Kernevåben ved Thule?

[Morten Jødal]

I P1-programmet Orientering 7/8 omtales en ny rapport, skrevet for Dansk Institut for Internationale Studier af Svend Aage Christensen om den påståede ”4. brintbombe”, der skulle ligge i havet ved Thule efter flystyrtet i 1968.
Jeg bemærkede i indslaget, som pure afviste historien, nogle næsten umærkelige forbehold, som gjorde mig mistroisk. Rapporten fastslår, at der ikke ligger en ”intakt brintbombe” under isen, og at tritiumbeholderne fra samtlige 4 bomber blev fundet i sin tid. Men der var til gengæld uklarhed om, hvorvidt en såkaldt ”marskalstav”, som indeholder uran og hører til bombens ”2. trin”, blev fundet.

Jeg har ikke detaljeret viden om opbygningen af en brintbombe, men mener overordnet, at den består af
1) en traditionel sprængladning, der skal sætte gang i
2) en ”klassisk” A-bombe (fissionsbombe), fx som Hiroshimabomben
3) en tritiumladning, der udløses af tryk/varmebølgen fra trin 2 og frigiver en meget stor portion fusionsenergi.
Jeg har tillige forstået, at trin 2 kunne være to klumper uran-235, hver på 8-10 kg, anbragt med ret stor afstand. Hvis disse bringes sammen ved detonation (trin 1) bliver de til én klump af overkritisk størrelse og udløser bomben.

Hvis denne forklaring er nogenlunde rigtig (den er ikke fuldstændig), så kunne ”marskalstaven” dække over en A-bombe! Som altså ikke er en brintbombe, og en brintbombe ville forøvrigt under ingen omstændigheder kunne være intakt nu pga tritiums ret korte halveringstid.
Så benægtelsen af en ”intakt brintbombe” tror jeg 100% på – men dækker formuleringen mon over, at der i virkeligheden stadig ligger et kernevåben under isen ved Thule?

Jeg bør vel tilføje, at det blev oplyst, at sprængladningerne til bombernes trin 1 detonerede ved havariet, men under transporten var anbragt i sikker position, så trin 2 ikke blev udløst. Jeg er derfor heller ikke bekymret for, at der pludselig skal stå en stor paddehattesky op fra Thule. Men tilstedeværelsen af et næsten komplet kernevåben kunne måske forklare en stor del af de tidligere thulearbejderes problemer?

Er der nogen i dette forum, der ligger inde med yderligere viden?

Link til indslaget

Link til rapporten

[Kusco]

Efter min mening giver P1' Orientering alene giver grund til mistro.

[Morten Jødal]

Netop!
Jeg fik det klare indtryk, at både interviewer og ”ekspert” omhyggeligt valgte deres ord, så kun en del af sandheden kom frem. Og jeg blev slet ikke beroliget af bemærkningen om, at marskalstaven forlængst er tæret op – det betyder jo, at området er forurenet med 15-20 kg uran, som først vil forsvinde gradvis i løbet af et par millioner år (og som spredes hurtigt i omgivelserne - uran er kemisk meget aktivt).
Man skal vare sig for konspirationsteorier – men jeg fik det klare indryk, at både BBC, DR og DIIS har været udsat for politisk pres for at servere den ”kønne” variant af historien.
Jeg sidder lige nu med et 56K-modem og har derfor ikke hentet rapporten – men når jeg om et par dage er hjemme igen, vil jeg se at få den læst og evt. supplere.

[B Mønnike]

Jeg har på fornemmelsen, at du misforstår Kuskos indlæg Morten!

Jeg ved at Grønlands klipper ikke ligefrem er uranfattige og at isen fører en masse knust klippe ud i havet....jeg kan ikke rigtigt se dit problem Morten med Uranen, men jeg er da helt enig med dig at vi bestemt ikke ved hvormeget der forsvandt ved styrtet.....vi får det nok heller ikke at vide.

[Mikael Boldt]

Berlingske.dk skriver:
En mytes død forbigås i larmende tavshed af medierne.
om pressens Loch Ness-uhyre under isen ved Thule

[Morten Jødal]

Jeg har endnu ikke læst rapporten, men skal lige præcisere:

1. "Marskalstaven" er, hvis min opfattelse af en brintbombes konstruktion er korrekt, i sig selv en atombombe af principielt samme type (og muligvis samme styrke?) som den, der blev kastet over Hiroshima i 1945.
Den blev tilsyneladende ikke fundet.

