Formation af Solsystemet og Galaksen

[Ivar Ingolf Nielsen]

FORMATION AF SOLSYSTEMET OG GALAKSEN

Det er min faste overbevisning at man kun kan forstå solsystemets dannelse og bevægelsesforhold ved at inkludere systemets formation og bevægelse med galaksens ditto.  En klar integration og interaktion som jo bekræftes af solsystemets omløb i galaksen på ca. 220 mio. år.

Her mener jeg at der er tale om et kredsløb i galaksen i et kvadrupolært magnetisk felt der ”opdeler” galaksens horisontale skive i to halvdele og hvor der ikke er et ”sort hul” men en tunnelåbning på hver side af galakseplanet hvor materie bliver ført ind og formateret i galaksens center via stærke elektromagnetiske kræfter der giver det vinkelrette momentum både vertikalt og horisontalt. Kvadrupolær illustration: http://en.wikipedia.org/wiki/File:VFPt_quadrupole_coils_1.svg

Ud fra solsystemets banevinkel i forhold til galaksens, kan man udlede at solsystemet er ført ud fra galaksens rotationsplan via galaksens ene bjælke som består af et ”rør” med cirkulært roterende bevægelser, skabt af det vinkelrette momentum i galaksens centrum. Illustration cirkulær rotation: http://en.wikipedia.org/wiki/Circular_polarization

Video Part 1: “The Helical Model vs. the Vortex Model:

The helical model - our solar system is a vortex

Denne horisontale rotation med udadgående retning fra galaksens centrum og ud i galaksens bjælker giver både rotationerne til stjerner og planeter der føres ud i galaksens arme og videre ud i kredsløbet omkring galaksens centrum. Et kredsløb som med tiden igen vil føre til at solsystemet igen ”falder ind i galaksens tunnel” til en ny opløsning og formation.

Således anskuet er der ikke et ”sort hul” men en tunnelåbning på begge sider og da der er tale om et kredsløb, er der ingen lokalitet som kan tilskrives galaksens samlede masse idet denne er i en fortsat bevægelse i hele galaksen – og dermed er der ikke brug for noget ”mørkt stof” da denne fortsatte kredsløbs-bevægelse stemmer overens med grafen for den observerede rotationskurve. Illustration galaksens rotations kurve: http://en.wikipedia.org/wiki/Galaxy_rotation_curve

Galaksen er forbundet elektromagnetisk med andre galakser o.s.v. og derved opretholdes et dynamisk kredsløb så længe kredsløbet er forbundet. Galakser kan opdeles i 2 grundlæggende mønstre: En type galakse med meget tæt tvundne arme og med et stærkt lysende centrum udviser en bevægelse som viser at meget materie går ind imod galaksens centrum - og bjælkegalakser med mere åbent tvundne arme og et mere lyssvagt centrum hvor materien overvejende bevæges udad fra galaksens centrum. Af selve galakserne arme og bjælker man kan se bevægelsesretningen.

Jeg har også plæderet meget for en æter som alt bevæger sig i og som jeg mener, er lig med de fluktueringer som forårsager den kosmiske baggrundsstråling (CMB) der i min optik altid har været der og altid vil. Denne æter (fortrinsvis af brint og helium) er ”stationær” og fluktuerende.

Det er også vigtigt for forståelsen hvilke påvirkninger et objekt måtte have når det bevæger sig igennem æteren hvilket skulle give en preseffekt foran objektet og et muligt flow-pres på læsiden af objektets bevægelsesretning.

NASA har lige haft en konference om solsystemets ”hale”, altså udbredelsen af solens magnetosfære og solsystemets bevægelse i galaksen, hvor man beskriver hvorledes en bevægelse skaber et aflangt mønster af turbulens når et objekt/et solsystem bevæger sig i det interstellare medium. Der er en modstand som skaber dette pres og der er også en elektromagnetisk forbindelse/påvirkning til galaksens elektromagnetiske felt.

