien (MTR) som præsenteres her, viser i det følgende en fælles årsag til begge anomalier.

En Modificeret Relativitets Teori har set dagens lys
MTR betyder: Modified Theory of Relativity.  Teorien er skrevet på engelsk, - engelske forkortelser bevares derfor her.
Teorien løser en lang række mysterier ud over dem som allerede nævnt overfor. Herunder utrolig nok også mysterier som for eksempel årsagen til såkaldt:  Mørk Stof, - eller hvorfor en lang rækker kvasarer afslører symmetrisk kredsløbs inklination. Se her https://www.eso.org/public/news/eso1438/
Listen over mysterier som MTR-løser er meget længere, men fremfor at fortabe sig i detaljer, er det denne artikels mission at tager læseren med så direkte som muligt til noget som man kan kalde:  ”bevisets stilling”. - Det kan godt indledningsvis synes lidt langtrukket abstrakt, men det er anstrengelsen værd at løbe planken hele ud.

MTR kan bevises, - endda relativ enkelt (og billigt) i og med at MTR også løser det gamle Allais Effekt mysterium.
Specifikt Løsningen af Allais Effektens mysteriet, åbner for en helt ny type målemetode der i den grad revolutionerer dette relativ tilsyneladende lille uopklarede mysterium. Men Allais Effekt repræsenterer langt mere end nogen har turde tro, og er derfor nøglen til og startskuddet til et helt nyt kapitel i videnskabens historie, som uundgåeligt ender med at gennemtvinge en modifikation af relativitetsteorien.

Både MTR og den herskende relativitetsteori tager afsæt i Lorentz Transformationen. 
Derfor er det matematiske grundlag for både den gamle og den modificerede teori stort set det samme, men dog ikke altid helt ens.
MTR tager et skridt videre ved at påstå at rummet ikke bare ”krummer” men derimod at denne deformation af rummet sker fordi rummets natur er elastisk, og fordi stof absorberer denne elastiske ”substans”, som vi kalder rum. 
Dermed er der skabt en forbindelse mellem stof of rum som årsags-virkning forklarer tyngdekraftens natur, omend denne (lige som hen herskende teoriens tilgang) grundlæggende set er abstrakt.
Den elastiske forbindelse som rummet udgør, betyder at tyngdekraften således fortsat en kraft, helt som Isac Newton mente. Mørk energi bliver derved ganske automatisk ret enkelt det modsatte af tyngdekraft, - nemlig frigørelse af absorberet rum, og således egentlig et ”bevis” for at et tidligere Universe eksploderer i et Big Bang.

MTR påstår at en masses samlede energi, som består af både den stærke kernekraft, potentiel gravitations energi såvel som kinetisk energi – indgår i en og samme kerne proces, hvor den totale energi sammen og elastiske rum omdannes til masse, og hvorved den totale mængde af (lokal) energi, er ansvarlig for Lorentz Transformations deformation af både: - tid, - rum, - afstande, - såvel som meterstokkens proportionale deformation.

Det nye er at proportionalt med tidens og afstandes deformation sker der også en transformation af den lokale meter-stok. Dermed inddrages stof i Lorentz Transformationen, hvormed MTR koges ned til en teori der i stedet for burde kaldes en realitetsteori. Transformation sker som følge af ændring i den potentielle gravitations energi, - eller ændring af den kinetiske energi. I begge tilfælde vil der i den nye tolkning af (GR) og Speciel-Relativitetsteori (SR) ske en fuldstændig altomfattende transformation (sammentrækning eller udvidelse) af alle aspekter der indgår i en lokal referenceramme, - hvor både tiden og meter-stokken begge er proportionale transformations-faktorer. Den bagved liggende egenskab der muliggør lokal altomfattende transformation, er rummets elastiske egenskab.

MTR gør op med ideen om at der ikke findes en absolut bevægelses-referenceramme.   
En absolut bevægelses referenceramme findes, og er altid relativ til absolut hvile.   
I kosmisk perspektiv skal begrebet kinetiske energi dermed omfortolkes fordi at bevægelse i rummet kan enten øge eller reducere et objekts samlede energi, afhængig af bevægelsesretningen.  Et eksempel på dette er et objekt der kolliderer med Jorden. Set fra et begrænset perspektiv er det objektet der kollidere med Jorden. Men set fra et bredere perspektiv er man nødt til at se tingene helt anderledes.
Sand energiforøgelse er kun sandt relativ til en absolut bevægelse referenceramme.   Rent praktisk betyder det at kun når den sande absolutte bevægelse øges (eller reduceres), kun da sker der også en energiændring i den proces der er ansvarlig for Lorentz Transformationen. At vi aldrig helt har forstået transformationsprocessen, er fortsat uden afgørende betydning.