2. Der er masser af uran indkapslet i Grønlands fjelde, men dels er malmens lødighed lav (typisk under 1%), dels er det i form af uopløselige salte, dels er det, som al anden naturligt forekommende uran, især U-238 med kun 0,72% U-235.
I et atomvåben benyttes ren metallisk uran, som tilmed er højt beriget U-235 - vistnok omkring 70% og altså langt højere end uranbrændslet i A-kraftværker, som desuden altid findes i form af et oxid og dermed er kemisk stabilt. Metallisk uran er derimod kemisk meget aktivt og kan let reagere til opløselige salte, som spredes i miljøet. U-235 er ca. 8 gange mere radioaktivt end naturligt uran og særdeles farligt at omgås, også i mængder under den kritiske masse.

3. Jeg er (som allerede skrevet) ikke nervøs for, at A-bomben pludselig skal gå af, da den var behørigt sikret og detonatoren blev destrueret ved styrtet. Men miljørisikoen - dengang og nu - er enorm.
Jeg er bange for, at den energiske benægtelse af noget som helst problem i virkeligheden har til formål at fastholde den danske stats hårdnakkede og uforståelige modstand mod at yde erstatning til de tilbageværende thulearbejdere.
Dertil kunne det være, at man fortsat ikke vil indrømme de katastrofale konsekvenser af den uhellige alliance mellem daværende præsident Eisenhower og statsminister H.C. Hansen om at tillade A-våben på Thule - ved at undlade at stille det spørgsmål, der ville have tvunget Danmark til at sige nej i overensstemmelse med landets officielle politik. Både Eisenhower og Hansen var eks i 1968 (Hansen var død), men spørgsmålet var og er meget følsomt.

4. Hvad der især gjorde mig mistroisk var rapportskriverens flere gange gentagne benægtelse af, at der findes "en intakt brintbombe" ved Thule - med præcis samme formulering hver gang. Den besked tror jeg på - men jeg får altså mistanke om, at der faktisk ligger et lidt mindre avanceret A-våben i stedet.
Desuden gjorde han meget ud af, at "marskalstaven" i givet fald måtte være tæret op. Men uden overhovedet at komme ind på, hvor den indeholdte uran så bliver af, hvilket er et nok så alvorligt miljøproblem!

[Morten Jødal]

Nu har jeg læst DIIS-rapporten, og det var på én gang skræmmende og beroligende.
Det skræmmende består i, at rapporten så tydeligt er et politisk bestilt aktstykke.
Allerede konklusionen på forsiden:
DER ER IKKE NOGEN BOMBE,
DER VAR IKKE NOGEN BOMBE,
OG DE LEDTE IKKE EFTER NOGEN BOMBE
- alt sat med lutter versaler – leder tanken hen på en stærk (over?)fortolkning af de tilgængelige data, og det bekræftes fuldt ud ved den videre læsning.
Svend Aage Christensen er historiker uden ret megen forstand på kernefysik – det skriver han direkte. Men som historiker viser han til gengæld en særdeles god evne til at sammenholde delvist klassificerede dokumenter og finde de oplysninger i det ene papir, som er overstreget i det andet. Her kommer det beroligende så ind, når man læser, hvad han faktisk har fundet.

Min tidligere beskrivelse af en brintbombe var i det store og hele korrekt ifølge Nationalencyklopædiens fine artikel om kernevåben (i den trykte udgave, faktaboksen med illustration mangler i DVD-udgaven). Det fremgår dog, at de amerikanske bomber i Thule-flyet var mere kompliceret opbygget end den simple plutoniumbaserede kugleskalsbombe, der er illustreret i encyklopædien.

De mange dokumenter viser, at samtlige tritiumbeholdere fra de fire bomber blev fundet. Men en central komponent af den ene bombe blev IKKE fundet. Det er den komponent, som SAaC kalder ”marskalstaven”. Det udtryk er hans eget, og det lyder jo også mere beroligende end ”A-bombe” eller ”tændsats til brintbombe”.
Herom står der i rapporten side 203:
Hvis man især interesserer sig for tændrørets ydre dimensioner og dermed chancerne for at få øje på det, kan man sige, at røret ville være lidt tykkere og mere synligt end en massiv stav. Hvis vi bruger de samme værdier som ovenfor, men regner med en ydre diameter på 5,4 cm og en indre diameter på 4,3 centimeter, ville rørets længde være 50 cm med en vægtykkelse på 1,1 cm. Dette er som nævnt konjektur.
[…] En lille genstand, ja, men større end tændrøret i en bil, derfor har vi valgt at kalde den marskalstaven  den beskrivelse passer bedre til størrelsen.
Det fremgår af andre dele af rapporten, at ”staven” sandsynligvis indeholdt knap 2 kg plutonium-239 og 8 kg uran-235 (sandsynligvis i form af en legering ved navn ”oralloy”), og den mængde burde være nok til at fremkalde fission, hvis det hele blev samlet i ét stykke. Sådan var netop konstruktionen af Hiroshima-bomben ”Little boy”, der dog bestod af ren U-235. Den beskedne mængde plutonium, man dengang havde til rådighed, blev brugt til to andre bomber: forsøgsbomben ved ”Trinity” og Nagasaki-bomben ”Fatman”. Der skal 15-20 kg ren U-235 til at fremkalde fission, men Pu-239 er langt mere ustabilt og fissionibelt i meget mindre mængde  (”Fatman” indeholdt kun 6 kg plutonium, men havde 50% større sprængkraft end ”Little boy”).