Kort introduction:
NASA | IBEX Provides First View of the Solar System's Tail -

NASA | IBEX Provides First View of the Solar System's Tail

Video  Konference:
Solar System's Tail discussed During Online Media Briefing -

Solar System's Tail discussed During Online Media Briefing

- Giv meget gerne en konstruktiv respons - usaglige og personlige kommentarer bliver meldt til moderator.

NB: Jeg har udgivet en mere detaljeret beskrivelse på Engelsk her:

"TYPICAL SPIRAL GALAXIES AND THEIR CIRCUITAL FORMATION"

Link: http://vixra.org/pdf/1311.0200v1.pdf

[Ivar Ingolf Nielsen]

Problemet med "Sorte Huller".

Det er mig meget uforståeligt at man videnskabeligt ikke kan foreslå andet end at "alting forsvinder i et sort hul", og et sådant verdensbillede må bero på at man hænger ubehjælpeligt fast i nogle tyngdelove som ikke virker - hvad de jo bevisligt heller ikke gør i galakserne, men alligevel anvendes "tyngdelovene" som man har forstået disse i flere århundreder.

I den linkede video herunder er der lavet en computersimulering hvor man beskriver hvad der efter den gængse opfattelse sker (i begivenhedshorisonten) i et sort hul.

NASA | Peer into a Simulated Stellar-mass Black Hole

Se og læs også artiklen og kommentarerne her: http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/computersimulering-loser-gade-om-sorte-huller?utm_source=vores+nyhedsbrev&utm_campaign=2ba7846785-2013112611_26_2013&utm_medium=email&utm_term=0_d2f5c83eb4-2ba7846785-207966113

Et par af kommentatorerne mener at der "må da komme noget ud af noget der kommer ind i et hul", men ingen tænker på at der er tale om et kredsløb af formation som beskrevet ovenfor i "Formation af Solsystemet og Galaksen".

Kommentar-Citat fra artiklen:

Jetstrømme

Skrevet af Karsten Bomholt, 26. november 2013 kl. 14:47
Jetstrømmene udspringer ikke fra siderne eller bagsiden. De udspringer langs polerne, og de består ikke af stof fra selve det sorte hul. Det er stof i den omgivende skive, som bliver slynget væk.

AD: Det er jo hvad jeg beskriver, lidt omskrevet, i "Formation af Solsystemet og Galaksen". Gasser og partikler strømmer ind via de 2 åbne tunneller i polerne, bliver omformateret i galaksens centrum, og kommer ud igen som formaterede stjerner og planeter etc. på det horisontelle plan via galaksens 2 bjælker.

Videoen herover viser også et udsnit, hvor man fokuserer på galaksens centrum hvor man illustrerer den Z-Pinch effekt i galaksens centrum som er den elektromagnetiske motor i galaksens formation og kredsløb.

[Morten Jødal]

Det er altid spændende, når en aktør uden for "kliken" tager et kontroversielt spørgsmål op. Men det gør det somme tider vanskeligt for andre at deltage i debatten, fordi vi ikke besidder den specialviden der kræves.
I dette tilfælde er der tale om en kombination af den generelle relativitetsteori og kvantemekanikken - og det er alment anerkendt blandt fysikere, at det ikke endnu er lykkedes at kombinere disse to teorier helt, selv om langt de fleste "tror" på dem begge.

Den generelle relativitetsteori kombinerer lysstråling med tyngde og muliggør derfor det sorte hul, hvorfra intet - selv ikke lys - kan slippe ud.
Det er relativt simpelt at beregne udstrækningen af "begivenhedshorisonten", som er den grænse, indenfor hvilken intet lys undslipper.
Lige uden for begivenhedshorisonten sker der imidlertid en  voldsom acceleration af alt stof i nærheden, som derfor mister potentiel energi og i stedet udsender stråling - typisk røntgen- og gammastråling - som undslipper. Det er observation af denne stråling, der har fået astrofysikerne til at acceptere sorte huller som andet end en matematisk spidsfindighed.

