2-faset petroleum

[Søren Basbøll]

På en af sommerens eksposotioner til Nordpolen som Peter Plys så rigtigt siger opdagede vi at en toliters saftevandsdunk med petroleum var skilt ca. på midten lidt som olie og vand. Dunken har stået i et uopvarmet udhus i to år efter indkøb temperaturer på måske mellem + og - 25 degC.

Spørgsmålet er nu om det er normalt, det er første gang jeg selv har set det, og hvad sker der kemisk? Vi kunne ikke ryste det sammen. Det næste er om det kan bruges til sit formål som er brændstof til en primus,

Nu foresvæver det mig at én af de utallige forskelle på Scott og Amundsens forberedelser til Sydpolen var at Amundsen opbevarede sin petroleum i tilloddede dunke og ikke havde problemer hvorimod Scott havde problemer med det som med alt andet.

Det er beskrevet i Roland Huntfords fremragende bog om emnet, efter min mening den eneste der er værd at læse.

Hilsen
Søren Basbøll

[Morten Jødal]

Petroleum er en blanding af kulbrinter. Den måde man fraktionerer råolie på gør, at der altid er en del af de tungere fraktioner opløst i de lette, og i det kogepunktsinterval, der karakteriserer petroleum (typisk 190-280°C) er der et væld af forskellige stoffer. Det er således ikke mærkeligt, at de tungeste kulbrinter kan begynde at fryse ud ved lave temperaturer.
Hvis du i stedet tænker dieselolie, hvis kogepunktsinterval ganske vist ligger lidt højere (typisk 200-350°C), er du utvivlsomt stødt på problematikken med tilstopning af brændstoffiltre med "paraffin", hvilket dækker kulbrinterne i den højeste del af kogepunktsintervallet, som altså kan udkrystallisere i fast form selv ved danske vintertemperaturer, når disse går ned i den lave ende af det normale.
Det findes der så løsninger på - lige fra, at olieselskaberne kan ændre på kogepunktsintervallet mellem vinter og sommer, til husrådet om at tilsætte lidt karburatoralkohol (efterhånden et misvisende navn, da ikke mange biler længere har en karburator) om vinteren, hvad der øger opløseligheden af de tunge komponenter, så de ikke begynder at krystallisere.

Vi havde for et åts tid siden her en tråd om en flaske sukker- og farveholdig læskedrik, der havde stået i frostvejr og var skilt, fordi det rene vand frøs ud først. Dit problem er i princippet ganske det samme.
Du kan formentlig løse problemet ved at blande din petroleum med en vis mængde benzin, som jo er laverekogende kulbrinter. Men jeg tør ikke råde dig om hvor meget der er tilrådeligt! Du kan også vælge at bruge den ikke-frosne fase i din primus. Den vil givetvis brænde fint, men du må så påregne, at den tunge fraktion er permanent gået til spilde.

Mht. Scott og Amundsen, så var der jo afgørende forskel på deres udrustning, idet Scott i modsætning til Amundsen havde gjort sig afhængig af motorslæder og derfor var langt mere følsom, når der opstod lavtemperaturproblemer med brændstoffet. Amundsens petroleum var formentlig netop kun til primusbrug. Derimod tror jeg ikke - uden at jeg på nogen måde har sat mig ind i detaljerne omkring de to ekspeditioner - at beholderne havde afgørende betydning. Koldt var det jo under alle omstændigheder!

[Søren Basbøll]

Som altid et meget kompetent svar fra Morten, tak for det.

Det der egentlig overraskede mig var, at modsat paraffinering af dieselolie, så er fasedelingen af petroleummen i første omgang irreversibel. Når jeg kan komme i nærheden af den vil jeg prøve at blande den med noget benzin (ejeren er på rejse p.t.).

Omkring 1980 boede vi 5 år i Aasiaat, og der var det let køligt i to af vintrene, der vist siden er gået over i historien som isvintrene. Hvor koldt det var da det var koldest ved jeg ikke, men kviksølv fryser ved -39 degC; der gik nogle termometre til. Nu var der mange huse der havde en udendørs olietank, og hvis der var direkte sugning fra oliefyret kunne de få problemer. Selv havde vi en udendørs hovedtank og en indendørs 20 liters dagtank som skulle fyldes efter behov ved hjælp af en vrikkepumpe. Ikke så komfortabelt, men meget driftssikkert.

Værre var det at det dieseldrevne elværk var ved at gå i stå og evakueringsplanerne skulle efter hvad jeg hørte have været fremme. Jeg er fuld af beundring for de rørlæggere og andre der fik løst problemet, det var vist noget med at lægge dampslanger uden om rørføringerne. Rørlæggerarbejde i -40 degC er ikke det mest komfortable eller ufarlige man har.

Heldigvis kom der gode råd fra Teknologisk Institut. Man kunne således høre i radioavisen: Nu hvor det er meget koldt har vi spurgt TI om råd; de anbefaler at man gennemgår vinduerne og ser after om der er glas i dem alle. Er dette ikke tilfældet, kan man med fordel sætte glas i, har man ikke det kan en plade krydsfiner også bruges. Ellers må man nøjes med en plastikpose.