Med denne tolkning af de samme data, som SAaC har til rådighed, kommer jeg frem til, at
DE LEDTE EFTER EN BOMBE
–  ikke ”en intakt brintbombe”, men en A-bombe, som SAaC betegner ”marskalstaven”.

Rapporten indeholder dog også et ganske stort afsnit om selve ulykkens forløb, og heraf fremgår den sandsynligste forklaring på, at den manglende bombe aldrig blev fundet: Den blev simpelthen ”pulveriseret” ved selve ulykken.
Det fremgår af et af dokumenterne, at en af bomberne var placeret umiddelbart under en vingetank, og at denne bombe eksploderede som den første under styrtet. Alle fire bomber var sikret, så udløsning af den konventionelle sprængladning i utide (og styrtet var jo absolut ”i utide”) ikke kunne igangsætte fission. Men kombinationen af en kraftig konventionel sprængladning og eksplosion af jetbrændstoffet i vingetanken har sandsynligvis flået hele bomben – og herunder især den stavformede A-bombe – i stumper og stykker. Dertil udløste chokbølgen de konventionelle sprængladninger på samtlige tre andre bomber, men disse blev, med en anderledes placering i flyet, mindre skadede.

Så min konklusion er, at.
der er ingen bombe og der var ikke nogen bombe
(bemærk skriftstørrelsen!) – men en voldsom forurening med plutonium og uran, og sandsynligvis blev det først sent i oprydningsarbejdet erkendt, at en betydelig del af dette blev spredt over de områder, hvor de danske arbejdere blev sat til at rydde op med utilstrækkeligt beskyttelsesudstyr.
Dette forhold behandler rapporten IKKE, og det er en klar mangel! Derimod gør den rede for, at kun 38% af bombernes plutonium blev fundet efter ulykken, og dette tal bliver brugt som udgangspunkt for et skøn over, hvor meget plutonium, der var i ”marskalstaven”; men altså uden at argumentationen føres til ende i retning af helbredsrisikoen. Det er helt klart ”nul-bombe” aspektet, der er rapportens eneste ærinde.

Efter denne gennemlæsning finder jeg det fortsat beskæmmende på den frie danske presses vegne, at DR er hoppet på et interview med SAaC, der er helt uden kritiske spørgsmål, og at Berlingske som den eneste avis undrer sig over, at de andre ikke tager sagen op. Der er helt bestemt bløde punkter i denne rapport – men jeg er altså blevet overbevist om, at der ikke er nogen bombe.

[B Mønnike]

De var da godt

[B Mønnike]

Når den smule der slap ud i Thule ud hvordan har du det så med  atomubåds gravpladserne ved murmansk Morten , hvor de med den sædvanlige russiske tekniske omhu ligger og ruster op uden at være demonterede på grund af pengemangel?
Thule vil blive homøpatisk fortyndet men der er for meget ved og omkring Murmansk at det også vil være tilfældet der!

Man kan rent faktisk se hvormange og det er rigtigt mange på Google Earth

[Morten Jødal]

Jeg er uenig med dig i vurderingen af, at Thule-udslippet var "en smule", men min største bekymring var og er stadig arbejderne, der blev strålingsskadede, og som den danske stat (med regeringer af mange farver gennem tiden) fortsat ignorerer.

Jeg er enig med dig i, at ex-Sovjetunionen har masser af miljøproblemer, herunder med radioaktivt materiale. Men som nævnt i et af de tidligere indlæg er ren uran (og plutonium) et langt større miljøproblem end brugt reaktorbrændsel, da sidstnævnte altid er stabile kemiske forbindelser, hvorfor problemet bliver mere lokalt (og der er jo netop ingen arbejdere, der er blevet sat til at rydde op i det!).

[B Mønnike]

Ok!  Så er vi ikke enige om udslippet, men enige om at der er noget staten ikke kan være bekendt og det er at ignorere de skader oprydderne har pådraget sig uforskyldt.