Små kraftvarmeværker

[Morten Jødal]

Den første oliekrise i 1973-74 kom som et chok for både politikere og elfolk. Indtil da havde vi i Danmark faktisk været ved at omstille elproduktionen fra kul til olie,
Oliekrisen var rent politisk og gik snart over igen – men den havde til resultat, at olieprisen steg permanent.

Så kom den anden (ligeledes politiske) oliekrise i 1978, og nu var politikerne klar til handling. Alle som én råbte de ”national selvforsyning”.
Samtidig var udviklingen af Nordsøens gas- og oliefelter nået til et stadium, hvor dette mål var inden for rækkevidde, hvis vi vel at mærke opbyggede et forsyningsnet til naturgas.
Økonomisk var et dansk gasnet et stærkt problematisk valg på grund af de høje etableringsudgifter; det logiske ville have været at sælge gassen til Vesttyskland og Holland, der havde gamle net og mangel på gas. Men det politiske ønske om selv at få gassen var stærkt, og det lå i luften, at det ville blive en stor økonomisk fordel for de virksomheder, der kom til at ligge ved gasledningen (det meste af energiforsyningen var på dette tidspunkt endnu baseret på monopoler og var stærkt politisk styret).
Det førte efter et stort politisk slagsmål til et naturgasnet, der nåede alle landsdele undtagen Bornholm; den oprindelige plan havde været en hovedledning gennem Sydjylland til Trekantområdet, Odense og København, men politikere fra andre egne satte sig kraftigt imod denne favorisering af bestemte områder.

Det store net blev til gengæld meget dyrt, så både kreative ideer og ufine tricks blev taget i brug for at sikre økonomien i det. De ufine tricks omfattede aftagepligt for visse store forbrugere (bl.a. elværkerne)  og forbud mod konkurrerende energiprojekter i de områder, den store gasledning passerede, Forbudet eksisterer formelt stadig og har kostet mange fornuftige alternative projekter livet – selv om DONG for et par år siden blev mødt af en løftet politikerpegefinger og trak følehornene til sig, da man endnu en gang forsøgte at spænde ben for et biomassefyringsanlæg med henvisning til eneretten.
De kreative ideer omfattede en ny type kraftvarmeanlæg: landsbyenergianlæg. Disse anlæg var baseret på en så simpel teknik som vel muligt og blev derfor typisk bygget med en gasturbine, der driver en generator. Spildvarmen fra elproduktionen udnyttes så til fjernvarmeproduktion, og dermed er der basis for at forsyne landsbyer, der ellers ligger uden for rækkevidde af denne principielt fornuftige opvarmningsmulighed.

Landsbyenergianlæggene blev bygget på basis af flotte løfter om god økonomi, men de holdt ikke, og det er der flere grunde til – mest politiske, skønt de naturligvis også har baggrund i den valgte teknologi.

De to vigtigste er:
Gasprisen  blev politisk låst fast til 90% af olieprisen, baseret på energiindholdet. Det skulle sikre gasforbrugerne en god økonomi, og på beslutningstidspunktet var ”oliepris” og ”energipris” nærmest synonymer.
Men hvad man ikke havde forudset var, at elselskaberne – med det daværende jysk-fynske monopol ELSAM i spidsen – reagerede helt anderledes på oliekriserne: de satsede nu stort på kul, som kan købes i alle verdensdele og derfor er mindre følsomt for politiske omvæltninger.
De danske kraftværker har faktisk opbygget en meget stor ekspertise i miljøvenlig kulfyring, så det er lidt uretfærdigt, når kulfyring altid bliver hængt ud som særlig svinsk – omend det er en kendsgerning, at der udledes mere CO₂ pr. produceret MJ fra kul end fra de andre fossile brændsler. Til gengæld er der rigeligt af det, hvorimod de andre brændsler snart slipper op ...
Det har så vist sig, at olieprisen (og dermed gasprisen i Danmark) er fortsat med at stige, men det er kulprisen ikke. Dette betyder igen, at elprisen (før afgifter) ligger lavere i forhold til olieprisen, end da de mange energianlæg blev projekteret – og skønt det blev pålagt elselskaberne at aftage strømmen fra de små kraftvarmeværker, har afregningsprisen for el ikke kunnet følge med den politisk bestemte gaspris.
Og på de små værker kikker man misundeligt til de store byer med fjernvarmeanlæg, der aftager spildvarme fra de kulfyrede kraftværker.

Den anden grund er, at politikerne på samme tid blev opmærksomme på de begrænsede energiressourcer, og at elproduktion er en af de dårligste måder at udnytte brændslets energi på. Derfor indførte de et – principielt fornuftigt – forbud mod at bruge el til opvarmning, Forbudet har en masse undtagelser, alle irrelevante i denne forbindelse. Men den vigtigste undtagelse findes ikke:
Det er ikke tilladt for et kraftvarmeværk at konvertere sin elproduktion til varme i perioder, hvor afregningsprisen for el er dårlig – skønt det kunne gøres teknisk enkelt og billigt. Og som nævnt er der i de små anlæg en stiv sammenhæng mellem el- og varmeproduktion. Så hvis forbrugerne efterspørger varme, ja så skal der også produceres el!

Det er således en kendsgerning, at økonomien i små kraftvarmeanlæg er baseret på politiske beslutninger, der blev taget omkring 1980 – og som der har været udtalt politisk modvilje mod at ændre sidenhen, selv om en række ydre forudsætninger er ændret afgørende.

[Bent Andersen]

Meget interessant, Morten, tak for indlægget.

Bent.

[Kusco]

Fin "artikel" Jødal, som så mange gange tidligere er jeg iøvrigt helt enig i holdningerne.

Et yderligere argument mod nettet oprettelse, jeg synes du lidt forbigår er Nordsø gassens begrænsede mængde.
Som jeg husker det var et de store argumenter man pustede op dengang: Arbejdspladser.

Arbejdsløsheden var faretruende høj og så tyede man til at tisse i bukserne for at holde varmen, og gav regningen videre som var meget brugt tidligere.

[Morten Jødal]

Jeg er helt enig i dine tilføjelser, Kusco.
Men personligt er jeg nu nået til at anse naturgasnettet for en given kendsgerning, som vi må se at få det bedst mulige ud af. Derfor har jeg sprunget et par nuancer over i den historiske gennemgang.
Derimod finder jeg det ikke passé at påpege, at de små naturgasfyrede kraftvarmeværkers generelt dårlige økonomi bl.a. er en følgevirkning af politiske beslutninger, og at nogle af disse let kan ændres, endda uden udgift for staten.
Det vigtigste vil være at give værkerne tilladelse til at konvertere overskudsel til varme.