Relativistisk Modstand mod Bevægelse (RR)
I og med at rummets elastiske natur er involveret i Lorentz transformations-processen, og i og med at rum og stof er elastisk forbundet, da vil enhver (sand) kinetisk energiøgning også betyde en større absorbering af rum, og dermed at stof/masse involverer sig dybere i det omgivende elastiske rum. 

Rummets elastiske natur vil som ”modsvar” til et objekts kinetisk betingede absorbering af elastisk rum, - resultere i et nyt begreb som kaldes ”Relativistisk Modstand mod Bevægelse”.  (”Relativistic Resistance”) - ( RR)

(Samtidig ses ligningen for fysisk transformation)

Med andre ord: rummet udøver elastisk modstand mod den yderligere absorbering af rum (masseøgning) der følger som en konsekvens af (sand) absolut hastighedsøgning.
RR øges derfor ved hastighedsøgning imod enhver retning hvor den (sande) kinetiske energi (KE) øges. 
Er det derimod det modsatte der sker, - altså bevægelse der reducerer den absolutte hastighed, - da vil objektet i stedet frigøre absorberet rum, - og derved i ganske svag grad bidrage til den såkaldte mørke energi (forudsat at der ikke sker en tilsvarende øgning af potentiel gravitations energi).
Sand kinetiske energi (bevægelse i rummet) kan kun opretholdes så længde en kraft kompenserer for RR påvirkningen.  Ændring af både den potentielle gravitationsenergi (PGE) såvel som af KE medfører begge Lorentz Transformation.  I naturlige kosmiske sammenhænge udligner KE og PGE som regel hinanden, hvorved energi der vindes og tabes som regel udligner.

RR var årsagen til Pioneer 10 og 11 rumsondernes deceleration.
To NASA-team der undersøgte fænomenet, var fundamentalt uenige om årsagen til denne anomali. Verden valgte uheldigvis at tro kun på det andet team, frem for det første, og dermed på at mysteriet var løst. (Verden vil bedrages)
Læs disse to artikler
https://arxiv.org/abs/1307.0537
https://www.scienceforums.net/topic/79814-pioneer-anomaly-still/

Allais Effekt, nøglen til et nyt paradigme
Som nævnt er Allais Effekten nøglen til at kunne bevise denne måske lidt trivielle lange række af abstrakte påstande, som rigtignok ser ud til ikke at ville tage nogen ende, (i og med den ene konsekvens river den næste med sig)
Sagen er tilmed den at der også findes en Anisotropisk Acceleration (Dark Flow Acceleration herefter DFA) i en retning cirka 70 grader (+/- 5°) sydligt relativ til ekliptika.  I og med at DFA og RR er modsætninger kan der kun opnås en bestemt hastighed, hvorefter de to kræfter udligner hinanden.  DFA og RR udligner hinanden så snart at dark flow hastigheden, (600 km/s) er opnået.  Derfor er reel flugt fra DFA umuligt. Forsøg på ”flugt” bliver kun kortvarig, og heri ligger så kimen til at forstå en lang række uløste mysterier, som for eksempel: såkaldt Mørkt-Stof, men også mystiske kredsløbs anomalier, inklinations anomalier som nævnt overfor, herunder også det mystiske mønster vi ser i eget solsystem, som en ikke eksisterende såkaldt planet X har fået skyld for, - men langt mere end det.

I flere år har der baseret på MTR’ s været fremsat påstand / forudsigelse om at man nær det arktiske kan måle DFA.  Forklaringen på dette er, at selvom DFA og RR i et dark flow (som alting følger) tilstræber at udligne hinanden, så er der kræfter i et lokalt system som periodevis udligner DFA.
RR vil som allerede nævnt kun kunne fastholdes så længe en modsatrettet kraft gør det muligt.  Dersom DFA periodevis udlignes, da vil vi være vidne til endnu et nyt fænomen som kaldes for: Release of Dark Flow Related Tension  (RDFRT) Dette er ikke endnu en ”opfindelse” men blot endnu en konsekvens, af noget der oprindelig kun var en leg med et abstrakt udtryk.
Når DFA udlignes, vil et objekt der følger Dark Flow ganske enkelt decelerere præcist 180° modsat Dark Flow bevægelsen, (set fra en observatør i absolut hvile). Fra et jordisk perspektiv ser vi det derimod (i visse situationer) som en acceleration med ukendt årsag.