Kvantemekanikken bidrager så med partikel-bølgedualiteten og læren om partikler og antipartikler. Altså det faktum, at et tilstrækkeligt stort energikvant kan omdannes fra en foton til to partikler. Hvilket på ingen måde er en specialitet, som begrænser sig til sorte huller. Effekten kan observeres i et almindeligt fysiklaboratorium med instrumenter, der findes i selv et veludstyret gymnasiefysiklokale og en passende gammakilde.
Videre bidrager kvantemekanikken med den såkaldte Hawkingsstråling, som består af partkler, der er opstået ved pardannelse indenfor begivenhedshorisonten, men hvoraf den ene undslipper ved tunneleffekt. Denne stråling - som efterhånden er alment accepteret af fysikerne - betyder, at sorte huller ikke er stabile i uendelig lang tid, og at små sorte huller vil nedbrydes hurtigere end de kan opbygges med nyt stof.
Det i øjeblikket mest brændende spørgsmål blandt astrofysikere er, hvordan forholdene er lige omkring begivenhedshorisonten, og her kan jeg henvise til denne ing-artikel:
http://ing.dk/artikel/et-braendende-spoergsmaal-om-sorte-huller-nager-fysikerne-158583
Begyndelsen af artiklen virker løs og lidt for populær, men jeg synes den efterhånden får arbejdet sig pænt ind på, hvad problemet er.
Jeg må indrømme, at jeg ikke helt har forstået, hvor du placerer dig i forhold til de to omdiskuterede teorier, og da jeg heller ikke selv er ekspert i astrofysik, vil jeg ikke forholde mig direkte til dine spørgsmål.
Kun kan jeg fastslå, at det er videnskabeligt anerkendt, at der er uløste problemer i forhold til sorte huller, og da der er to konkurrerende videnskabelige skoler, kan vi på forhånd begrave enhver konspirationsteori. Ingen forsøger at undertrykke nogen sandhed, men alle er uenige om, hvad sandheden så er!

[Ivar Ingolf Nielsen]

Hej Morten - og tak for din respons.

Min basale indfaldsvinkel er naturfilosofisk og med udgangspunkt i at "alt er mere enkelt end man aktuelt tror - fordi alt foregår i et kredsløb"og jeg er fast overbevist om at forskningen i den moderne kosmologi er ved at spekulere sig selv ihjel.

Når jeg f. eks. stiller alvorlige spørgsmål til tyngdekrafts forholdende i Solsystemet og i galaksen (og videre), så udspringer disse af, at den gængse teori om tyngdekraft i galaksen er modsagt og da solsystemet er en integreret del af galaksens rotation og formation, og så spørger jeg naturligvis logisk ind til hvorvidt ideen om tyngdekraften så også er forkert i solsystemet.

Ifølge min teori er solsystemet skabt indefra galaksens centrum og har bevæget sig ud i galaksens arme via galaksens bjælke i en helikal/vortex bevægelse- og alle bevægelser i solsystemet er skabt af den roterende kraft i galaksens centrum som også skaber et elektromagnetisk sfærisk kredsløb i galaksen. Der er altså p.t. generelt tale om en oprindeligt udvidende bevægelse som på én eller anden måde også må afspejle sig i solsystemets aktuelle forhold.

Solens og planeternes egenrotation såvel som planeters og måners kredsløb kommer i min teori alle af galaksens formation og rotationsmoment. Solsystemets bane er på cirka 60 grader i forhold til galaksens og solsystemet bevæger sig i et spiraliserende forløb, "op og ned" og fremad rundt omkring galaksens centrum.

Spørgsmålet er så for mig: Hvorledes passer diverse vedtagne teorier til denne alternative opfattelse, og her især teorien om tyngdekraften; hvad er det der giver egenvægt og hvordan en sådan påvirkes af ydre forhold. "Egenvægt" opstår efter min mening når atomer elektromagnetisk binder sig til hinanden og danner former og "en givet samling af disse" kræver energi for at blive bevæget - og ikke kun bevæget af en teoretisk tyngdekraft der kun tiltrækker.