Skulle disse tiltag mod forventning ikke virke, kan man forsøgsvis prøve at lukke yderdøren; kan man ikke det må man finde ud af hvorfor. Det vil ofte være fordi der har samlet sig is på dørtrinet som man så må skrabe af med en skruetrækker eller lignende.

Det var blot en lille digression fra min hukommelse inspireret af oliedestillater under kolde forhold og en hyldest til Teknologisk Institut.

Hilsen
Søren Basbøll

[Morten Jødal]

Nu var der mange huse der havde en udendørs olietank, og hvis der var direkte sugning fra oliefyret kunne de få problemer. Selv havde vi en udendørs hovedtank og en indendørs 20 liters dagtank som skulle fyldes efter behov ved hjælp af en vrikkepumpe. Ikke så komfortabelt, men meget driftssikkert.

Kære Søren
Hvis du tænker efter, har du egentlig selv givet svaret på din undren i ovenstående citat: Den indendørs olietank løste problemet FORDI de tunge komponenter selvfølgelig går i opløsning igen - det tager bare lidt tid, og det kræver en lidt højere temperatur. Keine Hexerei - og fidusen med et have den direkte olieforsyning til fyret indendørs var i denne sammenhæng "Behändichkeit".

De "gode råd" fra Teknologisk Institut tyder på enten en meget ringe forståelse for forholdene - eller at grønlænderne omkring 1980 var særdeles uvante med træhuse og glasvinduer! Du ved langt bedre end jeg hvad der passede bedst.

[Morten Jødal]

Hej igen Søren.

Jeg har tænkt lidt efter at have postet mit forrige indlæg - ikke over det faglige, som jeg mener er velbelyst, men over Teknologisk Instituts "gode råd".
Mine bemærkninger i slutningen af indlægget kan måske læses som om jeg overvejer, om grønlændere generelt er lidt er dumme - hvad jeg på ingen måde mener!
Det gælder ikke de grønlændere jeg har mødt personligt, så hvorfor skulle det gælde for resten?

Derimod kan der være kulturelle ting, der betinger, at man skal rådgive på en anden måde end sædvanligt, og det vil jeg gerne illustrere med et eksempel.

For nogle få år siden læste jeg en amerikansk krimi med titlen "Nordlys". Forfatteren Nora Roberts kender jeg ellers intet til, men bogen optog mig meget.
Hovedpersonen er en politimand, der på grund af personlige problemer søger og får job som politimester i en lille by i Alaska, nord for polarcirklen.
Den spændende handling vil jeg overlade til egen læsning, men det lykkes undervejs forfatteren at putte ikke så lidt ind om livet på stedet, som adskiller sig betydeligt fra, hvordan man har det i "bundstaterne".
Konkret beskrives, at husene har en "arktisk indgang" - som ud fra beskrivelsen genkendes som et ganske almindeligt vindfang med knager man kan hænge sit overtøj på, og genialt indrettet med to døre, så yderdøren ikke fører direkte ind i stuen! Yderdøren kan man lukke, inden man åbner inderdøren, og derved undgår man kold træk.
Denne helt selvfølgelige indretning er altså så speciel for amerikanske læsere, at den skal beskrives ret detaljeret!

Mit kendskab til amerikanske middelklassehuses indretning stammer hovedsagelig fra ivrig læsning af Anders And (naturligvis især Carl Barks-klassikerne), og når jeg tænker efter, er der faktisk ret mange billeder, hvor ungerne kommer brasende ind i stuen direkte udefra og slipper kold vind ind - også når det er snevejr udenfor.
Den enkle løsning, som for os er en selvfølge, havde åbenbart ingen "bundstatsarkitekter" tænkt på ...

Min fornemmelse var, at grønlænderne i sidste halvdel af forrige århundrede i stort tal flyttede fra små fangersamfund ind i byerne, hvor de flyttede ind i elementhuse, der kom fra Danmark i lasten på fragtskibe og blot skulle samles med få greb - hvorefter familien stod med et hus af totalt ukendt konstruktion, som de måske heller ikke havde forstand på at vedligeholde?
Kan det tænkes, at en TI-mand faktisk havde været i Grønland og set dårligt vedligeholdte elementhuse? Eventuelt var det en del år siden på det tidspunkt, da rådene blev givet?
Jeg er oprigtig nysgerrig efter, om det blot var en rådgiver totalt uden fornemmelse for situationen - eller om der faktisk var en så stor kulturkløft, at nogle af rådene ikke var helt vanvittige?

[gerda vilholm]

Jeg har flere gange i amerikanske film bemærket at indgangsdøren åbner direkte ind i dagligstuen og jeg har undret mig over dette. Så ja, det er fint med en "arktisk indgang"

En anden type arktisk indgang havde man i Grønland i gamle dage da man boede i jordhuse. Da var huset ofte bygget på en skråning hvor indgangen var gennem en lang gang som gik nedefra op mod huset. På denne måde undgik man at den varme luft i huset slap ud gennem indgangen som også ofte var lukket med forhæng af skind.

Venlig hilsen   Gerda