Centripetalkraften fra et astronomisk objekt kan (fra en relativ stor radius og fra en relativ spids vinkel) udligne DFA fuldstændigt, - i rummet langt under dets sydlige hermesfære. 
Dermed påvirkes de objekter der befinder sig under et astronomisk objekt af RDFRT.
Rumsonder følger ofte asymmetriske kredsløb og baner, - en del af disse er mere eller mindre parallelle med DFA-aksen. 
Jo mere en bane er parallel med DFA-aksen, jo stærkere vil en sådan sonde påvirkes af RDFRT i det tidsrum sonden befinder sig under et astronomisk objekt (planet, måne eller sol). 
Oumuamua hører derfor med til kategorien ”flyby anomalier” – forskellen er blot at Oumuamua havde flyby under solen, hvorimod de påvirkede flyby-sonder havde flyby under planeterne. Dette har markant betydning, - i og med at Oumuamua opholdt sig relativ meget længe under solen, hvorved følgeligt må vi også se en anomali der accelererer i meget længere tid, og derfor viser en markant større styrke. Husk i denne forbindelse (som nævnt) at centripetalkraften fra et astronomisk objekt, selv fra en meget spids vinkel, - er i stand til at udligne DFA.

Det er det samme fænomen der gør sig gældende for Allais Effekten. Jorden befinder sig ofte ”under” månen.
Månens centripetalkraft udligner derfor DFA’s påvirkning i stor radius under Månens sydlige hermesfere, - hvilket derfor påvirker Jorden, i de perioder Jorden ligger ”under” månen.
Denne påvirkning fra Månen gælder ikke nødvendigvis for et testlegeme dersom dette befinder sig højere på Jordens nordlige hermesfære, (så højt at dette ligger mere eller mindre på samme højde-niveau som Månen).
RDFRT vil i sådanne situationer ikke påvirke testlegemet, men kun Jorden.
Hvilket vil sige: at Jorden periodevis ikke kun påvirkes af den resulterende kraft fra Månens og Solens samlede tyngdekraft (der peger mod Solen), - men i modsætning til vores testlegeme også af den (lille) del af centripetalkraften som er ”konverteret” til RDFRT, - (som da vil pege 180° modsat DFA).
Jorden og testlegement befinder sig derfor periodevis i to forskellige accelerationens referencerammer, hvilket muliggør at DFA kan måles, såfremt et gravimeter er placeret meget præcist relativ til DFA retningen, og tidspunktet for måling er gunstigt.   
Bemærk også at i solsystemets planet-kredsløb er det ikke altid muligt at skelne hvorvidt et arbejde er udført af RDFRT eller af centripetalkraften. – RDFRT kan nemt ”skjules” af centripetalkraften. Årsagen er at når centripetalkraften udligner DFA, sker der en vektor separering af centripetalkraften, hvor RDFRT udskilles som den ”vertikale” faktor.  Samlet set kan begge kræfter fortsat opføre sig helt som centripetalkraft som vi forventer, som om intet var sket.
Hvilket ikke er en hindring for at RDFRT (og dermed indirekte DFA) til tros kan måles, som nævnt overfor.
Bemærk at RDFRT er ikke en kraft, men derimod frigørelses af kinetisk energi, og derfor heller ikke forenelig med andre kræfter.

På baggrund af MTR’s blev det i 2017 forudsagt at man nær Arktis skulle kunne måle en markant anomali helt op imod 50μGal ved sol og måneformørkelse,
DTU målte helt som varslet en markant anomali, hvor årsagen ikke blev objektivt adresseret.
Selvsagt kan instrument-fejl ikke helt udelukkes, og selvsagt skal der gentagne målinger til før man kan sige at man står over for et egentligt bevis / gennembrud der viser at MTR’s forudsigelse er korrekte.

korrigeret for tidekraft


ukorrigeret for tidekraft

Det står derfor alene på MTR’s regning (fortsat) at påstå at DTU rent faktisk målte den forudsagte anomali. Eksperimentet bør gentages, anomalier vil igen blive påvist, og tilmed flere gange stærkere end målt første gang. 
Det vi så demonstreret på Grønland er at Jordens rotation bringer et gravimeter til en position hvor det befinder sig mere eller mindre vertikalt / lineær med den påståede DFA-retning.
En forudsætning for gentagen succes er at der måles meget tæt på den rigtige breddegrad. Målingen i 2017 blev udført i Scorebysund som lidt heldigt nu viser sig ligger tæt på den perfekte måle-position.
   