Solsystemet bevæger sig rundt i galaksen med lidt mere end 800.000 km/t og Jorden bevæger sig med cirka 108.000 km/t omkring solen og det er ganske utænkeligt for mig at disse hastigheder i rummet IKKE skulle blive påvirket med en modstand som skaber et grundliggende pres på én eller anden måde.

Derfra kommer mine spekulationer om hvorvidt mange bevægelser og vægtforhold kan forklares med dynamiske og interaktive pres (samt med elektromagnetiske forhold) i stedet for den efter min mening mere statiske opfattelse hvor 2-3 legemer alle trækker i hinanden som med Solen Jorden og Månen i vores diskussioner om tidevand.

Jeg stiller IKKE spørgsmålstegn ved diverse observationer og målinger, kun til hvorvidt disse kan anskues på en anden måde med udgangspunkt i "pres eller skygget pres" skabt af solsystemets bevægelse og interaktion igennem en æter i rummet..

Men da man ud fra eksperimenter på Jorden og i lukkede lokaler, har afvist en påvirkning fra et æter-medie uden at have inkluderet de enorme hastigheder i rummet som kan give et betragteligt æter-pres på store objekter, så har æter-teorien jo ikke mange muligheder for at finde gehør.

Og naturligvis bliver dette afvist af flertallet når man ikke accepterer andre indflydelser end doktrinen med den noget rigide opfattelse af at alt trækker i hinanden på afstand og umiddelbart via massen og tyngdecentre alene, den grundide som er modsagt i galaksen og som medførte hypotesen om "mørkt stof" fordi man så mente at galaksen ikke havde nok masse til "at holde på massen". I virkeligheden er al masse i galaksen i en kredsløbs bevægelse i hele galaksen, så der mangler ikke noget masse.

Tyngdekraften kan ikke forstås og forklares af nogen som helst, siges der. Men det kan den når man anskuer at alle bevægelser giver sig udtryk i både en sammentrækning eller sammenpresning og i en udvidelse. Et universelt forhold som går igen i alt småt som stort.

Anskuet som et kredsløb passer den Newtonske ide hvad angår galaksen ganske udmærket helt ind til centrum - men både Newton og Einstein må melde pas i den videre forklaring hvor alting "går i sort" og ender i sorte huller og sorte teorier fordi man ikke anskuer alle bevægelser som et kredsløb.

Således tænkt og beskrevet, mener jeg at det burde være forholdsvis enkelt at få "en teori om alt" når man anskuer alt fra et kredsløbssynspunkt og med elektromagnetismen som den basale kraft der virker overalt men med forskellige ladninger og polariteter.

NB: Dette er naturligvis alt for enkelt til at kunne blive umiddelbart antaget af de som er alt for langt ude i alle mulige teoretiske og matematiske spekulationer :-)

Hilsen Ivar

[SuperClaus]

Prøv at kontakte Bjarne som står bag denne side http://www.science27.com/

Det er vist nøjagtig den slags fysik-tænkning som du også er inde på, så mon ikke at I kan inspirere hinanden rigtig meget. Her på ingeniørdebat er den klassiske fysik mest brugt.

 

[Ivar Ingolf Nielsen]

Hej Claus,
Tak for din interesse og tip til Bjarne - som jeg allerede har været i kontakt med :-)

[Morten Jødal]

Forfatteren af denne tråds første indlæg har udtrykkeligt frabedt sig personlige kommentarer, og har rapporteret til moderator, at hans grænse er overskredet.
Jeg har valgt at respektere grænsen og har derfor slettet to indlæg, der ikke tilføjer nye argumenter for eller imod den skitserede teori.
Min egen grænse går længere ude, så dette er ikke udtryk for en ny politik fra min side, men kun repekt for en debattør.

Mvh. Morten Jødal