Om sommeren kan anomalien måles om natten, om vinteren om dagen.  (når RDFRT/DFA-anomalien er eksponeret).
Det vi ser, er at det relative CG5 gravimeter kunne måle anomalien, ganske enkelt fordi et sådant gravimeter er mindre vertikalt restriktivt, end det absolutte A10 gravimeter der også blev anvendt i målingen, men som ikke målte nogen anomali.   
På baggrund af målingen som helhed, og dens varighed fra start til slut, påstås nu at den breddegrad hvor Scorebysund ligger (70.483°N) kun afviger +/- 5° fra anomaliens ”epicenter”.
I første omgang er det ikke altafgørende at tune sig ind på dette ”epicenters” centrum, - men derimod blot måle tæt på 70°N breddegrad for dermed at igen at teste og kunne gentage / bekræfte MTR’s forudsigelse.

Tromsø ville være et udmærket alternativ til Scorebysund.
Oumuamua ’s besøg har åbnet for en helt ny forståelse af hvor stærk det fulde potentiale er for denne ”mystiske kraft” egentlig er.  Men også målingen ved Scorebysund, er et ud af flere bidrag der er med til at MTR hele tiden må tilpasse sig ny viden. 
Matematisk kan man forholde til DFA ved samme ligning som vist overfor (RR), i og med at DFA or RR er to modsatrettede kræfter, og derfor to sider af samme mønt. Dermed har man også straks et matematisk redskab for at kunne forholde sig til Allas effekt.
MTR udvikler sig hele tiden, guidet af fakta, og har derfor også gradvist medført bedre forståelse og dermed også bedre forudsigelser, herunder at det nu er enkelt at forudsige at der er flere gunstige tidspunkter hvert år hvor RDFRT kan måles tæt på den angivne breddegrad, og ikke kun ved sol og måneformørkelser.

En anden mulighed
for at teste MTR’s er: - forudsigelsen af at tiden vil kun gå langsommere når den sande absolutte hastighed øges.  Reduceres den absolutte hastighed derimod da vil den absolutte energi også reduceres, og et ur derfor gå hurtigere.  Selvom ISS ikke bevæger sig lineært med på DFA-aksen, da vil tiden ombord på dette fortøj ikke helt følge den eksisterende relativitetsteori forudsigelse i de perioder ISS mere eller mindre bevæger sig modsat DFA.
Denne forventelige afvigelse vil muligvis være tilstrækkelig fremtrædende til at man kan se at noget er galt.
Bemærk: - der er kun tale om afvigelse i forhold til SR, ikke til GR’s forventninger. 
Se mere om målinger der foregår på ISS nu her. ... https://directory.eoportal.org/web/eoportal/satellite-missions/i/iss-aces-pharao
Der er ikke brugt så meget tid på at prioritere denne del af MTR, i med at Alias Effekten er en langt større øjenåbner end noget som helst andet.  Desuden vil den nye målemetode for Allais Effekt afsløre en markant anomali. Noget så rystende at det er helt umuligt vil kunne fejes ind under gulvtæppet, - sådan som man for eksempel så med Pioneer Anomalierne, - (og sådant som man egentlig også så langt har gjort med Allais Effekten) - og som man kunne frygte nemt kunne ske igen og igen, - næste gang vores paradigme trues.  Med andre ord selvom det burde været meget tydeligt for enhver at vores paradigme er truet af en lang række uløste mysterier der ret så åbenbart ikke kan omfattes af det herskende paradigme, - så er det åbenlyst til tros en vis fastklamren til et paradigme som tydelig viser tegn på at være for snævert.  Et opgør med dette paradigme er både relativ billig og enkelt at teste. Dette bør komme til offentlighedens og andre forskeres kendskab.

MTR er delt i 2 dele
Del-1  her Det anbefales at læse del-1 først http://pubs.sciepub.com/FAAC/4/1/4/index.html
Del-2  her der sætter fokus på Allais effekt og hvordan MTR bevises.  http://pubs.sciepub.com/FAAC/4/1/5/index.html

[Bent Andersen]

TL;DR